PSYKPIGERNE MALER BYEN RØD

Sigge Winther om “vilde problemer” på Krogerup Højskolesolidaritetsnetværk på RUC

Af River Lyngaa, stud.psych. og Regitze Langager Christensen, stud.psych.

Illustrationer af Sara Bjerremand Ellehøj, stud.psych.

Velkommen til ”Psykpigerne maler byen rød”. I en verden af uinspirerende læsning og ensretning på studiet er det let at føle sig fremmedgjort i en ørken af kognitive perspektiver. Men frygt ej! Vi, Psykpige1 (4. semester af bacheloren) og Psykpige2 (1. semester af kandidaten), har taget det på os at udforske og dele vores rejse med at genopdage meningsfuldheden i vores fag. I denne reportageserie vil vi dykke ned i de skjulte oaser af resonans, hvor faglige fællesskaber blomstrer og inspirationen sprudler. Følg med, når vi navigerer gennem ørkenen af det konventionelle studielandskab og afdækker de uforløste potentialer, der ligger gemt i psykologiens mangfoldighed og dybde.

Psykpige1 stødte på den første oase i en tid så langt tilbage, at julekalendere endnu ikke prydede supermarkedernes hylder. Oasen var intet mindre end dokumentaren ”Worlds of Ursula K. Le Guin” af Arwen Curry på Cinemateket. Filmen blev præsenteret på filosofisk filmfestival af forfatter, feminist og antropolog Johanne Mygind. Den fortryllende kilde forsvandt imidlertid som et flygtigt fatamorgana i den ubarmhjertige ørken, da Psykpige1 udmattet og intellektuelt udsultet løb imod den, da billetterne blev udsolgt på få sekunder. Hendes søgen fortsatte, indtil hun en kold vinterdag sikrede sig billetter til en mirakuløs ekstravisning med Psykpige2. Dokumentaren om forfatteren og feministen Ursula K. Le Guin kaster lys over livet og arbejdet hos en af science fiction-genrens mest visionære forfattere. Opslugt af Le Guins univers blev vi mindet om betydningen af at udfordre konventionelle tænkemåder og udforske alternative virkeligheder – et budskab, der er lige så væsentlig i vores akademiske færd.

Til gudstjeneste i Cinemateket

Psykpige2: På forårssemesterets første dag træder jeg ud af bygning 2 på CSS og bliver ubarmhjertigt modtaget af en piskende regn. Klokken nærmer sig seks om aftenen, og i det triste mandagsvejr begiver jeg mig op på cyklen – bevares, jeg skal cykle tre minutter. Da jeg ankommer og låser cyklen, går to unge forbi mig. ”Åh, det er godt nok længe siden, jeg har været her”, siger den ene lidt overvældet, hvortil en gut, omgivet af en kreativ, intellektuel aura, forfærdet udbryder ”Hvad?! Det her er min kirke!!” Jeg ved ikke med dig, men for mig er Cinemateket et sted, der kan føles en tand for højkulturel til, at jeg kan føle mig ordentlig hjemme - og Kirkegutten (ej at forveksle med Kierkegaard) taler lige ind i min fordom. Jeg har aftalt at mødes med Psykpige1 ude foran, og inden længe træder vi ind i den eftertragtede varme og sætter os behageligt til rette i Kirkens bløde biografsæder. En hvid, ciskønnet mand fra Cinemateket præsenterer entusiastisk aftenens program og giver til sidst stafetten videre til Johanne Mygind og Ursula K. Le Guin: “I gider alligevel ikke høre mere på en mand”, indskyder han med et glimt i øjet. Psykpige1 læner sig mod mig og griner; ”Endelig en der har fattet det”.

Kønsdom, alderdom og visdom

Psykpige1: I Ursula K. Le Guins bemærkelsesværdige science fiction-univers fyldt med drager og magi udfordrer hun ikke blot grænserne for galakserne men også vores etablerede forestillinger om køn. Et eksempel på hendes brud med den normative kønsforståelse findes i værket ”The Left Hand of Darkness”. Romanen skildrer en kønsutopi og et ambiseksuelt samfund på planeten Vinter, hvor indbyggerne i 24 dage er kønsløse og androgyne. Indbyggerne er kun seksuelle, når de en gang om måneden – i en særlig fertil og seksuel periode kaldet ”kemmer” – antager seksuelle egenskaber og derigennem køn. Her bliver indbyggerne enten ”mandlige” eller ”kvindelige” for en kort stund.

