Illustrationer af Ursula Teodora Skov Moeran, stud.psych.

1.

I løbet påskeferien er jeg tunet ind på en slags synonymtænkning, og jeg skyder skylden på den solblegede bunke af krydsord i vindueskarmen i mine forældres stue. Det er en drøj tænkning – sætningen der arbejder sig langsomt fremefter som en tung maskine: Med hvilket ord kunne man ellers sige dette? Lige nu sidder jeg og prøver at finde ud af, hvordan jeg skal forstå begrebet om synergi. Ordbogen siger noget i retning af, at der er tale om et samspil mellem to eller flere faktorer, der forstærker hinanden, så den kombinerede effekt bliver større end summen af de enkelte faktorers bidrag. At det er synergi. Et samspil. Det får mig til at tænke musik.

2.

Bruce Springsteen beskriver det med ordene: Those three minutes of perfection – when time stands still, and the music just washes over you… Min mor gik, dengang hun var 17 år gammel, mange dage hjem fra skole og satte Pink Floyd på pladeafspilleren. Hun drejede volumeknappen så langt mod højre, den kunne komme, og smed sig i det bløde ryatæppe på gulvet, der havde lange hvide garnhår, som man sank ned i, næsten som lå man i en sky. Jeg forestiller mig, hvordan ryatæppets ene hjørne prøvende er begyndt at løfte sig fra gulvet. Og efterhånden at flakse som en vinge i takt til musikken. Hvordan de øvrige hjørner har fulgt eksemplet, hvilket har fået tæppet til at løfte sig helt fra gulvet og blive flyvende i netop det øjeblik, da saxofonen er brudt ud i en svimlende jazz. Min mor er taget væk på et flyvende tæppe i tre Springsteenske minutter af fuldkommen perfektion. I en slags flowtilstand af psykedelisk natur. En tilstand af exceptionel forbundethed med musikken. Dens toner, hendes molekyler. Overtoner der bytter plads med atomer. Det er en tilstand, der vrider og flår i tiden. Der får sekundviseren til at stå helt stille som en linedanser, der holdende på sit vejr, balancerer mellem to sekunder, så man et øjeblik er i tvivl om, den vil falde frem eller tilbage. Indtil tæppet pludseligt daler ned på gulvet igen. Og David Gilmore fra Pink Floyd synger, at tiden er væk, sangen er ovre, han troede, han havde noget mere at sige.

3.

Man kan bruge melodien som en metafor for, hvordan mennesket

oplever tiden. Jeg har lige læst Carlo Rovellis bog The order of time i

hvilken alle mine intuitive forestillinger om, hvad tid er, slås itu på en

måde, så det ligger ligefor at give sig i kast med en eksistentiel krise.

Meget af teorien henter Rovelli fra kvantegravitationen, som han

har dedikeret sit liv til at studere. Alligevel er det i fænomenologien

og psykologien, han i de afsluttende kapitler ender. Her fremhæver

han den tyske filosof Edmund Husserls insisteren på, at vi må skelne

mellem den fysiske tid og the internal consciousness of time. Rovelli

spørger, hvad det er ved den psykiske struktur, der gør, at vi oplever

tiden, som vi gør: Sammenhængende og bevægende sig fremefter,

selvom den i fysikkens verden er langt mere skør end som så. Han

giver ordet til Augustin, som var teolog og filosof i senantikken. Det

er ham, der bruger melodien som en metafor for vores oplevelse af tid.

Ham, der skriver, at når vi lytter til en hymne, så er betydningen af

den enkelte tone givet af tonerne, der kommer før og efter. Musik kan

kun forekomme i tid. Men hvis vi altid er til stede i nuet, hvordan er

det så muligt for os at høre musikken? Det er muligt, skriver Augustin,

fordi vores bevidsthed er baseret på hukommelse og foregribelse. Med

hukommelsen og foregribelsen kan de enkelte dele holdes sammen

til en helhed; hymnen, der er større end og ikke kan reduceres til dens

enkelte dele. Det isolerede nu er som en ensom tone: For evigt frit

faldende i en stille desperation.

4.

I de indledende afsnit af sit værk On Freedom vender og drejer Maggie Nelson sin idé om at skrive en bog om frihed. Mens

man læser, er idéen allerede ført ud i livet. Resultatet er den bog, man sidder med i sine hænder. Nelson har ikke travlt

med at ophæve ambivalensen i sine værker og tør godt afslutte uden at være sikker. Hun skriver om en ven, som har sagt:

I used to care about freedom but now I mostly care about love. Nelson spørger: Hvorfor skrive en bog om frihed og ikke en

om forpligtelse, gensidighed, sameksistens, samhørighed? Venskab? Synergi? Jeg tænker tit over, hvad man kan sige om

forholdet mellem frihed og forbundethed. Kan man sige, for eksempel, at de er hinandens modsætninger? Er det at kappe

alle bånd, så der ingen er, der (for)binder mig, ikke også en måde jeg gør mig selv meget alene på? Som det isolerede nu, der

er meget frit, men ikke kan indgå i det hele på en forståelig måde. Er friheden da ensom? Jeg vil ikke stille flere spørgsmål.

Men jeg har ingen svar. Jeg vil gerne lære at skrive med tvivlen. Være usammenhængende. Ikke forsøge at gøre min skrift til

et syrebad som ambivalensen kan opløses i. Jeg ved ikke, hvad det er, jeg har gang i. Jeg skriver disse afsnit som en fugl, der

er i færd med at samle sammen til en vildrede. Jeg giver dem numre. Og forhåbentlig bliver de enkelte afsnit til det hele.

