Tæt på døden og tilbage igen - et interview med Peter Elsass
Af Karen Damgaard, stud.psych. og Anne Marie Kristensen, stud.psych
Peter Elsass er professor emeritus ved Københavns Universitet, hvor han stadig er at finde på forelæsningsrækken i klinisk psykologi. Det er særligt sundhedspsykologi og kulturpsykologi, han har forsket indenfor, med fokus på de kliniske aspekter, men hans hjerteblod ligger især i de områder, hvor psykologien grænser op til andre felter, hvorfor han har arbejdet med en række præster, teologer, antropologer og historikere.Til en forelæsning med Peter Elsass vil man sandsynligvis bemærke, at hans stemme ikke er så kraftig. Hans hals blev i januar 2014 angrebet af nekrotiserende fasciitis; en sjælden dræberbakterie, der spiser alt bindevæv, den kommer i nærheden af. Peter Elsass skyndte sig på cykel til Rigshospitalets traumecenter, hvor han kort efter blev lagt i respirator. Han gennemgik derefter tre operationer og tilbragte tre uger i respiratoren; det meste af tiden var han i koma, og flere gange var situationen så kritisk, at han var ved at dø. Nærdødsoplevelserne vendte tilbage flere gange i løbet af de fem måneder, Elsass var indlagt. Disse dage beskriver han som sine allermest ensomme - men samtidig gav de ham en spirituel åbenbaring til den gode ensomhed.Nysgerrige på nærdødsoplevelser, spiritualitet og ensomhed blev vi inviteret indenfor hos Elsass i ly af regnen i hans storslåede lejlighed i Indre By. Vi fik te til at varme stemmebåndene op i køkkenet fra en af flere asiatisk inspirerede tekander og mærkede en stemning af ro og varme.
Skal vi snakke om døden?
Efter sin nærdødsoplevelse påbegyndte Elsass et projekt, der mundede ud i bogen Kunsten at være alene. Nærdødsoplevelserne fik ham til at overveje, om ensomhed nødvendigvis er negativt, fordi han selv fik oplevelsen af en paradoksal livsbekræftende og intens ensomhed i perioden, hvor han var ved at dø. Oplevelserne står klart i erindringen, men det kan være vanskeligt at videreformidle dem. For formidling kræver sprog, men et sprog om døden er ikke ét, vi umiddelbart har til rådighed. Det kan synes svært at tale om både egen død og andres, og at vi kun i relativ lille grad forholder os til døden i Danmark, er i Elsass’ optik en mangel. I berøringsangst over det følsomme emne har vi tendens til enten at ignorere det eller sende snakken videre: “Spørgsmålet er jo altid: Skal vi snakke om det at dø? Skal vi være åbne om det, og på hvilken måde skal vi være åbne om det? Og her er der to erfaringer fra den kliniske verden omkring, hvordan de professionelle undgår at foretage den nære samtale, som en form for beskyttelse af dem selv: Den ene er lægen, der kommer ind og siger: “Ja, vi har undersøgt dig, og du har en alvorlig kræftsygdom, som desværre ikke kan styres. Vores erfaring fortæller os, at du er i et terminalforløb, og du bliver nødt til at sige farvel til dine venner og familie”. Her ser vi en måde at være meget kontant og informerende for at beskytte sig selv – og patienterne bliver skræmt fra vid og sans. Den anden undvigelse fra den nære samtale er at sige: ”Ja, det ser ikke helt så godt ud, så jeg synes måske, at du skulle snakke med en psykolog.” Man skubber altså snakken om døden væk til en anden og forsøger at undgå at tage snakken. Folk, der arbejder på onkologiske afdelinger, har i løbet af et liv flere tusinde konsultationer, hvor de skal fortælle folk, at de har kræft. Det er svært. Og der synes jeg, at vi psykologer kunne være mere hjælpsomme i forhold til vores samarbejdspartnere på hospitalerne, så de bliver bedre i stand til at tage samtalen med den døende.”At vi i Danmark har svært ved at forholde os til døden hænger givetvis sammen med det faktum, at døden er langt mindre hyppig hér end for eksempel i verdens udviklingslande, hvor livet ofte er mere udsat. I I-landene, hvor ressourcer, teknik og viden gør os mere modstandsdygtige, synes vi mindre parate til at blive konfronteret med den magtesløshed, der ligger i livets endelighed. Vi retter blikket mod behandling og problemløsning, og stuver døden inden for rammerne af hospitalets fire murer som en adskilt del af et levet liv. Vi har svært ved at se i øjnene, at vi en dag skal dø.
