Polyamori fremtidens parforhold?

Af Emma Elise Møller, stud.psych. 
Illustration af Bolette Bendix Huus, stud. psych.

Forestillingen om den ultimative kærlighed er for langt de fleste forbundet med ønsket om at vågne op med den samme person resten at livet. En drøm om mødet med ’den eneste ene’ har længe stået på dagsordenen, men lever idealet om tosomheden op til vores forventninger som selvstændige individer i en verden fuld af muligheder? Ikke hvis man spørger Naomi Hagelberg, der lever som polyamorøs, hvilket for hende betyder, at hun åbent og ærligt kan have kærlighedsrelationer til flere samtidigt. Jeg har mødt Naomi for at få et indblik i polyamori som en måde at udleve den romantiske kærlighed, der på én og samme tid imødekommer behovet for frihed og tryghed.

Naomi byder mig indenfor i sin lejlighed, hvor hun nyder påsken med sine to børn fra et tidligere ægteskab. Hun fortæller, at hun allerede, da de i sin tid blev gift, bragte et ønske om en dag at have et åbent ægteskab på tale. Dengang kendte hun ikke til fænomenet polyamori, og der skulle da også gå otte år, før de tog det første skridt og åbnede parforholdet. ”Det var aldrig intentionen at blive polyamorøs,” fortæller Naomi, som imidlertid erfarede, at engangspartnere ikke tiltalte hende. ”Vi endte altid med nogle mennesker, vi super godt kunne lide. De blev en del af vores liv, og vi delte fællesinteresser med dem”. En dag måtte Naomi erkende overfor sin mand, at hun var blevet forelsket i sin anden partner. Lettelsen var derfor stor, da det viste sig, at han også var blevet forelsket i sin. ”På den måde opdagede vi, at vi var polyamorøse,” forklarer hun.

Polyamori som biologisk udgangspunkt
Det polyamorøse parforhold bliver ofte skåret over en kam med dét at være swinger eller at leve i et åbent forhold, hvor formålet alene er af seksuel karakter. En sammenligning som polyamorøse forsøger at ryste af sig. I det polyamorøse parforhold må man gerne have flere kærester og er fri til at dyrke sine forelskelser med åbenhed overfor de kærlighedsrelationer, man måtte have på det tidspunkt.

Jeg er nysgerrig på, om Naomi opfatter polyamori som en seksuel orientering, eller om det nærmere bør betragtes som en tilvalgt måde at praktisere kærligheden. Som adfærdsbiolog har Naomi gjort sig en del overvejelser; ”Jeg tror, at monogami er tillært, og at vi alle er polyamorøse. Den kulturelle påvirkning er så stærk, at vi fuldstændig glemmer det at kunne elske flere.” Hun mener dog ikke, at spørgsmålet kan besvares entydigt. Naomi henviser til, at man eksempelvis ofte ser, at børn i børnehavealderen har flere kærester; ”Deres tilgang til kærligheden er rettet mod flere personer til at starte med, men de lærer med tiden, at man kun har en kæreste og bliver derfor monogame.” Vi etablerer allerede gennem opvæksten en klar forestilling om, hvad kærlighed er i kraft af medierne og vores omgivelser i al almindelighed. Prinsessen må nødvendigvis vælge én prins at gifte sig med. Naomi peger på, at monogami er en norm så integreret i vores kultur, at følelser for andre end kæresten typisk skydes væk som ’forbudte’ eller behandles som udtryk for, at der er noget galt i parforholdet. Hun forklarer, at ”når vi bliver seksuelt tiltrukket af andre end vores partner, føles det forkert, fordi det har vi lært, at det er.”

Livet som polyamorøs
På trods af at Naomi mener, at ”vi har mistet, hvad vi oprindeligt er født som på grund af vores opvækst,” er det ikke ensbetydende med, at polyamori er for alle. Med frihed kommer ansvar, det lægger Naomi ikke skjul på. Hun gør det klart, at polyamori fordrer, at man italesætter sine følelser, som de viser sig. Det er derfor vanskeligt at være polyamorøs, hvis man har et lavt selvværd eller har svært ved at sætte ord på sine tanker. Naomi og hendes daværende mand satte sig ned sammen, for at udvikle nogle rammer for deres polyamori. Naomi forklarer, at imens polyamorøse af og til laver en formel kontrakt med retningslinjer for forholdet, blev de selv enige om at tage det, som det kom. Hun understreger dog, at ”hvis en af os ikke havde det godt med det, ville vi afbryde det.” En bekymring, der fyldte hos dem var, om det ville komme til at føles som utroskab. Naomi fortæller, at de aftalte, at hvis den slags følelser meldte sig, ville de tilgå dem, som havde der reelt været tale om utroskab ved at arbejde på at genvinde tilliden til hinanden. Imidlertid viste bekymringerne sig ubegrundede. Først efter halvandet års tid oplevede Naomi, at jalousien kom snigende, hvilket kom bag på hende, da jalousi aldrig havde fyldt i hendes monogame parforhold. Hun påpeger, at de forandrede omstændigheder kan afføde, at man bliver mere opmærksom på sine egne usikkerheder; ”Lige pludselig har han en anden relation, og der er dermed en risiko for, at hun er mere spændende end mig. Går han så fra mig? Og hvad siger det egentlig om mig, at han har en anden?” Naomi var bevidst om, at problemet lå i hendes tankemønstre, hvorfor hun ikke så det som en frugtbar løsning at afbryde sin mands relation; ”Jeg ville hellere fokusere på mig selv og vores parforhold, mens deres kørte videre ved siden af.” Her bliver det særligt klart, hvad Naomi mener, når hun understreger, at det kræver en vis indsats at bevare tilliden i det polyamorøse parforhold. ”Hvis jeg oplever jalousi, går jeg aktivt til min partner og fortæller, at jeg føler jalousi af den og den årsag. Når vi får snakket om det, forsvinder jalousien typisk,” fortæller hun. For Naomi er jalousien som udgangspunkt et onde, men den kan håndteres som et redskab, der i sidste ende udvikler parforholdet og hende som person. Som polyamorøs er man meget i kontakt med sine følelser, mens man er
forpligtiget til samtidig at sikre sig, at alle parter er okay. Naomi forklarer, at ”der er ufatteligt meget selvudvikling, hvilket er en positiv ting. Det er bare utrolig hårdt nogle gange, fordi det er en tvungen selvudvikling”.

