Kritikkens nødvendighed
Et blik på psykologistudiets udvikling og fremtid
Af Zacharias Dyrborg, stud.psych og Maria Voulgaris Valeur, stud.psych
“Jeg synes, en meget vigtig side af psykologien går tabt, hvis ikke der levnes plads til at beskæftige sig med det hele menneske i al dets kompleksitet”, udtalte Judy Gammelgaard til Indput i december 2011. Allerede for ti år siden var hun bekymret for den udvikling, der var i gang på psykologistudiet. Studiet og instituttets fokus blev ifølge hende mere og mere angelsaksisk, reduktionistisk og kvantitativt. Denne udvikling finder stadig sted, og vi vil i denne artikel forsøge at vise, hvorfor det er vigtigt at forholde sig kritisk til vores studie og psykologien som fagfelt.
Som studerende bliver man introduceret for ét pensum på hvert fag, der danner udgangspunkt for forståelsen af et helt psykologisk fagområde. Ofte bliver fagene præsenteret, som om de giver et repræsentativt indblik i alle fagområdets facetter. Pensum kan selvfølgelig aldrig dække alle aspekter af et psykologisk fagområde, men vi mener alligevel, at man bør stille sig kritisk, hvis centrale teoretiske skoledannelser nedprioriteres eller forsvinder. Denne problematik hænger også sammen med, hvem der bliver ansat, hvad der er prestigefyldt, og hvilken forskning der bliver givet penge til.
Det kan, især på de første semestre, være svært at vide, hvilke perspektiver man ikke får med. For hvordan skal man vide, at noget kunne være anderledes? Man kan måske overhøre nostalgiske ældre studerendes samtaler om dengang de havde faget, men der er ikke nogen nem måde at afdække alle de perspektiver man ikke bliver præsenteret for.
På nuværende tidspunkt er der noget, der rører sig på Københavns Universitet. En utilfredshed, en undren, en frustration blandt mange studerende. Hvorfor denne frustration? Fordi man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt vi bliver præsenteret for den ”bedste” måde at forstå psykologiens mange facetter. Og man kan undre sig over, om udviklingen kan være et udtryk for, at vi er ved at glemme noget af det, der gjorde psykologi på KU speciel.
”[D]et var en befrielse at komme til København og finde en mere kvalitativ, teoretisk og filosofisk inspireret psykologi. Desværre har den relativt trange kår lige nu, og mange kræfter presser på for, at vi skal blive ‘mainstream’, mere som alle andre. Det er jo det, man i eksistenspsykologien vil kalde for ‘værensforglemmelse’ - hvor mange glemmer at reflektere over, hvorfor man gør, som man gør, og i stedet bare gør som alle andre.”
Det udtaler Tone Roald til Indput i oktober 2014, da hun ser tilbage på sin ankomst til KU i starten af 00’erne. Hun peger på, at KU var et åndehul, hvor der var plads til kvalitativ, teoretisk og filosofisk inspireret psykologi, og påpeger - som Judy Gammelgaard - at KU er ved at miste noget af det, som gjorde stedet særligt. Hun mener, at det er et udtryk for, at vi er ved at glemme at reflektere over, hvorfor tingene er, som de er, og blot følger strømmen. I virkeligheden stiller hun et helt essentielt spørgsmål: Hvorfor gør vi som alle andre? Er det positivt, at KU bliver mainstream-psykologi? Vores svar er enstemmigt nej. Men for også at overbevise dig, kære læser, vil vi kridte banen op og forklare, hvorfor den udvikling Psykologi på KU har gennemgået, kan være problematisk.
Hvor står vi nu?
