Praktik i Grønland

Mathias Baagø Tybjerg stud.psych.

200 km nord for polarcirklen ligger Grønlands (Kalaallit Nunaat) næststørste by, Sisimiut, i en kommune, der er mere end dobbelt så stor som Danmark, men med blot 10.000 indbyggere. Her startede jeg i januar 2022 min praktik i en PPR-afdeling - eller det vi her kalder MISI. Med dette bidrag vil jeg dele de mest betydningsfulde erfaringer, som jeg tager med mig herfra. 
 
Efter coronapandemien havde tvunget os inden døre og begrænset vores bevægelighed i halvandet års tid, havde jeg et voldsomt behov for at tage meget langt væk. Samtidig var jeg målrettet efter at få et kvalificeret praktikforløb inden for en praksis, jeg kunne stå inde for. På baggrund af de forventninger faldt det naturlige valg på PPR i Grønland. Her kunne jeg både komme meget langt væk fra Danmark og samtidig lære en masse. 

Bredden af opgaver

I skemaet har jeg prøvet at opsætte en normal uge i min praktik. En vigtig tilføjelse er, at jeg også har brugt en del tid på journalføring - hver gang jeg har haft et hul i programmet, er det blevet fyldt ud med det. Derudover har der været arbejdsopgaver, som kun periodevis har fyldt meget.

I starten af min praktik var min afdeling særligt beskæftiget med indstillingen til og udformning af specialklasser. I Grønland benytter man sig i større grad af specialklasser til elever med andre behov, end man gør i Danmark, og det giver nogle andre arbejdsopgaver for PPR. Arbejdet bestod i at vurdere om der var skolestartere som skulle starte i en specialklasse, om der var elever der havde behov for at blive flyttet, og hvilke elever, der passede bedst sammen. 

Senere i mit praktikforløb har vi haft travlt med forberedelser til, at psykiatrien kom på besøg. Psykiatrien kommer kun til Sisimiut én gang om året og er der kun i en uge. Derfor skal der laves en del forberedelser til dem, såsom observationer og kognitive tests, som de kan bruge i udredningen. 
 
Derudover har jeg løbende deltaget i mere forebyggende udvalgsarbejde, taget på kurser af forskellige art og et flerfold af andre typer af opgaver. PPR virker til at være et arbejdsområde med en særligt stor diversitet i opgaverne, så hvis man vil prøve lidt forskelligt af, kan det virkelig anbefales som praktikplads. 
 
Psykologisk testning har også været en del af mit praktikforløb. Ikke i udbredt grad, men da psykometri har fået meget kritik i Grønland, kan jeg ikke blot efterlade det som en bemærkning. Min indstilling efter at have haft psykologisk testning på kandidaten i psykologi var umiddelbart kritisk. At fortolke et barn ud fra et sæt normative items virkede for mig som en kraftig reduktion uafhængigt af om det var intelligens, depression eller opmærksomhed vi scorede på. I Grønland er der dog tale om en udvidet problematik, da stort set ingen tests er adapteret til den Grønlandske befolkning. I en intelligenstest vil der eksempelvis være spørgsmål som børn har dårligere forudsætninger for svare på, hvis de er vokset op i Grønland, da den er formet til de ting som danske børn eksponeres for. Jeg skal ikke kunne sige, hvordan andre psykologer i Grønland anvender dem, men i den praksis jeg har taget del i, har tests primært været et dynamisk redskab, vi kunne interagere med børn omkring. I den sammenhæng synes jeg, at de har været et udemærket redskab til at blive klogere på et barns udfordringer og styrker. Tages resultaterne derimod for bogstaveligt, og bruges de egenrådigt til at forstå et barn, er det enormt problematisk. 

5 år i uddannelse er et godt udgangspunkt for at arbejde som Psykolog 

Med fare for at kede nogen ihjel over en diskussion, som aldrig vil dø, vil jeg gerne kort italesætte forholdet mellem teori og praksis på vores uddannelse. Når nu jeg endelig er kommet til praksisdelen. Praktikken har været enormt lærerig, og jeg oplever, at jeg har udviklet mine psykologfaglige kompetencer mærkbart. En oplevelse, der i en hurtig vending kan tolkes som et argument for, at praktikken skulle rumme noget mere lærerigt om psykologens rolle, end den tid jeg har brugt i kommunehospitalets støvede klasselokaler. Ikke desto mindre har mit praktikforløb været en gennemgribende bekræftelse af måden, hvorpå vores teori bærer vores praksis. 

I praktikken har jeg gentagende gange mødt forældre, lærere, pædagoger og andre fagprofessionelle, som efterspurgte konkrete værktøjer til at afhjælpe forskellige problematikker. Jeg har endnu til gode at møde en case, som er simpel, gennemskuelig og hvor der er en åbenlys vej at gå ned af. Det har typisk været enormt svært og har derfor været præget af en masse tvivl. En af vores professorer fremhæver indimellem, at tvivlen er noget vi skal dyrke og turde blive i. Tvivlen omfavner, at vi ikke blive ensidige på komplekse problemstillinger, og den tvinger os til at kvalificere vores inputs. Det skal vi gøre med teori.  
Det er min oplevelse, at der sjældent forekommer simple løsninger på komplekse problemstillinger, og det er i den forbindelse, at de mange år med næsen begravet i bøgerne giver sig godt ud.  

