Konspirationsteorier del 1: Everyone is stupid except me
Af Oliver Hundahl, stud. psych.
Der er en scene fra The Simpsons, jeg godt kan lide. Der er faktisk adskillige, men der var én jeg omgående kom i tanke om, da jeg valgte det her emne. Google fortæller mig, at scenen jeg tænker på kommer fra episoden Homer the Heretic fra 1992. Jeg finder den på Youtube. Vi ser Homer slængende sig i sin slåbrok på en sofa, omgivet af tomme dåser Duff-beer og bunkevis af brugte Playdude-magaziner. Han tager et ordentligt hiv af en fed cigar, og konstaterer “Boy! Everyone is stupid except me.”
Det slår mig, at Homer her udtrykker en af de to logikker, der strukturerer konspirationsteorier. Den lyder ‘jeg har en særlig viden, men ingen kan se, at jeg har ret’. Det er implicit i logikken, at alle potentielt kunne have denne viden, hvis bare de var kloge nok til at indse, at de hjernevaskende medier livet igennem har svøbt dem i det kvælende tæppe, vi kalder ideologi.
Det er den ene logik.
Den anden forklares bedst ved et metaforisk fiskeriredskab, der samtidig bliver den metafor, med hvilken jeg får sneget artiklen her ind i temasektionen. Jeg taler (naturligvis) om en åleruse. Jeg ved ikke, om I nogensinde har set sådan en, men de er kendetegnet ved en række sammensatte net med snævre tragtformede åbninger. Rusen er således nem at komme ind i, men svær at komme ud af*.
Konspirationsteorier struktureres på samme måde. De inkluderer altså 1) troen på, at man har en viden, som ingen andre har 2) faktummet, at denne viden forstærker sig selv konstant, da næsten alting kan bruges som bevis.
I denne Indput exclusive artikelserie, vil jeg kaste mit blik på konspirationsteorier som fænomen, og gå i dybden med nogle af dem, jeg finder særligt interessante.
Som kick off til hele projektet, vil jeg i dette blad tale om en af de mere bizarre konspirationsteorier, der er nået mainstreammedierne i nyere tid. Jeg vil forsøge at finde hoved og hale i den paranoide republikanske febervildelse, der er kendt som pizzagate. Betragt det som første rum i en ruse af artikler.
PIZZAgate?
Den her konspirationsteori handler desværre ikke om et hemmeligt peperonibaseret selskab, eller om hvordan der i tomatsovs kan findes spor af et tankekontrollerende serum. Det er desværre meget mindre komisk.
For at forstå den her, må vi derimod rejse et par år tilbage i tiden, til de deprimerende måneder omkring det amerikanske præsidentvalg i 2016. Hele misæren starter, da Hillary Clintons kampagnemanager, John Bodestas, personlige e-mail bliver hacket. Én måned før valget skal stå, bliver en lang række af disse e-mails offentliggjort på Wikileaks. Herfra går alt amok.
Af tilsyneladende uskyldige årsager handler mange af Podestas e-mails om mad; hvilke restauranter han skal på, hvad han skal spise hvilken dag, med hvem. Hertil nævner Podesta ofte Washington D.C. pizzarestauranten Comet Ping Pong, og dens indehaver James Alefantis. De er åbenbart bekendte. Hans børn og hans mange venners børn er også tit oppe og vende i hans e-mails. Han elsker at bruge tid på dem og spekulerer ofte på, om de ville blive gladest for pizza eller pasta eller hotdogs eller flødeis.
Det er vist the facts, så vidt jeg er informeret. En familiefar køber aftensmad til sine børn.
Her gør Pizzagate-konspirationen sit bizarre indtog.
Teorien opstår ud af stort set ingenting og går grundlæggende ud på, at Podestas e-mails er skrevet i et kodesprog, og at man ved analyse af dem kan knække denne kode og afsløre en verdensomspændende ring af pædofile sex-traffickers.
