SUI løber hjemmefra - Interview med Pernille Hviid

Interview med Pernille Hviid

Af Mathias Baagø Tybjerg, stud.psych. og Hans-Jørgen Hersoug stud.psych

Pernille Hviid har taget afsked med Institut for Psykologi efter mere end 20 års tro tjeneste. Midt i efterårssemestret kom dette som en overraskelse for mange, og med nyheden fulgte også en bekymring om, hvem der nu skal sørge for den undervisning, som Pernille har varetaget, og bidrage med vigtig forskning i børn og unges udvikling med lige så indgående praksiskendskab.

En dag i oktober mødtes vi med Pernille Hviid for at tale lidt om tingenes tilstand og baggrunden for hendes opsigelse. Aftalen var at mødes foran Instituttet for derfra at bevæge os til caféen på Statens Museum for Kunst, men umiddelbart inden sendte Pernille os en mail om, om vi i stedet kunne mødes på Nansensgade. Her ligger nemlig en beværtning, hvor hun ofte er mødtes med Jaan Valsiner og andre af udviklingspsykologiens og community-psykologiens sværvægtere. Således var scenen sat for, hvad vi skulle snakke om.

Pernilles farvel

Pernille er en del af en lang række anerkendte psykologer, som forlader vores institut. Det er der desværre ikke noget nyt i. Nogle har selv sagt op, andre er - som Pernilles eneste kollega på sit felt, kursusansvarlig for Udviklingspsykologi Jakob Villadsen - blevet nødt til at fratræde deres stilling, da ansættelsen på Instituttet ikke blev forlænget.  

Vi ankommer til beværtningen på Nansensgade, køber tre kopper kaffe og tænder mikrofonerne. Vi starter samtalen med at spørge til SUI-søjlens fremtid i lyset af hendes fratrædelse, hvortil Pernille kommer med en dyster forudsigelse: “Det var fedt, men det falder sammen nu. Det gør det da. Instituttet har ikke råd til at have en velbesøgt søjle, hvor der ikke er nogen ansat, der underviser og forsker i det.”

Vi bliver begge lidt tomme i blikket, for det kan vel ikke være rigtigt, at SUI ikke kan fortsætte. Fremtiden er uvis, men Pernille har forladt skibet. Det er svært at se, hvordan en humanistisk søjle der er skåret helt ind til benet, kan imødekomme den store efterspørgsel fra de studerende.

Denne skrøbelighed har Pernille forsøgt at påpege i mange år:  “Jeg har sagt mange gange: ’Hvis jeg dør på vej på cykel ind til CSS, hvad gør I så?’ Det er en organisatorisk skrøbelighed, men det er noget jeg har sagt i mange år. Det er ikke ’Wooow, var hun helt alene?’. Det er planlagt gennem mange år.”

Forskning og ansættelser

Hvad der menes med ‘planlagt gennem mange år’ kan være svært at vide, når få har indsigt i, hvordan ansættelser på Instituttet reelt foregår. Eksempelvis troede vi - før vores interview med Pernille - at perspektiver som de kritisk psykologiske ikke længere var repræsenteret, fordi Instituttet ikke kunne finde kvalificerede forskere at ansætte. Vi havde en opfattelse af, at ansættelserne bar præg af, at bestemte forskere ikke søgte stillingerne - at det simpelthen ikke var muligt at støve folk op, som arbejder med kritisk psykologi, kulturhistorisk psykologi, community psykologi og kvalitative metoder. Det er ikke tilfældet ifølge Pernille:

”Det her er efter min mening en langstrakt og fuldstændig planlagt udtynding af de perspektiver. Det er ikke sådan, at den slags forskere ikke søger job på KU. Det er det ikke. Jeg har mange venner rundt omkring i Europa - jeg siger ikke, hvem det er, for det må jeg selvfølgelig ikke - men hvis I vidste, hvem det var! Det er altså nogle big-shots i Danmark, Europa og USA, som gerne vil lave den slags psykologi sammen med mig og Jakob Villadsen. Sådan nogle, hvor jeg bare tænker ’Dem vil jeg virkelig gerne arbejde sammen med’. ”

Når et argument for prioriteringerne i ansættelsessammenhænge, der ofte er blevet anvendt, er et ønske om at tiltrække internationalt anerkendte forskere, er denne information overraskende for os. Pernille uddyber:

”De er ikke engang blevet shortlistet på ansøgningerne. De kan derfor ikke inviteres til samtale. Det er ikke tilfældigt, at de ikke er her.”