Selskab i den sidste tid
Peter Elsass påpeger, at vi inden for nogle områder begynder at forholde os mere til døden i form af eksempelvis hospicebevægelsen. Her ses et stort engagement i forhold til at betragte døden som et vilkår i stedet for et problem, der skal løses, og til at hjælpe mennesker til at se det meningsfulde i livet trods afmagten i al sygdom og fremtidig død. Elsass ser, at hospicebevægelsen er stærkt på vej, “men der er kun få psykologier, der rigtigt er engagerede i det”. Ifølge Elsass er der ikke en direkte forbindelse mellem asocialitet og ensomhed, og vi spurgte derfor, om han mener, at det i den sidste tid er vigtigt at have mennesker omkring sig. Hertil svarede han, at det “jo kommer an på, hvad det er for personer”, og uddybede: “Jeg tror, at det er en vigtig ting at få sagt rigtigt farvel og at have mennesker omkring sig. Selve hospicebevægelse gør jo meget ud konteksten, man er i. Men desværre er der jo mennesker, der er meget ensomme, og som også dør alene. Jeg skal ikke sætte mig som dommer over, om de har haft et trist liv, men der er mange folk, som vælger ensomheden på grund af en for stor sensitivitet over for problemer. Altså de er meget sensitive og skrøbelige.” Elsass gjorde os opmærksomme på den såkaldte “hoteldød”, der er et stadigt mere udbredt fænomen: “Nogle mennesker vil helst være så diskrete med, at de skal dø som overhovedet muligt, så de indlogerer sig på et hotel og dør dér”.
Opmærksomhed og etik
Peter Elsass bemærker undervejs i vores samtale, at vi, når mennesker herhjemme møder modgang, kan komme til at fokusere for meget på, at de skal være symptomfri frem for nogle gange at gennemgå smerten og opnå den viden, den kan bringe med sig. “Vi er utrolig dårlige til at bære smerte. Jeg ser det med mindfulness for eksempel. Meditationsmetoden virker som en symptomlettelse over for depression, angst og stress, og jeg ved ikke hvad. Folk får færre symptomer af det. Men det er jo ikke det, der nødvendigvis er målet for almindelige mennesker; det er jo at få indsigt, ikke? Og det vil sige, at mange, der mediterer, ikke nødvendigvis oplever en symptomlettelse, men de oplever noget andet, som kan være svært at sætte ord på. Man overser, at mindfulness er en metode og ikke nødvendigvis kommer med et indhold. Det at meditere giver en form for fokusering af opmærksomheden, hvilket vil sige, at du virkelig kan træne din opmærksomhedsfunktion op. Og det er der jo mange, der har glæde af, som lever et almindeligt liv og måske er stressede. Men du kan også bruge mindfulness, hvis du ligger på taget i Syrien, er skarpskytte og skal have din opmærksomhed fokuseret på, om der kommer nogen ud af dén dør, som du skal skyde. Det vil sige, at mindfulness kan være hjælpsom i situationer, som er onde. Eller sagt på en anden måde; at mindfulness kan måske også få folk til at arbejde lidt hårdere på en arbejdsplads, hvor de ellers vil sige fra. For det hjælper dem med at komme igennem en travl arbejdsdag. Så I kan høre, at det etiske omkring spiritualitet og spirituelle metoder er noget, der i høj grad trænger til at blive udviklet. ”Således forklarer Peter Elsass, at man har tendens til at blive dårligere og dårligere til at bære smerte, fordi man lader sig opsluge af wellnessbølger og idealer om symptomlettelser frem for etiske og moralske overvejelser. Samtidig ved vi også, at Elsass efter sin indlæggelse tog til Himalaya for at meditere, så vi var nysgerrige på, hvordan han selv gør brug af meditation.