Det er nemlig alment kendt, mener teoretikerne, at fastfoodtermer bruges af pædofile til at skjule deres uhumske agenda. Pizza betyder f.eks. antageligt pige, hotdog betyder dreng, Dominos betyder BDSM, flødeis betyder prostitueret, sovs betyder orgie og ‘cheese pizza’ betyder ‘child pornography’, på grund af de ens forbogstaver.
Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Der er absolut intet ved Podestas e-mails, der antyder pædofili i nogen som helst udstrækning. Heldigt for pizzagate’erne er det så, at de kan finde langt flere beviser end blot dette ene.
Moderne kunst er jo djævlenes medie
At lede efter skjulte koder er en sand klassiker inden for konspirationsteorier. En anden grundpille i Pizzagate blev derfor også tilhængernes noget tvivlsomme analyse af den kunst, der hang på Comet Ping Pongs vægge.
Her har vi brug for the facts: Comet var et kendt opholdssted for kunstnere, excentrikere og LGBT+-personer. Det var (og er) et spillested, hvor lokalt og internationalt kendte punk- og alternative rock-bands ofte optrådte. Passende nok var stedet derfor fyldt med bandplakater og vægmalerier, modeleret om en semi-avant-gardistisk queer-æstetik. Det var the facts. Nu: The fiction, eller rettere: The anti-facts.
Konspirationsteorier har nemlig en vis spøjshed, som det er oplagt at adressere i denne sammenhæng. Som artiklens titel antyder, er konspiratorikerens antagelse oftest den, at de har en særlig viden; at de er woke og ikke broke. Sandheden er dog ofte, at de har en så grundlæggende mangel på viden, at de er fuldkommen ude af stand til at tolke fænomener korrekt. Deres analyse af kunsten i Comet Ping Pong er et slående eksempel. De ser sataniske symboler og pædofile undertoner overalt i restaurantens udsmykning, men ender på den måde bare med at udstille deres egen uvidenhed om kunsthistorie. Ja – nogle af værkerne har voldsomme motiver, de skal trods alt reklamere for punkmusik, men der er intet i dem, der er specielt mere skandaløst, end hvad man kunne forvente at se på f.eks. den moderne fløj på Statens Museum for Kunst. Måske husker I her, hvad jeg sagde om ålerusens logik?
Da der er mange at vælge imellem, bliver jeg er i tvivl om, hvad den værste påstand, de kommer med, er. Er det på den ene side, at pizzakokken James Alefantis’ navn i virkeligheden er en slet skjult hentydning til det franske J’aime L’enfants (jeg elsker børn)? Eller er det, derimod, at der eksisterer et omfangsrigt underjordisk tunnelsystem med hovedkvarter i Comet Ping Pongs kælder, på trods af at restauranten slet ikke har nogen underetage? At begge påstande er fuldkommen langt ude er dog en detalje, som pizzagate-teoretikerne enten overhovedet ikke tager højde for, eller slet og ret nægter lader sig slå ud af.
Tyrkisk pizza og computerhysteri
Pizzagate fik en enorm online tilstedeværelse, muligvis på grund af chokværdien ved alt der har med pædofili at gøre. Det eksploderede på de sociale medier, hvor hashtagget forbløffende hurtigt begyndte at trende. Så vidt gik det endda, at tyrkiske nyhedsmedier loyale mod præsident Erdogan også valgte at trykke landsdækkende artikler om konspirationen (muligvis i et forsøg på at aflede fra en lokal tyrkisk sexkrænkelsesskandale).
Restaurantens ejer, dens medarbejdere, dens stambands og dens kunstnere kom under hysteriske internetkrigeres blodtørstige beskydning for deres påståede involvering i alskens snavs. Ja, næsten helt bogstaveligt. Hele kontroversen kulminerede nemlig, da en bevæbnet mand mødte op ved Comet Ping Pong med riffel i hånd for personligt at sætte en stopper for børnemishandlingen. Ingen blev dog ved denne lejlighed skudt, hvilket man nok kan kalde mere held end forstand.