En short-listing er en sortering af ansøgere, som Instituttet foretager. Når Instituttet slår en stilling op, modtages ansøgninger fra forskere med forskellige teoretiske og metodiske ståsteder. Ud fra alle disse ansøgere laves en kortere liste med udvalgte ansøgere, en såkaldt ’short-list’, som går videre i processen og vurderes af ansættelsesudvalget. Shortlisting-processen er ikke umiddelbart gennemskuelig. Hvad vi kan forstå ud fra tidligere erfarringer er, at de studerendes indflydelse i ansættelsesudvalg primært er rådgivende. Der er intet, der forhindrer ledelsen i at ignorere de studerendes ønsker, perspektiver og holdninger.

Der er mange hensyn at tage i ansættelsesprocessen. Fokuseres der primært på at ansætte forskere, der publicerer i internationalt anerkendte forskningstidsskrifter, kan det blive på bekostning af undervisere, der ikke nødvendigvis har stor international bredde, men til gengæld har indsigt i danske forhold og psykologers arbejde og vilkår i de danske systemer.

Hvis ansættelserne primært følger internationale standarder og mainstream-psykologisk forskning, opstår nemlig et paradoks, når disse skal undervise i de særlige institutioner, områder og praksisser, som gør sig gældende i Danmark. Størstedelen af psykologistuderende skal ikke forske, men derimod ud og praktisere i Danmark, og til det skal vi klædes på.

Undervisning i kontekstuelle tilgange

Hvordan vi bedst bliver klædt på til at arbejde som psykologer er et stort spørgsmål, men i Pernilles optik er et udgangspunkt altid at starte med forholdet mellem mennesket og dets omgivelser som grundlaget for det psykiske. Det vil sige at se bort fra rent individfokuserede forståelser af psyken og menneskelig udvikling for i stedet at rette blikket mod kontekster og betingelser: “Ellers ville vi ikke kunne beklage, at det er for dårligt med de institutioner, eller der er for få voksne, eller du ved. Det er begrundet i en stillingtagen til den relation, det forhold, og hvad det gør ved mennesker … og så er vi langt ovre i både den kontekstuelle udviklingspsykologi og i det community-psykologiske.”

“Vi antager, at når mennesker lider, så kan vi arbejde med deres omstændigheder – og deres forhold til disse. Men udgangspunktet er, at det er betingelserne, der er urimelige. Ikke mennesket. Det er den relation, vi prøver at ændre på, når vi taler om f.eks. institutionel kvalitet. Det handler om at give mennesker nogle andre muligheder … altså det her er jo ikke særligt indviklet for praksis, men det er svært for psykologien at forlige sig med en procesontologi og derfor også en psykologi, hvor kollektivet bærer et hovedansvar.“

Hvis vi skal kunne favne disse dimensioner af psyken som psykologer, så skal vi undervises i det, og hvis vi skal undervises i det, skal der ansættes personer, som forsker i det.

En konsekvens af de manglende ansættelser er, at der nu mangler folk til at varetage undervisning indenfor de perspektiver, der har fokus på betingelser og kontekst. Pernille spørger til undervisningspligten generelt: “Altså ansætter du kun folk, fordi de er dygtige til at forske, eller skal de også undervise? Er der en undervisningsopgave til dem? Det har institutledelsen i en lang årrække skelet meget mindre til, og det koster nu på ekstern undervisning.”

Ud over at være fagkoordinator på SUI-søjlen, varetog Pernille et praktikanalysehold - primært for studerende i praktik i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). Her efterlader hun sig også et tomrum. Hun var desuden specialevejleder ved den humanistiske forskerklynge. Her peger hun også på et problem:  “Der er jo masser af gode vejledere, men ikke nok af dem, de studerende har brug for. Så Instituttet køber det ude i byen”

At vejledning og undervisning ‘købes ude i byen’ henviser blandt andet til dét, at en større andel af underviserne på SUI-søjlen de sidste år har været eksterne og altså ikke ansatte forskere på Institut for Psykologi.

