Konflikten til døden?
Af: Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych.
Hvis det er gået nogens næse forbi, så blokerede vi institut for psykologi i december 2022. Vi har skrevet mangt og meget om blokadens legitimitet, ligesom der er blevet skrevet mangt og meget for at delegitimere den. Hvad der står uklart efter mundhuggeriet, er altså ikke parternes holdninger. Hvad der derimod står sole klart, er alles manglende evne til at gøre deres holdninger forståelige overfor hinanden. Derfor vil jeg i det følgende forsøge at undersøge, hvordan vi kan begynde at forsone de sår, som tydeligvis stadig svier på begge sider af Farimagsgade. For helt ærligt, vi er alle sammen enten allerede psykologer eller i gang med at blive det. Hvis nogen burde kunne skabe et velfungerende miljø, er det vel os. Det går ikke så godt. Det er pinligt og har været det længe.
Som enhver anden, er mit perspektiv på verden påvirket af mit udgangspunkt. Jeg vil i dette skriv forsøge at sætte parentes om mine klare holdninger om forløbet. Dét er selvfølgelig umuligt, og jeg vil derfor gøre klart, at jeg synes, at forløbet har været helt på månen. Jeg var med til blokaden, og har højlydt kritiseret instituttet for både det ene og det andet. Dette er mit tilnærmende forsøg på at se sagen klart, selvom jeg ved, at mit perspektiv kan fremstå en kende misfarvet af mine erfaringer. Måske lidt mere end en kende misfarvet, men nu går jeg i hvert fald i gang.
Sygdom til døden?
Da vores fælles udgangspunkt alt andet lige er psykologien, virker det meningsfuldt at afsøge forsoningen derigennem. Da det her føles som et vovet projekt, tænker jeg at jeg lige så godt kan kaste mig ud i det fra eksistensfilosofiens elfenbenstårn.
Jeg vil forsøge mig på noget, som Kirkegaard gør i bogen sygdom til døden. Her sætter Kirkegaard sig i stolen som lægen, der diagnosticerer verdens fortvivlelse. Dét er store sko at udfylde, hvorfor det ikke er min hensigt at sætte Sørens stjerne på min skulder, men måske kræver det præcis den slags sygelige arrogance at definere noget brugbart. Jeg er ikke læge, men psykologistuderende og snart psykolog, hvis ellers de består mig til min praktikeksamen til sommer. I forsøget på at træde frem som kommende psykolog, vil jeg derfor give mig i kast med at anskue konflikten som en psykopatologi. Det udgangspunkt efterlader næsten flere spørgsmål end svar, da der er uendelige måder at behandle og diagnosticere. Forskellige definitioner afstedkommer forskellige resultater, og da jeg ikke ved, hvad der er det fede at gøre, vil jeg tage en tilgang ad gangen. Vi tæsker os igennem en række patologiforståelser, indtil det rammer noget, der resonerer. Det bliver en gratis omgang hermeneutisk cirkelopdagelse. Det er således min metode, og den vil jeg følge indtil jeg mener, at jeg sidder tilbage med en forståelse, der indrammer konflikten og måske endda peger hen imod forsoning, peger hen imod en ny begyndelse.
Symptomet som sygdommen i sig selv
Som selvbestaltet analytiker er min første ide på metodestammen at anskue konflikten som udgjort af en række symptomer. Én måde at anskue symptomet er med en patologiforståelse, hvor symptomerne er sygdommen i sig selv. Et eksempel på et sådant perspektiv kunne være, at ”depressionen” er den række symptomer personen med depressionen udviser. Formår vi gennem psykologisk intervention eller andet at mindske eller fjerne disse symptomer, vil vi således fjerne depressionen og kurere den syge person eller institution. Anskuer vi konflikten som udgjort af en række symptomer gennem dette brilleglas, så er konflikten på instituttet overstået. Der er ikke længere studerende, der sover i instituttets kopirum, der er ikke længere meterlange facebooktråde, den humanistiske klynge er genoprettet og udviklingspsykologipensum blev stemt igennem til et studienævnsmøde.
Men hvad har ført til denne mindskelse af symptomet og derved patologien? I psykologien bryster vi os af vores forskellige interventionsmuligheder! I den gængse psykologpraksis kan interventioner have mange ansigter så som hjemmeopgaver, eksponering, mindfulness, habituering, psykofarmaka, fri association og derudaf. I vores konkrete tilfælde ser jeg intervention bredt og tænker på alle indblandinger, påvirkninger og rystelser af det eksisterende. Det næste spørgsmål bliver derfor hvilke interventioner, der har været i konflikten? Som jeg ser det, har der været mange fra begge sider. De studerende har interveneret med stormøder, artikler, bannere, og mest markant selve blokaden. Instituttet har ligeledes interveneret med forhandlinger, stormøder, studielivs-tiltag, forståelselsespapirer nyansættelser, fakta-ark og så videre. Hvis vi kan blive enige om noget, så må det være, at der er blevet gjort meget. Det er tilsyneladende en succes! Symptomerne er væk og ifølge den ovenstående definition er patologien derfor ligeså forduftet. Artiklen kunne ende her, men det resonerer ikke endnu. Hvad er problemet?