Født i 1929 og død i 2018 bevægede Le Guin sig i en æra, der forbinder vores oldeforældres generation med vores bedsteforældre. Jeg ved ikke, hvad dine oldeforældre bedrev tiden med, men min oldefar havde travlt med at skjule tyskere i stalden, slå sine børn og gøre sin kone gravid for 15. gang (jeg tror, han levede i konstant kemmer). Tvivlsomt et feministisk foretagende.

Men hvorfor eksisterer der så stadig kontroverser omkring Le Guins fremstilling af køn? Skyldes det brugen af pronomenet ”han” som det kønsneutrale? Skyldes det, at Vinter er en planet, hvor man jo nok i realiteten er mand, medmindre man er i kemmer, så hun dermed får skabt et enkelt andocentrisk køn, der lejlighedsvist udviser essentialistiske træk ved det kvindelige køn? Som Simone de Beauvoir ville have sagt, reproducerer Le Guin forestillingen om, at ”humanity is male, and man defines woman not in herself but as relative to him”; en forestilling der gennemsyrer hele bogen. Eller måske skyldes kontroverserne idéen om, at det seksuelle kun forekommer mellem mænd og kvinder til trods for, at det foregår i et kønsløst samfund? For har Le Guin skabt en kønsutopi, eller har hun blot reproduceret en kombination af den velkendte, binære kønsforståelse? Alt sammen aspekter, som Le Guin har fået kritik for og senere reflekteret over i sit essay ”Is Gender Necessary?”. Først i forsvar af hendes valg, men siden modtagelig overfor kritikken. We do stan a reflective queen, nonetheless.

Psykpige2: Ja, jeg følte mig generelt også splittet omkring Le Guins feminisme. Jeg bed dog mærke i Johanne Myginds pointe om, at feminismen endnu ikke på samme måde havde udviklet sit sprog i hendes generation. Hun indser først senere i sit forfatterskab, at hun er blevet trænet efter maskuline standarder og nu står overfor valget – stoppe forfatterkarrieren eller endelig skrive ud fra kvindelige erfaringer. Med selvom hun hoppede i de maskuline fælder på planeten Vinter, synes jeg, at det smukke ved Le Guin er hendes stædige tilbagevenden til kritikken, hvor hun tør indrømme egne skiftende holdninger.

For Le Guin er det at være menneske ensbetydende med at være under forandring. Man skulle tro min mor havde læst Le Guin. Min mor har nemlig de seneste år fået for vane at tude mig ørene fulde med den oversete visdom i alderdommens livserfaringer. Og jeg hører, hvad du siger mor (jeg har jo ikke mistet hørelsen endnu). Johanne fortalte om essayet ”Space Crone”, som handler om et rumskib fra planeten Altair, der laver et pitstop på Jorden. Rumskibets passagerer ønsker sig basically en rejsemakker, som kan underholde dem på hjemrejsen ved at lære dem om menneskeheden. Man kunne måske tro, siger Le Guin, at den rette til formålet ville være astronauttypen, en slags Andreas Mogensen i en yngre, forbedret udgave. Men hun vælger i stedet en gammel dame med gråt hår og forfalden krop, der har født børn, stolt plaprer om sine børnebørn og nu befinder sig langt på den anden side af overgangsalderen. Le Guin skriver:

“It will be very hard to explain to her that we want her to go because only a person who has experienced, accepted, and acted the entire human condition – the essential quality of which is Change – can fairly represent humanity. (…) Into the space ship, Granny.”

Jeg læser for tiden bogen ”Braiding Sweetgrass” af Robin Wall Kimmerer, som forbinder vestlig videnskab med visdom fra oprindelige folk. Hun beskriver smukt de tre generationers livsopgaver. Mens datteren må finde sin egen vej i livet, er det moderens opgave at nære og støtte datteren. Bedstemoderens opgave handler dog ikke om at passe børnebørn. Hun må derimod vende sig mod verden og omsorgsfuldt lære os at passe på hinanden og kloden ved at dele sin visdom. Derfor er den gamle, sammenkrøllede kvinde, som har gennemlevet alle livets faser, den værdige repræsentant for menneskeheden. Forudsat at hun altså ikke dør en time efter afgang.

I en tid med en astronomisk stor generationskløft synes jeg derfor, at Le Guin baner vejen for en balance mellem alderdommens visdom og nødvendigheden for at kunne lære af de nye generationer. For er vi efterhånden ikke der, hvor vi skal vælge mellem amerikanske tilstande med krigsførelse til familiesammenkomster (tænker jeg måske på sprængfarlige emner som køn, etnicitet og seksualitet, ja det gør jeg) eller freden ved at vende den anden kind til deres boomerpointer og blot snakke om vejret… som altså har forandret sig, hvis nogen skulle være i tvivl!

