Er feedbacken værd at kæmpe for?

Af Sebastian Tobias Renstrøm, cand.psych., Andrea Joe Svennevig Hyldig, cand.psych. og Rie Kristensen, cand.psych.
Illustration af Sandra la Cour, stud.psych.

 
I dette indlæg vil vi tre VA’ere gerne byde nye og gamle studerende velkommen med lidt historisk kontekst om den mulighed for feedback, man som studerende ikke bør tage for givet. I vores egen studenterpolitiske tid forsøgte vi selv at kæmpe for, at feedback efter eksaminer blev bevaret, men nu hvor vi sidder på den anden side af bordet, undrer vi os: Når en del studerende ikke møder op til den feedback, de har meldt sig til, giver det så mening fortsat at tilbyde den til alle? 

Da Rie og Sebastian startede på psykologistudiet i 2013 og 2014, fik de tilbudt mundtlig feedback i alle de store fag på bacheloren. Langt de fleste gange benyttede vi os begge af muligheden, og selv om vi ikke altid syntes, feedbacken var så god, som den kunne være, gik vi altid derfra med en større forståelse for, hvorfor vi havde fået den karakter, vi havde fået. Selve systemet var ofte ret utaknemmeligt på den måde, at man blev givet én bestemt dato, hvor alle skulle møde op og skrive sig på en liste og så vente på sin tur, ofte i flere timer. Disse dage lå ofte i uge 5 eller Roskildeugen, og vi kender flere, der tog hjem fra Roskilde for at få deres feedback. 
Ved nogle bedømmere var det mindst lige så lærerigt at få feedback på et 12-tal som et 4-tal. Flere gange formåede de at sætte opgaven i lyset af, hvad der forlanges senere på uddannelsen, således at vi kunne få at vide, at ”havde dette været et bachelorprojekt, ville der forventes mere af det her og det her, og det her ville skulle nuanceres yderligere”.  

 
Da vi senere gik på kandidaten, var vi til det møde mellem ansatte og studerende, hvor det blev besluttet at afskaffe feedbacken for karakterer over 4 på hele bacheloren som en del af en sparerunde (senere blev feedback på bachelorprojektet genindført). Her blev der argumenteret med, at feedback efter eksamen ikke er til nær så stor nytte som feedforward og feedback i løbet af semesteret. Uden at være modstandere af, at feedback i løbet af semesteret er nyttigt, syntes vi selv, det var en skam, at fremtidige studerende ikke længere skulle have at vide, hvorfor de havde fået 7, 10 eller 12. 

 
Med den måde, ansættelserne fungerer på nuværende tidspunkt, betyder det dog, at man ikke sparer en krone ved at droppe feedbacken for 1. og 2. semester, da det her er videnskabelige assistenter (VA’ere), der underviser og retter eksaminerne. Da Rie og Sebastian blev ansat som VA’ere i 2020, syntes de, det var sært kun at skulle give feedback til dem, der havde fået 4 og under. De oplevede desuden, at nogen fortalte dem, at selv om de ikke nødvendigvis var glade for 02- eller 4-tallet, var de dog glade for at få en tilbagemelding på deres opgave, som de ellers ikke ville have fået. Og når nu vi VA’ere alligevel tænker en masse tanker, når vi retter eksamensopgaver, synes vi, det er en skam, hvis de studerende ikke får indsigt i begrundelsen samt en masse ros for alt det, de har gjort godt. Derfor var Rie og Sebastian i sommeren 2021 med til at indføre en prøveordning, hvor alle studerende blev tilbudt feedback, og det har vi gjort siden ved eksaminerne i Social- og Personlighedspsykologi. Da vi denne sommer skulle give feedback midt i juli, kunne de studerende gennem et link selv vælge en tid, der passede dem med mulighed for at mødes på Zoom. 
 
Når vi så alligevel har sat os ved tasterne og i denne artikel stiller spørgsmålstegn ved, hvad der egentligt skal ske med feedbacken, er det fordi en del af de feedbacktilmeldte i sommer ikke mødte op. Rie oplevede eksempelvis, at 53 studerende ud af 67 mulige meldte sig til, men at mindre end 40 mødte op til deres aftalte tid på Zoom – uden at melde fra. Én ting er, at vi sidder og flagrer i de timer, det alligevel bliver til, men vi bruger jo også ekstra tid til at forberede feedback til dem, der melder sig til.   
 
Siden vi indførte prøveordningen, har vi hørt lidt spredte kommentarer om, at det er rart med feedback, og folk virker ofte taknemmelige, når de sidder der. Men når så mange studerende ikke møder op, kan vi blive i tvivl om, hvorvidt der er et bredt ønske om og behov for feedback. Hvis der er et ønske om, at feedback forbliver en mulighed på første studieår uanset karakter, håber vi, at det er noget, der vil blive givet kollektivt udtryk for (måske efter en drøftelse i PsykRådet?), og at nye studerende vil gøre brug af muligheden. 

Og hvis der er noget, vi kan forbedre i denne sammenhæng, vil vi selvfølgelig gerne have feedback.