VIKTOR FRANKL BOGMÆRKET

Af Marie-Louise Olsen, stud.psych.

Illustration af Andreas Thorhauge , stud.psych.

Viktor Emil Frankl (1905-1997) var en østrigsk neurolog og psykiater, og var barn nummer to i en søskendeflok på tre, i en jødisk familie fra Tjekkoslovakiet. I sin barndom var Frankl en del af Wiens bedre borgerskab med sin fader, Gabriel Frankl, som var regeringsembedsmand i Mähren, og sin moder, Elsa Frankl. Dog var årene i løbet af 1. verdenskrig svære, og familien oplevede fattigdom som følge af krigen.

I sin tidligere gymnasie- og ungdomstid blev der allerede hos Frankl vækket en gnist af interesse for psykologiens væsen, der blandt andet viste sig i det politiske arbejde i den lokale ungsocialistiske forening, Sozialistischen Mittelschüler Österreichs. I året 1923 begyndte han at studere medicin ved Universität Wien, hvor han specialiserede sig i neurologi og psykiatri. Det var også her, at han mødte Freud og hurtigt fandt ud af, at hans egene teorier i langt højere grad mindede om Alfred Adlers individualpsykologi end Freuds psykoanalyse. Og netop denne erfaring skulle føre til, at han senere samme år publicerede artiklen ”Psychotherapie und Weltanschauung” i tidsskriftet Internationale Zeitschrift für Individualpsychologie, som blev første skridt mod hans logoterapi, der startede i et grænseland mellem psykoterapi, filosofi, værdier og mening.

I årene efter organiserede han både konsultationsklinikker med gratis rådgivning for unge i Wien og seks andre byer i Østrig, arbejdede på den psykiatriske klinisk ved Universitet Wien, samt tog sin doktorgrad i medicin. Fra årene 1933-1937 ledte Frankl også den såkaldte Selbstmörderpavillon (selvmordspavillonen), som var en afdeling for kvinder ved det psykiatriske hospital i Wien, samt praktiserede psykoterapi i egen private klinik fra 1937-1940.

Dog skulle det hele ikke være fryd og gammen. Den alvorlige situation i Europa i årene under anden verdenskrig havde alvorlige konsekvenser for Frankl. For selvom han de første to år af krigen formåede at få arbejde på Rothschilds-Spitals hospitalet, som var det eneste hospital i Wien, der tillod jødiske læger at arbejde, begyndte at arbejde på sin afhandling ”Ärztliche Seelsorge” og blev gift med Tilly Grossner, var lykken kun kort. I september 1942 endte Frankl med at blive deporteret med hele sin familie til koncentrationslejren Thereisenstadt, Her havde han medbragt sin afhandling – syet væk og gemt i linningen på sit tøj. Senere, i 1944, blev han overflyttet til Auschwitz, hvor hans afhandling blev opdaget og destrueret, og hurtigt blev det at se sin familie igen, samt at rekonstruere

og færdiggøre sin afhandling, en stor motivationsfaktor for ham i denne forfærdelige livssituation. Han nåede at ende i to koncentrationslejre, henholdsvis Kaufering og Türklein, før han endelig d. 27. april 1945 blev befriet af amerikanske

soldater.

Udover Frankl, var den eneste i hans familie som overlevede hans søster Stella, som senere udvandrede til Australien.

I 1946 blev Viktor Frankl leder af Wiener Neurologischen Poliklinik og udgav endelig sin længe ventede ”Ärztliche Seelsorge”. Han begyndte ligeledes at undervise ved Medizinische Universität Wien og udgav blandt mange andre bøger ”Ein Psycholog erlebt das Konzentrationslager”, hvor han delte sine oplevelser i koncentrationslejrene, som lagde grund for logoterapi.

Frankls logoterapi bygger på et eksistentialistisk udgangspunkt, og særligt på de tre principper; viljen til mening, at finde meningen i øjeblikket og ansvaret for at finde meningen.

Meget konkret kom det fra Frankls egne erfaringer i koncentrationslejrene, hvor han så to typer: de som havde noget at leve for, og de som ikke havde. De som formåede at holde fast i noget meningsfuldt, som var større end dem selv, formåede at komme meget bedre igennem lidelsen. Frankl mente, i opposition til behavioristerne, at der mellem stimulus og respons er en åbning, hvori der er et frit valg. Og i dette valg har du friheden til at vælge.

Menneskets ressource bliver derfor, selv i de mest forfærdelige situationer, at finde en vilje til en mening. Frankl formår derfor at danne en form for synergi mellem traume og mening gennem sin logoterapeutiske tilgang. På overfladen kan det virke modsætningsfyldt at tale om at finde mening midt i traumer eller ekstreme lidelser, men Frankl hævder netop at dette er muligt, og endda afgørende for menneskets psykologiske velvære.

Logoterapi fokuserer dermed på at ændre ens perspektiv på traume og lidelse. I stedet for at se dem som meningsløse eller ubærlige, kan der findes en dybere betydning i dem. Det kan være at finde mening i at overvinde modgangen, i at støtte hinanden i svære tider eller endda i at lade lidelsen være en kilde til personlig vækst og udvikling.

Synergien deri ligger derfor i at erkende, at traumer og lidelse ikke nødvendigvis udelukker muligheden for mening, men faktisk kan være kilden til at opdage eller skabe en dybere form for mening i livet