Udveksling i Belgien

Tekst af Karen Damgaard, stud.psych. 
Illustration af Amanda Aaboe Bell, stud.psych. 

Mit kendskab til Belgien var egentlig yderst begrænset, da jeg for et års tid siden rodede rundt inde på KUnet og fik sendt en ansøgning afsted om en udvekslingsplads på KU Leuven. Set i retrospekt forekommer det mig, at det var tilfældet snarere end en veludviklet strategi, der dirigerede mig igennem den labyrintiske ansøgningsproces, som vejen til en Erasmusplads mildest talt er. Men denne form for distancering er måske blot et kendetegn ved en digitaliseret verden, og egentlig var min motiverede ansøgning vældig motiveret, kan jeg se nu. 

På universitetet i Leuven er Psychology og Educational Sciences to sidder af samme fakultet, og da jeg bladrede gennem stedets kursusudbud, så jeg straks mit snit til at bevæge mig ud i et interessant alternativ til pædagogisk psykologi herhjemme. Dette krydret med fag på filosofifakultetet, der kunne gøre det ud for videnskabsteori og valgfag, og jeg var klar til at bytte hverdagen i København ud med et semester i Belgien. En forhåndsgodkendelses-korrespondance og et par sommermåneder senere, kunne jeg tage plads i en aula som én blandt mange nye internationale studerende.    

Siden 2011 har universitet fra 1425, Katholieke Universiteit, bare heddet KU Leuven, måske for at være med på de internationale noder, hvilket det må siges at være. Da jeg ikke snakkede flamsk, tog jeg mine kurser på engelsk, og det var spændende her at være blandt folk, ikke bare fra andre europæiske lande, men fra hele verden. På filosofistudiet var der især mange amerikanere, for hvilke studierne i Belgien tilsyneladende giver mulighed for at få en uddannelse af højere kvalitet end de samme summer kan række til i staterne. På Educational Sciences var det især spændende at få indsigt i, hvordan pædagogik tænkes på tværs af kloden, fra Columbia til Kina, Rusland til Japan, Vietnam til Argentina.  

Fagene Philosophy of Education og Interpretive Approaches to Educational Research var mine favoritter, og det var også her, jeg mærkede universitetets fokus på ”critical reflection”, “academic freedom” og måske lidt højstemt, hvordan der var et ønske om, at ekspertisen skulle række ud til ”the service of society, with particular consideration for its most vulnerable members”. Professorerne udtrykte selv både skepsis og bekymring for undervisningsverdenen og måtte erkende, at fag som deres formentligt ikke vil være overlevelsesdygtige, hvis den neoliberalistiske styring af skolesystemerne forsætter ud ad den tangent, de befinder sig på i dag.  

Jeg havde set en ensporet forelæsningsform for mig, da vi i introduktionsugen blev informeret om, hvordan det ville være at læse på universitetet. Men til min glædelige overraskelse lod den store hierarkisk kløft mellem professorer og studerende til at være en fortælling, som var ret fjern fra den praksis, jeg oplevede. På både seminarhold og til forelæsninger var der rum for diskussion, og til de mundtlige eksamener sad man overfor professorerne selv og samtalede relativt uformelt. Undervisningsformen var altså ikke drastisk anderledes end på Københavns Universitet, men jeg kom i eksamensperioden til at se, at vi med en sparekniv for de mundtlige eksamener i Danmark, egentlig går glip af en form for oplæsning og indlæring af et semesters viden, der ikke er helt dum. Sådan havde jeg det i hvert fald og kom til slut til at se på de mundtlige samtaler som en lærerig mulighed for at øve mig på at formidle fagligt stof – og huske det.       
I mit tilfælde var udvekslingssemestret ikke ét liv centreret omkring universitet, men  nærmere to liv adskilt af en tyve minutters togtur og et sprogskifte, hver gang jeg hoppede fra Bruxelles, hvor jeg boede, til Leuven, hvor jeg studerede.  

I mine øjne er Bruxelles en lille perle. Den er stor, som en hovedstad skal være, men ikke for stor. Overskuelig og relativt rolig, synes jeg, med mindre man måske lever diplomatdrømmen og i det hele taget befinder sig i det europæiske kvarter. Det gjorde jeg sjældent. Jeg boede og brugte mest tid i en del af byen, hvor gaderne er snævre og brostensbelagte, og økologiske løsvægtsmarkeder blander sig med kafferisterier, antikvariater og gallerier. Her færdedes le bobo – sammentrækningen af ordene bourgeois og bohème – som er det franske navn for den venstreorienterede type, der ikke tjener svimlende summer, men har nok til at gå op i gode råvarer og benytte sig af det ene kulturelle tilbud efter det andet. Bruxelles er fuld af kreative kræfter og kloge hoveder fra hele verden, hvilket betød, at der var rig mulighed for at tage til alverdens spændende arrangementer. Desuden kunne det være en arkitektonisk lille fest at bevæge sig rundt i gaderne, hvor overdådig art nouveau udsmykning kan pryde simple husfacader og gøre en cafétur til en rejse tilbage  til starten af 1900-tallet. Jeg endte med at være i biografen utrolig mange gange, fordi Belgien viste sig at være et land med en stærk filmtradition, hvilket også afspejledes i et af mine fag, hvor ikke mindre end fem filosofiske film omkring skolegang var på pensum. Derudover er billetprisen meget mere overkommelig end i dyre Danmark. Ligesom øllene er billigere – og bedre, vil jeg sige.  

Jeg var ikke den eneste, der pendlede fra Bruxelles – og nogle af os fandt hinanden i toget – men størstedelen af de studerende bor i Leuven, der sådan set også er en dejlig belgisk by, bare noget mindre. Universitetsfakulteterne ligger spredt rundt omkring i byens historiske centrum, imellem butikker og barer. En sjov ting ved det belgiske studieliv er, at de fleste studerende tager hjem til deres forældre i weekenderne, hvorfor en by som Leuven er så godt som øde to ud af ugens syv dage, og at man så kompenserer for de manglende fester i fridagene ved at feste i hverdagene. For internationale studerende, der ikke har forældre at smutte hjem til, kan det blive til en del fester i løbet af et semester. Derudover er der hundredvis af aktiviteter at engagere sig i. Politisk, sportsligt, kulturelt. Er man interesseret i krimilogi kan man formentlig tage nogle spændende sidefag på kandidatprogrammet, som KU Leuven sammen med blandt andet jura og uddannelsesvidenskab er særligt kendt for. Eller også kan man, i den mindre alvorlige afdeling, springe ud i en omgang karaoke kombineret med ølsmagning. Mulighederne er mange. 

Jeg tog lidt fra begge verdener, studielivet i Leuven og resten af livet i Bruxelles, og nogle gange syntes jeg, at det at være studerende på ét semesters visit og bosat i Bruxelles for kun en kort periode, kunne føles en anelse usammenhængende. Jeg nåede kun lige at mærke begyndende rødder under fødderne på mig, da man i december pludselig sagde både Joyeux Noël, Vrolijk kerstfeest og Merry Christmas, og jeg måtte lægge sprogforvirring bag mig for en kort julestund i Danmark inden en afsluttende runde med eksamener i januar.   

Og sådan kan jeg se tilbage på et semester, hvor jeg sommetider havde følelsen af at være et fritsvævende blad i en blid efterårsbrise. Og når det ikke regnede, som det kun sjældent gjorde, var dén følelse aldeles skøn og månederne i det belgiske berigende på alle mulige måder – selvom det nu også er godt at komme hjem igen til alt det, der er plantet hér.