Politik på instituttet
Af Karen Damgaard, stud.psych. & Alexander Gjerding, stud.psych.
Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych
1968 var året, hvor det danske studenteroprør brød ud. Som anfø-rere i oprøret blev de psykologistuderende ved Københavns Uni-versitet afgørende for omvæltningen i den danske universitets-kultur, der efter hårde kampe blev opnået samme år og som har præget traditionen på de højere læreanstalter frem til i dag. Når man snakker universitetspolitik, synes det altså ikke forkert at påpege, at man som studerende på Institut for Psykologi bærer på en tung arv. Indeværende artikel er et forsøg på at beskrive den politiske situation på Institut for Psykologi, fra Instituttets grund-læggelse i 1886 og frem til i dag, set fra de studerendes perspektiv.
1886 - 1968: PROFESSORVÆLDET
Psykologistudiet på Københavns Universitet var op til studenteroprøret i 1968 præget af, at enkeltpersoner i skiftende perioder sad tungt på professorembederne og havde ret og råderum til at definere undervisningens form og indhold. Den professorale kongerække startede hos Alfred Lehmann, en oprindeligt naturvidenskabelig studerende ved Polyteknisk Læreanstalt, der udover at interessere sig for psykofysiske undersøgelser også havde en interesse for filosofi. Efter et studieophold hos Wilhelm Wundt i Leipzig grundlagde han i 1886 Psykofysisk Laboratorium i København. Etableringen af laboratoriet markerede starten på psykologiens selvstændiggørelse fra filosofien, og striden mellem de, der så psykologi som en undergren af det traditionelle filosofistudie, og de, der ønskede psykologien som en selvstændig fagvidenskab, blev stadig større. Striden mundede i 1918 ud i oprettelsen af magisterstudiet i psykologi. Indtil da gik eneste mulighed for at studere psykologi således gennem filosofistudiet med psykologi som hovedfag. I 1922 efterfulgte Edgar Rubin Alfred Lehmann som professor ved Psykofysisk Laboratorium. Dette betød, at Lehmanns psykofysisk inspirerede psykologi blev erstattet med Rubins københavnerfænomenologi, der herefter blev det nye hegemoniske paradigme på laboratoriet. Inspireret af den tyske filosof og fænomenolog Edmund Husserl ønskede Rubin, at psykologien skulle studere den subjektive oplevelse, som den var umiddelbart foreliggende, og han satte den rene og udtømmende beskrivelse af et fænomen over teoretiske forklaringer. Rubin overtog dog alene Husserls metodelære, og delte hverken hans metafysik eller epistemologiske bestræbelser. Fælles var en betoning af, at en undersøgelse af oplevelsen måtte gå forud for en undersøgelse af oplevelsens genstand, men hvor Husserl ønskede at nærme sig fænomenets objektive væren, begrænsede Rubins psykologiske københavnerfænomenologi sig til studiet af, hvordan et fænomen fremstår for den subjektive bevidsthed. Som en stadfæstelse af det skifte i opmærksomhed fra psykofysisk forklaring til fænomenologisk beskrivelse, der fulgte med overgangen fra Lehmann til Rubin, ændrede Psykofysisk Laboratorium i 1924 navn til Psykologisk Laboratorium.Efter Rubin fulgte i 1946 Edgar Tranekjær Rasmussen og i 1954 Franz From. De to professorer videreførte den københavnerfænomenologiske tradition, men overskred dog nogle af Rubins strenge krav ved at formulere teorier og således afvige fra den blotte beskrivelse, ligesom de begge beskæftigede sig med anvendt psykologi, der ikke var et stort anliggende for Rubin. De to professorers reaktionære tilgang, der kun indebar en moderat fornyelse af Rubins psykologi, skulle vise sig skæbnesvanger år senere, da en ny generation af studerende besluttede sig for at sætte sit præg på psykologistudiet.
