Never Practice Without Dhamma! Fra mindfulness-baseret stressreduktion til indsigtsmeditation

Af Emil Grinder-Hansen, stud.psych. 

Mindfulness er i mange dele af den vestlige verden blevet et populært evidensbaseret redskab til selvoptimering i fuldkommen modstrid med den østlige traditions oprindelige formål. Det bliver i dag ofte anvendt som redskab til at reducere stress og angst, så man er i stand til at fortsætte det liv, der var årsagen til, at man blev overbelastet i første omgang. Dette var i hvert fald tilfældet for mig selv, indtil jeg på et 10-dages meditationsretreat i Thailand i sommeren 2018 måtte erkende, at jeg ud fra et buddhistisk perspektiv havde misforstået noget helt fundamentalt omkring praksissen.    

Mindfulness og forskning: ’Den hellige gral’ 

Mindfulness og meditation får en stadigt stigende opmærksomhed i Danmark og den vestlige verden i øvrigt, og flere og flere giver sig i kast med det. Der bliver på næsten daglig basis udgivet peer-reviewed forskning, der viser hvilke fantastiske sundhedsfremmende effekter, en daglig meditationspraksis har, og hvordan det kan bruges som effektiv behandling til et bredt spektrum af psykiske lidelser. Videnskaben har fundet evidens for, hvordan mindfulness kan reducere stress, angst, depression, blodtryk og risiko for demens samt øge kropslig tilfredshed, kognition, søvn, sexliv og koncentrationen. Det kan gøre dig til en bedre leder, hjælpe dig med at holde fast på dine mål, tabe vægt, sætte grænser, blive bedre til at lytte, kontrollere dit temperament, håndtere kroniske smerter, få bedre sociale relationer og mindske racebias. Listen fortsætter. Dagligt bliver der tilføjet nye punker til denne liste, og inden længe vil det være svært at finde noget, som videnskaben ikke har påvist, at mindfulness hjælper med. At mindfulness meditation har alle disse sunde og helbredsfremmende egenskaber er ikke noget, som man ville kritisere ud fra et buddhistisk perspektiv. Tværtimod er mange praktiserende buddhister i dag henrykte over, at den vestlige forskning er ved at indhente det, som østlig tradition har påstået i over 2500 år. Som eksempel hjælper Dalai Lama forskere med at udvælge erfarne buddhistiske munke, så de i videnskabens navn kan blive brugt som forsøgspersoner i neurologiske studier om mindfulness og scannet i en fMRI-maskine, imens de mediterer. Det kritisable, ud fra et buddhistisk synspunkt, er derimod, når de mange helbredsfremmende og positive psykologiske effekter af mindfulness betragtes som formålet med praksissen frem for at være sidegevinster. Hvis man praktiserer specifikt for eksempelvis at reducere stress og angst eller øge sin koncentrationsevne, hvilket er helt almindeligt i den vestlige verden i dag, bliver mindfulness meditation alene et redskab til fordel for en selv, hvilket er stik imod Buddhalærens oprindelige intention.  

Mindfulness 2.0  

Ovenstående måtte jeg selv lære på et intensivt 10 dages buddhistisk Vipassana (indsigts) retreat i Thailand i efteråret 2018. Jeg havde ni måneder forinden taget et otte ugers kursus i mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR) for at kunne håndtere stigende stress og angst i mit liv. På kurset lærte jeg basale mindfulnessteknikker, der havde til formål at opøve en fokuseret opmærksomhed på vejrtrækningen og kroppen, og jeg oplevede hurtigt en effekt i min hverdag. Jeg bevarede derfor de daglige mindfulnesssessioner efter kurset, og jeg oplevede fortsat, hvordan praksissen havde indvirkning på flere områder i mit liv. Jeg var koncentreret, kunne præstere bedre og yde mere, og jeg kunne fortsætte den travle hverdag, idet jeg lærte at håndtere stress og angst bedre, når det dukkede op. Jeg lærte at være med angsten uden at forsøge at skubbe den væk eller ændre på den. Jeg var så henrykt over, at jeg havde fundet denne nøgle til selvforbedring, at jeg blev nødt til tage den til næste niveau. Hvis det kunne have så stor effekt, at jeg mediterede 15 minutter et par gange om dagen, hvad ville det så ikke gøre, hvis jeg mediterede intensivt i en periode? Jeg besluttede derfor, at jeg skulle tage til Thailand på et 10 dages meditationsretreat i stilhed. Skemaet stod på faste 20 timer dagligt, seks timers søvn på en stenseng med en tynd bambusmåtte og en træhovedpude (bogstaveligt talt – et stykke træ) og ellers meditation størstedelen af de vågne timer. Det var med andre ord de perfekte rammer til at tage meditationspraksissen til et nyt niveau. Så jeg kunne praktisere mindfulness version 2.0 og få endnu mere gavn af de positive selvforbedrende effekter.    

