DOMMEN OVER INSTITUT FOR PSYKOLOGI - ELLER HVAD?

En kommentar på Thomas Habekosts artikel

Af Maria Voulgaris Valeur, cand.psych., Sarah-Emilie Gundolf Josiasen, stud.psych., og River Lyngaa, stud.psych.

Illustrationer af Natascha M.R. Hansen, stud.psych

I artiklen ”Forskningsevalueringer af Psykologi gennem et kvart århundrede” inviterer Thomas Habekost, professor i kognitiv neuropsykologi, os ind i en håbefuld rejse gennem Institut for Psykologi på Københavns Universitets historie, hvor forskningsevalueringer fungerer som milepæle i en turbulent fortælling. Fra den kritiske evaluering i 1996, der næsten fik katastrofale konsekvenser for instituttets renommé, til evalueringerne i 2011 og 2016, der ligeledes fremskrev en udfordret forskningsenhed. Efter de sidstnævnte, blev der implementeret ændringer i evalueringsstandarderne, som bl.a. medførte, at instituttet begyndte at få international anerkendelse for sin forskning. Den seneste evaluering i 2023 var overvejende positiv og anerkendte instituttets forskning som verdensførende på flere områder.

I Thomas Habekosts artikel er det de internationale evalueringer, der vægter, når det angår, hvordan forskningen såvel som hele psykologien på Københavns Universitet skal vurderes. Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke reflekteres nærmere over, hvad de internationale evalueringer rent faktisk vurderer psykologi ud fra og i forhold til: hvilke parametre er vigtige i evalueringerne, hvilken forskning er det, der ønskes, og hvorfor? Desuden berører Habekost i sin artikel ikke de studerendes længerevarende og gentagende kritik af og utilfredshed med netop psykologistudiet, hvilket har resulteret i faglig aktivisme, diverse protester og blokader i årenes løb. Som modtagere af artiklen kan vi ikke lade være med at stille spørgsmål til alt det, der undlades, når det kun er de internationale evalueringer, der vægter i fortællingen om Institut for Psykologis historie? For når alt kommer til alt, må det vigtigste vel være, at instituttet danner os til at blive gode, kompetente psykologer. Ikke? Og i den forbindelse må de studerendes vurdering af undervisning og forskning, vel også vægte, når der skal gøres status over vores studie. Ikke?

For at få en dybere forståelse for, hvorfor det er internationale evalueringer, der vinder indpas som værdifulde markører i bedømmelsen af vores institut, vil vi starte med at kigge nærmere på, hvad der tæller i evalueringsrapporterne, og hvad der sker med vores universitet i dag. Efter vi har præsenteret en lidt bedre forståelse af, hvad det egentlig er, der sker, vil vi stille os nysgerrige og kritiske overfor den store del af historien om Institut for Psykologi som artiklen “Forskningsevalueringer af Psykologi gennem et kvart århundrede” ikke kaster lys over, og som burde have plads, når instituttet skal vurderes - nemlig den løbende kritik som psykologistuderende har udtalt og stadig udtaler. Det vil vi udfolde løbende i artiklen med vores perspektiver som skribenter fra Indput.

Tæller vi det, der tæller?

Et grundlæggende spørgsmål, man må stille, når der evalueres forskning er: Tæller vi det, der tæller?

Med det menes der: Hvad er det i virkeligheden, vi forsøger at afdække med evalueringerne?

I den internationale evalueringsrapport af Institut for Psykologi fra 2023 gives en positiv vurdering af Instituttet som det første i evalueringen under ‘Summary’ således: “(…) it is the panel’s assessment that there has been systematic and substantial improvement in the organization of the department, the performance of research as regard the attraction of grants, publications in high ranking journals (while keeping a broad range of publications outlets), internationalization of research and teaching.”. Det, der i starten af evalueringen fremhæves som forbedringer, er altså tilstræbelse af flere fonde, publikationer i specifikke tidsskrifter og internationalisering af både forskning og undervisning. Godt nok er det ikke det eneste rapporten beskriver, men at det er det første, som fremhæves, er værd at bemærke. For hvad har publiceringer i højt rangerede tidsskrifter og internationalisering i sig selv at gøre med, at forskningen gør os klogere på, hvordan vi skal forstå og tilgå de komplekse problemstillinger, som vi møder i vores fremtidige virke som psykologer? Ikke særlig meget. Men hvorfor så vurdere netop dét som vigtigt i den internationale evalueringsrapport? Og hvorfor er det en sådan evaluering, der får lov til at tælle?

