Udveksling og udvikling i Ungarn - Et forår i Budapest

Af Elvira Hallengren, stud.psych

Dét at pakke sit vante liv ned og flytte til et andet land for en tid er tankevækkende på flere planer. At skulle fordele sine ejendele i henholdsvis flyttekasser, der kan arkiveres på forældrenes loft, og en kuffert, der ikke må veje mere end 20 kg + håndbagage, er ikke nogen nem øvelse. Desuden er det vanskeligt at få udvalgt sig en garderobe, der skal kunne dække behovet fra februars frost til bagende junidage, og de enkelte talismaner, hvis kraft skal kunne få et fremmed rum til at føles som hjem.

Vi ankom til Budapest i et spædt forår, som siden blev slået hårdt ned af et sibirisk frostangreb, der indhyllede byen i vrimlende sneflokke og gjorde Gellèrt- højen - et klippebjerg som ligger kastet ned ved Donaus bred midt på Buda- siden - til et alpelandskab, man kunne fortabe sig i, før stien drejede, og man ved synet af storbyens lys igen blev mindet om, hvor man befandt sig. Nu i april skinner forårssolen ned med sine 28 grader, nætterne er lune, opvarmede af den dampende asfalt, og de blomstrende træer fylder luften med snelignende frø- fnug, der danser i vinden.

Budapest er en meget smuk storby med højloftede lejligheder, en undergrund fuld af varme kilder og en arkitektur, der afspejler, at byens historie på mange måder er en fortættet version af Europas skiftende skæbne med slag mod hunnere og tyrkere, revolutioner, sovjet-æra og siden løbsk liberalisme. Her er rig mulighed for at lade sig svæve væk i termisk vand, danse natten lang på tagterrasser, og trænger man til at komme ud af den temmelig bil-forurenede by, er en række andre øst- og centraleuropæiske storbyer og regioner, man ikke sædvanligvis har blik for, når man har fødderne plantet i Skandinavien, tilgængelige på ingen tid og for næsten ingen penge.

At opleve psykologistudiet på Eotvos Lorand universitetet, sætter én i stand til at værdsætte niveauet i Købehavn i langt højere grad. Enkelte undervisere skiller sig ud ved at tale fremragende engelsk, men majoriteten prøver sig frem på et gebrokkent gammelt fartøj, hvilket betyder, at feltet for hvad der kan formidles, og hvorvidt diskussionerne kan nå, indsnævres væsentligt.

Et interessant perspektiv, som en række af underviserne forstår at benytte sig af, er de kulturelt blandede klasser, der byder på rig lejlighed til at få (mere eller mindre) fagligt relevante historier med på vejen – om alt fra ungdomsliv i Libanon og feminisme i Kina til familieliv i El Salvador og kærlighedskvaler i Kasakhstan. Jeg har primært taget fag, som jeg håber at kunne få godkendt som udviklingspsykologi hjemme, og den kulturorienterede dimension af dét fag bliver virkeliggjort og eksemplificeret på fineste vis.

Foråret 2018 har været politisk her i Ungarn. Det har både budt på muligheden for at overvære nationaldagen, som var 150-året for den ungarske nationaldigter Petőfis oplæsning af sit oprørsdigt, med revolution til følge, og ikke mindst parlamentsvalget i april. På nationaldagen d. 15. marts vrimlede byen med vejende vimpler i de ungarske farver, og størstedelen af byens indbyggere iførte sig en lille patriotisk broche af bånd, ligeledes i rød, hvid og grøn, fattede fanen og gik ud i gaderne. Pladsen foran den overdådige parlamentsbygning var kun tilgængelig gennem opstillede metaldetektorer, til gengæld var der her dundrende taler, folkedans og klappen-i-takt.

På valgsøndagen betragtede vi fra en café, trygt bænket med kaffe og tømmermænd, befolkningen gå til og fra stemmeurnerne. I denne by er der ofte på skraldespandene graffitti-påmalet ”immigranter” og derefter en pil, der indikerer at denne kategori åbenbart skal samme vej som affaldet, så dét at højreradikale Viktor Orbán blev genvalgt med bravur overraskede næppe nogen. For at sikre sig sejren havde han i dagene op til valget sørget for at fylde gaderne med plakater, hvorpå der ses en større forsamling af mennesker med mørkere hud end ungarsk, samt et stort rødt STOP-skilt, så ingen var i tvivl om hans valgløfter.

At skulle starte et liv fra scratch et nyt sted, er præget af en vekslen mellem at føle, at man falder til og nærmer sig noget gradvist mere autentisk, og så tilbagefald i følelsen af at være den evige turist, der vedbliver med at stå på den anden side af ruden. Nu er der to måneders tid tilbage af dette ophold, og selvom fagligheden lader meget tilbage at ønske, forestiller jegmig,atjegkommerhjemmedmange nye vinkler på tingene, tilværelsen og psykologien.