Krop, Selvforhold og Virkelighed - Reportage fra en weekend med Kursusgruppen i København

Af Karen Damgaard, stud.psych. 
Foto: Kursusgruppen i København 

En weekend midt i den tørkeprægede periode i maj tilsidesatte jeg en igangsat opgaveskrivning og lysten til at nyde godt af de usædvanligt høje varmegrader for at deltage i kurset ”Krop, Selvforhold og Virkelighed”. Kurset var på forårssemesterets program for kurser arrangeret af Kursusgruppen i København, og titlen havde pirret min nysgerrighed. Spændt på at finde ud af, hvad denne lidt abstrakte titel kunne dække over, dukkede jeg op lørdag formiddag og indfandt mig i introduktionscirklen mellem de omtrent tyve andre deltagere. Indput bringer her en reportage fra kurset.  

At integrere kroppen i psykoterapi 

Med den lidt lange underoverskrift ”en praksisforskningsbaseret humanistisk, kausalt arbejdende kropspsykoterapi – ’Hovedet er kun klogt, når kroppen er med’” var hensigten med kurset at give en introduktion til Sensetik, som er den psykoterapiform, som mag.art. og adjungeret professor på RUC Olav Storm Jensen har udviklet. 

Kursusbeskrivelsen havde blandt andet betonet, hvordan Sensetik har en særlig opmærksomhed på kropslige dimensioners betydning for ”virkelighedsundersøgende” arbejde, og der var lagt op til, at vi skulle få kendskab til enkle metoder, der vil kunne muliggøre erfaringer med såkaldt ”ægte evidens”. Jeg havde glædet mig til at få et indblik i, hvordan man kan integrere kroppen mere i psykologisk arbejde, da det i mine øjne ikke er noget, der gives meget opmærksomhed på vores uddannelse – i al fald fra mit nuværende ståsted to tredjedele henne i bachelorforløbet. Derudover havde jeg spekuleret lidt over begrebet ”ægte evidens”, men inden vi skulle få mere teoretiske forklaringer på tankegangen bag Sensetik-uddannelsen, gik den første del af lørdagen med at få indblik i nogle af metoderne. 

Sensetiks grundlæggende terapeutiske metode er altså ”virkelighedsundersøgelsen”, som er undersøgelsen af, om de opfattelser af selv- og situationsforhold, der er i funktion i en given (problem-) sammenhæng, også faktisk har reelle rødder i virkeligheden. 

Den grundlæggende værktøjskasse for denne undersøgelse er den trefoldige formel ”Ned i kroppen, ned i tempo, ned i det konkrete”, hvor det sidste handler om ens tankemæssige forholdelse. Især de to første nedstigninger blev ret konkret afspejlet i kursets form. Efter en kort introduktion og præsentationsrunde blev gulvet ryddet for stole, og snart fandt vi os selv stående lidt i knæ med overkroppen hængende frit forover, så armene hang nedad mod gulvet. Her guidede Olav vores opmærksomhed til, samtidig med et frit åndedræt, specifikt at mærke tyngdekraftens virkning på kroppen. Olav parafraserede over Descartes’ sætning ”Jeg tænker, altså er jeg til”, som han ville erstatte med ”Jeg vejer noget, altså er jeg til” som en endnu mere basal eksistenskonstatering: Tyngdeopmærksomheden skulle altså støtte os i at forbinde os med den konkrete virkelighed, vi befandt os i. 

Senere skulle vi oprejste gå rundt mellem hinanden på gulvet, mens vi blev bedt om hele tiden at have en del af opmærksomheden allokeret på kroppens tilstedeværelse i rummet, og altså den konkrete virkelighed, vi var en del af i det øjeblik. I første omgang skulle vi gå rundt uden at kigge på hinanden, mens vi i anden omgang aktivt skulle søge øjenkontakt – dog uden derved at kommunikere med et smil eller anden gestik. Hvor første del af øvelserne mindede mig om grundlæggende kropsbevidsthedsøvelser genkendelige fra eksempelvis yoga, var øvelsen med øjenkontakt overraskende uvant for mig. Det slog mig, hvor sjældent jeg egentlig holder øjenkontakt med et fremmed menneske uden at følge denne øjenkontakt med en eller anden form for ledsagende mimik, om det er et anerkendende, opmuntrende, overraskende, udfordrende eller interesseret ansigtsudtryk. 

