“Du har ringet til studievejledningen. Hvad kan jeg hjælpe dig med?”
Af studievejledningen
”Du har ringet til studievejledningen. Hvad kan jeg hjælpe dig med?”. Det lyder nogenlunde sådan, når du ringer til din studievejledning på Det samfundsvidenskabelige fakultet. Vi er netop rigtig interesserede i at vide, hvordan vi kan hjælpe dig bedst muligt. Vi vejleder både i faglige, praktiske, personlige og sociale spørgsmål og problematikker, så du er altid velkommen til at henvende dig til os. Uanset om det handler om vanskeligheder med dispensationsansøgning til forlænget eksamenstid, ensomhed på studiet, stress eller andre svære udfordringer, kan du enten få vejledning af én af vores gode studievejledere, eller blive henvist til det rette sted for dig. Vi kan også hjælpe dig med at få overblik over dine muligheder på studiet i forhold til blandt andet studieplanlægning, udvekslingsophold og praktik. Dette gør vi både ved individuel vejledning, når du henvender dig til os, og til forskellige informationsarrangementer, som vi afholder i løbet af studieåret.
Studievejledningen består af en stor håndfuld fuldtidsansatte studievejledere og en masse studenterstudievejledere, der vejleder i alle uddannelserne på SAMF. Du kan derfor komme til at tale med en antropologistuderende, der er ekspert i psykologiuddannelsen, eller en statskundskabsstuderende, der kender virkelig godt til opbygningen af økonomi- og sociologiuddannelserne.
Vi er tilgængelige på mange måder. Du kan både få fat i os ved at skrive en mail, ringe og komme forbi i drop-in. Hvis du har behov for en længere samtale om eksempelvis studieplanlægning eller sygemelding, er det også muligt at booke en samtale á 25 minutters varighed.
Book en samtale
Du booker en samtale via KUnet à Din uddannelsesside à Kontakt SAMF Studie- og karrierevejledning: book en samtale. Tider frigives løbende i systemet, så prøv igen en anden dag, hvis der ikke er en ledig tid til dig.
Drop-in vejledning
Hvis du har brug for en kort snak med en studievejleder, kan du finde os i SAMF Studenterservice i lokale 5.1.46. Vi har åbent kl. 13:00-14:30 (lukket tirsdage).
Ring til os
Du er altid velkommen til at ringe til os. Vi kan kontaktes på telefon 35 32 46 00. Vi har åbent på telefonen kl. 9:30-11:00 (lukket tirsdage).
Skriv til os
Vores mailadresse er studievejledning@samf.ku.dk. Husk altid at skrive til os fra din KU-mail. Vi bestræber os på at svare dig hurtigst muligt, men grundet travle perioder kan svartiden variere. Brug derfor gerne også vores andre kanaler, hvis dit spørgsmål haster.