Pizza, sabotage og russiske spambots
Helt grundlæggende har jeg ingen respekt for konspirationsteorier, der i fulde alvor kalder sig noget med ‘gate’. Vi så det med Gamergate, Pussygate, Horsegate, Spygate og den såkaldte Doritogate (som jeg ikke helt forstår, hvad gik ud på?). Pizzagate har dog vist sig at være mere interessant end som så, da der åbenbart var en form for storpolitiske ambitioner bag. Sociologiprofessoren Zeynep Tufecki har kaldt det for intet mindre end ‘politisk sabotage’ at offentliggøre Podestas e-mails mindre end måned før præsidentvalget.
Glen Cablin, der var talsmand for Clintons kampagne, har i tråd med dette udtalt at “WikiLeaks is proving they are nothing but a propaganda arm of the Kremlin with a political agenda doing Putin's dirty work to help elect Donald Trump.”
Antiterrorekspert Clint Watts, fra Center of Cyber and Homeland Security, har siden bekræftet, at Pizzagate var en del af Ruslands onlineoperation kendt som “Active Measures”. Originalt stammer “Active Measures”-begrebet fra Koldkrigstiden, hvor det beskrev Sovjets forsøg på, gennem f.eks. spionage, at influere verdenspolitiske begivenheder. Tusindvis af KGB-agenter gik i denne sammenhæng undercover i vestlige lande. Som så meget andet har den politiske krigsførelse fulgt den teknologiske udvikling, og “Active Measures” fungerer i dag ved hacking, falske pro-Rusland accounts på sociale medier, spredningen af fake news og åbenlyst bizarre konspirationsteorier. Pizzagate blev på denne måde, ifølge Clint Watts, startet af russiske hackers og delt tusindvis af gange af russiske bots, velvidende at der nok skulle være nogen, der troede på den. Ikke bare var der nogen, der troede på det, jeg er ret sikker på, at den kreativitet, hvormed vi i vesten byggede videre på konspirationen, har forbløffet dem hele vejen til Moskva.
Vi står altså med en slags metakonspirationsteori foran os, hvor den originale konspiration er et bevidst produkt af en anden konspiration. Det er sgu da freaky.
Bortset fra mig?
Jeg er godt klar over, at hele den del med, at det i virkeligheden er Kreml, der står bag, lyder som et klasseeksempel på Koldkrigsparanoia, men det var nu engang det, jeg kunne researche mig frem til. Om den påstand viser sig også at være det pure opspind, spundet af de edderkopper, vi i folkemunde kalder CIA, må tiden desværre være den eneste, der kan vise.
I starten af artiklen talte jeg om konspirationsteoriens to logikker, og Pizzagate har vist sig at være et stjerneeksempel på begge. I en senere artikel vil jeg gå dybere ind i psykologien bag konspirationsteorier, men i denne omgang må I nøjes med det her:
Pizzagate udmærker sig ved at have 1) en påstand om skjult viden, som ikke alle er kloge nok til at se 2) en enorm mængde data, man kan fortabe sig i analysen af.
Der er tusindvis af Podesta-e-mails at ta’ fat på. Når først man ‘knækker koden’, kan man finde et utal af eksempler, der alle forstærker idéen om, at der virkeligt var en kode, der kunne knækkes. Man skal være rimelig sikker på sit eget intellekt, hvis man påstår, at verdens ondskab cirkulerer om pizzarestauranter. Man skal ta’ et ordentligt hiv af sin paranoias cigar, før man dykker ned i Podestas 20.000 e-mails, og man skal have konspirationens briller presset godt ind mod næseryggen, hvis man vil håbe at finde noget som helst. Så godt presset ind, at man nærmest intet kan se, ellers er det alt for nemt jo, at se man er på vej ind i en ruse.
Følg med næste gang:
Konspirationsteorier del 2: RED ALERT! eller Russere i Lysthuset.