Det beskrives i antologien ”Tæller vi det, der tæller” af Malene Friis Andersen og Lene Tanggaard, hvordan den såkaldte ’djøfisering’ har spredt sig som en løbeild gennem arbejdslivet de seneste år (her henvises til en proces i en organisation (læs: Institut for Psykologi), hvor man er blevet underlagt en strategi, som fører undervisning og forskning længere og længere væk fra mangfoldighed, bredde og diversitet, og derimod bevæger sig ind på et landkort, hvor effektivitet og merværdi tæller højest, således vi får det skideskægt i KapitaLisme-land). Her udfoldes bl.a. den kærkomne instrumentaliserings praksis: bibliometriske målinger. ”Vores indsats skal kunne måles og vejes. Resultaterne gøres op, for det er det, der tæller!”. Men hvad siger dette stigende behov for standardisering, evaluering og målstyring egentlig om vores organisering af det moderne universitet, og mere specifikt om vores institut? Er det ikke blot endnu en reproduktion af en rationalistisk forståelse af det patriarkalsk kapitalistiske arbejdssystem at skulle evaluere sig selv konstant og så igen?

Hvem besidder magten til at definere god forskning?

Fra Michel Foucault lyder det, at når subjektet indrulles i et bestemt diskursivt regime, sker der en slags mental kolonisering, hvor subjektets (her ansatte på instituttets) selvopfattelse nu beror sig på resultatmålinger, indikatorer og andre evalueringsmekanismer. Det er en subtil magtudøvelse, som ligeledes tjener det neoliberale hegemonis idé om, at vi skaber værdi ved at udbrede konkurrencelogikken.

Vi, som studerende på Psykologi på KU, oplever ikke en større grad af forbundethed med Institut for Psykologi, når vi hører om, hvordan endnu en henrivende evaluering skal målstyre forskerne hen mod stigende citationsfrekvenser i internationale tidsskrifter. Blot for at blive endnu mere fedtet ind i olien fra kapitalfonde, der understøtter de bibliometriske målinger af, hvor hurtigt, ofte og effektivt de kan citeres af andre forskere, der ligeledes forsøger at blæse og have mel i munden i deres iver efter at få flere citationstal. Denne særegne ideologiske tanke, som Foucault har fat i, beskrives ligeledes af Habekost i forbindelse med den skelsættende universitetslov fra 2003: ”På Institut for Psykologi var en af de væsentligste forandringer, at ansættelse af forskere nu i høj grad kom til at afhænge af deres evne til at publicere internationalt. Her blev der både lagt vægt på den internationale anseelse af de tidsskrifter, som man publicerede i, samt i hvor høj grad andre forskere citerede ens forskning”. Her ses det, hvordan målstyring (som er den fremdriftstænkning, der hersker, når evalueringer måles bibliometrisk) og markedstænkningslogik (der har indfundet sig på universitetet i dag) får første rang. Det er det, der med andre ord, tæller. Målstyringen, der udvikler sig i forbindelse med fokusset på internationale publikationer og citeringer, hænger sammen med de tiltagende krav om at producere og vedligeholde konkurrencedygtig ”human capital”. Heri ligger endnu en kritik af de arbejdsforhold, som forskerne rent faktisk må arbejde under på universiteterne i dag. Særligt for dem, der ikke lige falder dybt ned i lommen på Novo eller drikker øl om fredagen med Carlsberg familien. Arbejdsforholdene hos de universitetsansatte er ofte prekære og uforudsigelige, som Guy Standing udlægger det i “The Precariat”. Det forklares af Standing, at den akademiske arbejdskraft er efterspurgt, men dens produktionspris skal minimeres, og derfor bliver bibliometriske målinger det fremelskede instrument i analysen af, hvordan det står til med forskningskvaliteten.

Hvis vi mere specifikt vender tilbage til psykologien som forskningsområde, mener vi, at der er en vigtig betragtning at gøre sig her! Man kan ikke bruge samme måleredskab (læs: instrument) til at undersøge hele forskningsfeltets tilstand. For hvordan skal både social-, personligheds-, pædagogisk, udviklings-, neuro-, kognitions- samt arbejds- og organisations- og klinisk psykologi måles ud fra samme evalueringsstandard? Her stiller vi os med en sund kritisk indstilling og henviser til, hvad vi så mange gange har fået refereret til under vores uddannelsesforløb på psykologistudiet; at psykologien fra sin spæde start har stået på skuldrene af tre grunddiscipliner i videnskaben (den hellige treenighed): samfundsvidenskaben, humanvidenskaben og naturvidenskaben. Disse giver forskellige måder at tilgå og forstå psykologien på. Det betyder, at både tilgangen til subjektet/mennesket/personen såvel som de metoder og teorier, der tages i brug, er forskellige - de vil noget forskelligt. Men de bibliometriske målinger, der i deres resultater skal vurdere forskningens internationale konkurrencedygtighed, har ikke blik for den værdifulde nuancering, som vi, som psykologistuderende, får ved at blive præsenteret for forskellige perspektiver. De siger meget lidt om de psykologer, vi bliver til.

