Center for Sundhed og Samfund. Savn i Coronaens tid.
Af Karen Damgaard, stud.psych.
Solskinsstråler slikker sikkert bare bænke lige nu. Sulten hud. Ubetrådt græs på bløde bakker.
Mon vi får brug for bunkerne?
I kolde krigsår gravedes gange, så kongelige og folkevalgte kunne stå tæt, hvis atomtruslens temperatur steg.
Nu stiger vandstandene. Frekvensen af fejlslagne høster. Det samlede dødstal blandt smittede.
Vi kunne fylde det tørlagte bassin med håndsprit. Tale kirkerummet under kuplen op med ord om nye fællesskaber og fred.
Da koleraen kastede sig over tarmene, fik København klaustrofobi.
Bag voldene en renere luft, roen i sig selv nærmest raskgjorde patienterne.
En slotslignende symmetri af gule mursten skød op.
Kommunen kæmpede stolt for sine borgeres sundhed. Epidemien efterlod byen med lig
og lyst til lægevidenskabelig udvikling.
Måske bylivet i dag gradvist vil afvikles med visheden om, at smitte mindskes, des mindre vi viser os de samme steder? Vil vi strukturere os ud af spontant samvær? Undgå uforudsigelighedens åbning af usete døre?
De tomme cykelstativer kunne smeltes om til noget brugbart.
Cykelbud kunne levere VR-briller til studerende i alle kroge af riget. Endelige en afslutning på debatten om udflytninger og Udkantsdanmark.
Lys- og lydudstyr i Kommunen kunne lejes eksklusivt til enlige dansetrængende.
Med tiden ville lugten af øl være lige så fjern som lyden af opøseskeer i enorme suppegryder.
En virtuel rundvisning kunne portrættere en bebrillet studerende ved siden af en hvidklædt hospitalspatient.
Eller også breder børnehaven bag bygning 35 sig netop nu.
Med god afstand til hinanden, kan de mindste øve sig i at stå på rulleskøjter i gangene, hvor portører engang skubbede syge frem på hjul.
Endnu udvidende om, at sundheden og samfundet er lige så sammenfiltrede som to solstråler, der rammer samme halvtomme specialøl efterladt i en krog af Kommunehospitalets inderste gård.
Et forsømt forår lægger sig tyst blandt japanske kirsebærblade. Kun de gule mursten hørte dem dale i år.
Kommunehospitalet og Center for Sundhed og Samfund
Kommunehospitalet blev opført i 1863. Dengang uden for byen, på den anden side af voldene. Nørreport varden nærmeste åbning ind til bykernen, hvor elendige hygiejniske forhold forårsagede den koleraepidemi,der i 1853 ramte byen og resulterede i mere end 4000 borgeres død og et næsten dobbelt antal smittede.
Som færdigopført var Kommunehospitalet sin tids mest moderne hospital i Nordeuropa. Detssundhedsprincipper indebar frisk luft både ude og inde, en fysiologisk afdeling med et svømmebassin,massagepladser og genoptræningsarealer.
Hospitalet rummede også et kirkerum placeret under den irgrønne kuppel i bygning 1, der i dag står tomt.Her kunne der holdes andagter i forbindelse med bisættelser, og døende patienter kunne få mulighed forat blive døbt eller gift.
I 1960-70’erne udgravedes et 600 kvadratmeter stort areal under den kælder, der allerede var på hospitalet.Hensigten var at sikre midlertidige operationsstuer, sengestuer og beskyttelsesrum i tilfælde af atomkrig. Folketingsmedlemmer og kongefamilien ville i så fald have prioriteret adgang og komme i første række. Den almindelige befolkning i anden.
I 1995 blev det i forbindelse med en større reorganisering af Københavns sundhedsvæsen besluttet, at Kommunehospitalet skulle lukkes. I dets godt hundrede års levetid var det gået fra at være på forkant medmoderne sundhedsprincipper til ikke længere at være tidssvarende.
I samme årti øgedes opmærksomheden på en styrkelse og professionalisering af indsatsen i folkesundhedsvidenskaben i bred forstand. Der blev taget initiativ til at starte nye uddannelser på dettefelt, der indebar et samspil af kompetencer i samfundsvidenskabelige fag.
Københavns Universitet lejede sig ind i de tomme hospitalsbygninger, der var blevet fredet. I 2005 åbnede Center for Sundhed og Samfund, der nu huser uddannelserne antropologi, sociologi, psykologi, folkesundhedsvidenskab, statskundskab og økonomi.
”Et Center for Sundhed og Samfund var trods alt også en slags gestus over for befolkningen, som var skuffetover lukningen af hospitalet. Det ville også politisk give god mening at bygningerne blev brugt til atuddanne de kommende generationer af unge; til at give os et bedre samfund og mere sundhed” (Thorkild L. A. Sørensen, Professor i klinisk epidemiologi, Institut for Folkesundhedsvidenskab,Københavns Universitet)