De tre eksistensmærker: Impermanens, intet kerne-selv, lidelse    

Det var med denne indstilling, at jeg troppede op på retreatet i Suan Mokkh tidligt om morgenen den 1. september 2018. Imidlertid blev denne forventning revet fra hinanden allerede første dag på retreatet, da munken Ajahn Mehdi i sin åbningstalte sagde ordene til os: ”Never practice without dhamma. If you practice without dhamma, you will be on top of your meditation, and that is a recipe for disaster.” Dhamma (Dharma på Sanskrit) er et ord fra Buddhas oprindelige sprog, pali, og det kan oversættes til forskellige betydninger alt efter konteksten, ordet anvendes i. I denne sammenhæng henviste munken til den visdom eller sandhed, som Buddha vågnede op til, da han blev oplyst og som han lærte fra sig efterfølgende. Kernen i denne sandhed kan betegnes som de tre eksistensmærker: Impermanens, intet kerne-selv og lidelse. Impermanens (Anicca) henviser til, at alt i denne verden er i konstant forandring, og at fænomener kun opstår betinget af noget andet. Der findes med andre ord ikke noget, der har en selvstændig natur, idet alt er betinget af noget andet for at kunne eksistere. Ting er dermed præget af en tomhed, idet de ikke har nogen uafhængig essens. Eksempelvis kan en blomst ikke eksistere uden jord, sol, luft og vand, og den opstår dermed betinget af disse forhold. Fjernes disse forhold, ophører blomsten med at eksistere, og den er derfor kun noget i kraft af de betingelser som den opstår sammen med. Ligeledes er vi mennesker udgjort af komplekst sammensatte betingelser, der ikke kan adskilles fra hinanden. Som eksempel mener man i dag, at menneskekroppen består af omkring 60% vand. Fjernede man vandet, ville kroppen ikke længere eksistere i samme form, og det er således umuligt at adskille et menneske og det vand, som størstedelen af kroppen er udgjort af. Det samme gælder selvet og idéen om, at vi har en fast kerne på tværs af tid og rum. Det er her andet eksistensmærke, intet kerne-selv (Anatta), kommer ind i billedet. Det, som vi definerer som os selv, er ifølge Buddhas lære blot uhyrligt komplekse sammensatte betingelser, hvis totalitet vi hverken kan eller skal forsøge at begribe. Forestillingen om, at vi har stabile personligheder på tværs af tid og rum, er således ifølge Buddha en illusion, og meditationspraksissen er et afgørende redskab til at kunne erfare dette. Hvis ens meditationspraksis bunder i denne visdom om, at alting opstår betinget af noget andet og er i konstant forandring, vil man med tiden få løsnet grebet om sig selv og stoppe med at klynge sig til idéen om, at man har et stabilt indre på tværs af tid. Man vil stoppe med at identificere sig med den illusoriske forestilling om, hvem man er, og i stedet se sindets fortællinger som det, de er: Blot fortællinger. Det vil med tiden erfares, at det ’selvskabelsesprojekt’, som man vedvarende arbejder på, blot er netop det - et projekt. Ved at erkende dette, vil man give slip på sig selv, og netop ved at give slip på sig selv, vil man finde sig selv. Imidlertid vil man ikke finde det selv, som man havde forestillet sig, idet man ikke vil eksistere i sig selv, men derimod uløseligt forbundet med omverden. Dette kan umiddelbart lyde paradoksalt, og ikke mindst noget langhåret, og det er det måske også, men ifølge den buddhistiske lære er denne visdom fuldstændigt afgørende at have med sig som en form for åndelig ledetråd i livet. Det er netop erkendelsen af en dyb forbundethed med omverden, der gør, at meditationspraksissen er så kraftfuld. Hvis man er sig bevidst om, at man udelukkende eksisterer i kraft af sine omgivelser, får man helt naturligt lyst til at tage sig rigtig godt af de omgivelser. Dukkha er det tredje eksistensmærke, og det oversættes som regel til lidelse eller utilfredshed på dansk. Dukkha opstår, når man ikke er i stand til at acceptere fænomeners – heriblandt selvets - foranderlige natur og i stedet forsøger at fastholde det. Lidelse er med andre ord restproduktet af et liv, hvor man ignorerer erkendelsen af de to første eksistensmærker: Impermanens og intet kerne-selv.  

