Sex and the City - Et forsoningsessay

Af Cecilie Bildstedfelt, stud.psych. 

Det er netop 20 år siden tv-serien om sex, parforhold og venindeskaber rullede hen over skærmen for første gang. For mit eget vedkommende kom Carrie Bradshaw og hendes tre veninder ind i mit unge pigeliv et par år senere og gav mig et indblik i en kvindeverden, som jeg dengang var for ung til selv at opleve, men var umådeligt nysgerrig på. Dengang kunne serien ses sent om aftenen på kabel-tv, eller også kunne man se den skive for skive på den samlede dvd-boks udformet som en lyserød skotøjsæske. Her til efteråret har jeg fået et abonnement til at streame alle seriens afsnit, og jeg har været helt og aldeles opslugt af gensynet med den – men det har ikke været lutter fornøjelse. Jeg vil betegne mig selv som en jævnt woke person, der gerne forlader dansegulvet, hvis der er R. Kelly på anlægget. Jeg læste et sted, at serien i dag kritiseres for at ”være det samme for feminisme, som sukker er for tandhygiejne”. Nu sidder jeg her og er en anelse bekymret for, at jeg har fået huller i tænderne. 

Så tilgiv mig, mens jeg her gør mit bedste for at navigere og finde mening i mine modsatrettede følelser omkring én af de største og mest succesfulde tv-serier fra årtusindeskiftet. I couldn’t help but wonder … hvad har Sex and the City egentlig givet mig, og hvad kan jeg bruge det til i dag? 

Jeg bearbejder stadig min knuste forestilling om et arbejdsliv, hvor man kan leve af at sidde et par timer hver aften i en vindueskarm, ryge cigaretter og skrive et par linjer på sin computer, og hvor resten af min tid ville gå med at spise frokost med veninderne og gå til fede fester og ferniseringer. Men udover det ekstravagante og glamourøse selskabsliv i en af de mest spændende byer i verden, viste serien mig meget mere. Det virker (måske) banalt i dag, men dengang udvidede Sex and the City rammerne for den popkulturelle portrættering af kvinder, og særligt singlekvinder. Serien viste mig at single i 30-års alderen ikke betyder, at ingen vil have én, men at det er cool at bruge tid på at finde ud af, hvad man gerne vil, og hvem man gerne vil gøre det med. At en kvinde kan have andre prioriteringer end at blive gift og blive mor. At en kvinde kan være økonomisk uafhængig og forsørge sig selv - om end ”at forsørge sig selv” også kan betyde at bruge 40.000 dollars på sko. Det er ikke fordi jeg ser sko som en særlig fornuftig investering, men jeg kan godt se charmen i metaforen om at det sommetider er dødhårdt at gå i en singlekvindes sko, og at der skal specielle slags til for at gøre det en smule sjovere. 

Det, jeg elskede allermest ved serien, var, at den var god til at snakke om de små ting, vi måske ellers ikke vidste, hvordan vi skulle snakke om. Fra alt om dating, sexlegetøj og onani til at slå en prut i et parforhold. Serien kommer egentlig også vidt omkring i forhold til de store og eksistentielle ting i form af kvinder og alder, barnløshed, brystkræft, psykisk sygdom og den umulige balance mellem karrieliv og moderskab. Gennem seks sæsoner serverede serien tabubelagte emner for os, som vi kunne forholde os til gennem fire forskellige synspunkter på kvindelig seksualitet. 