Den svært definerbare spiritualitet
Elsass har en stor interesse for verdens kulturelle mangfoldighed, og denne interesse har ført ham og hans psykologiske briller til alt fra afsides bygder på den grønlandske vestkyst, til spirituelle fællesskaber i Sydamerika og til Himalayabjergene, hvor han blandt andet har lavet undersøgelser af tibetanske torturofre. Her har han også selv isoleret sig og mediteret i en eremithule i fire uger som led i sin undersøgelse af den gode ensomhed. Elsass har beskrevet, at nærdødsoplevelserne gav ham et indblik i niveauer af spiritualitet, der ifølge ham venter os efter livets ophør. Men at forske i nærdødsoplevelser kan let blive flyvsk og spirituelt, hvorfor området også videnskabeligt er blevet forbigået i mange år. Elsass pointerer, at “hvis man er ung læge eller ung psykolog, så er det ikke nærdødsoplevelserne, man skal starte med, fordi det er svært at få det accepteret i de store videnskabelige journals”. Vi spurgte i den forbindelse, om spiritualiteten kan ses som rationalismens fjende, hvorefter Elsass efter en tænkepause sagde: “Altså....hvad er spiritualitet? Der er for eksempel i Oxford Dictionary side op og side ned om, hvad spiritualitet er; det er rigtig svært at definere det kort. Men det er en helt særlig bevidsthedstilstand, som giver en oplevelse af helhed, hvor man ser sig selv forbundet med noget andet og mere end bare sådan det umiddelbart synlige”. Han mener, at en af grundene til, at spiritualiteten har så lille en plads i psykologien er, at den ikke umiddelbart passer ind i en traditionel forståelse af videnskab, hvor krav om objektivitet og neutralitet er i højsædet. For ham er det et spørgsmål om at indtage et førstepersons perspektiv, hvor man i en vis forstand selv skal være troende for at forstå troen, og han har derfor arbejdet sammen med blandt andet præsten Mikkel Wold og musikeren Peter Bastian i spirituelle fællesskaber.Vi har i dag så avancerede hjernescanningsmetoder, at man neurovidenskabeligt kan undersøge effekten af mindfulness og fænomener som nærdødsoplevelser mere objektivt, og vi spurgte derfor Peter Elsass, om denne tilgang giver mening i hans øjne. Til dette svarede han: “Der er jo nogle folk, der er neurofysiologisk orienteret og også beskæftiger sig med spirituelle fænomener. Men det er svært og bliver let det, jeg kalder ”neurosofi”. Man bruger ligesom nogle neurale billeder til at sige noget, som man ellers ikke ville kunne sige på samme måde. Så det er mere modeldannelsen, som man kan blive inspireret af i det neurofysiologiske forhold. Og ellers vil jeg sige, at det er ligegyldigt, om hjernen rent anatomisk, fysiologisk er på én måde eller en anden måde. Jeg er stort set ligeglad med, om der er flere hjernebølger af en speciel aktivitet, når jeg mediterer eller ikke mediterer”.
Kunstens muligheder
Når nu hjernescanningsbilleder ikke fremstår videre relevante i vores forståelse af meditation eller nærdødsoplevelser, hvordan kan vi så nærme os disse fænomener? I forbindelse hermed spurgte vi Peter Elsass, om kunsten kunne have noget at bidrage med, hvortil han svarede: “Kunst er utroligt vigtig, fordi den jo er fordomsfri i høj grad. Den bryder grænser, og den har som mål at transcendere et eller andet. Musik, billede, litteratur. Det kan man også sige, at videnskaber har, men har de først sat et projekt i gang, så er der en indadvendt og fordomsfri sammenhæng i projektet; der er man ikke med på at overskride grænser og være åben på samme måde. Men kunsten er noget mere og andet end det. Så kunst og videnskab er to vigtige ting at få til at gå op i gensidigt fællesskab”.
Ingen pludselige forandringer
Når man hører om Elsass’ møde med døden, er det et dramatisk forløb, der træder frem, og vi mødte måske som flere andre op med en forventning om en række højdepunktsoplevelser og en dybt forandret mand. Men alligevel beskriver han det ikke som nogen kolossal forandring, fordi han, som han siger; “har levet et rigt og godt liv”. Han pointerede i interviewet, at vi elsker at høre om højdepunktsoplevelser, men at de sjældent viser sig i det virkelige liv: “Højdepunktsfortællingen, den elsker vi jo. Og det gør vi jo også med terapi. Altså, der skal der ske et eller andet ‘wow!’. Men det er meget sjældent, at det sker åbenbaringer – også i terapi. Terapi er jo det der lange, seje træk, og der bliver man ikke bare lige forandret. Man kan godt inducere i folk, at de oplever en kolossal forandring på et tæt weekendkursus for eksempel, men hvis man gør det, ser man ofte, at de falder tilbage igen efter et stykke tid”. Så Elsass føler sig ikke fundamentalt forandret, men oplevelsen fik ham dog til sætte sig i en hule i Nordindien i en måned og til at tænke over nogle ting i sin tilværelse: “Stadigvæk siger jeg til mig selv, at der ikke er sket særlig meget, men det fik mig dog til at sige op som professor i psykologi. Så noget har det jo gjort ved mig”. Selv om Peter Elsass ikke ser sig selv som kolossalt forandret, har hans fortælling om nærdødsoplevelsen åbnet op for en række samtaler om døden og tiden, der grænser op dertil, værende det på hospitalet, hospice eller hjemme. Snakken med Peter Elsass om døden bragte emner på banen som spiritualitet, den gode ensomhed, kunstens, videnskabens og sprogets rolle, som man kunne have snakket meget mere om, og vi gik fra den tømte tekande og den flotte lejlighed med hovederne fulde af en viden og flere spørgsmål, end vi kom med.