Fra selvoptimering til isolation og fremmedgørelse  

Har man ikke denne visdom med sig i sin meditationspraksis, vil selvet tage patent på praksissen. Så snart selvet tager ejerskab over noget, vil det overgå til at blive et redskab til at styrke selvet og dettes grænser til omverden. Man vil ’stramme grebet’ om sig selv og bevare identifikationen med sine fortællinger om, hvem man er. Eksempelvis havde min mindfulness-praksis op til retreatet i Thailand kun styrket min egen fortælling om, at jeg er en person, der kan klare store arbejdsbyrder uden at bryde sammen. Meditationen kan således blive en form for præstation, som man selv tager æren for; en kilde til selvoptimering, så man kan blive den perfekte samfundsborger, der er omstillingsparat, stabil og som ikke siger nej til noget. Imidlertid vil dette i sidste ende føre til isolation og fremmedgørelse, idet identifikationen med sin egen fortælling vil medføre, at man tager afstand til dem omkring sig. Hvis man eksempelvis lever op til sin egen fortælling, føler man sig bedre end andre og bliver arrogant, og kan man ikke – som de fleste af os – leve op til den, vil man føle sig mindreværdig og deprimeret. Man vil i begge tilfælde ende med at lide i sin egen isolerede selvoptimeringsboble frem for at mærke forbindelsen til omverden. I værste potens kan meditation anvendes til decideret skadelige formål. Eksempelvis blev japanske kamikazepiloter under 2. verdenskrig undervist i zen buddhistisk meditation, så de var i stand til at bevare roen under deres selvmordsaktioner. Et nyere grelt eksempel er norske Anders Breivik, der under sin retssag fortalte, at han op til massakren i Utøya havde trænet sin koncentrationsevne gennem meditation, så han bedre kunne bevare fokus og undgå distraktioner under likvideringen af de 77 unge mennesker, der mistede livet ved terrorangrebet 22. juli 2011.  

Vi er ikke vores fortællinger  

Her påstår jeg selvfølgelig ikke, som det så ofte misforstås omkring buddhismen, at selvet eller selvfortællingen er noget, som vi skal prøve at skille os helt af med. Lykkes dette, vil vi ikke kunne skelne mellem os selv og den modkørende bil på vejen, og vi vil hurtigt ende i en kiste eller på psykiatrisk afdeling. Grænserne mellem os selv og omverden har en sund og vigtig funktion. Derimod er det en opfordring til, at vi skal påminde os selv om ikke at holde så stramt et greb om os selv, at vi kvæles. At tage os selv lidt mindre alvorligt og huske på, at det i sidste ende blot er et eventyr, som vi vedvarende digter videre på fra øjeblik til øjeblik. Det kan sammenlignes med at sidde og se en film, hvor alle de fortællinger, som vi går og digter hver dag, udgør filmens indhold. Praktiseres mindfulness for at optimere noget i sit liv, indgår det i selve filmens plot og er med til at påvirke udfaldet af filmen. Man lever i selve filmen. Praktiseres mindfulness derimod med dhamma, fjernes fokus fra filmen og giver en bevidsthed om, at man sidder og ser en film. Filmens indhold er stadigvæk vigtigt, og det er trods alt det, som gør livet underholdende, medrivende og smukt. Er man imidlertid ikke bevidst om - eller har man glemt -, at det blot er en film, er man ifølge Buddhas lære i problemer, idet man så ikke accepterer livets absolutte grundvilkår: At alt er i konstant forandring, og at intet har en stabil kerne - også selvet. Vi er ikke vores fortællinger om os selv, og vi er dømt til at lide under dem, hvis vi ikke vågner op til den erkendelse. Det er svært at nyde filmen til fulde – både det rare og det ubehagelige -, hvis vi ikke er bevidste om, at det blot er en film.  

Kan man finde hjem uden et kort?  