Det indre hvepsebo
Problemet er, at der på trods af symptomernes umiddelbare fravær, stadig synes at herske en bittersød konflikt. Dét kan lede til to ting. Enten følger vi ovenstående patologiforståelse og konkluderer, at vi ikke har fjernet symptomerne helt og derfor er nødt til at intervenere mere. Der er brug for flere interventioner for virkelig at fjerne resterne af konflikten. Disse interventioner kunne være i form af forsoningsmøder, studielivs-tiltag osv. Det virker til at være instituttets tilgang, og det er hæderligt. Men (!) måske er problemet ikke, at vi ikke har fjernet symptomerne, men at vores patologiforståelse leder os til at definere problemet på en måde, der gør, at vi overser det egentlige ophav til sygdommen. Mens instituttet løber med det første, giver jeg mig i kast med det sidste bud.
En anden måde at anskue psykopatologi er, at symptomer er det synlige udtryk for en indre dynamik. Med dette menes der, at man ikke fjerner depressionen ved at fjerne dens symptomer. Det er ikke tilstrækkeligt at medicinere eller intervenere symptomet væk, hvis man ikke samtidigt adresserer symptomets underliggende ophav. Gennem dette brilleglas er det meget vigtigt at være opmærksom på risikoen ved at fjerne symptomet uden at helbrede sygdommen. Hvis man dræber én hveps ad gangen, men overser hvepseboet på loftet, så får man travlt med fluesmækkeren.
Anser vi konflikten på denne måde, så skal vi være meget varsomme med at konkludere at konflikten er overstået, blot ved blokadens ophør. Hvis den underliggende dynamik, der har forårsaget konflikten, er ophavet til symptomet, så vil symptomet blot vise sig igen senere, eller på anden vis. Hvis vi skal finde psykologistudiets indre hvepsebo, er det nødvendigt med en smule spekulation, en anelse analyse. Drømmen om at finde én kausalpåvirkning, der har skudt hele miseren i gang, er fristende. Især nu hvor jeg har forsøgt at sætte mig i Kirkegaards stol. Jeg vil dog afholde mig fra dén megalomani. I stedet for at definere én ting, vil jeg derfor spekulere i et par.
De fortvivlede og privilegerede
En læsning jeg har hørt ofte er, at de psykologistuderende er forkælede og privilegerede. Vi ved ikke, hvor heldige vi er. Andre ville prise sig lykkelige over at få den uddannelse, vi får givet gratis. Instituttet er spækket med ansatte, der forsker på absolut højeste niveau, og at vi får lov til at få indblik i det er et privilegie. Hvis vi bare er forkælede og privilegerede, så er der ikke noget at gøre ved det, og meget belejligt er diskussionen endt på et ret ubehjælpeligt lavpunkt. Her er de studerende simpelthen bare forkælede og privilegerede og derfor kan de ikke forstå, hvor fedt de har det. Hvis vi skal forsøge os med en lidt mindre deterministisk reduktion, så kunne vi forsøge at italesætte, hvordan vi ændrer ved det vilkår. Sætte lidt agens og foranderlighed ind i koncepterne.
Gør vi det, kan en løsning være, at de studerende skal forstå, at den uddannelse de modtager er god.
Dét er jeg faktisk helt enig i. Spørgsmålet bliver hvordan vi kommer hen til et sted, hvor så mange studerende faktisk synes det. Hvordan imødekommer vi den indre fortvivlelse hos de studerende? Jeg tror ikke, at det hjælper at intervenere med blot at sige til folk, at de er privilegerede, og at deres følelser er illegitime. Jeg tror ikke, at det er meningsfuldt at henvise til et ordensreglement, der understreger institutionens lovhjemmel til at bortvise de studerende, som intervention til at få dem til at synes at uddannelsen er god. Vi må altså tænke i andre baner. Helt konkret er vi nødt til at øge studenterindragelsen på studiet og holde fast i samtalen mellem de ansatte og studerende. Det er et ansvar på alles skuldre, for jeg ved, at der har været mange tiltag, hvor der ikke er mødt specielt mange studerende op. Hvis vi som studerende vil sætte os og dømme levende og døde, så skal vi møde op og deltage. Instituttet skal have muligheden for at kommunikere uddannelsens kvalitet til os, og det kan de kun, hvis vi møder op.
