Mænd der hader kvinder – Misogyni som begærets skyggeside

Af Emma Elise Møller, stud.psych.
Illustration af Tobias Wriedt, stud.psych.

Hvordan kan vi forstå den udvikling af kvindehad, der udfolder sig i vesten i dag? Hvad driver Manosfæren; en virtuel bevægelse af oprørte unge mænd, som lige nu opruster til kamp imod feminismens ligestillingsprojekt? En kombination af frustration og undren blev springbrættet for vores bacheloropgave, hvormed vi søgte at kaste lys over udviklingen af misogyni blandt de grupper af unge mænd, der kalder sig Incels. 

Netop landet efter et udvekslingsophold under solen, stod jeg overfor en bacheloropgave, der på den ene side lovede et rum til fordybelse, som jeg havde savnet på mit værtsuniversitet i Sydney. På den anden side, så processen imidlertid både lang og ensom ud, fra hvor jeg stod, tilbage i regnvåde januar. Over en kop kaffe i Dræberkaninen, allierede jeg mig derfor med min gode veninde Sasja. Og beslutningen, om at dele bachelorprojektet med en ven, giver jeg mine varmeste anbefalinger.

Igennem hele vores studietid havde den offentlige debat været præget af spørgsmål om køn og ligestilling. #MeToobevægelsen blotlagde, hvordan kvinder verden over dagligt udsættes for mænds seksuelle krænkelser. Vi var oprørte over den fremherskende voldtægtskultur, hvor mænds sexisme, og overgreb på kvinder, til stadighed legitimeres. Og vi så foruroligede til, mens tilslutningen til Jordan Peterson, og hans misogyne alarmisme, bare voksede og voksede. Vores interesse blev derfor hurtigt vakt, da vi faldt over fænomenet Incels: En bevægelse af mænd, særligt fra den vestlige verden, der slutter sig sammen på anonyme internetfora, for at proklamere et had til kvinder. Hvem var disse Incels? Og hvad var deres projekt? Denne undren blev udgangspunktet for vores problemformulering: Hvordan kan manforståudviklingenaf misogyni blandt unge mænd i vesten, somdenkommer til udtryk vedIncelbevægelsen? 

Et indblik i Manosfæren

Misogynier et had rettet mod kvinder. Ordet er afledt af det græske; misos, der betyder had, og gyne, for kvinde. Misogyni er et universelt fænomen, som kan spores helt tilbage til antikkens digtere, der i sin tid skildrede kvinden som djævelens sendebud, der lokkede manden i fordærv med sin forførelse. I den vestlige verden i dag spredes misogynien til stadighed og tager nye former i takt med samfundsudviklingen og de teknologiske landvindinger. Hadkriminalitet stortrives i de virtuelle kringelkroge, og internetkulturen viser sig at være blevet alt for virkelig.

Manosfæren, som opstod i start 00’erne, er et glimrende eksempel herpå. Manosfæren er et lyssky netværk af skrøbelige maskuliniteter, der gør det til deres projekt at ødelægge feminismen, før feminismen ødelægger samfundet. Der er ikke tale om en egentlig organiseret bevægelse, da der ikke er nogen formand, og da tilhængerne er anonyme. Manosfæren er nærmere en form for virtuelt univers, der i løbet af de seneste årtier er ekspanderet på anonyme internetfora, herunder 4chan, hvor brugere frit kan dele kontroversielt indhold. Uden at møde repressalier fra omverdenen deles hadefulde ytringer og opfordringer til vold, foruden fjollede memesog kattevideoer. Som en del af Manosfæren finder vi, blandt andre, de selvudnævnte Incels. ”Incel”står for ufrivilligtcølibat, og mændene bruger 4chan til at dyrke deres vrede, samt deres lave selvværd. Incels føler sig helt grundlæggende forurettede over, at kvinder afviser dem seksuelt. Ifølge Incels, er kvinder kun interesserede i de såkaldte Chads: Mænd, der lever op til de normative standarder for maskulin fremtoning; et bredt kæbeparti og et par muskuløse overarme. Det kan lyde som en spøg, men det er ikke desto mindre Incels’ klare overbevisning, at kvinder, fordi de ikke lever op til deres forpligtelse til at tilfredsstille mænds behov, fortjener at blive lagt for had. 

For at nærme os disse Incels, samt for at indhente empiri til opgaven, bevægede vi os, i inkognito mode, ind på 4chan. Her strakte lange, kryptiske kommentartråde sig på tværs af tidzoner og landegrænser. Der blev talt i koder, internetslang og referencer til blandt andet TheMatrixfilmene. Det blev efterhånden klart for os, at det var for omfattende et projekt, og vi måtte søge vores empiri andetsteds. Med lidt held, faldt vi over en YouTube-kanal, hvor en oprørt ung fyr ved navn James, ikke alene proklamerer sit tilhørsforhold til Incelbevægelsen, men tilmeld kaster lys over sin opvækst og sit forhold til kvinder. 

Hvorfor hader mænd kvinder?