Grounding og selvforholdet 

Hver gang vi havde lavet eller overværet øvelser, samledes vi i rundkredsen, hvor de to kursusledere – Olav Storm Jensen selv og Gorm Lundshøj, som er en af de udannede Sensetik terapeuter – skabte et godt rum for spørgsmål og erfaringsdeling. Også i disse plenumdiskussioner syntes principperne om at tage udgangspunkt i den konkrete virkelighed og vores såkaldte virkelighedserfaringer som deltagende på kurset at blive prioriteret frem for en stringent overholdelse af et fastlagt program. 

Nøgleordet for de fysiske øvelser – der kan have mere eller mindre nyhedsværdi som konkrete bevægelser – er grounding, der beskriver det forhold, at man er funderet i sin krop og ikke trækker sig væk fra den med vanemæssig tankeopslugthed, muskulær stivnen, tilbageholdt åndedræt og bortvendt opmærksomhed. Tanken er, at da kroppen er i virkeligheden og reagerer på virkeligheden, giver grounding virkelighedsforbindelse og er vejen til at skelne mellem, hvad der faktisk er og sker, og hvad der er fantasi. I en sensetisk forståelse hænger dét at være groundet tæt sammen med at være ægte, være ”sig selv”, være nærværende. 

Grounding er dermed et værktøj i Sensetik-terapien som bruges til at støtte klienten i sin virkelighedsundersøgelse gennem at mærke sig selv og sine følelser. Og opfattelsen er, at krop og tanker må integreres i det terapeutiske arbejde i forsøget på at ændre negative selvbilleder. Det bliver afgørende at mærke sine følelser, og her er kroppen den afgørende medspiller. Grundlæggende er tankegangen altså at forsøge at kvalificere sine virkelighedsbilleder – og dermed sine tanker om det, som man arbejder terapeutisk med – ved at lytte til kroppen, og f.eks. undersøge, hvordan det, man siger, harmonerer med det, man føler. Som Gorm på et tidspunkt kommenterer, er det ikke farligt at mærke sine følelser, men derimod farligt ikke at ville mærke dem. Helt enkelt forstås kropskontakten som det vigtigste redskab til at opdage, om det er noget ved virkeligheden, som man undgår at mærke, se i øjnene eller erkende, hvilket kan komme til udtryk i eksempelvis angstlignende tilstande, hvor vejtrækningen er besværet og kroppen spændt.  

Lørdag eftermiddag gennemførtes en demonstrationsterapi med en frivillig deltager fra gruppen, som på en enkel og konkret måde kom til at belyse nogle af de vigtigste pointer i Sensetiks terapitilgang: Problemet med det negative selvforhold viste sig for den frivillige klient ved, at han blev optaget af, om Olav, som var terapeuten, syntes godt om ham. Derpå viste det sig igen i et nyt lag ved, at han syntes, at det var forkert overhovedet at være optaget af Olavs syn på ham. Hans første forsøg på at løse dette problem bestod så i, at han efter en kort tænkepause erklærede, at han var ligeglad med, hvad Olav syntes om ham. Dette udsagn satte Olav derpå på en ganske rolig måde spørgsmålstegn ved og spurgte ind til, om det nu egentlig også var sandt. Klienten erkendte hurtigt, at det var det faktisk ikke, og i deres samtale om det fandt de sammen frem til at se, at det var et forsøg på at løse problemet ved at fortælle sig selv en slags modfortælling til problemets fortælling om forkerthed. Altså en slags kognitivt eller narrativt løsningsforsøg, der reelt ikke løste noget som helst, men udelukkende forøgede det samlede løbende mængde af selvfortællingsarbejde. 

