Jeg er ikke syg, jeg er bare sygt god til at opleve livet
Tekst & malerier af Oliver Tonning, stud.psych.
Forleden så jeg på de papirer fra børnepsykiatrisk afdeling, som i en alder af ti år afskrev mig med ADHD og autisme.
Sproget i papirerne er barsk. Det beskriver ikke det nysgerrige og smilende liv, som barnet bagved diagnoserne i første omgang havde kontaktet psykiatrien for at kunne udleve. Ordene blev til et omsvøb af sygdom, som nok gavnede hospitalets bureaukratiske omdeling af ressourcer, men som samtidigt fremmanede onder, hvor der var brug for trøst. Sygdom er kun en brøkdel af anderledesheden. Når jeg snart er færdiguddannet som psykolog, så står jeg med et ansvar for hele holistiske liv, ikke kun diagnostiske udtræk. Autisme og ADHD er en neurodivergens (en neurologisk anderledeshed), som kan åbne for vidundere i den enkeltes liv, hvis den forstås rigtigt. Dén historie mangler at blive fortalt, så længe den er fraværende fra de etablerede systemer.
Lad mig fortælle noget af min historie.
Et af mine tidligste minder er fra en sommerdag. Jeg står oppe på toppen af en trappe i den bygning, der husede småbørnene i skolen. Jeg var varm i kinderne. Tallerkenen i mine hænder var hvid, og væggene omkring mig var en børnevenlig gul. Jeg så ned over trappens gelænder, snøftede og kastede tallerken efter en af mine venners mor. Jeg kan huske hun også svedte, og jeg kan huske, at jeg tænkte, det var på grund af varmen i den lumre bygning. Da min lærer endelig fik fat i mig, forsvinder strømmen af minder. Måske udviste læreren den bedste pædagogiske praksis, og måske skete der helt andre ting. Jeg aner det ikke. Hvad jeg ved er, at sådan en nedsmeltning ikke var unormalt for hverken mig eller andre børn af min slags. At blive overvældet af verden var et tema, der ofte gik igen. Verden var for høj, for lys, for stinkende og for tæt på en krop, der altid var klar til at forsvare sig imod dens overgreb. Jeg troede, at jeg var alene om at optage verden i tyktflydende og stødende ryk, men for sådan nogle som os overstyrer alle verdens facetter i mødet med vores sanseapparat. Først senere fandt jeg ud af, at jeg ikke var ene om, at det til tider var svært at kende forskel på, hvad der skete udenfor, hvad der skete inden i, og hvad der faktisk var dig eller mig. Den neurologiske anderledeshed tillod ikke min hjerne at drage skarpe grænser mellem noget som helst. Pærevællingen blev ofte for meget. Følelserne gav op, de stoppede med at opføre sig ordentligt og fint.
Mange år efter episoden i folkeskolen sad jeg til julefrokost på Institut for Psykologi i en lille, tætpakket kantine. Ved siden af mig sad en forsker, og få dage forinden var forholdet til min kæreste gået i kage. Efter endnu en gang ikke at kunne adskille hvem følelserne tilhørte, havde jeg efterladt hende alene i Frederiksberg Have. Forskeren forskede i autisme, og vi var blevet en smule fulde. Hendes fokus var ret sygdomsorienteret, tænkte jeg. Mine tanker sprang konstant til Frederiksberg Have. Her blev min kæreste langsomt til en mindre og mindre skælvende prik omgivet af det opslugende grønne. Vi havde ligget i sengen og set serien ’Love On The Spectrum’ sammen, da hovedpersonen på mange punkter var ligesom mig. Vi føltes os genkendt, set af tv’et, og fniste under dynen. Forskeren råbte over larmen og sagde, at autister er kendetegnet ved en oplevelse af sammensmeltning med omverdenen. Deres overdrevne integration af sansestimuli kan føre til, at de kan have svært ved at opretholde en psykisk adskillelse mellem sig selv og andre. Der sker et kollaps af subjekt-objekt distinktionen. Afstande opløses og bliver opslugt i et flimrende hele. Når man ejer en sådan neurologisk divergens, så kan verden føles alt for virkelig, alt for fjern og helt umulig. Igen så jeg min kæreste, nu mindre end et sandkorn i horisonten. Jeg tænkte på vores tv-tid i sengen. Ophidset spurgte jeg, om sensitiviteten kun gjaldt for smerte. Forskeren så uforstående på mig, og jeg tilføjede så til spørgsmålet, hvorvidt den overdrevne sanseintegration kun fører til negative følelser. Hun nikkede i et forsøg på at følge mig. Min ordstrøm fortsatte, og jeg spurgte, om sammensmeltningen med omverdenen ikke lige så godt kunne være den subjektsubjekt sammenvikling, som så mange hylder kærligheden for. Forskeren så lidt forvirret på mig, og jeg skulle til at sige noget om digtere. Så bankede institutlederen på et glas for at holde sin forsinkede tale.
