Subjektsyn anvendt på den sprælske virkelighed

Et kritisk blik bliver kastet på retsvæsenet og den offentlige debat om strukturel sexisme og racisme med videnskabsteoriske briller på.  

Af Oliver Tonning, stud.psych
Illustration af Sandra la Cour, stud.psych

Videnskabsteori: Nogle hader det, andre elsker det – de fleste har glemt det. Det kan tænkes, at had/kærlighedsforholdet udspringer af frustration og tvivl over emnernes reelle anvendelsesmuligheder. Beskæftiger videnskabsteorien sig ikke bare med ubrugelige abstraktioner, triste, uendelige anslag, der ingen virkelighedsværdi har? Tages det i betragtning, at faget ontologisk beskæftiger sig med spørgsmålet om det værende, så føles det til tider utrolig fraværende i diskussionen af hverdagspræsente spørgsmål. Dog kan man vove pelsen og forsøge at klemme lidt lækker virkelighedssubstans ud af den vindtørre, videnskabsteoriske tube. Når tankerne falder på begrebet ’subjektsyn’, så sker det for nogle, at en tung trykken for brystet indfinder sig og en selvinduceret migræne hurtigt blive nærværende, men det kommer på ingen måde til at ske her! Det er et løfte (Red. Indput tager intet ansvar for opfyldelsen og/eller indholdet af sådanne løfter).  

Med udgangspunkt i Vanessa Sonne-Ragans (2012) fremstilling af de tre subjektsyn, centreret, decentreret og multipelt, vil to centrale temaer blive taget op til diskussion. Det første tema er retsvæsenet. Her vil der blive set på, om retsvæsenet gør brug af et bestemt subjektsyn, og hvad de eventuelle konsekvenser ved brug af forskellige subjektsyn kan være. For at eksemplificere dette, inddrager jeg det bornholmske mord på en dansk-tanzaniansk mand, som fandt sted i sommers.  

Dette tema lægger sig i forlængelse af det næste tema, som omhandler debatten om strukturel undertrykkelse set i et psykologisk perspektiv. I debatten er der stor uenighed om, hvorvidt strukturel undertrykkelse eksisterer. Blandt dem, der mener den eksisterer, er der ligeledes uenighed om, hvordan og hvorledes dette kommer til udtryk. I denne forbindelse vil jeg bringe det argument i spil, at diskussionen om strukturel undertrykkelse har en tydelig parallel til diskussionen om subjektsyn.  

Jeg finder dette interessant, da disse temaer jævnligt bliver diskuteret i den offentlige debat, men at der sjældent bliver inddraget et dybere psykologisk perspektiv. Ved at inddrage nogle overvejelser om psykens grundlæggende byggesten, kan der måske bliver åbnet op for nogle nye sider af debatten. 

 Først et hurtigt brush-up til dem, der var mere optaget af de hedengangne fredagsbarer end af forelæsningerne.  

Et subjektsyn indbefatter nogle grundlæggende antagelser om, hvad mennesket er, og hvordan den menneskelige psyke fungerer. Et bestemt subjektsyn er sjældent noget, der bliver direkte italesat i politiske eller juridiske diskussioner, ligesom almindelige mennesker ofte giver udtryk for flere forskellige og ofte modstående subjektsyn i løbet af en almindelig hverdag.  

I det centrerede subjektsyn hersker den antagelse, at mennesket har et unikt indblik i sit eget indre. Mennesket er sig selv gennemskueligt, det kender til sit eget handlingsgrundlag og er bevidst om sine egne motiver. Menneskets beslutningsproces er ikke hæmmet eller forstyrret af instrapsykisk påvirkning eller af uhåndgribelige samfundsmæssige strukturer.   

