Om nostalgiens essens og kunsten at gribe nuet

Af Marie-Louise Olsen, stud.psych.

Tid er for mange et abstrakt begreb som både rummer negative og positive konnotationer. Tid er både uendeligt uhåndgribeligt og noget, vi alle synes at hungre efter, i kapløbet om selv samme, i det forhastede profane. Mange har svært ved at forholde sig til tiden i netop nuet, og vi alle er bekendte med, hvorledes alt var bedre i de gode gamle dage. Men var det mon egentligt det? Og hvorfor kan det egentligt være, at vi mennesker romantiserer fortiden retrospektivt, når vi dårligt nok når at inhalere momentet, før vores nu er tøet som snefnug en lun vintermorgen? 

Tanken om forkærligheden for fortiden, forplantede først for nyligt reflektion i mit sind, da jeg en halvkølig og støvregnfuld aften spadserede gennem det tidsløse København, og lod mig friste af et skilt, som proklamerede billige LP’er og brugte bøger. Som Eva lod sig friste, måtte jeg have blot én enkelt bid af det saftige æble; ét blik på paradis, inden himlens porte lukkede klokken 18. Allerede ved første skridt jeg trådte ind ad døren, bevæbnet med et borende, determineret blik, blev jeg ramt af en duft af gammelt bibliotek, og fornemmede et dopaminsus, som nærmest gav et euforisk rus; et sæt, af at have valgt rette sti. En plade for en flad halvtredser lyder plausibelt, og i min eufori havde jeg hurtigt fundet mig fem plader inden tanken, om hvorledes at SU’en også skulle række til sidst på måneden, slog mig. I virkeligheden kunne jeg vel egentlig bare streame musikken blandt de knap 15 millioner numre, som er på Spotify - ganske let på min 141 grams tunge, uundværlige mobile protese, som jeg alligevel altid har plantet tungt i min lomme. Som den halvgamle sjæl jeg er, kom jeg frem til, at musikken bare lød bedre i gamle dage, og jeg derfor hurtigt kunne retfærdiggøre mit køb. Men hvordan kan det mon være, at alle tendenser før eller siden opnår sin renæssance, når nu der er nyere, og langt mere effektive muligheder? 

Min generation strikker i et væk. Vi spejder efter vintagemode, samler på LP’er, retromøbler og jagter forblindet og forelsket fortidens forkærligheder. Hvem ville ikke party like Gatsby eller beundre fortidens æstetiske kunst en eftermiddag på Glyptoteket? Jeg kender mange som vil - 

men hvordan kan det egentlig være? 

Vi mennesker har en tendens til at romantisere fortiden; både individuelt i form af nostalgien af vores egen fortid, og kollektivt, i form at en romantisering af fortidens æraer. Fortiden er et sted, som vi ikke kan tage tilbage til. Med både de gode og dårlige minder vækkes en indre vemodig længsel – en indre nostalgi, som tænder en indre varme af det bittersøde paradoks af det levede liv – med fortrydelse og meningsfuldhed. Og vores fortid er vigtig, da det netop er den som former os, til dem vi er. En forklaring på romantiseringen af fortiden kan findes i den kognitive bias, rosy retrospection bias. På dansk kan det nok bedst oversættes til rosenrødt tilbageblik, som er det psykologiske fænomen, der henviser til, at mennesker nogle gange bedømmer fortiden uforholdsmæssigt mere positivt, end de bedømmer nutiden. De gamle romere henviste lejlighedsvist til dette fænomen med den latinske sætning ”memoria praeteritorum bonorum”, hvilket mest lignende kan oversættes til "fortiden er altid godt husket". Netop den bias er et produkt af, hvorledes vores hjerner behandler hukommelse over tid. Her er det altså særligt de mere følelsesmæssige fremtrædende minder, der får sin plads. Forenklinger til netop dette kan også gøre det lettere for vores hjerne at lagre minder i langtidshukommelsen, da netop fjernelsen af detaljer kan reducere byrden af disse minder og få hjernen til at kræve færre neutrale forbindelser, når minderne leves og lagres. Rent biologisk er det smart, men ontologisk er det måske netop vigtigt med den viden in mente, at vi standser op og stiller os kritisk over for det rosenrøde retroperspektive blik. Intet i livet kommer smertefrit, og således gælder det også minderne. På det globale plan, ville mange synes, at historien gentager sig i med- og modsvar, hvilket netop kan være et produkt af dette. Men mon ikke snarere at historien egentlig reelt aldrig gentager sig, men blot rimer, som Mark Twain engang sagde. Historien rimer måske endda værdi- og meningsfuldt, ved at netop de gamle tendenser før eller siden ville komme op i tiden igen grundet den betydningsfuldhed, de engang besad. Det er endda muligvis en slags tryghed, som kan findes i det kendte og det forudsigelige, som kan være som balsam for sjælen i det kaotiske nu – et modstykke af kosmos, som en klippe i livets hast.  

For at vende tilbage til min epifani som slog mig, da jeg stod midt i Helligaandskirken, en tidlig aften i oktober, ville selve LP’en som analogi også kunne begribes således, at det gamle bare var simplere; vejen, og dertil beslutningen, var allerede banet i sporet, modsat nutidens uendelige valgmuligheder, som vi hver dag møder på eksempelvis Spotify. At det gamle var simplere, gør ikke, at det nødvendigvis var bedre. Mennesket elsker gentagelser, da der er en vis komfort i det prædikterbare. Men selvom det måske egentlig bare er lettere at forholde sig til det prædikterbare end det uforudsigelige, er der i bund og grund alligevel meget mening af finde i det levede nu, da det netop på sigt ville blive vores minder - og dertil meningsfulde momenter, som vi ville se tilbage på med kærlige blik. 

Og således forsætter mindernes liv også evigt cirkulært. 

For at drage parallel til en af mine favoritfilm, Midnight in Paris af Woody Allen, som omhandler forfatteren Gil, der drømmer om 1920’ernes Paris (uden at spoile for meget), udtaler en bikarakter, Paul, sig om som nostalgien, som at den er en benægtelse af det pinefulde nu. Og nuet bliver måske netop pinefuldt i qua af dommen til friheden, og dertil søgen efter mening, som måske først alligevel kan tillægges med det retroperspektive blik? 

Der er altså utvivlsomt meget godt at finde i fortiden, lige såvel, som i nutiden, og vi bør derfor nok tage det gode med det dårlige in mente i det både levede nu, som vi må tage det gode med det forpestede in mente, når vi længtes efter fortiden. 

Tidens abstrakthed er altså evig cirkulært; fra fortiden til nutiden, og derefter, fremtiden. 

Ved at omfavne nuets muligheder og gribe angstens svimmelhed af frihed, vil vi måske bedre kunne huske at leve i nuet, med både det gode og dårlige, såvel som med fortiden, in mente. 

Vi har nemlig kun ét endeligt nu, men minderne varer evigt.