Sorgens tale

Tekst af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych., og
Kristoffer Mulbjerg Knudsen, stud.psych

Vi misforstår hinanden. Det kan vi ændre på ved at udvide forståelsen af de mange psykologiske begreber, der løber løbsk i sproget. Begreberne kan nemt føles som allemandseje, endeligt defineret i en kasse med en lille sløjfe på. Her må psykologien være den kritiske videnskab, der sjældent stiller sig tilfreds med kassen. Judith Butler kan hjælpe os med den opgave. I bøgerne Bodies That Matter og Gender Trouble fokuserer Butler på den fremmedgørelse, som samfundets normative praksis konstituerer. En fremmedgørelse, der forvolder lidelse. Køn og identitet er som bekendt et centralt tema for Butler. Men hendes normativitetsbegreb kan også anvendes til at forstå den lidelse, vi uheldigvis forvolder hinanden igennem misforståelser af almenpsykologiske fænomener generelt.    

Derfor skal vi i dag tale om sorg.     

Men først noget andet. I en lang passage fra en Father John Misty sang udfoldes idéen om den menneskelige komedie, der grundet fysiologiske spidsfindigheder starter, når vi fødes for tidligt. Produktet af homo-sapiens forplantning er den mest uduelige nyfødte på jorden. Spædbarnet kan kun reagere på sine behov ved at skrige, og dets overlevelse er afhængig af omsorgspersonernes forbarmelse. Vi er med andre ord dødsens afhængige af at blive holdt af og holdt om. Denne idé fungerer som forklaring på vores intense træning af vores sociale muskel; vores socialitet. Musklen masseres i sådan en grad, at man kan argumentere for tilstedeværelsen af det, man kan kalde den sociale livmoder. Den sociale livmoders inkubation vikler det sociale menneske ind i en relationel afhængighed og omsorgstrang. Så smukt som det kan være, er den menneskelige relation ikke udødelig, og derfor gør vores sociale afhængighed os til relationelle væsener, socialt lænket til en omverden, vi konstant kan miste.  

Ved at elske vil vi altså miste, og der vil sorgen ramme os som et godstog. Som Lars H.U.G udtrykker det: ”Hvor kærligheden brænder gør det altid ondt”.  

Til dette skal vi forsøge os på nogle begrebsdefinitioner. Med sorgens normativitet vil vi referere til Judith Butlers forståelse af normativitet. Her anskues fænomener som ideelle konstrukter, der materialiseres gennem tid. Sorgens normativitet er således den forståelse, der anskues som den mest gængse udøvelse og oplevelse af sorg. Begrebet reiterationer vil anvendes til at referere til subjektets gentagelser af den forudgående normativitet. Det er gennem reiterationen, at normativiteten stabiliserer sig selv over tid. 

Ifølge Butler er et fænomens konstruktion altid afhængig af den forudgående konstruktion. Der er en materiel krop, der påvirkes normativt. Ikke en omvandrende social konstruktion eller en omvandrende biologisk reduktion, et herligt sted i mellem.  

“To claim that discourse is formative is not to claim that it originates, causes, or exhaustively composes that which it concedes; rather, it is to claim that there is no reference to a pure body which is not at the same time a further formation of that body”  

Sorgens normativitet består altså af det, som formodes at være måden, hvorpå man sørger. Denne formodning er skabt af en regulerende diskurs, der gør os tilbøjelige til at reiterere normen i henhold til nogle fastsatte regler. Ifølge Butler opstår vores handlerum paradoksalt nok i mulighederne, som opstår i reiterationen, i videreførelsen om man vil, af reglerne.   

Det er disse regler vi skal være opmærksomme på, og det er disse opmærksomheder, som skal indgå i frigørelsen fra normativiteten. 

Skabelsen og viderebringelsen af normativiteten er derfor ikke blot en reproduktion, der lever op til fasttømrede regler. Vi kan gøre noget ved reglerne. Vi kan ændre dem. Reiterationen producerer materielle følger, der kan anfægtes. Disse handlinger er diskursive, ligesom de er materielle - de er performative. Ser vi på hvordan sorg performes - hvordan ‘man’ sørger - blottes sorgens normativitet altså for os. Forandringspotentialet bliver forståeligt for os. Mulighederne er ikke præsociale eller præsymbolske. Ej heller er de tidløse, men forbundet til en historicitet af korrigerbare kriterier, der producerer normativiteten.   

Butlers definition af performativitet påpeger muligheder, der er tæt forbundet til hvordan vi vælger at gøre sorg. Et let sted at starte er måden hvorpå vi snakker om sorg. Endnu lettere er det at begynde at snakke om det.   

Vi sørgende er derfor ikke kun underlagt sorgens stedsegrønne skygge. Vi har muligheden for at positionere os, ændre dens form og tage stilling til den måde vi vil sørge i den. Det er nemmere sagt end gjort og ikke en overskuelig opgave, når man stirrer sorgen i øjnene alene. Vi skal derfor imødekomme det kollektivt. 

Derfor skal vi alle dage tale om sorg.