5.

Der findes en fortælling om en guitarist, der er blevet sluset ud af sit band på grund af sit brug af psykedeliske stoffer og ikke at have det godt. Mange år efter og på en helt vilkårlig dag vælger han af uransagelige årsager at besøge sit gamle band i det studie, hvor de er i færd med at indspille vokalerne til en sang. You reached for the secret to soon / You cried for the moon / Shine on you crazy diamond. Besøget er uanmeldt, og i første omgang er der overhovedet ingen, der kan genkende ham, for han har taget på, siden sidst de så ham. Barberet sine øjenbryn og alt sit hår af. Der er ikke nogen, der rigtig siger noget til ham. Han sidder mut og stille ved væggen og piller lidt ved hjørnet af en hvid plasticpose, som han har taget med, mens bandet skæver til ham og hvisker til hinanden: Hvem er den underlige mand? Indtil det pludselig går op for keyboardspilleren, der identificerer ham, hvilket får bassisten til at bryde sammen i gråd. Er det dig, Syd? Er det virkelig dig? Hvor er det mærkeligt. Den sang vi arbejder på, Syd, den handler om dig. Hvordan kunne du vide det? Hvordan kunne du vide, at vi netop i dag ville synge om dig?

6.

Historien er om Pink Floyd og deres tidligere guitarist Syd Barrett, som d. 5. juni 1975, syv år efter at have forladt bandet, kom uanmeldt på besøg under indspilningerne af deres 9. studiealbum Wish you were here. Når man forsøger at spørge google om, hvornår Syd forlod Pink Floyd, vil søgemaskinen foreslå følgende afslutning til sætningen: When did Syd Barrett … lose his mind? Den her idé om sindet, som noget man kan miste. Det får mig til at tænke over, på hvilken måde man oplever musik, hvis man er helt uden sit sind. Lukket inde i nuet. Ude af stand til at huske og foregribe. Jeg er ikke længere sikker på, at billedet er rigtigt. Billedet af den ensomme tone, der er for evigt rungende, fordi der ikke er nogen efterfølgende tone at blive opløst i. Nu ser jeg i stedet en udvidelse af nuet. At det kan blive kæmpestort. At nuet også kan indeholde hele universet – den galaktiske sang – på én gang. Og jeg kommer til at tænke på Syd, som sejlende gennem universet. Forbi planeter, stjerner, månen. And if the band you’re in starts playing different tunes / I’ll see you on the dark side of the moon.

8.

At Syd tilfældigvis dukker op den dag, hvor de indspiller en sang om ham. Er det så underligt?

9.

I påskeferien ser jeg en dokumentar med min far: Squaring the circle: The story og Hipgnosis. Hipgnosis var en engelsk kunstnerduo, der blev særligt kendt for at designe albumcovers for nogle af deres tids største musikere og bands, heriblandt Pink Floyd. De var også et meget umage par. Man får i løbet af dokumentaren indtryk af, hvordan duoens ene halvdel Storm Thorgerson var meget svær at arbejde sammen med. Alligevel og selvom det har været besværligt, så er der opstået noget fuldkomment ufatteligt: En mand, der giver hånd til en anden, hvis jakkesæt står i flammer. En gris, der svæver mellem to fabriksskorstene, som pumper røg op mod himlen. Et får, der hviler på en freudiansk divan, som er placeret, der hvor bølgerne slår ind mod stranden. Duoens anden halvdel Aubrey ‘Po’ Powell siger selv: Storm and I worked so well together, we really did, we sort of had a synergy. Kunstneren Roger Dean beskriver, hvordan: In a way Storm would go in and set of a bomb, and Po would come along and pick up the pieces. Jeg er fascineret af, hvordan samarbejdet på én og samme tid var utroligt vanskeligt, men samtidig skabte billeder, som man på det tidspunkt aldrig havde set lignende. At kunne være i den forvirring og ambivalens med hinanden. At de modstridende energier på en og samme tid er det, der gør det svært, og det der skaber. En underlig magnet der både støder væk og trækker til.

10.

Da dokumentaren sluttede, gjorde den det på en måde, så jeg tænkte: Det kan da umuligt være sådan, den slutter. Hipgnosis blev til sidst meget forgældede. Po beskriver en episode, hvor han var den eneste, der formåede at have penge klar til banken på det aftalte tidspunkt. Klokken blev ti. De andre havde ikke pengene klar. Po sagde op. Det sidste, man i dokumentaren hører ham sige, er følgende: Storm and I stopped speaking, and I didn’t speak to him for 12 years … It was a tragedy. From all the good things we’d done for 15-17 years … we were fucked … absolutely fucked. Po bryder øjenkontakten med kameraet. Han kigger ned. De indledende toner fra Wish you were here sættes i svingninger på guitarstrengene. Po begynder at græde.

11.

Jeg ved ikke, hvorfor det er de her historier, jeg fortæller. Syd som ingen kan genkende, der sidder stille og piller ved hjørnet af sin plastikpose. Po der begynder af græde. Toner der ikke bliver til musik. Den dag Syd besøgte Pink Floyd under Wish you were here sessionerne, var den sidste gang bandet så ham i live. På nær en enkelt gang hvor bassisten fik øjenkontakt med ham i Harrods. Bassisten skal have fortalt, at Syd løb væk med en sådan fart, at han kom til at tabe sine bæreposer, der var fyldt til randen med slik.

PO BRYDER SAMMEN I GRÅD ELLER SYD BESØGER WISH YOU WERE HERE SESSIONERNE OG INGEN GENKENDER HAM