Maraton og Masochisme

Tekst og illustration af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych.

Når entusiastiske meningsdannere begynder at mæske sig i emner, de ikke selv har lyst til at indrømme, at de kun bringer op, fordi det får dem selv til at stråle med en varmere glød, så begynder de ikke sjældent med et ”Efter at mange har spurgt, vil jeg nu tale om …”. Det ville være løgnagtigt af mig at påstå, at jeg ikke var tæt på at bruge samme klodsede finte til at indlede denne artikel. Jeg overvejede det, fordi nedenstående er et skriv om, at jeg løber. Hvordan folk holder sig sunde er sandt for dyden det mest irriterende, et andet menneske kan bringe med til samtaler af enhver art. Derfor vil jeg understrege, at denne artikel ikke handler om sundhed, og jeg tror ikke, at den får mig til at gløde rødere end før. Dette skriv er ikke sat i verden efter stor efterspørgsel, men er derimod et selvsmagende indblik i mit løb væk fra ting, ind i ting og hjem til ting.  

Da jeg startede med at løbe, gjorde jeg det med en slet skjult ironisk distance og gigantisk aversion overfor typerne rundt om søerne. I guder hvor var jeg mange ting, men jeg ville traske barfodet gennem Dantes syvende inferno, før jeg ville karakterisere mig selv som værende en løber. Den eneste grund til, at jeg begav mig ud på landevejen, var vel fordi at jeg vel følte, at det burde jeg vel, for det gør man jo. Jeg begyndte altså løberiet af grunde lige delt mellem et senkapitalistisk patriarkalsk mandeideal og dovenskab. Jeg var lige flyttet til København og ville gerne se ud, som man vist skal se ud. Jeg manglede både kontakterne og motivationen, det kræver at blive en del af et fodboldhold, og jeg har, hvad min svømmelærer i 4. klasse kaldte, en meget kreativ svømmeteknik. Jeg så mig nødsaget til at løbe. Det skal måske siges her, at jeg selvfølgelig havde andre veje at gå, men jeg valgte altså, med min demokratisk sikrede frihed, at løbe.  

Jeg tvang mig selv ud og mærkede weekendens smøger krybe op af mine lunger, som var de fortabte sjæle, der forsøgte at undslippe helvedes ild. Jeg skruede så højt op for musikken, at jeg ikke kunne høre mine egne skrig på hjælp og nåde. Jeg tonsede afsted som en gennemrusten sovjetisk isbryder på vej gennem metertyk indlandsis. Langsomt prustende, stødt voksende, altid et sekund fra at gå i stå for aldrig at kunne trækkes i gang igen. Det var fuldstændigt forfærdeligt. Af uransagelige årsager blev jeg dog ved med at foretage dette torturritual et par gange om ugen. Løbeturen var weekendens afladsregning. Kilometernes smerte var en nøjagtig gengivelse af weekendens fester, blot med omvendt fortegn. Ligesom politikere køber bøgetræer i regnskoven, når de rejser til klimatopmøde i oliestater, løb jeg ture og kompenserede for mine eskapader. Altid den samme rute og for hver bytur, jeg havde fristet mig til i løbet af weekenden, voksede løbeturens ubehag. Det er en udtømmende beskrivelse af mit forhold til løb de første par år. 

Indtil jeg en dag, i himmelråbende eksamensangst, begav mig ud at løbe bare for at komme væk fra den forestående prøves skygge. Jeg løb vel i afmagt og prøvede at komme væk fra eksamen, væk fra kognitionspsykologien og væk fra frygten for, at jeg ikke var god nok. Der var som sådan ingen sammenhæng mellem frygtens størrelse og min arbejdsbyrde. Jeg havde læst, som det kan forventes, og var vel så klar, som jeg kunne blive. Der var noget andet på spil end forholdet mellem arbejdsindsats og krav fra fakultetet. Jeg tænkte, at jeg nok ville bestå, men var stadig bange for, at jeg ikke var god nok. Det er en ambivalent frygt, som jeg før har stiftet bekendtskab med - en grim trold, der springer mig i øjnene, når det forestående har særlig betydning for mig. Jeg kunne ikke samle mig om hverken arbejdet eller friheden og følte mig sat i knæ af mine egne forventninger. Jeg havde mistet kontrollen. Jeg ville væk, så jeg løb.  

 Indtil mit hoved stoppede med at rumstere, og mine ben gik i kramper, og så rejste jeg mig op og løb videre. Det var forfærdeligt, men også virkelig levende og vidunderligt. Efter jeg havde fordoblet min tidligere distance, nåede jeg et bevidsthedsniveau, hvor jeg var fuldstændigt tom. Jeg tror, det er at sammenligne med narkotika, en afhængighed der indtræffer, og et punkt der ikke kan gentages. Jeg løb mig derud, hvor den eneste energi, jeg kunne udveksle, var mellem mit hoved og mine ben. Jeg havde sågar et mantra, jeg gentog for mig selv, og gennem denne stående meditation kom jeg ind til et stadie, hvor jeg var fritaget fra det ydre og følte mig rent indre.  

I alt det her slog det mig pludseligt, hvor vanvittig en situation jeg havde sat mig selv i. Jeg er psykologistuderende og tænkte, at jeg derigennem jo vidste et og andet om psykisk velvære. Og mange ting kan man kalde min psykiske væren før den løbetur, men velvære er i hvert fald ikke det første ord, jeg ville benytte. Jeg troede, at jeg skulle blive en form for fyrtårn, der konstant kunne minde verden om ikke at blive kapitalismens nyttige idiot, prædike om at lytte til sig selv, skabe frirum og iltlommer i hverdagen. Hvis eksamen gjorde det ved mig, så skulle jeg bare droppe den, for det er ikke det værd. Jeg kunne ikke engang finde ud af ikke at gå så meget op i studiet, at jeg blev stresset af det. Skønt.   

Løbeturen gav mig spørgsmålet, og jeg løb videre. Så troede jeg, at den også ville give mig svaret. Jeg fik intet svar på turen, for der var ikke noget at hente ude på landevejen udover en følelse af kontrol.  

Hvis jeg skulle udføre en let og elegant selvdiagnostisering, så havde jeg begyndende, måske buldrende, stress - eller det der ligner. I perioden havde jeg ikke et passende spørgeskema ved hånden, der kunne forsikre mig om, hvad den præcise diagnose var. Men kønt var det ikke, og jeg var hamrende ulykkelig. Gennem en masochistisk praksis underkastede jeg mig en selvforskyldt smerte, der gav mig en ro og et overblik. Da jeg havde fundet det lufthul, blev jeg bare ved med at arbejde. Fordi løbet havde givet mig overskud, troede jeg, at jeg kunne skrue op for belastningen. Jeg troede, at min nye teknik kunne overvinde alt. Sveden kunne rense min hjerne for stresshormon, så alt var lykkeligt. Det er bare, desværre, ikke så nemt. Jeg forskød bare problemerne ud i intetheden og løb væk fra dem i stedet for at konfrontere kernen af dem. Men det kommer altid tilbage, og på et tidspunkt må alle stoppe med at løbe. Jeg løber stadig, ikke for sundhed, men for klarhed og arbejder stadig for meget. Men jeg er i proces med min arbejdsproces og bliver mere og mere bevidst om, hvordan jeg i armslynge med samfundet, kan drive rovdrift på mig selv. Jeg tænker, at det er en god begyndelse.