Klienten gik derpå ind på at forsøge den virkelighedsundersøgende metode: Se på og lytte opmærksomt til Olav med kropsligt nærvær og frit åndedræt og altså løbe risikoen for at komme til at se og mærke det, han frygtede: At Olav syntes dårligt om ham – men derved at give sig selv den reelle chance for at komme til at se, at virkeligheden var, at Olav syntes godt om ham, gerne ville høre på ham og tage ham alvorligt etc. Det var, hvad han kom til at se – og befriende føle sig helt sikker på var sandt (”ægte evidens”). Arbejdet gik videre og endte i klientens eksperiment med at se rundt på alle de andre i gruppen én ad gangen – og raden rundt konstatere sig velkommen i gode møder, sådan at han kunne slutte af med helt troværdigt at konstatere det dejlige ved at føle sig set. 

I løbet af søndagen viste de to kursusledere endnu et eksempel på, hvordan et konkret terapeutisk arbejde i Sensetik kan foregå.  Med Olav som terapeut og Gorm som klient illustrerede de, hvordan man kunne arbejde med et konfliktområde, som dét at have svært ved at tage imod anerkendelse og ros. I Sensetisk forståelse har en sådan problemstilling rødder tilbage til konfliktstof i barndommen, mens konflikten kan mærkes i kroppen. Der var brug for aggressionsarbejde, og der blev slået hårdt i et tårn af sækkestole, mens Olav var der med ham. Her forstås aggressionsarbejdet ikke som en udtømning af følelser, hvor man skal ”ud med det” eller ”af med det”, men derimod som en støtte til anerkendelsen af virkeligheden gennem at udtrykke og derved mærke følelserne, som de er. Man kan sige: Få dem ordentligt ind i stedet for ud. Demonstrationen viste, hvordan det forkerte i manipulationen fra den konfliktfyldte barndomssituation slås fast, så klienten kan mærke den følelsesmæssige viden om, at det ikke var ham, som var forkert. Olav pegede på, at Gorms bagatelliseringer af situationen ikke harmonerede med kraften af hans slag i puderne, og det blev herved tydeligt, hvordan slagene støttede Gorm i at tage sig selv alvorligt nok. Er terapien vellykket, i denne forståelse, bliver klientens grounding og med den selvforholdet bedre, hvilket tydeligt kan ses i det kropslige udtryk. Klienten ser mindre anspændt ud, trækker vejret dybere, retter ryggen mere, løsner stivnede ansigtsmuskler o.lign., og alle disse kropslige ændringer udgør derved den ”ægte evidens”. 

Olav pointerer efter demonstrationen, der gav Gorm sved på panden og en klapsalve for at stille sig til rådighed som klient, at der er to aspekter af teorien i det praktiske terapiarbejde: Den intellektuelle forståelse og indsigt og den kropslige grounding, og de følges ad som to sider af samme sag.  

Et supplement til akademia 

Timerne gik på én gang hurtigt og langsomt i løbet af de to kursusdage. Øvelser blev afløst af snakke om teorien, der igen med jævne mellemrum blev afløst af pauser, hvor medbragte madpakker blev spist i den nærliggende park, og Kursusgruppens kaffe- og kageservering blev værdsat. Selvom vi kun tilbragte fjorten timer sammen i løbet af den ene weekend, gav de forskellige øvelser og bidragene til de fælles diskussioner mig en følelse af at lære de andre kursusdeltagere lidt at kende. Det føltes meningsfuldt at være samlet på en foranledning af, at vi alle har en interesse for eller nysgerrighed på de kropslige aspekter i psykologien. Og denne interessedeling på tværs af årgange og erfaringer på det store psykologistudie er en stor styrke ved Kursusgruppens arrangementer, tænker jeg. 

Ligesom det er interessant at møde andre studerende, man ikke lige møder på sit stamhold eller på sin årgang, er det også interessant at møde en praktiker, der arbejder ud fra en konkret videnskabelig tilgang. Det slog mig, at jeg på universitetet indtil videre ikke har været vant til at diskutere med teorier så konkret, som vi gjorde det med terapeuterne på kurset. I mine øjne lever Kursusgruppen på den måde godt op til sit formål med at være brobygger mellem den akademiskprægende undervisning på universitetet og arbejdslivets praktiske karakter. 