Hvis man føler sig usikker på, hvad man kan gøre ude i praksis efter alle de år på psykologistudiet, så forstår jeg det godt. Sådan havde jeg det i hvert fald selv. Der er et helt naturligt element af, at man først lærer at køre efter man har fået kørekortet. Men når det er sagt, så beroliger det mig, at vores tid brugt på universitet er et fint udgangspunkt for den praksis, vi skal udføre. 
 

 Hvad har været det bedste ved din praktikplads?
Det er nok et element, man vil finde flere steder som psykolog, men jeg kan virkelig godt lide, at man i PPR ofte arbejder lidt som en efterforsker. Man modtager en indstilling på et barn, og så skal man indsamle en masse informationer på forskellige måder for at skabe sig et overblik over et barns udfordringer og finde ud af, hvad der er årsagen til deres mistrivsel.

At praktisere i lyset af en historie 

Som et naturligt led i et praktikforløb går en del forberedelser med at sætte sig ind i det sted og den kontekst, man skal til at praktisere i. For nogen handler det måske om at blive klogere på en konkret lidelse. For mig handlede det særligt om at udvikle en forståelse for forholdet mellem Grønland og Danmark, og hvordan det sætter sine spor i dagens Grønland. Der var en del af mig, som ville lade denne tematik udeblive af denne tekst af frygt for at komme til at misrepræsentere den. Jeg har alligevel taget det med, da temaet har fyldt meget, og jeg synes, det er vigtigt at forholde sig til det. Et centralt spørgsmål, som jeg har spurgt mig selv gentagende gange før, under og nok også vil vende tilbage til efter praktikken, er: Hvordan sikrer jeg, at min praktik ikke bliver en forsættelse af de mange problematiske måder som Danmark og danskere har handlet på i Grønland? 

Danmark har uberettiget tvangsfjernet grønlandske børn, tvangssteriliserede voksne, flyttet hele bygder langt væk fra deres hjem og det liv de levede. Danmark har gentagende gange fortalt den grønlandske befolkning, at de skulle tale som danskerne, at de skulle tro som danskerne og de skulle opføre sig som danskerne. Hvis der skulle være nogen tvivl, så er det ikke kun historie, men noget som stadig sætter sine præg i dagens Grønland, hvor man eksempelvis i flere sammenhænge er mere privilegeret, hvis man taler dansk. 
 

Når man som dansk psykolog i Grønland indtræder i en rolle, hvor man ofte bliver bedt om at komme med anbefalinger og rådgive mennesker til, hvordan de eksempelvis skal opdrage deres børn, så kommer det med reference til denne historie. 
 

Man kan lære meget ved at læse grønlandske bøger og se film produceret af folk fra Grønland. At sætte sig godt ind i det sted man skal være, er en god start for ens praktik, men vil man lykkes med en hensynsfuld praksis, kræver det også, at man indstiller sin tilgang til det. 
Jeg har desværre af og til mødt nogle danskere, som reducerer Grønland til summen af dets udfordringer og til en statistik over selvmord. Den indstilling skaber ikke forudsætninger for at forstå kompleksiteten af de fænomener, og det bliver nemt til en praksis, som gentager historien, hvor danskere sætter sig på definitionsretten over mennesker fra Grønland. 

Da jeg tog afsted, tænkte jeg, at praktik var et fint udgangspunkt for den omtanke, jeg synes det fordrer. De fleste af alle psykologistuderende, der starter i praktik ved, at de er meget grønne. Det kræver en god portion ydmyghed, hvor man er indstillet på, at man nemt kan tage fejl, misforstå og at man er åben for at lære af det. Man vil uundgåeligt have blinde vinkler, når man kommer udefra, og så må man være god til at lytte.  
 
For mig har det også betydet meget, at den ledende psykolog i mit praktikforløb var grønlandsk, og at jeg har kunnet lære fra hende, hvad der var særligt betydningsfuldt i en grønlandsk kontekst. Det har været med til at underbygge, at den praksis jeg har taget del i, ikke var løsrevet fra kulturen. 
 
Det kan måske lyde som nogle overvejelser, der primært er målrettet at tage i praktik i Grønland. Da man som psykolog ofte skal prøve at forstå mennesker, der lever i en anden sammenhæng end en selv, synes jeg passende, det kan overføres. 
 
Hvis man gerne vil sætte sig mere ind i Grønland, vil jeg anbefale, at man kaster sig over noget produceret af folk fra Grønland. Det kunne eksempelvis være Niviaq Korneliussens bog Blomsterdalen. Hvis man gerne vil i praktik i Grønland, er der psykologer i MISI/PPR, familiecentre og studenterrådgivningen i de fleste af de større byer på Vestkysten. Jeg fandt min aftale ved at finde deres mail og skrive en uopfordret ansøgning. 

Hvad har været den største udfordring ved din praktikplads? 

I en forholdsvis lille og meget isoleret by, løber man ofte ind i de børn, forældre, pædagoger og lærere man arbejder med. Så når man handler ind, tager til koncert eller ud på skibakken, bliver man konfronteret med ens arbejde. Det betyder både, at man er lidt på arbejde, når man har fri, men det kan også føles grænseoverskridende, at skulle konfrontere mennesker i deres fritid med ens tilstedeværelse. Det giver god mening, at man andre steder gør en dyd ud af praktisere i nabokommunen, men det er af gode grunde ikke muligt her.