Noget om graviditet, moderskab og kærlighed
Af Ditte Marie Thiemer Hilbert, stud. psych
”Der er ikke det hjerte, der er helt som andre hjerter. Det, jeg forsøger, er ikke at tage lykken fra jer, tilgiv mig. Det, jeg forsøger, er at give lykken til mig selv. Jeg fandt ingen lykke i det værelse, hvor man havde bedt mig om at lede efter den. Der lå kun en bunke af aske midt i rummet. Og min mund blev tør af asken. Og hvert barn kom til verden som sig selv, ad sine egne kanaler. Og jeg blev, var, ren kanal, intet andet end en kanal af kød for barnet. Og alle mine vægge skreg af smerte, da han kom.
Og hvad var jeg så, dér, efter hans ankomst, andet end en brugt kanal? Et hylster, et ham, aflagt af en baby. Øjnene forlod mig, de vendte sig mod barnet. De tog ham op i deres arme. Jeg ligger stadig på briksen. Jeg kan ikke komme ud. Ingen har, på trods af at der siden er gået flere år, opdaget, at jeg den aften, da de tog barnet op, afgik ved døden, og det, der nu går rundt iblandt dem, ikke er et menneske, men et barns aflagte ankomstkanal.”
-Olga Ravn, Mit arbejde.
Noget er blevet vækket i mig dette efterår. Måske er det fordi, jeg er højgravid og venter mit andet barn, der vil melde sin ankomst i decembermørket. Måske er det et forsøg på at samle mine oplevelser, erfaringer og tanker om noget, som ofte undsiger sig en præcis gengivelse i det skrevne ord, men som Olga Ravn har åbnet for gennem sit litterære værk ’Mit Arbejde’. Ravn skildrer både graviditet og moderskab i en koncis balance mellem det mondæne og det vanvittige, og skriver sig ind i den aktuelle debat om svangreomsorgens mangler i dagens Danmark.
Dette essay er således et forsøg på at forbinde mine egne tanker om moderskabet, og hvordan denne kærlighedsform på en måde binder sig sammen med kritikken af svangreomsorgen i Danmark. Mit udgangspunkt er moderkærligheden, ikke fordi jeg tænker, at mødre har patent på en særlig slags kærlighed, men fordi jeg kender denne form så indgående, da jeg har mærket den på egen krop.
Dette er et vidnesbyrd og bør hverken bære mere eller mindre vægt end et sådant. Men det er også et forsøg på en analyse af moderkærligheden, et sært kønnet begreb for noget der i virkeligheden handler om en særlig relation, og hvordan denne positionerer den gravide og fødende i et rigidt system gennem en transformation fra et subjekt til et objekt i relation til det nye subjekt – barnet.
Mine oplevelser
Jeg fødte min første søn i april 2018, i vores lille treværelses lejlighed med hjælp fra en veninde, min kæreste og en jordemoder som var sendt ud fra Rigshospitalets fødselsafdeling. Fødslen var – tænkte jeg dengang – på alle måder en forløsning; efter 8 måneders kontinuerlig og overvældende kvalme og en lang sygemelding, var barnets ankomst og kvalmens forsvinden bundet sammen i en lykkerus, der varede de første 6 måneder af hans liv. Den vage ængstelighed og skrøbelighed, jeg havde følt under graviditeten, blev et diffust minde. Kroppen blev langsomt min igen; en krop der i mange måneder blot havde været en syg og smertende genstand, som jeg ikke kunne skille mig af med, blev pludselig igen til et redskab, der tjente mig, om end der gik mange måneder før den føltes velkendt og tryg.
Jeg blev gravid med mit andet barn i marts måned i år, kort efter samfundets totale nedlukning. Da jeg blev gravid med mit første barn, havde vi prøvet i mange måneder og på intet tidspunkt tvivlede jeg på, at det var det, jeg ønskede. Selv ikke da jeg tabte mig 7 kilo på grund af kvalmen. Selv ikke da jeg knap kunne rejse mig fra sengen.
Denne graviditet har været anderledes. Noget ved mig er anderledes. Den følelse af at være forbundet til det voksende barn, som jeg tog for givet i min første graviditet, har aldrig meldt sig, og jeg har efterhånden affundet mig med at den nok først kommer til at eksistere, når barnet fødes og ikke længere er en del af min krop.