I 2016 blev der foretaget en international evaluering af Institut for Psykologi på KU, der konkluderede, at en af de primære styrker ved vores institut var de diverse og pluralistiske tilgange til psykologien: “A clear strength of research in the department is (…) its diversity of approaches. It seems vital that any restructuring maintains and preferable enhances these strengths”. De lagde vægt på, at det var vigtigt, at denne balance blev opretholdt fremadrettet. Gruppen Psykritik - Forum for faglig bredde har foretaget en sammenligning af pensumlisterne fra 2015 og 2020, hvor de peger på, at denne bredde ikke nødvendigvis bliver opretholdt. Udviklingen har været størst i de fag, der har skiftet fagkoordinatorer - socialpsykologi og pædagogisk psykologi, og derfor fokuserer vi på disse. Færre og færre tekster har et teoretisk hovedfokus. I 2015 var 60-80% af teksterne i begge fag primært teoretiske, forstået sådan, at de udfoldede teoretiske perspektiver inden for særlige skoledannelser, man derved fik et indblik i. Nu er det under halvdelen. Disse skoledannelser udgør grundlaget for selv at erhverve sig analytiske værktøjer, teorier og metodologiske tilgange, man kan arbejde ud fra. På den måde kan man argumentere for, at vi bliver dårligere stillet til selv at tænke og lave research. Samtidig er flere og flere tekster angelsaksiske - som jo netop taler ind i dette identitetstab, det ligner, der er ved at ske på KU.
Når størstedelen af pensum bliver dedikeret til tekster fra den engelsksprogede del af verden, lærer vi hverken om de lokale eller globale perspektiver. Vi bliver primært indført i, hvad der sker i de engelsktalende lande, som hverken repræsenterer Danmark eller de andre 94 % af Jordens befolkning. Pensum bliver fokuseret på få kulturer, der bliver præsenteret som universelle, men reelt ikke er det. Selvom der er meget mindre skandinavisk litteratur, er der dog mere international ikke-angelsaksisk litteratur på socialpsykologi nu end i 2015. Pensum i pædagogisk- og socialpsykologi er også blevet mere kvantitativt funderet. I 2015 var der en svag overvægt af kvalitativ forskning, men nu er pendulet svunget langt i den anden retning. To tredjedele af de empiriske artikler på socialpsykologi er kvantitative, mens det er 80 % på pædagogisk psykologi.
En kritisk stillingtagen som essentiel
Faglig udvikling sker – nogle retninger kommer til at dominere, mens andre må vige pladsen. Men videnskabelig udvikling er i høj grad præget af vidensparadigmer, forskningsmiljøer, politiske interesser og økonomiske strømninger. Udvikling er aldrig neutral eller naturlig. Hvad der er karakteristisk for den del af psykologien, som underprioriteres lige nu, er den kritiske stillingtagen til vores egen videnskab og verden. Den kritiske psykolog Klaus Holzkamp var skeptisk overfor det, han kaldte den traditionelle videnskab, som han kendetegnede ved brugen af begreber uden en grundlæggende kritisk refleksion over dem. Kritikken var bl.a. møntet på psykologiens grundbegreber som motivation, personlighed, hukommelse mm., og Holzkamp satte spørgsmålstegn ved disse: Hvor kommer de fra? Hvordan er de blevet videnskabelige? Han påpegede, hvordan det, der undersøges, bliver vilkårligt, når grundbegreberne er vilkårlige - i princippet ved man ikke, hvad resultaterne betyder, fordi man ikke ved, hvad det undersøgte betyder. Holzkamp var, ligesom andre kritiske teoretikere, ikke kritisk blot for kritikkens skyld, men fordi det kræver en kritisk og refleksiv stillingtagen til verden at blive klogere på, hvad psyken er, for at lave god videnskab, og specifikt for os; for at blive gode, refleksive psykologer, der kan forholde sig til vores vidensfelt. Det er netop derfor, at vi efterspørger en kritisk stillingtagen – vi må tage stilling til vores begreber. Det skal ikke blot handle om at spørge til hvor meget eller i hvilken grad, noget kan findes i verden eller har en sammenhæng med andet, men også at spørge hvorfor samt hvad det er.
Morten Nissen, der tidligere var fagkoordinator på Social-, Udviklings- og Integrationspsykologi, talte med Indput, da han forlod Institut for Psykologi til fordel for DPU i oktober 2014. Da han blev spurgt til sine tanker om fremtiden for instituttet, var han bekymret for, at den retning, psykologien bevæger sig, vil komme til at gøre os til mindre kompetente psykologer:
“Hvis den positivistiske og naturvidenskabelige måde at tænke på bliver for fremtrædende, bliver der et problem med uddannelsen af psykologer til arbejdsmarkedet. Psykologer skal kunne mange andre ting end specifikt at vide, hvordan det går med hjernen og kognition. Jeg tror, at det er en defensiv og uholdbar professionsstrategi i det lange løb (...)”