Dette subjektsyn kan tænkes at have indvirkning på retsvæsenet i den vestlige del verden. I straffesager, af mere alvorlig karakter, kan en gerningspersons motiv være af afgørende betydning. Et motiv bliver oftest defineret som årsag eller anledning til at handle på en bestemt måde. Hvis denne årsag eller anledning hovedsageligt er noget, der befinder sig inde i et menneskes psyke, så er det subjektsyn, som retsvæsnet anlægger, vigtig at have for øje. I et forsøg på at komme dette nærmere kan man f.eks. kaste et blik på, hvad strafferammen er for henholdsvis mord og uagtsomt manddrab. Strafferammen for uagtsomt manddrab er i udgangspunktet en bøde eller op til 4 måneders fængsel. Et overlagt mord kan derimod straffes med fængsel på livstid. Det afgørende ved dette er, at skyldsspørgsmålet bliver afgjort, og straffen udmålt på baggrund af en persons motiver, selvom konsekvensen af handlingen er den samme: Et menneske slås ihjel.  

I forlængelse af dette er det væsentligt at spørge, om et menneske altid er bevidst om sine egne motiver. I starten af 1900-tallet argumenterede Freud for det, som senere blev opfattet som det decentrerede subjektsyn. Her fremhæver Freud, at den menneskelige bevidsthed er spaltet i forskellige bevidsthedsinstanser: Jeg’et, Overjeget og Det’et, hvilket bevirker, at mennesket ikke længere er sig selv gennemsigtigt. Det kan have motiver, som det ikke selv er bevidst om.  

Det taler nok til menneskets retfærdighedssans, at en persons motivation er en afgørende faktor i strafudmålingen, men det indeholder givetvis også en række problematiske elementer. Hvis man husker tilbage til i sommers, så mindes man måske den forfærdelige sag om en dansk-tanzaniansk mand, der blev dræbt i Nordskoven på Bornholm af to etnisk danske brødre. Begge brødre havde tydeligt udtrykt sympati for den nynazistiske ideologi, men politiet gav af flere omgange udtryk for, at motivet var af privat karakter. Dette blev senere understøttet af en af drabsmændene, som fortalte at motivet var, at den dansk-tanzanianske mand havde voldtaget brødrenes mor.  

Dette er på ingen måde stedet til at motivfortolke i de faktiske omstændigheder, men sagen åbner for nogle interessante refleksioner. Man kan stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt en person influeret af en voldelig og hadsk ideologi, kan gøre sig sine egne motiver bevidst. Og hvis dette faktisk kan lade sig gøre; om personen så kan adskille disse forskellige motiver i forskellige momenter gennem livet. Kan man altså have indlært et had til mennesker af en anden etnisk oprindelse end sin egen, men i selve voldshandlingen adskille dette had fra hadet over for en mand, som man mener har skadet en af ens kære? Når drabsmanden altså udformer det motiv, som fører til den dræbende handling, vil han så være bevidst om de faktorer, som former dette motiv? Det er et spørgsmål, der ikke er et entydigt svar på, men også et spørgsmål, man ikke kan komme udenom i en diskussion af subjektsyn.  

Desto vigtigere er det at spørge, hvordan retsvæsenet (politiet i dette tilfælde) fremhæver et motiv og nedprioriterer et andet. Retsvæsenet kan naturligvis altid forsøge at undersøge, om et menneske lyver om sit sande motiv. Men kan retsvæsenet undersøge og gøres til dommer over, hvorvidt der er et motiv til stede, som gerningspersonen ikke selv er bevidst om og dernæst afklare skyldspørgsmålet og strafudmålingen ud fra dette? I tilfældet med det forfærdelige drab på Bornholm, lader det ikke umiddelbart til, at retsvæsnet erkender, at mennesket kan være styret af underbevidste motiver. Selvom gerningsmændene havde udvist en klar sympati med nynazismen, så lader dette ikke til at blive vurderet som en medvirkende årsag til handlingen. 

 Sidste år blev tre brødre på Fyn dømt for røveri og hadforbrydelse på to homoseksuelle mænd. Sagen er mindre kendt og mindre alvorlig end sagen fra Bornholm, men der kan stadig trækkes nogle tydelige paralleller. På Bornholm kan der tænkes at være to motiver: Hævn og racisme. På Fyn kan ligeledes tænkes at være to motiver: Materiel berigelse og homofobi. Forskellen er dog, at brødrene fra Fyn blev dømt for begge motiver, hvorimod det ikke lader til, at det samme kommer til at ske for brødrene på Bornholm. Begge sager er blevet afholdt bag lukkede døre, så informationen er sparsom. Dog kan man undre sig over retsvæsnets umiddelbare inkonsistente subjektsyn.  