Kort tid efter skrev jeg et brev til min ekskæreste. Jeg spurgte hende, om vi ikke var heldige. Tænk at kunne opleve kærligheden indefra på en måde, som ingen andre kan. Jeg spurgte hende, om denne sammensmeltning ikke lige præcis var det, alle digterne havde digtet om. At skønheden og kærligheden er et ophør af forskelle. Et ophør af hvad der er dig og hvad der er mig, så kun et svimlende hele står tilbage. Opløsningen af ego’et og foreningen af os med verden. Jeg’ets tilsidesættelse, for i stedet at være i et varmt omfavnende vi. Den uforfalskede indlevelse i glæder, sorger og den andens blik, når de ser på et stykke chokolade.
Samtalen strandede der, men det gjorde idéen ikke.
Tanken havde bidt mig. Vores forhold havde været kendetegnet ved en uudslukkelig nysgerrighed, en umættelig sult på verden. Evolutionspsykologisk set er dette overlevelsesfordelen ved ADHD. Den trækker sit menneske ud i verden, ud over stepperne og ind i fremmede situationer. Den driver mennesket til at søge føde, til at lede efter friske græsgange. Impulsiviteten og risikovilligheden kan føre til overlevelse for flokken, når det resulterer i ressourcer i mangeltider. Stue med vindue Indput Institut for Psykologi KU Rum i rum Artiklen har d. 28. juli 2023 været trykt i Berlingske. Samlet set leder disse to divergenser til en verdensoplevelse, som mange kan misunde. Gode og intense oplevelser lader til at være sammenvævet med topmålet for selvrealisering i det moderne samfund. I det moderne er vi gennemsyret af en oplevelsestrang. Oplevelsesøkonomi er en af de hurtigst voksende markeder. Lykkens valuta lader til at være givet i oplevelsesværdi. Men måske vigtigere skal oplevelserne ikke bare opleves, men føles. De skal ikke bare indfanges passivt i telefonernes mørkekamre. Oplevelsernes værdi ligger i de følelser, som de afføder. Det er indlevelsen i oplevelsen, der tæller. Det er den emotionelle sammensmeltning med det oplevede, som for mange synes at være kernen i livets mening.
Jeg tænker, det er her, at fortællingen skal begynde.
Når jeg sidder overfor de berørte børn i min psykologgerning, vil jeg fortælle dem det, som deres anderledeshed også kan. Det kan tænkes, at de neurodivergente taber i den moderne forbrugerisme og i accelerationssamfundets overeksponering af sansestimuli, men de vinder en uvurderlig humanisme. De vinder i det stille. Det kan være, at den oplevelsesstruktur, som vi er hensat til at modtage verden igennem, faktisk gør os til endnu mere menneskelige mennesker. Måske det er en superkraft, der har ramt os uden at vi ved det. Jeg taler ikke om sådan en instrumentaliseret superkraft, som man ser på film. Det handler ikke om, at autister kan løse komplekse opgaver for store virksomheder. Det handler heller ikke om, at mennesker med ADHD kan gøre det godt i Silicon Valleys tech-mekka, fordi de er meget risikovillige, hurtigt tænkende og med en popcornhjerne fyldt med springende idéer. Jeg taler derimod om evnen til at være allermest levende. Neurodivergensen kan gøre én til den allermest oplevende, den allermest indlevende, den for hvem mødet med livet altid er en dybtfølt gerning. Jeg taler om en superkraft, som forærer mig et liv med det største nærvær, man kan tænke sig. Det kan være, jeg tager munden for fuld. Det kan være, at vi bare er kronisk syge og må lære at leve med det. Men måske er der mere til den fortælling end som så. Jeg vil i hvert fald gerne se, om det er muligt at anlægge et andet perspektiv.
Artiklen har d. 28. juli 2023 været trykt i Berlingske.