Sårbare kyllinger og barmhjertige bæreposer

Psykpige2: Noget af det fineste ved Ursula K. Le Guins forfatterskab er for mig at se hendes insisteren på bløde værdiers dybe kvalitet. Jeg kan huske, at Johanne Mygind citerede Le Guin for at skrive:

”I en tid hvor hårdhed går for at være essensen af styrke og selv kvinders skønhed reduceres næsten til maven, hilser jeg denne påmindelse velkommen: at tanks og gravsten ikke er særligt velegnede rollemodeller, og at det at være i live er at være sårbar.”

Jeg tænker bare, det er sååå relevant for psykologien, der ellers får sårbarhed til at fremstå som et svaghedstegn indlejret i den enkelte. Det minder mig om min yndlingstekst (ja, jeg indrammer udvalgte tekster og nævner dem så ofte, jeg kan) i klinisk på den gamle studieordning af Mary Boyle, hvor hun skriver om psykologiens undgåelsesstrategier for at medtage menneskers livserfaringer og konteksten, som åbenbart på mystisk vis er forsvundet fra meget psykologisk forskning. Boyle nævner som eksempel den kendte sårbarheds-stress-model, der faktisk startede som en ydmyg hypotese om korrelationen mellem psykisk lidelse, eksisterende sårbarheder og stressfaktorer i omgivelserne. Hypotesen skulle være afsæt for at afdække årsagerne til og udviklingen af disse sårbarheder. Men før nogen nåede denne vigtige opgave, blev hypotesen forfremmet til en model, en sandhed, brugt til at forklare, hvordan særligt sårbare personer ikke kan cope med stress. Modellen bliver endda brugt af alkohol- og spilindustrien til at argumentere imod restriktioner på deres markedsføring!! (for det jo kun de sårbare og svage mennesker, der ikke kan styre deres alkohol). Endnu et klassisk eksempel på psykologiens individualisering af koncepter, som i bund og grund burde være sociale koncepter. Oh well, endnu en perle af en tekst, der er røget i svinget i overgangen til den nye studieordning.

Nogle kender måske Le Guins lille bog “Bæreposeteorien om fiktion”, der handler om historiens fokus på kniven og spyddet med manden, der på traditionel hulemandsmanér nedlægger mammutten og bliver hædret i alverdens krigerfortællinger. Bæreposeteorien belyser, hvordan menneskets egentlige første redskab ikke var våbnet, men bæreposen, brugt til at bære børn og samle bær. For Le Guin er fiktionen og romanen netop et feministisk foretagende, en bærepose til at samle på menneskelige erfaringer. Jeg tænker, at psykologien også kunne udgøre en bærepose til at samle på og undersøge menneskelige erfaringer. Mere sårbarhed og omsorg i verden, tak!

Psykpige1: Jeg kan ikke lade være med at tænke, at din refleksion over psykologiens individualiserende tendens er en vigtig pointe. Individualisering er jo virkelig i højsædet i det senmoderne samfund, hvor alle drikker af individualiseringens springvand, som var det kilden til evig ungdom. Det rejser centrale spørgsmål om, hvad vi som kommende psykologer egentlig bidrager med? Hvordan undgår vi at individualisere, når vi sidder overfor det enkelte menneske i terapi, hvor vi måske er heldige en gang hver 3. skudår at få familien med til en session?

Inden vi faldt helt sammen i de behagelige biografstole, imens antennerne stadig var ude, og jeg endnu ikke helt var hengivet til Le Guins fortryllende univers, nævnte Johanne Mygind, at der over Ursula K. Le Guins skrivebord hang et lille stykke papir, som hun i sit liv, sit forfatterskab og sin færden altid søgte at rette sig efter: ”Er dette sandt? Er det nødvendigt eller i det mindste brugbart? Er det barmhjertigt eller i det mindste uskadeligt?” Måske er det i virkeligheden det, der skal stå på papirlappen på spejlet fremfor påmindelsen om, at vi skal stirre os selv dybt ind i øjnene og nævne tre ting, vi elsker ved os selv hver morgen, som vi jo alligevel aldrig får gjort (eller hvad? Måske er det bare mig, der aldrig helt har forstået, hvorfor jeg decideret skal elske mig selv?) Om ikke andet, så minder citatet os om vigtigheden af at reflektere over den viden, som vi jo unægteligt producerer og videreformidler.

Jeg har udviklingspsykologi lige nu. Det ved jeg, at du havde sidste år. Jeg synes jo i virkeligheden, at det er enormt vigtigt at forstå, hvordan vi som mennesker udvikler os gennem livet. Men alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af tomhed.