Hvor ses de studerendes ret i domsfældelsen over psykologien?

Nu får vi lyst til at spørge dig: Hvad er egentlig det, der skaber en verdensnær, resonansfremmende og bæredygtig psykologi (herunder forskning)? Vi kan hurtigt svare, at vi faktisk ofte føler os mere fremmedgjort end ræsonnerende med forskningen, når den bliver udmagret og spændt op til, at der kun er plads til en type (læs: psykometrisk og empirisk) videnskab.

Hvorfor er der udviklet en kamparena, hvor der kun er plads til værdiskabelse i relation til merværdi, men ikke i forhold til menneskelige værdier, som søger at overskride markedslogikkerne eller “the internationalization”, som så ofte henvises til i evalueringerne? Med denne pessimisme over for det kapitalistiske rationale, får vi lyst til at henvise til Val Plumwood, en økofeministisk filosof, der undersøger, hvordan den hegemoniske hierarkiske orden opstår med (mande)mennesket øverst og naturen lavest i pyramiden. Her skabes en identitetslogik og -politik, der beror på ”The Master Identity”. Når vi taler om evalueringer af forskning, kan ”The Master Identity” repræsentere den dominerende opfattelse af, hvad der anses for værdifuld og legitim forskning, og hvilke kriterier der bruges til at vurdere forskningens succes med. Hvis evalueringer primært er baseret på bibliometriske data såsom antallet af publikationer, citationsfrekvenser og internationale publikationer, kan det afspejle en forståelse af forskning, der er domineret af kvantitet og international anerkendelse som de vigtigste mål. Det kan ses som en manifestation af ”The Master Identity”, hvor succes i forskningsverdenen måles og belønnes ud fra en bestemt opfattelse af, hvad der er værdifuldt og betydningsfuldt. Men er det rent faktisk tilfældet i en hverdags- og praksisnær kontekst?

I lyset af disse udfordringer rejser spørgsmålet sig: Tæller vi rent faktisk det, der tæller ved at lade de internationale evalueringer stå i spidsen for vurderingen af vores institut? Ved at dvæle ved kvantitative bibliometriske målinger risikerer vi at overse det dybere formål med forskning - at berige vores forståelse af mennesker og samfund, samt at bidrage til bæredygtige løsninger på komplekse problemer.

Dette er Thomas Habekost faktisk også inde på i sin gennemgang af forskningsevalueringerne gennem et kvart århundrede. Vi får her lyst til at spørge: hvad var problemet så i virkeligheden? Var det evalueringskriterierne eller var det forskningen, der udgjorde problemet? Vi læser noget helt andet frem, når vi begynder på denne tankerække. Det beskrives, at da instituttet skulle evalueres igen i 2016 måtte de gøre evalueringspanelet opmærksomme på, at de forskere, som var kommet i klemme i tidligere evalueringer, ikke kom til at stå i et dårligt lys igen. Derfor argumenterede de for “at gøre evalueringskriterierne bredere end de rent bibliometriske, og at evalueringen skulle foregå på et mere kollektivt plan”, skriver Habekost. Da dette blev ændret, fik evalueringen en positiv drejning. Her kan vi se, at ændringerne var en tilstræbelse efter at tælle det, der rent faktisk tæller. Det er dog ikke den analyse, der står os nærmest at læse frem, når vi umiddelbart hører om solskinsrejsen, som Institut for Psykologi har været på i de nyere forskningsevalueringer fra 2016 og senest fra 2023. Det lyder som om, at det egentlig aldrig har handlet om, at der har været dårlig forskning, men derimod har evalueringskriterierne haft et for stort fokus på et internationalt publikations- og citationsræs. Vi vil ikke underkende bedømmelsen af denne del af forskningskvaliteten, men den bør aldrig stå alene.