1968 : STUDENTEROPRØRET
Med studenteroprøret i 1968 gennemgik psykologistudiet sin mest turbulente og politiske periode. De studerende ønskede medbestemmelse og et opgør med “professorvældet”, og gennem aktioner, barrikader, demonstrationer og forhandlinger opnåede de studerende d. 23. april 1968 en aftale, der sikrede et studienævn bestående af 50% studerende. Årsagen til oprøret skal dog ikke kun findes i den kritik, som blev vendt mod psykologistudiets strukturelle opbygning med enevældige professorer. Denne havde nemlig også rod i et rent fagpolitisk opgør med det teoretiske hegemoni, som udgjordes af københavnerfænomenologien personificeret ved dobbeltprofessoratet Tranekjær og From. Vigtigt for oprøret var således den såkaldte “fænomenologidebat”, der udspillede sig i årene 1967-1968. Her fremsatte en række af de ældre studerende mere eller mindre subtile provokationer i form af akademiske kritikker, særligt rettet mod Tranekjærs “emnelære”. Således indebar studenteroprøret også et (tiltrængt) opbrud i dansk psykologi, hvor det eksisterende paradigme blev omstyrtet og erstattet af en pluralitet af nye teoriretninger. Det var især marxistisk inspirerede orienteringer, der leverede drivkraften bag det teoretiske opgør, og de kom således også til at præge studiet i årene efter oprøret. Det er værd at nævne, at det oprør, som her blev indledt af psykologistuderende på Københavns Universitet og spredte sig til andre fagretninger, var startskuddet til det danske studenteroprør, der siges at være det første succesfulde af slagsen i Europa. Den marxistiske orientering åbnede op for det, man kunne kalde “kritik som erkendelsens nerve”, således forstået at kernen i erkendelsesinteressen var at kritisere; videnskab skulle bedrives for at afsløre forskellige former for undertrykkelse. Teoretisk indebar dette både en kritik af de “borgerlige videnskaber” (især positivismen) og af kommunistisk dogmatik, og i praksis var man kritisk over for kapitalismens former for samfundsmæssiggørelse, men også over for kommunistiske tvangskollektiver eksempelvis. Man havde en udbredt bevidsthed om, at teoretiske diskussioner havde konsekvenser i den “virkelige” verden, uden for universitetets regi, og med dette fulgte en ny tværfaglighed og et ønske om at nå nye horisonter i fællesskab.
1968-1990: RETRADITIONALISERING
Billedet af et universitetsmiljø med tværfaglighed i højsædet og kritik som erkendelsesform (og dertil emancipatorisk perspektiv) falmede dog gradvist i årene efter, hvorfor man kan tale om, at der i 1980’erne fandt en retraditionalisering sted. Hvor man tidligere - i et ønske om at udvide horisonter – muligvis havde nivelleret fagspecifikke perspektiver, vendte man nu tilbage til mere traditionelle faggrænser og en “renere akademisk horisont”, der betød mindre åbenhed ud til omverdenen og mere interne teoretiske diskussioner på universitetet. Enkelte grupper holdt dog fast ved den aktivistiske dagsorden og lagde op til stadig debat om de værdier, som forskningen byggede på, ligesom man kritiserede erhvervslivets rolle og kontrol med forskningen. Overordnet beskæftigede studenterrådene sig dog mindre og mindre med ideologiske og politiske spørgsmål i årene efter studenteroprøret.