Og lidt et behov for den ukontrollerede latter, der munder ud i gråd, som Jokeren jo virkelig har mestret. Første forelæsning lærte jeg, at Freud var ufalsificerbar og altså dermed uvidenskabelig i bedste Popper stil. Til sidste forelæsning lærte jeg, at vi kan tracke fire objekter hele tiden. Jeg lærte også at denne egenskab (?? Altså hvad er det egentlig?) er tilgængeligt tidligt i livet. Det ved vi gennem nogle falsificerbare eksperimenter med babyer. Jeg lærte endda, at dette var et fylogenetisk gammelt system for at tracke objekter gennem et eksperiment med kyllinger. Cue min ukontrollerbare latter, right? Sig mig, hvornår er disse eksperimentelle resultater blevet forvekslet med simple kendsgerninger? Måske er det bare mig, men jeg har lidt svært ved at se, hvordan et eksperiment med en kylling kan falsificeres? Måske Le Guins citat også skulle hænge i forelæsningssalen? For jeg bliver en kende bekymret for vores virke som fremtidige psykologer. Måske tænker du, at det næppe er skadeligt, men det kognitive fokus resulterer i et reduceret fokus på andre udviklingsaspekter og manglende hensyntagen til individuelle variationer eller kontekstuelle faktorer såsom kulturelle forskelle.

Så hvad – når jeg sidder derude i klinisk praksis og har et sæt bekymrede forældre og deres spædbarn inde, skal jeg bare sige: ”Åh, jamen, frygt ej! Det er bare fordi jeres barns object permanence endnu ikke er helt færdigudviklet!” Individualiserende? Nej da! Videnskabeligt og falsificerbart? Tjek!

Psykpige2: Jeg forstår virkelig godt frustrationen!! Ursula K. Le Guin var vel egentlig også inspirationskilden til denne artikelserie om at søge faglige fællesskaber, der fordrer kritik og refleksion, da de ærligt kan føles svindende på studiet. Le Guin har en række nysgerrige og utopiske værker, som viser det, vi til tider kan glemme: At verden og samfundet altså kan se radikalt anderledes ud. I hendes intergalaktiske universer formår hun på en helt anden måde at forestille sig og lege med utopier for en bedre verden. Jeg kan huske, at hun i dokumentaren beskriver sig selv som en pessimist på kort sigt men en langtidssigtet optimist. Den tanke kan jeg godt lide. Og personligt gik jeg ud af biografen med en forunderlig brusende fornemmelse. Le Guin havde givet mig troen og håbet for en bedre fremtid – og ikke mindst modet til at kæmpe for den.

I cykelsporene på Le Guin

Psykpige1: Vi træder ud af Cinemateket, men ind i natten, ind i sneen og ind i samtalen om det hårde og det bløde, det vigtige og nærværende, om begrænsninger og udfoldelser. Mørket omfavner os langsomt, men vi bliver stående – fanget af filmens efterklang og Le Guins ånd. Omkring os er byen stille, som om den holder vejret med os og lader os fordøje vores refleksioner i ro.

Langsomt får jeg revet mig væk fra Psykpige2 og op på cyklen. Og som jeg cykler der, alene i kulden, men omfavnet af sneen, fornemmer jeg en indre, boblende varme. Som jeg drejer af Nørrebrogade på vej hjem den allerførste dag i semestret, ved jeg, at jeg er klar til at søge Le Guins vej; udfordre konventionelle tænkemåder og udforske alternative virkeligheder. Som en afsluttende hilsen til vores rejse gennem Le Guins verdener og vores egen psykologiske refleksion, lader jeg mig inspirere af hendes visdom: ”It is good to have an end to journey toward; but it is the journey that matters, in the end.” Jeg minder mig selv om, at på trods af jeg igen i morgen skal kløjes i kognitiv udviklingspsykologi, så er studiet så meget mere end det. Det er ikke blot midlet til at blive psykolog – det er også Indputs sommerhusturer til Sveriges naturskønne omgivelser, hjemmebagte boller med den sødeste studiegruppe, inspirerende forelæsninger til Den Alternative Forelæsningsrække og ophedede diskussioner til Psykopolitik. Og nu er det også ud-af-huset-oplevelser med Psykpige2. Det er dannelsen af, hvad jeg tror på bliver livslange relationer og fundamentet for et stærkt, fagligt fællesskab, hvor vi udfordrer hinanden og bygger videre på teoretiske perspektiver. Og vigtigst af alt er det alle steder, hvor jeg aldrig igen skal lægge øre til ”A-not-B error”.

Med dette citat som en påmindelse om at værdsætte rejsen ser vi frem til at udforske flere skjulte oaser af resonans i fremtidige udgivelser. Lad os sammen dykke ned i psykologiens dybder og forundres af livets mangfoldighed.