Så langt lyder det jo meget godt! Men der er også skår i gensynets glæde, for der er flere elementer i serien, der ikke holder i dag. Jeg skal i det følgende nævne nogle af de værste, jeg har hæftet mig ved indtil videre. De mandlige karakterer er flade og endimensionelle stereotyper – men de er som sådan heller ikke seriens fokuspunkt, så det kan jeg tilgive. Men at Carrie betegner biseksualitet som ”a short layover on the way to Gaytown” er utilgiveligt. Ligesom Samanthas transfobiske behandling af de prostituerede, der hænger ud i hendes kvarter, er et grelt eksempel på, hvor tilbagestående vi har været i forhold til anerkendelsen af andre seksuelle orienteringer end den heteronormative. I dag springer den manglende etniske diversitet mig også i øjnene som et kæmpe problem. Jeg ville aldrig have tænkt over det, da jeg så serien første gang, for mennesker på film og tv var jo ”bare” hovedsageligt hvide - ligesom mig selv.  

Lad os dvæle lidt i afdelingen for manglende diversitet. Jeg vil mene, at jeg har et forholdsvist sundt forhold til min krop, men jeg har nok altid været en lille smule på slankekur, selvom jeg er normalvægtig. Jeg er sikker på, at min indre teenager ville have haft det meget bedre, hvis der havde været andre slags kroppe end de tynde og veltrænede på skærmen. Sidst, men ikke mindst, kan jeg ikke købe den gennemgående præmis om at lykken er at finde sammen med en kompromisløs finansmand, som gentagne gange fucker op og knuser hjerter. Ærligt indrømmet, jeg tuder også hver gang Carrie og Mr. Big går fra hinanden eller finder sammen igen (igen, igen). Det er ren nostalgi og næring til urfortællingen om den skæbnebestemte eneste ene. Med al respekt, det føles jo meget rart… Men hvor ville jeg ønske, at serien kunne bryde med traditionel romantik og give os et spejl til vores ellers hjemløse følelser for alle de forhold og alt det, som ikke blev til mere – og at det også var godt nok. 

Ikke mere brok for nu! Hvad kan jeg så bruge det hele til? Jeg hæfter mig ved de mange normative holdninger til seksuelle præferencer og tilbøjeligheder som serien rummer. Hvad man bør og ikke bør gøre i sengen og i samfundet som seksuelt væsen. I gensynet med Sex and the City bliver tid meget konkret og seksualitet kulturel. Tænk, at vi for 20 år siden stillede spørgsmålstegn ved, hvorvidt kvinder kan have sex ligesom mænd? Altså sex bare for fornøjelsens skyld? Det er da lige til at få gåsehud af!  

Så nu har jeg aftalt med mig selv, at jeg ser serien, såfremt jeg stadig bruger den til at blive klogere. Ikke klogere på universelle sandheder om kvindelig seksualitet, men som et øjebliksbillede anno 1998-2004, og hvilke udfordrende eller uholdbare forestillinger om kvinder og seksualitet, der herskede engang. Jeg kan endda lave lidt arkæologisk arbejde i forhold til min egen popkulturelle seksuelle opdragelse, og hvor nogle af mine egne uholdbare holdninger har rødder. Og det er netop den lidt uhyggelige, meget sværere, men ufatteligt vigtige opgave. Men åh, er det nu virkelig nødvendigt? Kan man ikke bare læne sig tilbage og nyde det? Tjoeh, det skal jeg ikke bestemme. Men måske venligt minde om at bruge tandtråd i ny og næ, for tidens tand er ubarmhjertig, og hvis du har sarte tænder ligesom mig, så kan det blive dyrt til sidst. 

Hvor om alting er, beviste Sex and the City at tv-serier kan have kvindetemaer som omdrejningspunkt, hvilket er en arv, som vi i dag ser spændende og nye dimensioner af i serier som Girls, The Handmaid's Tale og Insecure. Jeg har lært, at Sex and the City er et kompliceret feministisk projekt med sine styrker og svagheder, og hvis du også har det en smule ambivalent med serien i dag, vil jeg minde dig om den vigtigste break up rule: Uanset hvordan dit hjerte bliver knust i gensynet med din gamle favoritserie, så kan du ikke klare det uden dine venner og veninder. Vend dine kritikpunkter næste gang over frokostbordet, og lad os alle blive klogere sammen.