Anmeldelse: Hør lyset lande på musvit

Af Ditte Marie Thiemer Hilbert, stud.psych.  

Den lille, gullighvide bog med et linoleumstryk af knophoveder, der hænger, er nærmest en ikke-cirkulær almanak. Altid er noget i blomst eller samler kræfter i vintermulden.  

Prosaen kredser om steder, årstider, planter og forskyder sig ind i allegoriens univers: Hvem er blomst, og hvem er due, og hvor kommer omsorgen fra?  

Vi inviteres ind i barndommens minder; i forældrene, som nu ikke længere er forbundet til et barn, men til en voksen. Årstiderne er både det indre og det ydre. Gennem den sanselige forbindelse med verden og relationen til andre får vi et omrids af et menneske og dets tab. Sorgen over tabet af forbindelse, og sorgen over det konkrete tab af et barn, som ikke skulle være. Vi får også indblik i fremmedgørelsen ved ikke at dele sprog med sin ene forælder, frygten for det uundgåelige: at blive forældreløs. Vi læser om barndommens utvungne og umiddelbare venskab, længslen efter den inderlige forbindelse, som voksenlivet udvisker. Om at have brug for andre, mens sorgen gør det umuligt. Sorgens evne til at henligge alt i en grå ensomhed. Tabets aftegninger på kroppen. At blive voksen, at miste forbindelsen, og at insistere på at få den igen. Længslens uendelige udstrækning.  

 Hør lyset lande på musvit er en poetisk og sanselig bog, som minder en om at møde verden med en åbenhed og en omhu. Om at vi er kroppe i en verden, altid i relation eller længsel efter relation. Stærkest står nok længslen.  

 Bogen er skrevet af ingen mindre end Indputs egen Hannah Kazmi Høgsbro og er udkommet på forlaget Gladiator.