For at nærme os en forståelse for den psykologiske udvikling af misogyni blandt Incels,ville vi grave dybt i subjektet. Vi allierede os derfor med psykoanalysen. Det var særligt det ambivalente forhold mellem had og begær, der kendetegner Incels’kvindesyn, som pirrede vores nysgerrighed og ledte os mod Ødipuskomplekset:Freuds klassiske teori om den psykiske konflikt i barndommen, hvor drengebarnets kærlighed til sin mor viser sig ved en trang til at besidde hende, samt leder til drengens rivalisering og identifikation med faren. Vi sporede os nærmere ind på en mere tidssvarende udlægning af den klassiske teori forfattet af den danske litterat Ole Andkjær Olsen. Ødipuskomplekset beskrives her som en psykisk konflikt om magt, der udfoldes i barnets tidlige relation til sin nære omsorgsperson. Andkjær Olsen forklarer, hvordan den ødipale magtkamp eksempelvis udspiller sig, når det lille barn kæmper med sin mor om sutten. Sutten er ikke alene objekt for barnets begær, men tilmed et symbol på magt. Dén, som har sutten, har altså magten. Træder moren ikke jævnligt i karakter overfor sit barn, kan barnet stagnere i de ødipale følelser; herunder magtbegæret og en bemægtigelsestrang. Vi genkender straks det ødipale barn i vores Incel,James, der tilsyneladende føler sig berettiget til kvinders omsorg og seksuelle ydelser. Spørger man Andkjær Olsen, kan den ødipale konflikt hos et barn, der igennem opvæksten har været vidne til et uligeværdigt forhold mellem kønnene, manifestere sig som kønschauvinismei voksenlivet. Er faderskikkelsen familiens enevældige overhoved, vil barnet således fremadrettet associere det maskuline køn med magt.

Et andet væsentligt bidrag fandt vi hos objektrelationsteoretikeren Donald Winnicott. Han stiller skarpt på mor-barn-relationen og udpeger moren, som skabelon for barnets senere kvindesyn. Også Winnicott slår et slag for vigtigheden af, at moren sætter grænser for sit barn. En mors overdrevne tilfredsstillelse af sit barns behov kan forhindre, at barnet bryder med sin illusion om almagt; eller omnipotens. Den misogyne mands forestilling om, at han er berettiget til kvindens kærlighed og seksuelle ydelser, kan således siges at være afledt af en stagnation i følelsen af omnipotens,der specifikt knyttes til kvinden.

Patriarkatet og det maskuline ideal

De psykologiske og intersubjektive elementer kan ikke stå alene i vores forsøg på at forklare, hvorfor nogle mænd udvikler sig i en misogyn retning. Vi fjernede os derfor fra briksen, og hævede blikket til det sociale og strukturelle niveau. Ved at introducere det socialkonstruktionistiske perspektiv ville vi undersøge, hvordan Incelsbliver tili en specifik social og kulturel kontekst, som er præget af kønnede normer og hierarkier. Det var derfor oplagt at gribe til den amerikanske filosof Judith Butlers berømte teori om kønnets performativitet. Det kønnede subjekt skabes, ifølge Butler, ved at lade sit udtryk og sine handlinger afspejle det maskulineeller feminine. Sådan bliver man forstået og accepteret som subjekt, samt undgår at blive socialt ekskluderet. Incelsudviser en ekstrem optagethed af at leve op til de normative standarder for maskulinitet. Som når James forklarer i en af sine YouTube-videoer, at: ”I’vealways played a warrior. Now I know why. It’s because that’s what we are. We are men. The only time women will respect usisif we act like men.”

Vi var optagede af de kønnede magtrelationer, som gennemsyrer Manosfærens ideologi. Der er ikke alene tale om en skævvridning af magtfordelingen mellem kvinder og mænd. Incelsdyrker tilmed deres mindreværdskomplekser ved at sammenligne sig med de såkaldte Chads; det maskuline ideal.At Incels oplever deres maskuline kønsidentitet som truet, kan tænkes at medvirke til, at de febrilsk forsøger at bevare en patriarkalsk kønsorden, hvor manden dominerer over kvinden. Det er desværre heller ikke svært at forestille sig et scenarie, hvor et mandligtindivid,der gentagne gange oplever at blive afvist af kvinder,føler sig forurettet og reagererved at krænke en kvinde seksuelt. Her udgjorde sociologen Raewyn Connells teori om de multiple maskuliniteter et væsentligt bidrag.Connell illustrerer, hvordan et mandligtsubjekt, derikkeharressourcerne til at efterlevedet maskulineideal, kan påtage sig en form for protestmaskulinitet, hvor aspekter ved idealetoverdrives eller fortolkes, og i sidste instans tager form sommisogyni. 

Manden eller samfundet?

Efter næsten fire måneder i selskab med virtuelle kvindehadere, begærsobjekter og heteroseksuelle matricer, stod vi tilbage med spørgsmålet: Har misogyni rod i manden eller samfundet? Velvidende, at der var tale om et valg mellem hønen eller ægget, konkluderede vi,at udviklingen af misogyniblandt mænd, som tilslutter sig Incelbevægelsen, så vidt muligt må betragtes i sin helhed, som indlejret i en historisk og social kontekst. Der er tale om en psykisk konflikt, der har afsæt i de tidlige relationer, såvel som et produkt af en patriarkalsk samfundsstruktur.