Nissen pegede på, at den positivistiske og naturvidenskabelige psykologi ikke gør os i stand til at begribe de komplekse arbejdsfelter, psykologer skal indgå i, men at der også er brug for en anden videnskabelighed for at være en god psykolog i den komplekse virkelighed, vi lever i.
Aktuelt tilføjer Nissen i en mailkorrespondance, at han stadig mener, at det er problematisk, hvis psykologien bliver for positivistisk. Han tilføjer, at vi som psykologer har brug for den type viden og analytiske kompetencer, der tilbydes i de kvalitative, teoretiske, humanistiske traditioner. Det er dog ikke kun et spørgsmål om genstandsfelter - altså fokus på bestemte dele af psykologien – men også om de kompetencer, der bliver skabt ved en indføring i disse videnskaber. Han skriver:
”Det kvalitative efterspørges bredt i samfundet, fordi de tekniske og standardiserede kompetencer altid også forudsætter kompetencer af en anden art: Refleksive, dialogiske, syntetiserende og skabende. Kompetencer i at indsætte, håndtere, vurdere og transformere standarder og vidensformer i konkrete situationer, debatter og historiske forløb; i at generere og vurdere idéer og tilgange; om at medtænke sig selv som aktør og subjekt (...)”
Det handler altså om den dannelse, der gives i kvalitative, teoretiske, humanistiske traditioner. Kvaliteter som at være refleksiv og skabende, om at kunne gå i dialog, at have en forståelse for at kunne tilgå komplicerede processer i konkrete situationer og at være opmærksom på, at man selv indgår i disse processer som subjekt. Alt dette er noget vi mister, hvis vi ikke holder fast i humanvidenskaben og den kritiske samfundsvidenskab.
En afsluttende pointe som er vigtig at have med, er, at naturvidenskaben sagtens kan være kritisk og refleksiv, men historisk set er det ikke prioriteret lige så højt som i humanvidenskab og kritisk samfundsvidenskab. Det filosofiske er på samme måde nedprioriteret til fordel for det empiriske. Vi har behov for empiriske studier, men for at kunne reflektere over, hvad psyken er, og som Nissen pointerer, for at få de bedste psykologiske kompetencer, har vi også brug for den kritiske, filosofiske stillingtagen.
Kritik og undren som uundværlig for erkendelsen
Hvis vi ikke stiller os kritiske og refleksive overfor det, vi undersøger, og hvis vi ikke forsøger at udfordre vores egen verdensanskuelse, risikerer vi, at vi indtager og skaber viden uden egentligt at blive klogere. Michel Foucault skrev i introduktionen til andet bind af Seksualitetens Historie:
“Hvad angår den grund som har motiveret mig, så var den ret simpel (...) Det er nysgerrigheden (...) den, som gør det muligt at rive sig løs fra sig selv. Hvad ville en stræben efter viden være værd, hvis den kun skulle sørge for erhvervelsen af erkendelserne, og ikke også på en eller anden måde så vidt muligt skulle sørge for at føre den erkendende på vildveje? Der er øjeblikke i livet, hvor spørgsmålet om, hvorvidt man kan tænke anderledes, end man faktisk tænker, og opfatte tingene på en anden måde end man faktisk gør, er uundværligt for at kunne fortsætte med at opfatte tingene eller spekulere i det hele taget”
Vores håb er, at vi som studerende kan få lov til at sætte spørgsmålstegn ved vores egen tænkning og måden, vi forstår verden på. Vi vil gerne lade os lede på vildveje en gang i mellem. Uddannelse bør være en erfaringsproces, hvor der er plads til at være i tvivl og ikke altid at kunne finde fyldestgørende svar. Vi vil gerne forholde os aktivt til, hvad vi laver - og have lov at udforske - i stedet for at være passive modtagere af den viden, vi bliver præsenteret for.