OM MELLEMMENNESKELIGE MAGISKE ØJEBLIKKE OG KÆRLIGHEDENS ERKENDELSE AF DEN ANDEN.

Af Marie-Louise Olsen, stud.psych. Illustration af Anna Sofie Andersen, stud.psych.

Da den britiske forfatter Irish Murdoch i 1959 udtalte, at ”Kærligheden er den ekstremt svære erkendelse, at noget andet end en selv er virkeligt”, talte hun ind i en tidløs filosofisk begrebsafklaring om, hvad kærlighedens essens i virkeligheden er. Men ikke desto mindre er det nærmest almenmenneskelige grundvilkår at elske stadig relevant den dag i dag, hvor vi møder kærligheden over alt, og i mange former. Kærligheden gennemsyrer kulturen i sine mange kunstudtryk og er at finde i alt fra litteraturen, kunsten og til musikken. Den hænger uløseligt sammen med sorgen, som jeg smukkest har fundet beskrevet, som den hjemløse kærlighed.

Men hvad er kærligheden egentlig?

Kærligheden er mere relevant end nogensinde, da vi befinder os i en nærmest postmaterialistisk verden, hvor meningssøgen efter Guds deklarerede død og religionens faldende interesser, endnu en gang søger en revurderet betydningsafklaring af kærligheden. Til trods for kærlighedens uendelige og mange aspektueret belysning, kan det synes paradoksalt, at vi i en verden, hvor vi aldrig har været tættere forbundet på tværs af landegrænser, alligevel bliver mere og mere berøringsangste, distancerede og ikke mindst ensomme.

Da jeg for nylig havde en dialog med en af mine gode venner om kærligheden og parforholdets mangfoldige konstellationer, her i spændet fra monogamt til polyamorøst, slog det mig som en epifani, hvilken mangel på belysning og perspektiv, at kærlighedsbegrebet egentlig mangler. Jo vist, at de fleste kan være enige om, at kærligheden er smuk, tæt på himmelsk og en af de dybeste følelser et menneske nogensinde kan velsignes med. Men hvorfor ender den moderne portrættering så ofte med at være eksklusiv og forbeholdt den eneste ene? For såvel som man kan være monogam som polygam, kan dette vel også gælde ens kærlighed? Det vil jeg i hvert fald mene. Jeg tror nemlig ikke, at kærligheden er så rigid en konstellation, som da man sad i skolegården i folkeskolen og plukkede bladende af en skrøbelig og sprudlende bellisblomst, efterfulgt af et binært ”elsker” og ”elsker ikke”. Kærligheden må besidde flere nuancer end det.

Bell Hooks fortæller smukt om kærligheden i sin bestseller All about Love fra 1999, at ”Kærlighed ikke er en følelse, men en handling, som former andre følelser”. Belyst fra psykoanalysens perspektiv, kan ligeledes trækkes på et begreb som Cathexis, som er den psykiske energi eller emotionelle investering, som vi hengiver til andre mennesker.

Om end ens ontologiske erkendelse af verden trækker mod det materialistiske, hvor vi er karbonbaserede væsener i et økologisk kredsløb, vekslende mellem respirationsprocesser og fotosyntese, eller om man er mere idealistisk anlagt, og derfor klinger til tanken dualisme, kan det ikke undgås at komme ved, at vi alle er forbundet.

Dette gælder ligeledes den religiøse overbevisning, hvor denne mellemmenneskelige forbundethed gør sig gældende, om end du bekender dig til et kristent princip som næstekærlighed, eller er mere spirituelt anlagt mod det buddhistiske og de karmiske love.

I det gamle Grækenland skelnede man mellem otte typer af kærlighed. Eros - den romantiske kærlighed, Filia – den omsorgsfulde kærlighed, Storage – den familiære kærlighed, Ludus – den legende kærlighed, Pragma – den vedholdende kærlighed, Agape – den universelle kærlighed og Philautia – som er selvkærligheden. Otte typer af kærlighed med hver sit mål.

Jeg knuses selv gang på gang af Aristofanes tale om søgen efter ens bedre halvdel, eller tvillingeflamme, som portrætteret i Platons smukke Symposium. Men jeg kan alligevel ikke lade vær med at tænke, at vi som individer i verden, vel nærmest må besidde flere tvillingeflammer ud fra hver type kærlighed? For når kærligheden bliver så eksklusiv, at vi dårligt nok tør italesætte den, mister vi også næstekærligheden, til trods for vores mellemmenneskelige forbundethed.

Om end den er karmisk funderet eller bygget på, at vi alle er af stjernestøv.

For som individer er vi ikke bare isolerede øer i et samfund, men forbundne, forpligtede og sårbare væsener, som har brug for hinanden og ikke mindst kærligheden til og mellem hinanden.

Jeg tror, at kærligheden er de magiske mellemmenneskelige momenter, som vi deler med hinanden.

Nogle vil måske mene, at jeg er af den overbevisning, fordi jeg som David Bowie har et horoskop med Venus i Skytten og derfor altid er på jagt efter den dybere mening. Andre vil måske blot kalde mig en flyvsk hippie. Jeg kan leve med begge ting.

For selvom vi i et individualistisk samfund akkumulerende søger selvaktualisering, anerkendelse og næste like, er det vigtigt, at vi ikke glemmer at være opmærksomme på den anden, som er en verden i sig selv og erkender, at andet end os selv er virkeligt.

Da jeg fornyelig læste Matt Haighs mesterværk ”Midnatsbiblioteket”, var en af de fineste pointer jeg tog med mig at huske at italesætte kærligheden til den anden gennem ord.

Om end den anden er din bror, en kær ven, dit elskede kæledyr eller en partner, er nogle af de vigtigste og fineste ord i erkendelsen af den anden, at vi kan skænke et ”Jeg elsker dig”.

Derfor er det med hånden på hjertet og største agape, at jeg vil opfodre dig til at huske at fortælle dem, som du elsker, at du elsker dem. Dette er nemlig i sandhed erkendelsen af den anden.