Fem værn mod præstationspresset: Forslag til et vildt og poetisk studieliv

Af Katrine Vedsø Jakobsen, stud.psych.

Der er selvfølgelig visse ting, det er muligt at lære på universitetet, som ikke står i pensum. Der er f.eks. dage med erkendelsen: Jeg har i dag lært, at jeg ved meget lidt, og tilsyneladende endnu mindre for hver tekst jeg læser, og alle de forelæsninger, jeg overværer. Altid eller ofte at sidde og begynde at forvente noget af sig selv. Jeg vil gerne være sådan én, der deltager aktivt i undervisningen, og derved gør den og mig bedre. Jeg vil gerne være sådan én, der rækker hånden i vejret med en beslutsomhed og har noget lysende og indsigtsfuldt at sige. I stedet er jeg ofte et af de rystende espeløv. Eller sådan én som mærker hjertet, mens det forsøger at hamre sig vej ud gennem ryggen på kroppen, når jeg skal beslutte, om jeg vil rette rygsøjlen, åbne munden, tale eller sige noget. Som ikke altid overhovedet får sagt de ting, jeg gerne vil, fordi jeg er bange for, at de er dumme eller i det allermindste savnende mere indblik, udblik og forstand. Alle de forventninger man kan have til sig selv: Må hele tiden forsøge at præstere og producere noget til dagen. Noget betydningsfuldt inden natten. Ikke ødsle tiden bort. Arbejde meget hårdt. Blandt andet. Uanset hvor forventningerne kommer fra, og på hvilken måde de udtrykker sig, tilbydes her fem måder at blive dem kvit på. Til dem med drømme om det. Fem værn mod præstationspresset. Eller forslag til et vildt og poetisk studieliv.   

Værn eller forslag nr. 1: Lad os mødes hinsides idéerne om rigtigt og forkert 

Du kan øve dig på at forlade den måde, hvorpå man kan vurdere ting, som skelner mellem godt og dårligt. Afvise denne konstruktion af en inddeling i to modsatrettede kategorier: Hvad der er dårligt, og hvad der er bedre. Og måske endda: Hvad der er rigtigt og forkert. Som en måde hvorpå vi kan nå at undersøge og mærke ting, inden vi afskriver dem som dårlige eller forkerte. Fænomener, oplevelser – dine egne og andres. Jeres og vores præstationer. I stedet at lade dem være og virke. Spørge: Hvad gør disse? Hvilken effekt har de? På mig og mine omgivelser. Til en start i hvert fald. Vi kan beslutte at kalde det hele for et vejr. Noget som vi kan gå ind i og under. Som vi kan øve os i at være i uden at give det karakterer. Beyond all ideas of right and wrong there is a field, I will meet you there. Sådan har digteren Rumi engang skrevet, og jeg vil det samme. Møde jer allesammen der. Herefter (især når der er gået et stykke tid) kan vi fortælle hinanden, om her er et vejr, som vi kan lide og holde ud at være i. Det kan være, du bedre kan lide dage, hvor solen vider sig ud i stråler og skin. Det er helt ok og faktisk godt. Men jeg er virkelig glad for den tid, vi brugte sammen under regnen og mærkede, jeg ville ikke have brugt den på andet.  

Værn eller forslag nr. 2: Gå i skole hos nattens dronning 

Du kan øve dig i at nægte at lade dig reducere til noget funktionelt. Simpelthen modarbejde det praktiske. Som et besværligt tørrestativ der modarbejder sin udfoldelse. Et billede der bliver ved med at falde af sit søm. Som benet der brækker på stolen, der nægter at lade sig reducere til et funktionelt møbel. Som hellere vil være et kunstværk i hjørnet af dit værelse, hvor en egenrådig nattens dronning står i din vindueskarm og venter på den rigtige solnedgang. Meget fokus holdes hele tiden på, hvilke læringsmål der skal mødes, hvad den studerende kommer til at kunne, hvilke evner og kvalifikationer de høster ved studierne. Til hvad og hvor disse kan bruges bagefter. På hvilken måde bliver de studerende arbejdsdygtige? Rentable for arbejdsmarkedet? Hvordan sørger vi for, at der er nogen, der vil købe deres evner og arbejdskraft? Er du en lønsom studerende? Kan du betale sig? Eller er du nogle gange som en trodsig plante? En nattens dronning der bestemmer og tager magten tilbage over din egen blomstring. At den f.eks. kun skal foregå henover en enkelt nat?