Så lad os vende tilbage til spørgsmålet: Tæller vi det, der virkelig tæller? Og hvis ikke, hvad kan vi så gøre for at ændre det? I vores optik er det på tide at genoverveje evalueringsmetoderne, værdierne og prioriteringerne samt arbejde hen imod en mere meningsfuld og omsorgsfuld forskningspraksis og -etik for alle – forskere såvel som studerende. Og et spørgsmål vi finder mindst lige så vigtigt at stille i forbindelse med, hvad der får lov til at tælle i vurderingen af Institut for Psykologi, er: hvad med de studerendes gentagne kritik det sidste kvarte århundrede? For hvad der undlades i fortællingen om evalueringen i 1996 er, at de studerendes evaluering af studiet skulle have været en del af evalueringen, men på grund af en konflikt med ledelsen kom de studerendes evaluering ikke med. Det kan der læses mere om i gamle Indput-blade og Weekendavisens artikler fra 1996. Og det er langtfra den eneste gang, de studerende har udtrykt utilfredshed over manglende lydhør fra ledelsens side.

Mellem hyldesten af forskningen og studenterkritik

”Kritikken er overdrevet og udspringer fra en lille gruppe på 20 – 25 psykologistuderende, der ikke er repræsentative for hovedparten af de 1.700, der går på faget.” Vækker denne sætning genklang? Som om det kunne have været ytret i forbindelse med de seneste års kritik på studiet eller specifikt blokaden i december 2022? I virkeligheden stammer denne udtalelse fra daværende studieleder Svend Børge Andersen i 1996 i en artikel fra Weekendavisen. At det føles som deja-vu, er en dybt bekymrende indikation på et vedvarende mønster af manglende lydhørhed fra instituttets ledelse overfor kritik og bekymringer fra både studerende og sågar ansatte. At henvise til kritikken som værende isoleret til en lille gruppe studerende, der ikke repræsenterer flertallet, er ikke bare en bekvem undskyldning – det er en undervurdering af reelle problemer, der har eksisteret og stadig eksisterer på instituttet. Et tilbageblik i gamle Indput-blade og nyhedsmedier giver os nemlig indblik i en mere kompliceret historie om evalueringerne fra 1996, ligesom det løfter sløret for fortællingen om den gentagne manglende lydhørhed over for de studerendes kritik igennem årene. Vi kan ikke lade være med at spørge til, hvad en medtagelse af de studerendes perspektiv i forbindelse med en evaluering af Instituttet ville gøre for reelt at komme problemerne til livs?

De studerende omkring 1996 var utilfredse med deres undervisningsmiljø og kvaliteten af undervisningen. Trods disse bekymringer valgte instituttets ledelse alligevel at afvise de studerendes kritik og nægte dens berettigelse. Det var vurderet af institutionen, der lavede evalueringen i 1996, at de studerendes vurdering af studiet skulle medtages, men på grund af konflikt med ledelsen afviste studielederen de kandidater som blev valgt til at deltage som respondenter i evalueringerne. I et drastisk træk for at vise deres utilfredshed trak de studerende sig fuldstændigt ud af studienævnet, ligesom de lavede deres egen evaluering af studiet. Til den nuværende psykologistuderende er det altså værd at gøre klart, at blokaden i 2022 og tiltag som Den Alternative Forelæsningsrække ikke er enestående tiltag i betydningen af at være kritiske røster fra studerendes side, men står på skuldrene af tidligere studerendes kritik. Løsningen på kritikken fra ledelsens side synes da også at give deja-vu. En artikel i Weekendavisen fra 1996 beskriver, hvordan der i forbindelse med konflikten blev nedsat en styregruppe, som anbefalede en ”uvildig undersøgelse af de studerendes kritik af studieadministrationen”, fordi ledelsen ikke tog hånd om kritikken. De mente ikke, at studie- og institutledelsen selv formåede at løse problemerne. Denne hændelse fra fortiden lyder som et genkendeligt ekko i nutiden og rejser uundgåelige spørgsmål om instituttets evne til at lytte og handle på kritik. Alt andet lige, så leder det tankerne hen på blokadens efterladenskaber, da ledelsen i begyndelsen af 2023 nedsatte Center for Konfliktløsning til at bistå Institut for Psykologi i at løse den igangværende konflikt. Der blev bl.a. arrangeret mæglingsmøder mellem studerende og ledelse samt en forsker. En rapport fra Center for Konfliktløsning beskriver, at der mellem studerende og ledelse blev diskuteret, hvordan de studerende kunne opnå mere indflydelse. Det var Center for Konfliktløsnings vurdering i deres rapport (som er offentligt tilgængeligt), at initiativerne til konfliktløsning kun kunne lykkes, hvis alle parter var villige til at bidrage til forandring og anerkende deres rolle i konflikten.

