Specialeprocesser på godt og ondt
Af Amanda Lambæk, cand.psych., og Cecilie Bildstedfelt, cand.psych.
September 2019
Vi har lige afleveret speciale. And we lived to tell about it. Specialeprocessen er et mærkeligt grænseland mellem at være studerende og dét på den anden side, som vi endnu ikke helt ved, hvad er. Ligesom folk, der har haft nærdødsoplevelser kan fortælle om tærsklen til døden, er vi vendt tilbage til studiemagasinet for at fortælle om den forunderlige afslutning på studielivet, som specialeprocessen er. Vi stiller hermed vores indsigter til fri afbenyttelse.
Vejledning
Indsigt #34: Der lader til at være mange forskellige måder at vejlede på, alt efter hvilken vejleder man har. Det er virkelig begrænset, hvor mange aspekter af ens speciale som man kan nå at gennemgå med sin vejleder på de tre individuelle timer, man har til rådighed. Der er mange beslutninger, som jeg har været nødt til at tage på egen hånd, og hvor jeg måtte stole på min faglige selvtillid. Det var klart nemmere at gøre, når solen i øvrigt skinnede. Nogle gange var det mere … Just hang in there. /C
Indsigt #687: For mig har de mange vejledningstimer været en helt fundamental del af min proces, da jeg valgte at skrive alene. Både i forhold til at vende nogle af de tvivlsspørgsmål, der opstod undervejs, men egentlig også som et rum for refleksion. Vejledningen gjorde det muligt for mig at tænke højt og få indspark udefra – elementer som ellers er begrænsede, hvis man kører lonely rider-stilen. Når det er sagt, gik jeg i begyndelsen ofte derfra mere frustreret og med endnu flere spørgsmål, end da jeg kom. Lettere nedslået fandt jeg tilbage på mit specialekontor med flere siders halvfærdige sætninger og dæmrende sammenhænge, som endnu ikke helt havde fundet en fast form. Men som processen skred frem, var der (heldigvis) flere brikker, der faldt på plads og pointer fra tidligere vejledningstimer fik pludselig ny mening og sank ind på en anden måde. /A
Tiden
Indsigt #103: Sørg for at tiden er på din side. Min specialeperiode startede officielt 30. november, mens jeg stadig havde undervisning og ugeeksamener i januar. Reelt kunne jeg først gå i gang med at arbejde på mit speciale fra februar, hvilket også først var dér, at jeg havde mit første møde med min vejleder. Jeg skulle have afleveret mit første specialeforsøg 31. maj, men det var bare ikke en realistisk tidsramme for mit specialeprojekt. Det vidste jeg godt på forhånd, så jeg havde planlagt med at bruge et eksamensforsøg for at få tre måneders tid ekstra. Og den ekstra tid har været guld værd. Jeg tror sagtens, at man kan skrive et speciale på fire måneder, men så er der ikke meget tid til at livet kan komme i vejen. /C
Indsigt #11: Selvom jeg allerede startede op på specialet i december uden afsluttende eksamener i januar, var jeg fra start fast besluttet på at udskyde mit speciale. Det gik op for mig, at det måske var sidste og eneste gang, jeg fik lov til at dykke så grundigt ned i et selvvalgt emne. For én gangs skyld var der tid til at tænke kreative, selvstændige tanker. Jeg siger ikke, at man ikke kan tænke kreativt og skrive et godt speciale på fire måneder. Men jeg ved fra mig selv, at den første tid ofte er fyldt med en nærmest altoverskyggende frustration, der netop har tendens til at blokere for kreative idéers opståen. Nogen ville måske mene, at det er en meget privilegeret tilgang at have til specialet. Egentlig har jeg lyst til at slå et slag for de studerende, der tager sig længere tid til specialet end de planlagte “6 måneder”, og jeg håber virkelig ikke, at muligheden for at forlænge specialet bliver taget fra dem på et senere tidspunkt. /A
Kroppen og specialet
Indsigt#398: Som processen skred frem, havde jeg en oplevelse af nærmest at smelte sammen med ordene på min computer. I mange timer om dagen sad jeg limet til skærmen kun afbrudt af korte, nødvendige pauser. Det gik først rigtig op for mig, efter specialet var afleveret, at jeg egentlig endte et sted, hvor jeg delvist negligerede min krop og dens behov for at være aktiv. I stedet for at prioritere en løbetur i ny og næ, bevægede jeg mig længere og længere ind i det faglige stof, mens jeg blev mere og mere afkoblet fra min egen krop uden rigtig at kunne sætte ord på, at det lige præcis var dét, der skete. Hvis jeg kunne spole tiden 9 måneder tilbage og give et råd til fortids-Amanda, ville det nok være noget i retning af: ’Kom afsted! 1 time i yogacentret er godt givet ud på den lange bane’. /A.