Psykiatrikritik konkretiseret 

Som et af de sidste punkter på det program, der tegner sig selv i løbet af kurset, udvikler der sig søndag eftermiddag en længere snak om diagnosticering og psykiatrikritik. 

Olav lægger ud med en gennemgang af sit syn på psykiske lidelser, der umiddelbart åbner op for en hel del undrende spørgsmål. Det er nemlig efterhånden sjældent, at man i dag møder én, der mener, at forståelsen af psykiske lidelser som sygdomme – altså noget man er, har, rammes af etc. – er direkte falsk. Ifølge Olav kan dét, som kan opfattes som sygdom gennem en dybere, åben virkelighedsundersøgelse ses som enten metoder til forsøg på løsning af problemer, som involverer ”aflukninger for virkelighed” – eller som konsekvenser af forsøg med sådanne metoder. Når man forsøger at løse problemer ved at lukke af for den kropsforankrede ”virkelighedssans”, så har man kun med tankerne at gøre, og den ene fantasi kan være lige så god som den anden, er forståelsen. 

Hertil træder en humanistisk forståelse frem, efterhånden som vi lærer Sensetik bedre at kende. Olav tøver ikke, da han bliver spurgt om, hvorvidt det kerneselv, han udtaler sig om, altid er godt; det er det, men lige uden for kernen kan der være enorm forvirring og tvivl omkring selvværd og forkerthed, gør han opmærksom på. Og denne tvivl, og de forsøg på at løse problemet med den, kan i den grad indebære, at man gør én selv og andre ondt. I den forbindelse mærker vi en stor betoning af forældre-barn-relationen, som vi også så udspillet i demonstrationsterapien tidligere. Olav går tilbage til spørgsmålet om den ægte evidens og forklarer, at det er direkte konkrete erfaringer med ”evidenskvalitet” (forstået som ”ja sådan er det”-oplevelser for såvel klient og terapeut og evt. gruppedeltagere med udgangspunkt i det kropslige udtryk) – snarere end evidens baseret på statistik og effektmålinger, der har vist ham, at mennesker er utroligt sårbare over for dynamikken mellem barn og forælder, og at forvirringen i denne dynamik kan sætte sig som dybe (men aldrig irreversible) spor i forholdet til sig selv. Mens det sidste her harmonerer godt med, hvad jeg er kommet forbi af tilknytningsteorier i udviklingspsykologi, er psykiatrikritikken, når den bliver så konkret, en sjældenhed på studiet, som jeg ser det: ”Hvis vi startede det psykiatriske system helt forfra, ville det så høre hjemme på hospitalet og i medicinstudiet?”, spørger Olav, der i samme diskussion også får ytret, at ”mentalisering er sådant et skørt begreb”. For ham er der ikke noget mærkeligt i at kunne sætte sig ind i, hvordan vores medmennesker har det – det har vi altid kunnet – hvorfor der ikke er behov for et moderne ord for det. Og her bliver det endnu en gang tydeligt for mig, at vi som studerende nemt kan blive ukritiske over for præsenterede teorier og overtage terminologier uden at stille spørgsmålstegn herved.  

Da vi har samlet op på tanker opstået gennem kurset og sagt farvel til hinanden efter weekenden sammen, træder jeg ud ad døren og rammes af eftermiddagsheden. Den virker overvældende efter timerne inde i det noget køligere kursuslokale. Og mens jeg forsøger at trække vejret helt ned i benene, tænker jeg, at mødet med Sensetik og Olav Storm Jensen var et ægte frisk pust fra en ældre generation og fra en konkret psykologifaglig virkelighed, der kan stå som eksempel på én af de mange mulige virkeligheder, vi kan træde ud i, når vi om 1-2-3-mange år lukker døren til vores uddannelsesinstitution.