For at denne intervention kan lykkedes, er der brug for to ting. For det første kræver det, at uddannelsen faktisk er så bred og god, som de siger den er. For det andet kræver det, at der er studerende til stede til at høre instituttet kommunikere dette. Som jeg har skrevet tidligere, har der været mange interventioner mod denne konflikt, der indebar, at instituttet blot skulle forklare de studerende, hvor god uddannelsen var, og at hele konflikten hvilede på ”misforståelser”, som ledelsen skrev i medierne. Her fra mit objektive standpunkt, virker det ikke til, at de studerende helt har købt kommunikationen. Måske skulle vi prøve at kommunikere lidt anderledes, lidt mere i øjenhøjde, i ved, bare sådan voksne mennesker imellem. Den samtale kunne starte med, at vi afholder os fra at italesætte konflikten som alt andet end faglige uenigheder, og afholder os fra at fordumme samtalen med konklusioner om den anden parts iboende forkælede barnagtighed. Det virker nemt, så jeg synes bare, vi skal gå i gang.
Mens artiklen kunne ende her på en lykkelig note, så må jeg desværre skuffe dine måske efterhånden trætte øjne. Mens ovenstående er en løsning og en vej jeg håber vi vil gå, så mangler der noget. Der er noget der rumsterer og støjer, og det resonerer ikke helt endnu. Der er noget jeg ikke tror, vi blot kan tale os ud af, om end det må lyde skuffende for en psykolog.
På sporet af det tabte disputatsprincip
Jeg tror, at der er noget andet på spil, der styrer og påvirker den udvikling vi har set, og som ligger dybt i hele universitetsverden. Du har helt ret, vi går makro på vores lille diagnosticering.
Jeg tror, at hvepseboet er disputatsprincippet, og hvad er det så? Vi skal tilbage til studenteroprøret og støve en gammel kritik, der måske stadig er gældende af. I 1968 skrev Søren Baggesen artiklen En ny organisation af humaniora, her skriver han, at disputatsprincippet er navnet på et diabolsk livsprincip, der gennemsyrer forskningsinstitutioner og de mennesker, der befolker dem. Først og fremmest er en ”disputats” navnet på den afhandling, man skal lave for at få en doktorgrad. Det er altså creme de la creme af universitetsrang, og når man har lavet sådan en, har man virkelig skudt akademiapapagøjen. Baggesens princip er dog ikke afgrænset til dén specifikke afhandling, men nærmere den måde man rangerer og hierarkiserer i universitetsverden generelt. Disputatsen er kun et billede på den evindelige stræben efter toppen af kransekagen som han mener, at alle universitetsansatte og studerende er underlagt. I den uendelige stræben efter doktordisputatsen, 12-tallet, udgivelsen eller praktikpladsen står vi til falds for at blive resultatfetichister af værste skuffe. Dette vil have som konsekvens, at læsningen af forskningsartiklen bliver en skattejagt efter den signifikante p-værdi, læsningen af Foucault en ørkenvandring efter en magtdefinition. Det er blandt andet derfor, at de erstatter alt primærlitteratur med grundbøger. Det eneste der er vigtigt under disputatsprincippet, er den fastlåste ”fakta”, der kan afledes af teksten. Hvorfor spilde tiden på primærlitteratur, når vi kan definere Merleau-Pontys fænomenologi i en opsummerende tekstboks!? Hvorfor prioritere vejen hen imod konklusionen, når hele akademias markedsværdi er afgjort af dets destination?
Når vi arbejder ud fra disputatsprincippet, bliver akademia en konstant søgen efter undersøgelsens resultat i stedet for en refleksion over dens proces. Her mister vi, hvad der for Baggesen er det mest dyrebare ved akademia. De spørgsmål der opstår, hvis vi bliver givet muligheden for at reflektere over processen frem for resultatet, er en guldgruppe af viden og måske en vej til et arbejdsmiljø, der ikke aktivt undergraver enhver, der vover sig ud i det. Vi, og her mener jeg både de studerende og ansatte, bliver konstant målt og vejet på vores evner til at sætte to streger under ting i en uendelig cirkulære mod toppen af kransekagen. Det er meningsløst at fraskrive vigtigheden af resultatet, for selvfølgelig er det vigtigt. Pointen er blot, at vi arbejder indenfor et system, der fuldstændigt overser vigtigheden af processen derhen. Baggesen skriver, at hvis universitetets kritikere mener deres kritik alvorligt, så er det disputatsprincippet, de skal forsøge at sprænge – i institutionerne og i sig selv. Dét er jeg helt enig i, og jeg tror i virkeligheden, at de fleste ansatte også er det, men altså, hvad ved jeg efterhånden. Er alle ikke fuldstændigt udsultede af denne uendelige stræben efter det ene og så det andet, som institutionen kræver af os?