Ajahn Mehdis tale vendte fuldstændigt op og ned på min verdensforståelse, og han gjorde mig pinligt bevidst om, at hele grundlaget for min meditationspraksis var stik modsat det, som Buddha lærte fra sig. Jeg havde brugt meditation som et redskab til selvoptimering; til at kunne bearbejde stress og angst kun så jeg kunne fortsætte med det liv, der havde forårsaget det. Jeg havde anvendt praksissen til at styrke mine koncentrationsevner, så jeg kunne præstere bedre. Jeg var ovenpå min egen meditationspraksis, netop som munken i Thailand havde advaret imod, og dette ville afholde mig fra at indse og mærke forbundetheden med omverden og den tilhørende intimitet og nærhed med livet, der er kernen i Buddhas 2500 år gamle praksis. At gøre dette er naturligvis lettere sagt end gjort, og bevidstheden om det er i sig selv langt fra nok til at undgå, at selvet tager over og anvender meditationen som redskab til selvforbedring fra tid til anden. Imidlertid er det som at begive sig ud på en rejse uden noget kort, hvis ikke man har dhamma med sig. Dhamma kan påminde en om, hvornår man er på vej ned af en blindgyde eller er ved at tage en forkert sti, og med tiden vil den måske endda hjælpe en til at kunne identificere omvejene, inden man bevæger sig ned af dem. Anvender man derimod udelukkende meditation som redskab til selvoptimering – til at præstere bedre eller til at reducere stress, angst og depression – vil der ikke være noget til at advare en om, at man er på vej ned ad en blind vej eller på vej ind i en fælde. Det vil i værste tilfælde gøre, at man løber hurtigere ned ad den samme destruktive sti, som man er på. Kort sagt: At meditere uden dhamma er som at forsøge af finde hjem uden et kort. Med tiden vil man måske lære at tegne kortet selv, men det vil i så fald tage meget, meget lang tid. Desuden fandt Buddha frem til kortet netop, så vi andre ikke behøver at gøre det. Omvendt vil dhamma uden meditationspraksissen ikke være andet end en filosofi; en intellektuel diskussion uden praktiske rødder - uden jordforbindelse. Både den filosofiske refleksion og praksis er således nødvendigt.  

Tid til at vågne op 

Efter Ajahn Mehdis åbningstale havde jeg 10 dage i fordybelse og stilhed til at praktisere det, som han prædikede. Da jeg pakkede tasken og vendte hjemad, var min forståelse af meningen med praksissen forandret: Formålet med mindfulness er ikke stress-reduktion eller selvoptimering. Formålet med mindfulness er at vågne op. Til dit liv. Til en kultur, der er i problemer. Så du kan praktisere tilgivelse, generøsitet, føle glæde og gøre dette helhjertet med en kropslig tilstedeværelse og en følelse af intimitet og forbundethed med alt omkring dig. Når det nu er slået fast, må jeg komme til kort og indrømme, at det jo trods alt var på grund af kurset i mindfulness-baseret stress reduktion, at jeg fandt vej til buddhistisk indsigtsmeditation. Selvom jeg ud fra et buddhistisk perspektiv praktiserede med forkerte intentioner de første mange måneder, førte det mig alligevel til Suan Mokkh og en helt ny måde at anskue såvel min meditationspraksis som livet i øvrigt på. Selv efter snart fem år med en daglig meditationspraksis, fire 10 dages meditationsretreats senere og mange mindre ophold på to til seks dage i stilhed og fordybelse, har jeg kun flygtigt erfaret Buddhas visdom på egen krop. Imidlertid vil jeg påstå, at kun et split-sekund af erfaringen er nok til at forandre ens syn på livet på et ontologisk niveau. Forandringen er imidlertid ikke permanent, da intet som nævnt varer ved. Det er af samme årsag, at jeg fortsat sætter mig på meditationsbænken hver morgen. Jeg praktiserer med andre ord, fordi jeg glemmer. Så jeg kan vågne op og vende tilbage til tilværelsen her-og-nu igen og igen og igen. Så jeg kan minde mig selv om, at det blot er en (vidunderlig) film, som jeg er med til at skabe samtidig med, at jeg ser den. Det er måske en nødvendighed for det vestlige menneske i dag at ”praktisere i selvets tjeneste” i en periode, men for et mere varigt ønske om frihed samt en dybere accept af livets grundvilkår, er det ikke tilstrækkeligt. Ifølge den thailandske munk Ajahn Mehdi er det kun muligt at vågne op til livet, hvis man følger Buddhas 2500 år gamle visdom og inddrager dhamma i sin meditationspraksis.   

Emil afholder jævnligt fællesmeditationer for psykologistuderende. Følg med og find begivenhederne i Facebookgruppen: Meditation for psykologistuderende Københavns Universitet. Der skiftes mellem traditionelle buddhistiske meditationsformer og mere moderne mindfulness teknikker. Alle er velkomne uanset erfaringsniveau.