Værn eller forslag nr. 3: Studiet er en stor hånd, der åbner sig 

Du kan øve dig i at nægte at anse dit nye studie, psykologien, universitetet, universet og pensum som en kode, der skal knækkes. En gåde der skal løses. En kasse der må plyndres. Et felt der skal erobres eller besejres. Hvis det ikke er et gådespil, hvis du er uden mulighed for gevinst, har du intet at tabe. Her er ingen krig og derfor intet at lide nederlag til. Studiet er en stor hånd, der åbner sig, så du kan trykke den. Hånden holder ingen spøg og skæmt. Ingen gadgets der giver stød. I er ikke i konkurrence med hinanden. I går ind i venskabet på de samme betingelser. Studiet har heller ikke set dig og din måde at gribe tingene an på før. Det er spændende. Hvem ved, hvad I begge kan få ud af dette møde? Jeg er glad. På jeres og på verdens vegne. Der vil sikkert være dage med uenighed, brydning og uro. Psykologi. I love you, but you’re bringing me down, som LCD Soundsystem ville synge det. Det kan være, du kommer til at beskylde dig selv. Af den ene eller den anden årsag. Fortæller dig selv, at du burde have arbejdet hårdere på venskabet. At du f.eks. skulle have brugt mere tid med studiet. På sådanne dage kan det være, du har brug for en anden ven. Det kunne f.eks. være dig selv. Om aftenen kan det være, du sidder foran spejlet i mørke og dupper dit ansigt med en kølig vatrondel. Jeg håber, du kan sige gode ting til dig selv. Jeg nåede ikke det hele i dag. Jeg nåede noget, der var bedre. Her er ro. Her har været tanker og idéer, jeg ikke kunne have forudset, da jeg lavede planen i morges. Her er en kølig hånd på panden. Sval som en tilgivelse. Det kunne f.eks. være din egen.  

Værn eller forslag nr. 4: Skyd hjertet op i livet, indfør poesien i din akademiske skrift 

Man kan opleve at blive mødt med strenge krav til sin skrift på universitetet, hvor der foreligger en sådan måde at skrive og udarbejde opgaver på, som kræver håndelag f.eks. udi kunsten at skære helt og aldeles ind til benet. At være meget præcis og tydelig i sin argumentation. Ikke at væve og overskride det bestemte antal tegn. At holde sig til formen. At redegøre nøjagtigt og fyldestgørende præcis der hvor der skal redegøres for de begreber, som der skal redegøres for. Dette er ikke udelukkende dumt, selvom det til tider kan være frustrerende. Især hvis man har hang til kaos og rod i sig. Et haikudigt er også strengt i sin form og stadig poesi. Det kan være meget godt at øve sig i at tilegne sig formen. Forsøge at lære den i første omgang. Det kan være lige så godt bagefter at forholde sig lidt anarkistisk til den. Behandle den lovløst. Omfavne en lille smule kaos. Det overskydende: At beholde og ikke slette det (om ikke andet så bare til dig selv). Ikke være bange for at ødelægge noget, f.eks. de gængse måder at gøre tingene på. Drist dig. Man kan spørge sig selv: Hvis vi alle sammen opfører os fuldkommen artige overfor reglerne, hvilke tanker og idéer, som unddrager sig den ”rigtige” måde at gøre tingene på, afskriver vi da os selv fra? Er det en idé at lege en smule med formen for at stimulere eller gøde jorden på en ny måde, så den kan danne grobund for nye og poetiske og vilde tanker? Gergen har engang skrevet: “In a sense, generative theorizing is a form of poetic activism. That is, it asks us to take a risk with words, shake up the conventions, generate new formations of intelligibility, new images, and sensitivities”.  

Jeg ved det ikke og holder faktisk selv en pause fra studiet nu for at undersøge og skrive andetsteds. Men det kan være, du kan finde en måde at sprænge rammerne på indefra i mellemtiden? Man kan altid prøve med denne modstandshandling, måske at sige: Der er ingen, der har krav på til alle tider at forstå, hvad det er, jeg prøver at sige. 

Værn eller forslag nr. 5: Du må godt sige noget andet end sandheden 

Min far har altid ofte gentaget en sætning, som han lærte, da han var lille og gik til spejder. Den lyder sådan her: ret ryggen, åben munden, tal sandheden. Den sætning kan sætte sig i en spejder og har i hvert fald sat sig i mig som to modsatrettede viljer. Ønsket om at meddele mig, række ind i og forbinde mig med omverden gennem sprog, og samtidig ønsket om at være fuldkommen sikker på, at det, jeg siger, er sandt eller rigtigt, inden jeg overhovedet så meget som tænker på at åbne munden. Rygsøjlen er ikke ret men danner en buet form ved forvirringen over, at sandheden synes at unddrage sig sproget, fordi sproget har det med at sige det ene eller det andet. Og sandheden har det med ikke at være det ene eller det andet. Så hvad vil det sige bare at åbne munden og tale sandheden? Kan det overhovedet lade sig gøre? Skal man lukke munden, hvis man ikke kender eller overskuer hele sandheden?  

Du kan også i stedet øve dig på at sige ting, du ikke er helt sikker på højt. Anerkende umiddelbarheden som et helt fint og gyldigt sted at tale fra. Ikke at være bange for at afsløre en misforståelse eller fejltagelse. Ikke at tabubelægge dumheden. Der er visse ting, man aldrig får sagt, hvis man først skal sikre sig, at man er helt sikker. Og er dette ikke en uhyggelig tanke: Måske er der nogen, der profiterer ved, at vi skammer os over og er bange for at blotlægge vores dumhed, og derfor måske ikke siger noget som helst. Jeg ved det ikke. Måske vi skal øve os på en omskrivning af sætningen. I stedet at sige: Du må også godt tale noget andet end sandheden. Eller tale før du kender hele sandheden. Eller tale selvom du ikke tror på, at sandheden kun er én. Eller tale selvom du er overbevist om, at sandheden ligger hos nogen, som virker meget mere sikre og overbeviste med deres hænder, og som ikke er dig. Prøve dig frem med en tale selvom den har med mavefornemmelsen og umiddelbarheden at gøre. Selvom det eneste du føler dig sikker på er, at du ikke helt ved og forstår, hvad du taler om endnu. Det kan godt være meget vigtigt på trods.