Hierarki overfor ligestilling i kærlighedsrelationer
At have et parforhold forbindes typisk med at være hinandens nummer et. Naomi taler om, at man indenfor polyamori finder mange strukturformer. I begyndelsen havde hun en hierarkisk tilgang, hvor hendes mand var den primære partner, som hun prioriterede over de øvrige. Med tiden blev relationerne ligestillede. Ifølge hende skal ligestilling ikke forstås, som at alle parforhold er ens, eller at hun elsker alle lige højt. Naomi sammenligner det med ligestillingen mellem mænd og kvinder, hvor alle bør have de samme muligheder, men uden at man behøver at gøre akkurat det samme. ”I parforholdet kan man vælge at bruge lige meget tid med sine forskellige partnere, men man behøver det ikke. På den måde står det mig frit for, hvor jeg vil lægge min tid, og hvad jeg vil gøre,” forklarer hun. Sædvanligvis starter folk som hierarkiske, da det minder om monogami, mens mange bliver ligestillede, i takt med at de bliver mere trygge i konstellationen. ”Man oplever, at når man elsker en person, er det svært at behandle vedkommende som en sekundær,” fortæller hun.

At tage springet som polyamorøs
Ønsker man at prøve kræfter med polyamori, vil man formentlig også havne i situationer, hvor man forventes at forklare eller måske endda forsvare sin beslutning. ”Folk forventer tosomheden,” forklarer Naomi, og netop fordi samfundet er indrettet efter det klassiske parforhold, vil der dukke udfordringer op, som man ikke ved, hvordan man skal gribe an. Her understreger hun, hvor vigtigt det er at spare med andre. ”Gå online og find nogle andre unge mennesker, som også er polyamorøse,” lyder opfordringen. Som administrator på facebookgruppen ’Polyamori i Danmark’ ved Naomi, hvad der rører sig i miljøet. Her kan man søge erfaringer og bekendtskaber blandt ligesindede samt henvende sig anonymt, hvis man endnu ikke er ’ude af skabet’ med sin polyamori. Interessant er det, at det oftest er kvinderne, der tager det første skridt, forklarer Naomi og smiler. Et fejltrin, man kan begå er ifølge hende, er hvis man betragter polyamori som en måde at holde liv i en falliterklæret kærlighedsrelation. Det vil blot gøre det mere frustrerende, mener hun; ”Så tilgår
man det andet menneske som et objekt, der skal indfri behovet, man ikke får opfyldt i sit etablerede parforhold. Jeg tror ikke, at det holder i længden.” Naomi taler om, at man optimalt set bør have nok i sig selv og dernæst vælge folk til, fordi man holder af at tilbringe tid med dem. ”Hvis du ikke har behov for et andet menneske, er det meget nemmere at bevare en ligeværdig relation,” påpeger hun. Selvom det kræver en vis indsats i privatsfæren at give afkald på den monogame magelighed, fortæller Naomi, at hun overvejende oplever positive reaktioner, når hun står frem som polyamorøs. Det var afgørende for hende, som forælder, at tage ansvaret for sin måde at leve på; ”Vi talte meget om, hvorfor vi gjorde som vi gjorde, og hvad konsekvenserne ville blive.” Naomi forklarer, at der særligt herskede en bekymring for, om børnene ville tro, at de var hinanden utro og påtage sig ansvaret for at holde det hemmeligt. Derfor indviede de pædagogerne i børnenes institutioner i beslutningen, og hverken her eller hos børnene har der været nogen negativ respons. Med et smil på læben
fortæller Naomi, hvordan hendes lille datter når hun bliver spurgt, hvordan det er at have en mor, der er polyamorøs, blot svarer at hun ikke har prøvet andet. Også blandt kollegaerne er Naomi åben om sin polyamori; ”Min oplevelse var, at de på arbejdspladsen generelt var
nysgerrige, at de aldrig selv kunne gøre det samme eller tolerere, at deres mand gjorde det, men at det var spændende”.

Er polyamori fremtiden?
Uanset om man betragter polyamori som et fænomen, der altid har eksisteret, er der ingen tvivl om, at der er flere og flere, der tager springet. Det kan ifølge Naomi skyldes måden, hvorpå vores samfund er struktureret. ”Kvinderne behøver ikke mændene på samme måde
som før. Der er meget fokus på individualitet, hvert enkelt menneske tænker på sig selv først”. Naomi peger på, at der hersker en uoverensstemmelse mellem idealet om at finde ’den eneste ene’ og den trang til frihed og selvrealisering, vi ser i dag; ”Vi drømmer jo stadig om at
skulle leve med den samme partner for evigt på trods af, at halvdelen af os bliver skilt.”