Stafetten - Magnus Biilmann

Af Casper Schacht Lund, stud.psych.
Illustration af Ida-Marie Haeusler stud.psych.

Stafetten er Indputs faste indlæg om fakultetets ansatte, hvor de svarer på vores spørgsmål om sig selv og derpå sender stafetten videre til en ansat efter eget ønske.

Hvorfor valgte du at læse psykologi?

Jeg tror, det var fordi der var en spændende kombination af grundteori om, hvad det vil sige at være menneske, og så forestillede jeg mig, at jeg godt kunne tænke mig at arbejde indenfor det kliniske felt efter studiet. Min mor har arbejdet over 40 år i børne- og ungdomspsykiatrien, og jeg husker, at jeg som barn havde en undren over, hvorfor der gik børn rundt på sådan en afdeling, der ikke var hjemme hos deres forældre, og nogle af dem så endda ganske særprægede ud, især dem med spiseforstyrrelser skilte sig ud og gjorde et varigt indtryk på mig.

Hvad ville du ellers have læst/lavet?

Jeg havde en overgang planer om at læse medicin, men det valgte jeg ikke på baggrund af de naturvidenskabelige adgangskrav. Jeg var nemlig sproglig student, og jeg frygtede desuden, at det ville blive et noget åndsforladt felt at beskæftige mig med på længere sigt. Derudover ville jeg også gerne have læst lingvistik... Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg ikke valgte det. Måske fordi faget ikke havde de mest spændende udsigter i forhold til arbejdslivet efter studiet. Der rykkede psykoterapi nok lidt mere i mig i sidste ende end udsigten til en daglig beskæftigelse med modalverber og frekvensmåling af østjyske dialekter.

Hvordan vil du beskrive fagets udvikling, fra da du læ- ste til nu?
Jeg synes, at der er kommet en markant større målrettethed i forhold til, hvad man beskæftiger sig med og hvorfor. Det er der helt klart nogle fordele ved, blandt andet at man kan få skærpet sit analytiske blik på visse områder. Da jeg startede på studiet i 2008 var der lidt mere tid og plads i fagene til, at man famlende kunne lede efter svar, hvilket var frustrerende til tider og jeg kom ind i mange teoretiske blindgyder. Det var da ofte, at jeg ikke rigtig anede, hvad vi havde gang i, når vi sad og læste op i et fag. Men jeg ville egentlig ikke have været denne famlen foruden. I ordet målrettethed ligger der næsten noget selvmod-

sigende, når vi taler om videnskabelig erkendelse, for du skal ikke tro, at du altid har blikket rettet mod målet. Ofte ved du ikke, hvad målet er. Jeg er blevet mere og mere styrket i troen på den noget banale, men ikke desto mindre vigtige forståelse af, at solid tilegnelse af viden kræver tid, fordybelse og en villighed til at gå ned af den ene gyde efter den anden uden at vide, om den ender blindt. Det er godt at kende blindgyderne, når nu du skal have tegnet et kort over psykologien, og du skal vel at mærke selv have været nede i substansen igen og igen og ikke bare have læst en halv sekunddærtekst og et wiki-opslag om strukturalisme, før du tror, du ved noget om Lacan. Det kræver en vis selvstændighed, hvis man som studerende skal komme ordentligt ned i stoffet; det kommer du som oftest ikke ved blot at læse pensummet til et fag. Det krævede også selvstændighed, da jeg startede med at læse, men min vurdering er, at det nok er endnu mere nødvendigt i dag.

Hvordan tror du, studiet/faget ser ud om 20 år?

Aner det ikke, men hvis der ikke både er politikere, universitetsansatte og studerende der vil gøre op med målrettetheden i dens negative virkninger, så kommer det til at blive en tragisk situation, hvor reel erkendelse og universitet ikke med god me- ning kan sættes i samme sætning.

Hvad er de tre bedste ting i din hverdag?

Teori, min kæreste og min datter. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Hvad ville du sige til dig selv som studerende, hvis du kunne vende tilbage til din studietid?
Du gør bare, hvad du gør nu. Masser af torsdagsbar og overspringslæsning indenfor andre fag og discipliner end psykologien.

Hvem skal have stafetten af dig?

Jakob Waag Villadsen

Mange tak til Magnus Biilmann!