1990 - 2003: REFORMER
Siden 90’erne og frem til i dag har der løbende været reformer på det universitetspolitiske område. Et af de mere markante skift fulgte med universitetsreformen fra 2003, der blev lanceret af den daværende VK-regering sammen med Socialdemokratiet og Kristeligt Folkeparti med en voldsom ændring af den danske universitetskultur til følge. I reformen stod tre elementer centralt: “Styrket ledelse”, “øget frihed” og “stabil økonomi”. Det første mål bestod i, at universitets ledelse skulle ansættes og ikke vælges af universitetets ansatte og studerende, hvilket de facto betød et opgør med det universitetsdemokrati, der havde eksisteret siden studenteroprøret. Videre gjaldt det, at universiteternes bestyrelser skulle etableres med et flertal af eksterne medlemmer fra bl.a. erhvervslivet og andre offentlige organisationer i et forsøg på at styrke samarbejdet mellem universitetet og det omgivende samfund, der sammen med et påbud om at indgå kontrakter med staten, udgjorde et af de styringsværktøjer, der var indlejret i reformen og indsnævrede rammerne for universiteternes frihed til at træffe beslutninger. Kritikere har påpeget, at man med indførelsen af bestyrelser med eksterne medlemmer på sin vis omorganiserede de danske universiteter som virksomheder, og dette med problematiske konsekvenser. At opfatte universiteter som virksomheder giver automatisk anledning til at se uddannelse og vidensproduktion som en vare, og dimitterede studerende som output i en produktion. Denne opfattelse ligger i umiddelbar forlængelse af det såkaldte taxametersystem, der blev indført i 1994, hvor man gik fra at “inputfinansiere” universiteterne ved at tildele rådighedsbeløb til uddannelse og forskning beregnet på baggrund af professorers, lektorers og adjunkters årsværk, til at “outputfinansiere” ved at tildele en pulje penge på baggrund af antallet af beståede eksaminer et givet år. Den ”øgede frihed”, der skulle komme som en konsekvens af en ”styrket ledelse”, synes således at være så som så. Det lader til, at universiteterne har fået en “øget frihed” i forhold til, hvordan de vil leve op til nogle eksternt definerede forpligtigelser, men at friheden til at definere, hvad der skal produceres, er blevet mindsket. Hvor den enkelte forsker tidligere selv kunne disponere over sin tid, har beslutningen om, hvad der skal forskes i, i højere grad bevæget sig fra et akademisk til et økonomisk spørgsmål, der besvares ud fra en profitvurdering fra universitetet som virksomhed og fra staten i konkurrence med en global verden af vidensinstitutioner.
2003 - 2017: HVOR STÅR VI I DAG?
Alt i alt synes universitetsreformen fra 2003 at lægge sig i forlængelse af den kaskade af reformer, der siden 90’erne er blevet gennemført i den økonomiske nødvendigheds navn. Grundet færre ressourcer og større international konkurrence, har man set det nødvendigt at indføre reformer, der i stigende grad tvinger universiteterne til at orientere sig efter økonomiske hensyn, som vi har set det med fremdriftsreformen, uddannelsesloftet og dimensioneringspolitikken. Denne udvikling har ifølge kritikerne betydet et tab af dannelse og faglig bredde, der ikke blot er ”goder”, vi kan undvære i trange tider, men er instrumentelle for de selvsamme mål, som reformerne søger at indfri. Således er det blevet påpeget, hvordan de danske universitetsreformer fra 2003 først og fremmest betoner arbejdsrelevante mål, dvs. at de studerende skal tilegne sig kompetencer, der er anvendelige på arbejdsmarkedet, med en tilsvarende underbetoning af centrale værdier i den danske universitetstradition, navnligt faglig fordybelse, evnen til refleksion og selvstændig problemløsning. Således kommer reformerne til at imitere en industrisamfundstænkning, hvor det gælder om at producere færdige studerende, der kan varetage meget konkrete funktioner i samfundsmaskineriet, der ikke kræver større fleksibilitet, refleksion eller evne til selvstændig læring og problemløsning. Dette betyder, at de danske universitetsreformer reelt står i kontrast til Danmarks generelle globaliseringsstrategi, der indebærer et fokus på fleksibilitet og livslang læring, og om at være i stand til at reflektere over og omsætte sin viden i nye kontekster.
2017 - : ?
Hvorvidt universitetsreformerne er nødvendige og uundgåelige eller nedbrydende og idiotiske, er der mange bud på, men én ting synes sikkert: Det fundament, som de danske studerende står på, eroderes med stor hast og uvisse konsekvenser til følge. Problemerne i dag er af en anden art end dengang i 1968. De kommer primært udefra og oppefra, og rammer det videnskabelige personale såvel som de studerende, og løsningen kræver med al sandsynlighed engagement på et niveau, der rækker langt ud over universitetets mure. Hvilken rolle vil de psykologistuderende på Københavns Universitet spille for udformningen af fremtidens psykologistudium – for fremtidens universitet? Vil vi igen gå forrest i bestræbelsen på at gå i kritisk dialog med de kræfter, der præger vores universitet? Og hvordan vil vi gøre det? Hvordan vil vi mobilisere det engagement, der skal til? Lad os besinde os på vores instituts historie og tænke over det, men måske ikke tænke for længe.