Den kunstige beretnings berettigelse
Af Kristoffer Mulbjerg Knudsen, stud.psych.
Illustration af Ida-Marie Haeusler, stud.psych.
Er der noget så irriterende, som at blive spurgt, hvorfor man gør, som man gør?
Da jeg begyndte på studiet, regnede jeg med at finde en årsag hen ad vejen. Jeg skulle ikke sidde i terapeutens stol og lytte til folks problemer! Det udgik sikkert fra logikken om, at hvis faget er ’spændende’, må der også dukke noget ’spændende’ op i den anden ende. Men udsigten forbliver stort set den samme. Terapi eller konsulentarbejde. Heldigvis har instituttets indoktrinering vundet indpas hos mig gennem bachelorens semestre. Tanken om at sidde i terapeutens stol, bliver en mere sandsynlig fremtid for mig, men det skyldes ikke forelæsernes oplæg om evidens-baserede teknikker til udviskningen af patologier.
Fremtiden i terapeutens stol er derimod blevet klarere for mig, når tilgangen til terapien har insisteret på at arbejde med mennesker fremfor syge mennesker. Forståelsesrammen for terapeutens arbejde er simpelthen mere tiltrækkende, når den baserer sig på generelle træk ved os alle. Jo mere almen en forståelse af klienten, des mere menneskelig fremstår en terapeut. Hvis jeg skal være terapeut, er det først og fremmest det, jeg vil være - et menneske overfor et andet menneske.
En amerikansk psykiater, Irvin D. Yalom, har hjulpet mig til at formulere dette ønske om at være menneskelig. Hans bog stod der på hylden og råbte noget om kærlighed. Jeg gik ud fra, at Yalom ville sætte mig ind i en kedelig teoretisk gennemgang af kærligheden som et psykologisk fænomen – sådanne gennemgange, som formår at slå al luften ud af ballonen, barbere geden og påstå, at man kan anvende videnskab til at dække et fænomen til fulde. Men jeg blev positivt overrasket. Titlen, Kærlighedens bøddel, refererede ikke til kærlighed som fænomen, men til forelskede klienter og deres kropumulige modstand overfor terapi.
Senere fandt jeg ud af, at Yalom var en af hovedpersonerne i grundlæggelsen af den eksistentielle psykologi. At han selv har udviklet sin terapeutiske metode ved ren erfaring og tung filosofisk læsning. Hans autodidakte tilgang fik ham til at vende ryggen til medicinudskrifter, og han har været med til at udvikle effektfulde gruppeterapeutiske metoder. Hans internationale gennembrud kom i 1989 med Kærlighedens bøddel. Men alle disse detaljer er underordnede.
Bogens forord introducerer de grundvilkår, som har vist sig at spille en rolle hos alle Yaloms klienter: dødens uundgåelighed; friheden til at gøre med vores liv, hvad vi vil; ensomheden, der er ethvert menneskes lod, og fraværet af nogen på forhånd givet mening med livet. Yalom er overbevist om, at disse grumme og til tider ubærlige grundvilkår rummer potentiale for visdom og forløsning. I konfrontationen med grundvilkårene skal psykoterapien fremdrive den personlige vækst og forandring.
Kærlighedens bøddel er autofiktion. Dokumentarisme, tilført en række fortolkninger og fortællegreb. Nogle psykologiske kredse vil derfor klandre Yalom for at være uvidenskabelig. Måske bevæger Kærlighedens bøddel sig for langt over i fiktion, men det er i kraft af denne form, at Yalom skaber rum til refleksion. Et grundlag for terapeutisk erfaring, hvilket er mere værd end konklusioner på hypoteser. Han accepterer, at realobjektet aldrig kan nås, men kun tilnærmes aksiomatisk. Han minder os om psykologernes eksistensberettigelse. At mennesket aldrig vil finde et ’rigtigt’ svar. At vores svar i sidste instans altid vil vise sig som et subjektivt fund.
Vi står alene med vores eget svar. Vi kan derfor ikke fortælle andre, hvad de skal gøre ved deres depression. Vi kan kun støtte dem til selv at finde ud af det. Yalom leverer disse erkendelser åbent, ved blot at fortælle historier. Historier, som er rekonstruerede og derfor uundgåeligt fordrejet af hukommelsens fejlagtigheder. Heldigvis. Det afholder Yaloms fokus fra de tekniske greb. I stedet får vi i et indblik i hans personlige følelser for klienten, overføringer, modoverføringer og alt det andet bøvl, der kan følge med. Vi får indblik i Yaloms menneskelighed. Derfor er Kærlighedens bøddel stadig relevant, og det vil den forblive, så længe vi er interesserede i at udføre bæredygtig terapi. Det vil sige, altid. Mens den beretter om begivenhederne bag terapeutens lukkede dør, sætter den dig først og fremmest ind i terapeutens komplekser. Ærligt og åbent.
Kærlighedens bøddel vil vise sin gavn for dig. Som psykologistuderende og som menneske. Om du er kognitivist eller konstruktivist, positivist eller systemiker. Bogen er særligt aktuel nu, hvor vores fagområde bevæger sig længere ind i vrangforestillingen om, at vi skal levere et svar til klienten. Vi bevæger os så langt ind, at nogle psykologer foregiver at have klare svar til masserne. Et påskud om at have sådanne svar, arbejder sig blot videre ind i fornægtelsen af, at vi er dømt til at vælge selv. Og det vækker blot større frustration, depression og angst. Fanden er malet på væggen: Vi ender med at udøve kunstig terapi.
Kærlighedens bøddel er en dejlig påmindelse om, at psykologien ikke altid har bevæget sig i den retning. Vi må hjælpe den tilbage på ret kurs.