Indsigt #230: Hæve-sænkeborde er et hit. Eller hvis man på en anden måde kan indrette sit arbejdsområde til at man kan stå op med sin computer. Det har fungeret rigtig godt for mig, især når jeg har skulle producere meget tekst. Jeg har en fornemmelse af, at jeg er mere vågen og at mine sætninger drives frem på en anden måde, når jeg kan stå op og skrive. /C.
Indsigt #882: Da jeg opdagede, at CPH Half Marathon lå samme dag som jeg afleverede mit speciale, blev løb min kropslige metafor for specialeprocessen. Der var gode og dårlige løbeture, ligesom der var gode og dårlige dage på specialekontoret. Alt i alt var det en fornemmelse af at befinde sig i et langt, sejt forløb. Det var en øvelse i at finde tålmodighed i, at det er den kontinuerlige indsats, der bærer projektet - og ikke produktiviteten (eller manglen på samme) af en enkelt dag eller uge. Da jeg afleverede specialet og gennemførte halvmaratonet, var det en totaloplevelse af, at jeg endelig var kommet i mål. Det er ikke fordi jeg vil foreslå at alle specialeskrivere skal ud og løbe, men det virkede vildt godt for mig. Og jeg ville nok også have haft tendens til at underprioritere træning i pressede perioder, hvis det ikke var fordi, at jeg havde meldt mig til halvmaratonet sammen med nogle fra mit kollegium. /C.
Ordene og specialet
Indsigt #783: Til sidst i specialeforløbet havde jeg fornemmelsen af, at mine ord var forsvundet fra mig. Jeg har skrevet og omskrevet så mange sider. Jeg havde ikke flere ord tilbage. Der var udsolgt af sammenhængende sætninger. Jeg havde svært ved at følge med i almindelige samtaler, og jeg blev elendig til small talk. /C.
Indsigt #33: Sagde jeg virkelig lige det? Hen imod slutningen af processen, da jeg var godt og grundigt filtret sammen med specialet, oplevede jeg ligesom Cecilie at komme til kort i sociale situationer. Det var som om, at de mange timer i selskab med den døde computerskærm havde slugt mine ord og mine sociale skills. Så det var bestemt en lettelse at blive færdig og mærke, hvordan den sociale klodsethed aftog igen. Pyha. /A
Mødet med omgivelserne
Indsigt #521: I begyndelsen af specialeforløbet blev jeg ofte mødt af spørgsmål fra mine omgivelser, som handlede om, hvad jeg skrev speciale om, hvornår jeg skulle aflevere, om jeg havde fået taget hul på skrivefasen eller stadig var i læsefasen osv. osv. Egentlig nogle meget reelle spørgsmål, som jeg helt sikkert selv har stillet tidligere specialeskrivere. Men på det tidspunkt var det enormt svært at give et sammenhængende bud på, hvad mit projekt egentlig gik ud på. Nok fordi jeg selv var i færd med at generere netop de sammenhænge. Ofte affødte mine forvirrende forsøg på at give et tilfredsstillende svar endnu flere spørgsmål eller sågar nye idéer fra mine omgivelser, som mest af alt var svære at rumme.