Illustration af Magnus Balle
Kampen om toppen af kransekagen
Grunden til at jeg tror, at konflikten har sit udspring netop her er, at vores kritik af uddannelsen sætter spørgsmålstegn ved en række underviseres eksistens, ligesom deres svar på tiltale føles undergravende for os studerende. Vi har 5 år til at blive psykologer, og hvis vi ikke suger hele marven ud af psykologien på den tid ja, hvad så? Så bliver vi dårlige psykologer, som vi skrev på banneret. Når vi retter kritik mod bl.a. ændringerne af pensum, så føles det måske som en akademisk våd klud i ansigtet på de forskere, hvis perspektiver vi synes tager for meget plads. Kritikken af deres perspektiv på psykologien bliver eksistentielt, hvis vores kritik bliver forstået som en kile ind i deres stræben under disputatsprincippet. Som Kirkegaard skriver, er fortvivlelse om noget ydre blot et symptom - i virkeligheden er enhver rettet fortvivlelse, rent faktisk en fortvivlelse over en selv, over en usikkerhed, over noget ubekendt, noget endeligt og dødeligt. Det gælder selvfølgelig for alle involverede!
De kæmper konstant med næb og klør for at blive i forskningsverdenens utroligt prækære arbejdsforhold, og arbejder guderne må vide hvor meget over for bare at følge med. Jeg tror, at grunden til, at konflikten er blevet så ophedet er, at de grundstrukturer vi arbejder under gør, at alt opleves som et nulsumsspil. Hvis neuropsykologien får mere tid, så tager det noget fra nogen andre osv. De voldsomme følelser, som vi ser mellem de forskellige faglige perspektiver, starter med overbevisningen om, at andres succes bliver på ens egen bekostning. Tag eksempelvis introforelæsningen til udviklingspsykologi dette semester, hvor det bliver proklameret, at psykoanalysen ikke kan bevises, hvorfor den ikke er en videnskab, hvorfor der ikke vil blive undervist i det. Hvad nytter den udmelding? Hvad bidrager den med udover at skrige til himlen af skrøbelig og grund usikker faglighed, der har brug for at fornedre andre for at højne sig selv? Symptomerne er mange, men som Kirkegaard skriver, er konfrontation med fortvivlelsen en enorm opgave, der vil præsentere sig som en stor indre og ydre smerte for mennesket. I vores tilfælde for instituttet som helhed. At de sidste år har båret tydeligt præg af, at en lang række meget uheldige strukturer er blevet synlige, skyldes måske, at vi arbejder med fortvivlelsen, som vi før overså eller forsøgte at overse. Ifølge Kirkegaard er det dog klart at foretrække at have levet et liv i konfrontationen, og arbejdet med sin egen fortvivlelse, frem for at være blind for den og derfor fortvivle endnu mere. Som Kirkegaard meget smukt skriver det, er fortvivlelsen både smertens ophav og dens løsning.
Derfor mener jeg, at konflikten kan ses som det synlige symptom på vores alles færden i en institution, hvis grundstruktur gør, at vi bevæger os i konstant eksistentiel angst for vores egen faglige overlevelse. Jeg tror at det er derfor, at vi ikke kan gøre os forståelige overfor hinanden. Vi prøver konstant at lægge skylden enten hos de ansatte eller de studerende og misforstår og går skævt af hinanden. Måske skal vi tage konfliktens fortvivlelse ved hornene, i stedet for at kigge efter at få ret i denne faglige debat og undersøge, hvordan vi skaber nogle institutionelle betingelser, der giver plads til forskellige perspektiver på psykologien. Lad os træde i institutionel eksistens og italesætte og ændre de grundlæggende og fortvivlende strukturer, der synes at umuliggøre etableringen af hensigtsmæssige forhold for et meningsfuldt samarbejde.
Begyndelse og forsoning
Jeg tror, at en ny begyndelse for det videre arbejde med forsoningen af denne konflikt må starte med en erkendelse af, at vi alle har en fælles fjende, der er ophavet til hele denne situation. En måde vi kan forsøge at fjerne hvepseboet og samle de skår, der er slået i relationerne, er ved at gå sammen i kampen mod universitetet selv. Lad os tale om, hvordan vi kan råbe politikerne op som et samlet institut. Lad os tale om, hvordan vi kan få dekanen, pro-dekanen, rektoren og dem alle sammen i tale, så vi for en gang skyld kan få lov til at etablere et samarbejde, der ikke konstant forplumres. Vi bliver alle klemt i universitetsverdens manège à trois med konkurrencestatens mørkemænd og international anerkendelse. Lad os prøve at stoppe det sammen.
Det er jo alt sammen himmelråbende idealistisk, og jeg går ikke med nogen illusion om, at det vil ske. Men det ville være sjovt at prøve.