Tanken om fødsel fylder mig med angst og væmmelse. Ikke på grund af smerterne, men på grund af tabet af kropslig autonomi, som for mig er lige så forbundet med fødslen som mindet om forløsningen.
Det har taget mig lang tid at identificere, hvorfra denne angst stammer. Længe forstod jeg det ikke, fordi mindet om den første fødsel stod så smukt og fint. Men efterhånden som jeg har genkaldt mig oplevelsen, erindrer jeg også en fødsel, der blev bistået af en jordemoder, jeg aldrig før havde mødt. Hun trådte ind i vores hjem og proklamerede, at jeg næppe var i aktiv fødsel, og at hun nok ville tage af sted igen (det var jeg - hun kom ingen vegne, men det krævede lidt overtalelse) og fortalte, at hun allerede havde deltaget i to fødsler på sin vagt. En jordemoder der ikke evnede at rumme mine grænser. Jeg oplevede igen og igen i løbet af de tre-fire timer, jeg var i fødsel med en jordemoder i huset, at blive beordret ned på ryggen for at skulle igennem endnu en vaginal undersøgelse,
Til fortællingen hører også lidt baggrundsinfo: Jeg har været udsat for overgreb, og derfor har jeg gennem begge graviditeter har været tilknyttet Center for Sårbare Gravide på Rigshospitalet – det som Olga Ravn i sit debatindlæg Den tid er forbi hvor vores kroppe og psyker skal ofres for at bringe nye børn til verden (Politiken d. 2. oktober 2020) beskriver som Rolls Royce-modellen – nemlig at man har en fast konsultationsjordemoder. Det vil sige, at det er den samme jordemoder, der modtager én til konsultationer gennem graviditeten, så man i det mindste har en smule menneskebunden forankring i det, der kan føles som et uoverskueligt, medicinsk system.
Erkendelsen af at min første fødsel faktisk var traumatiserende, kom først efter mange timers pseudoterapeutisk arbejde hos en privat jordemoder, som vi har hyret, fordi vi måtte erkende, at fødslen pludselig stod som en uoverkommelig mur af angst.
Det giver ikke mening at placere ansvaret hos den jordemoder, som blev sendt ud. Jeg har ingen grund til at tro, at hun ville mig noget andet end det allerbedste, hun kunne tilbyde. Men forudsætningerne manglede. Det var et møde mellem to verdner, der er grundlæggende uforenelige; novicen på udebane, optaget af fødslens centimetermæssige fremgang og en fødende med et særligt stort behov for kropslig autonomi og muligheden for at sige fra. Og det psykiske arvæv, der dannede sig efter fødslen, begyndte først rigtig at gøre ondt, da endnu en fødsel var i sigte.
Kærlighed, underkastelse og systemet
Jeg deler min fortælling for at sætte billeder på den kærlighed, der ligger i moderskabet, i hvert fald i min levede og rent subjektive oplevelse af det.
Moderskabets kærlighed er en hengivenhed, der ikke kan beskrives som andet end total. Man opdager pludselig, at barnet er ens hersker. Barnet er skiftevis velkendt og fremmed i udviklingscyklusser, hvis form ikke kan forudsiges.
For at kunne følge og facilitere denne udvikling bliver man nødt til at udslette noget af sig selv. Det er denne kærlighedens form – selvudslettelsen – der er så grundlæggende forskellig fra al anden kærlighed, jeg har oplevet. For det er ikke en sygelig, men derimod en produktiv selvudslettelse. Som forskellen på magt, som vi anvender det i daglig terminologi, og Foucaults Magt-begreb; Selvudslettelsen er noget allestedsnærværende, der ikke rummer en iboende moralsk kvalitet. Det er på mange måder en forudsætning for, at man kan eksistere i relation til sit barn. Og det er både fremmed, uhyggeligt og kan være helt umuligt, og skaber selv i de mest harmoniske tilfælde en spænding, et forhold, hvor de fleste af os nok forsøger at give denne underkastelse og selvudslettelse en eller anden form og indhold og en slags moralsk værdi.