Hen imod slutningen opdagede jeg en ændring i de spørgsmål, jeg blev stillet. Nu handlede det pludselig mere om, hvordan det gik med mig i processen. Nogle gange fik jeg en fornemmelse af, at mine omgivelser nærmest forventede en omgang selvmedlidende brok eller en beskrivelse af en eller anden ulidelig “specialesump”, der kun voksede sig større, jo tættere jeg kom på afleveringsdatoen. Egentlig var de sidste par måneder nogle af de allerbedste i hele processen. Så når jeg en uge før deadline deltog i sociale arrangementer, kunne jeg blive lidt i tvivl om, hvorvidt der var noget, jeg havde overset i specialet, fordi mine omgivelser kunne være helt overraskede over min tilstedeværelse. Den sidste tids frustration handlede egentlig ikke så meget om mit konkrete speciale, men måske mere den lidt ensidige speciale-fortælling, der havde sat sig fast mellem mig og mine omgivelser. En fortælling som jeg også selv bidrog til, men som egentlig ikke altid stemte helt overens med min oplevelse. Når det er sagt, har mine venner og min familie selvfølgelig været en helt uundværlig støtte undervejs. /A
Tårer
Indsigt #75: Det hårdeste ved specialeprocessen har været de perioder, hvor jeg følte, at jeg befandt mig i dødvande. Perioder med lange arbejdsdage, men hvor det føltes som om alt var gået i stå, og at der ikke skete noget. Jeg har ikke noget imod at knokle, men når jeg ikke har kunne finde den sammenhæng, som jeg havde brug for, og når vejledning og feedback ikke længere er tilgængelig, så er det enormt demotiverende at arbejde uden pejling.
Der synes jeg til gengæld at slutspurten har været nemmere at håndtere, end jeg havde forventet. Den sidste uges tid sad jeg med en masse håndgribelige opgaver, og jeg vidste hvad jeg skulle: læse igennem, tjek, lave sammenfatninger, tjek, skrive abstract, tjek, afstemme litteraturlisten, tjek. Slutspurten kan være hård, fordi man efterhånden er træt af projektet og fordi man trænger til ferie. Men jeg synes der har været sværere perioder undervejs, fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle, udover at gå hjem og slå i en pude. I de perioder har jeg virkelig værdsat at tale med andre, der også var i gang med at skrive speciale. Ikke så meget om noget fagligt, men mere om de frustrationer, man kan opleve undervejs. /C
Indsigt #212: Den sværeste periode med specialet var uden tvivl de første tre måneder. Jeg læste i øst og vest og havde svært ved at være i den del af processen, hvor man endnu ikke helt ved, hvordan emnet skal gribes an. Det var vildt utilfredsstillende at tage hjem fra specialekontoret uden at kunne se konkrete, synlige fremskridt. Dagene gik og pludselig var der gået to måneder, og hvad havde jeg egentlig brugt dem på? På de allermørkeste dage kunne jeg blive helt i tvivl, om jeg nogensinde ville stå med et færdigt produkt i hænderne. Det var en rimelig tough periode at komme igennem. Her på den anden side af afleveringen, er jeg ret sikker på, at meget af det “ubrugelige” arbejde, jeg lavede i løbet af de første par måneder, alligevel har haft en vigtig funktion i forhold til at spore mig ind på emnet. Så jeg kan igen få helt lyst til at rejse tilbage i tiden til fortids-Amanda og fortælle hende, at frustrationen vil lægge sig, og at speciale-eventyret nok skal få en lykkelig slutning. /A
Ønsker til fremtiden
Selvom vi nu er kommet ud på den anden side af specialet og kan ånde lettet op, kan vores erfaringer måske være med til at udpege en række områder eller ønsker for fremtidige specialeforløb med henblik på at skabe bedre rammer for specialeskrivende studerende fremover. Der er tale om tre ønsker i sin gryende form, hvoraf nogle i højere grad er møntet på Instituttet, mens andre kan tages op af de studerende.
Vi ønsker:
Flere specialepladser på studiet og flere læsepladser i det hele taget. Nogle specialepladser på CSS er ganske udmærkede, mens andre trænger til væsentlige forbedringer.
Meget mere vejledning eller undervisning undervejs. Man kunne overveje, hvad formålet egentlig er med et speciale, og om der bliver stillet rimelige rammer til rådighed for de studerende, så det bliver en meningsfuld og sund proces.
Et specialebibliotek, hvor man kan læse andres specialer til inspiration. Når en studerende afleverer sit speciale, skal det være muligt at give et printet eksemplar til specialebiblioteket. Måske kan biblioteket etableres som en del af Dræberkaninen eller i Indput-lokalet.