”Den dag, hvor alle forsker i samme retning, bliver jeg virkelig bange”, udtalte forskningsprofessor Getty Mirdal i 2011 til Weekendavisen i forbindelse med endnu en forskningsevalueringsrapport fra 2010. Spørgsmålet, vi bør stille os selv, er, om vi er ved at nå denne frygtindgydende dag? Gruppen PsyKritik (tidligere kaldet pensumkritikgruppen) undersøgte denne antydede ensretning af studiet gennem undersøgelser af pensumændringer fra 2015 til 2020 i fagene socialpsykologi og pædagogisk psykologi, og fandt en ændring mod markant flere kvantitative og empiriske funderede perspektiver. Bekymringen for ensretning gav anledning til, at studerende på et stormøde i efteråret 2021 nedsatte 11 krav til instituttet for at bevare den faglige bredde. I den forbindelse udtalte tre forskere på instituttet sig til Uniavisen: ”Det humanvidenskabelige og kvalitative perspektiv fylder betydeligt mindre, end det gjorde tidligere, og perspektiver, tekster og diskussioner, som er afgørende for at forstå psykologiens genstandsfelt, er skåret væk.” Og det var endda før ændringerne i pensum i udviklingspsykologi. Det var imidlertid ikke alle ansatte, der var enige i den vurdering. I samme forbindelse havde en anden gruppe ansatte på instituttet også udgivet et debatindlæg i Uniavisen. De påpegede, at de studerendes kritik ”savner nuancering”, og opfordrede til se udover den ”lokale kontekst og se på det større billede i den internationale psykologi”, hvor der er bevægelse mod at inddrage mere empiri i forskningen. Men hele problematikken heri har vi jo allerede vendt og drejet længere oppe. Selvom de udtrykte villighed til at lytte til de studerendes perspektiver, blev kritikken fra de studerende afvist i resten af artiklen, inden de afsluttede med den højtelskede ”let’s agree to disagree”-pointe.

De studerendes kritik og bekymring blev altså endnu engang ikke imødekommet. Det blev den heller ikke under blokaden i 2022, på trods af at over 1000 færdiguddannede psykologer i en underskriftsindsamling har tilkendegivet, at de deler bekymringen om udviklingen af det pensum, vi nu præsenteres for. Her gjaldt underskriftsindsamlingen specifikt de drastiske ændringer af udviklingspsykologi-pensum, der også var en af grundene til blokaden. Uanset om man er enig eller uenig i de studerende kritik, kan man næppe komme udenom, at udviklingen af vores studie er en bekymring, som deles af mange – både psykologistuderende og færdiguddannede psykologer.

Én ting er kritik. Og på trods af at alle tre skribenter i denne artikel tager del i den kritik sammen med flere af vores medstuderende, kan man måske argumentere for, at der altid vil være kritik af det bestående. Spørgsmålet er, om der er noget mere fundamentalt på spil end den kritik, de studerende har bedrevet på tværs af årtier (som har haft forskellige udgangspunkter, men altid samme mål – at skabe det bedst mulige studie), nemlig den manglende åbenhed overfor kritikken, de studerende fører? Vi kan ikke negligere det faktum, at de studerende gentagne gange har udtrykt deres utilfredshed, og i enkelte tilfælde sågar følt sig nødsaget til at blokere instituttet som en måde at råbe “højt nok” til endelig at blive hørt af dem, der bestemmer. Det handler ikke blot om enkelte episoder af utilfredshed eller misforståelser, men om nogle dybere strukturelle udfordringer, som hindrer instituttets udvikling – en manglende vilje til at tage ansvar og møde de studerende i kritikken. Vi drømmer om en fremtid på studiet, hvor vores bekymringer og perspektiver ikke nedtones, men tages alvorligt.

Så – hvad er egentlig budskabet, vi ønsker at formidle med denne kommentar på Habekosts artikel? I bund og grund er dette blot en appel til at huske på, at når et aspekt opprioriteres, så nedprioriteres et andet uundgåeligt. Dette manifesterer sig ikke blot i forbindelse med forskningsevalueringerne og deres fokus på bibliometriske data såsom antallet af publikationer, citationsfrekvenser og internationale publikationer, men ligeledes når Habekost præsenterer en selektiv fortælling om instituttets historie som undlader at adressere begivenhederne forud for og lige op til den første og mest kontroversielle forskningsevalueringsrapport fra 1996 – nemlig de studerendes kritik. Hverken kritikken i 1996 eller 2022 (som – ironisk nok – igen må antages at komme lige forud for den seneste forskningsevaluering i 2023) nævnes.

Afslutningsvis, i tråd med Habekost, håber vi i den grad også, at mange af jer har lyst til at bidrage til den næste fase i instituttets lange udvikling. Lad os sammen arbejde hen imod en mere meningsfuld og omsorgsfuld forskningspraksis og -etik for alle. Forskere såvel som studerende.