I dette findes en pointe om en kærlighed, der kun er svagt forbundet til de typer af kærlighed, som vi ellers kender; at forelskelsen i barnet ikke er den eneste kærlighed. For mig har den helt store kærlighed været at fare vild i symbiosen med et lille væsen, der på ingen måde evner at give plads til det, der er rammerne for et voksenliv, og der hvor en stor del af min egen identitet har været forankret i årevis. Det er tabet af et selv, som jeg har konstrueret, siden jeg var barn.
Jeg ser dette som en fundamental forudsætning ved at få barn. Uanset hvor gerne vi vil, kan vi ikke fastholde det selv, der eksisterede inden barnets ankomst. Og det er igen hverken negativt eller positivt, det er blot sådan, det er.
Af gode grunde ved jeg endnu ikke, hvordan den kommende fødsel eller det udvidede moderskab kommer til at forløbe, men erkendelsen af at ikke blot moderskabet, men også selve fødslen, kan stå som en total underkastelse eller måske nærmere et traume, der er så forankret i en krop, som allerede føles fremmed og ukendt, er alligevel vigtig at få med, synes jeg.
For en fødsel, hvor man er underlagt et rigidt medicinsk system, bliver også på en måde gjort til en pris, som vi må være villige til at betale, inden vi træder ind i moderskabet. Og når man mødes af et underprioriteret sundhedsvæsen, som ikke engang magter at sikre rettigheder som kropslig autonomi i en helt almindelig og ufarlig fødselssituation, fordrer dette møde endnu en (ufrivillig) selvudslettelse.
Dette underprioriterede system, denne forventning om at man som fødende bare kan underkaste sig - det er en entydigt negativ kraft. For her er det eneste væsen med behov vores økonomiske system, og dette system er ikke et barn, er ikke mit barn, men er bare en degenereret og destruktiv maskine.
Det er en modstand, som modarbejder alle de ting, som vores moderne samfund faktisk mener at vide om, hvordan man forbedrer vilkårene for den fødende og fødslen. Her kan det anbefales at læse WHOs anbefalinger Intrapartum care for a positive birth experience, hvori der helt konkret anbefales kontinuerlig kontakt til en eller få faste jordemødre gennem graviditeten og fødslen. Der lægges også vægt på, at kvinden løbende informeres om sine muligheder og får respekteret sine ønsker.
Dette var ikke min oplevelse på noget tidspunkt i løbet af mit møde med svangreomsorgens Rolls Royce-model i Region Hovedstaden i 2018.
En graviditet og fødsel er både et mentalt og et kropsligt fænomen og bæres af en række hormonelle processer, der er helt essentielle for at projektet lykkes. For at vores krop overhovedet kan føde, skal vi udskille store mængder af oxytocin; populært kendt som kærlighedshormonet. Et hormon, der har den smukke, iboende divakvalitet, at det kun udskilles, når vi føler os trygge og kan give os hen til det, der foregår.
Men hvordan skal man kunne det, når man mødes af et sundhedssystem, der ikke giver plads til, at der tages hensyn til fødende som konkrete og særegne personer? Når vi ikke kan sikre at gravide mødes af jordemødre, der har ressourcerne og er klædt på til den opgave, som de står overfor?
I det nuværende system sker, om end utilsigtet, en forskydning, når den gravide gøres til et objekt ud fra en medicinsk forståelse af hele denne transformative proces, frem for et subjekt, der gennemgår en grundlæggende eksistentiel transformation mod at blive én, der kan elske sit barn gennem tabet af sig selv. Vi er netop ikke blot ankomstkanaler, som Ravn formulerer det.
Kan vi tillade, at villigheden til at indgå i en selvudslettelse, som en naturlig del af transformationen ind i et kærlighedsbåret moderskab, udnyttes af et system der er så udsultet på ressourcer, at det uforvarende bidrager til en negativ selvudslettelse, fordi der faktisk ikke er plads til, at man er et menneske med behov for at blive set og respekteret, når man sætter grænser?
Bidrager vores sundhedssystem til den galskab, som Ravn så smukt og horribelt skildrer, ved at antage, at al underkastelse og selvudslettelse er så normalt for den nye mor, at hun intet mister ved at systemet også tvinger hende ind i noget, der måske faktisk er… helt forkert og særdeles ukærligt?