Hvis man tager et lille svømmetag væk fra retsvæsenets juridiske vurderinger, så havner man i etiske farvande. Det er muligt at anskue etik og jura som to sider af sammen mønt: Jura er den retslige effektuering af etiske spørgsmål. Det, som et samfund bliver enige om, er etisk forkasteligt, bliver gjort juridisk forbudt.  

Debatten om strukturel racisme og sexisme er allestedsværende på sociale medier og i de store dagblade, men underligt fraværende som en juridisk diskussion. Endnu et subjektsyn kan tænkes at have en finger med i spillet her.  

I den postmoderne opfattelse af mennesket dukkede endnu et subjektsyn op: Det multiple subjektsyn. Dette subjektsyn anfægter, at mennesket overhovedet har en styrende bevidsthed. Mennesket er et sammensurium af diskurser og narrativer, som konstant kan ændres og skabe nye handlingsmotiver. Den menneskelige bevidsthed bliver konstant konstrueret og rekonstrueret af samfundsmæssig indflydelse, som størstedels ligger udenfor det enkelte menneske.  

I den verserende debat om strukturel undertrykkelse bliver særligt ét argument ofte ytret enten direkte eller indirekte. Argumentet tager ofte form, som noget à la ”hvis jeg ikke selv har en intention om at krænke andre mennesker, så er der heller ikke nogen, der bliver krænket.” Udsagnet er af næsten ontologisk karakter, da det spiller spørgsmålstegn ved den faktiske virkelighed, i form af den intenderede kontra den oplevede følelsesmæssige respons på en handling eller et udsagn.  

Længe har det været sådan, at afsenderen af et udsagn eller en handling har været parten, der har kunne legitimere udsagnet eller handlingen, fremfor modtageren. Dette kan have en sammenhæng med det centrede subjektsyn, som på mange måder er det herskende i den vestlige verden. Hvis afsenderens etos, altså troværdighed, er i orden, så har denne været i sin ret til at definere udsagnets eller handlingens beskaffenhed. Afsenderen har jo fuld indsigt i sine egne motiver og intentioner, så hvis denne ikke selv opfatter det skete som sexistisk eller racistisk, så er det vel ikke det? 

Men et skift er ved at ske.  

Der er en gryende erkendelse af, at udefrakommende faktorer kan være med til at forme en persons motiver, udenom dennes egne umiddelbare erkendelsesevne. Legitimiteten er ved at skifte fra afsenderen til modtageren. Dette kan være en konsekvens af, at det multiple subjektsyn langsomt er ved at blive en mere accepteret grundantagelse om mennesket.  

Denne nye forståelse kan virke skræmmende for mange. Ligesom det på Freuds tid var en provokerende tanke, at en person ikke var i fuld kontrol over sig selv, men var styret af forskellige intrapsykiske instanser. Ligeledes er antagelsen om, at menneskets ’selv’ delvist er skabt og kontrolleret af samfundsmæssige strukturer mindst lige så skræmmende.  

Filet ned til sin grundessens og forsimplet en del, så kan man påstå, at diskussion om, hvorvidt strukturel undertrykkelse faktisk eksisterer, er en diskussion om subjektsyn. Har den handlende aktør fuld indsigt i sine motiver og kan derved gøres til den konstituerende part? Eller har modtageren ret, når denne påberåber sig, at der kan være skjulte motiver, som afsenderen ikke kender til? Er det menneskelige subjekt centeret, decentreret eller multipelt?  

Der findes nok ikke noget entydigt svar på nogen af spørgsmålene, men hvis den offentlige debat ønsker at komme dybere ned i nogle af tidens store diskussioner, så ville en inddragelse af subjektsyn og overvejelser om forståelser af sindets fundamentale indretning være kærkomment.