På SUI-søjlen har man hidtil fundet pensumlitteratur, der indeholdt et vist kritisk samfundsengagement og beskæftigede sig med temaer som klima, køn, klasse og sociale uligheder. Felter, der måske ligger længere fra klinisk arbejde, neuroforskning og kognitionsstudier, men som ikke desto mindre er relevante for psykologer at beskæftige sig med. På den måde har søjlen både formået at inkludere de større samfundstemaer og de mere nære samfundstemaer, såsom psykologers rolle i offentlige institutioner og systemer. At bevare dette spænd kan man argumentere for er afgørende, da skellet mellem forskningsprioriteringer og hvad der rører sig ude i praksis forekommer stadig større med blandt andet en nedprioritering af dansk praksisfunderet forskning. Et felt, der i særlig grad synes at mangle perspektiver og fokus på på vores uddannelse er netop PPR-arbejdet, som Pernille også har beskæftiget sig med:

“Jeg har forsøgt at argumentere for, at vi skal arbejde for at kvalificere PPR’s praksis, deres begreber, metoder etc. snarere end at overtage psykiatriens. Der er institutledelsen og jeg ganske enkelt ikke enige.”

Fremtiden for PPR

PPR er med overvældende overvægt den største arbejdsgiver for psykologer i Danmark. Hvis vi skal forestille os at blive kvalificerede PPR-psykologer, bliver vi nødt til at være uddannede i at arbejde tværfagligt og anskue barnets muligheder og betingelser i de forskellige kontekster,  barnet indgår i. Og det har netop været undervisningen på SUI-søjlen, der har beredt de psykologistuderende til at kunne opfylde denne rolle hensigtsmæssigt. Pernille udtrykker en bekymring for, hvad hun ser som en psykiatrisering af den måde, som PPR anskues på: 

” Jeg mener, at der er god grund til at antage, at opmærksomheden på PPR er under forandring på Instituttet. Vi ser en stigende opmærksomhed på folkesundheds-psykologi, hvis man kan formulere det sådan - mental sundhed, mental ABC. Sundhedspsykologi kan jo sagtens være humanistisk og kritisk psykologisk – vi har haft Gretty Mirdal, Peter Elsass, Morten Nissen og Lotte Huniche, men de er væk. Jeg har også hørt om en øget interesse for psykiatriens produkter, som for eksempel ‘Mind my Mind’. Den vej har Instituttet jo lov til at gå, og det tror jeg, de vil. Jeg vil hellere en anden vej, og udvikle på en community-psykologisk PPR-vinkel, som trækker på kollektive, kulturelle ressourcer - og økologisk resiliens, kan man sige. Det er den idé, jeg vil arbejde på i mit nye job uden for Instituttet, og jeg tror, den kan vinde lokal opbakning. PPR er første mødested for det, der artikuleres som et problem i et ungt menneskes liv og udvikling. Her kan du faktisk kan nå at reparere, berige, forandre, inden det går helt galt i børns hverdagscirkler, og problemerne vikler sig sammen i en filter-redelighed, du ikke kan filtre ud. Det er simpelthen så synd. PPR er jo så underhypet  - altså det er jo ikke et sted, hvor folk vil hen. Det drømmer jeg om kunne ændre sig lidt. Jeg så gerne, at det blev en mere anerkendt og prioriteret psykologisk arbejdsplads. Det er så vigtigt, hvad der sker der. ”

Med Pernilles afgang, bliver vi opmærksomme på, at vi har et ansvar for at sikre kvaliteten og bredden af de perspektiver på psykologien, som vi bliver præsenteret for på studiet. Vi har haft det privilegium at blive undervist i mange af disse kritiske perspektiver, men hvis de ikke videreføres, er de på vej væk fra Institut for Psykologi på Københavns Universitet, og hvis vi ikke gør noget, så forsvinder de måske helt.