Instituttets forskning - Om projektet ’Æstetisk erfaring og det præ-refleksive selv’

Af Casper Schacht Lund, stud. psych.

Hvad laver de egentlig, forskerne på Institut for Psykologi, når de ikke står i forelæsningslokalerne og underviser de studerende? Hvilke empiriske og teoretiske problemfelter er de opslugte af i deres daglige forskningspraksis, og hvilke sider af psykologien er forskerne på vores institut med til at udvikle? I en ny temaserie om Instituttets forskning begiver Indput sig over i institutbygningen på den modsatte side af Øster Farimagsgade for at høre medlemmer af de forskellige forskergrupper, hvad de aktuelt beskæftiger sig med i deres forskning. Mens vi i forrige feature zoomede ind på snitfladerne mellem kognitionspsykologi og filosofi i et forskningsprojekt om selektionen af intentioner, er Indput i denne omgang taget på besøg hos Tone Roald, der leder et projekt om kunsterfaringen og dens forankring i præ-refleksiviteten.

I sit memoir beskriver den russisk-engelske forfatter Vladimir Nabokov sit første skæbnesvangre møde med kunsten. Under et besøg hos en ven af familien, finder den unge Nabokov pludselig sig selv stående foran et maleri, der i radikal forstand overvælder ham: I mødet med værket oplever han en intens sammenfoldning med det univers, der i maleriet udfolder sig for ham, og episoden indkapsles i ham som en varig og betydningsmættet oplevelse, som han aldrig rigtig bliver færdig med at bearbejde. Kunsten viser sig, i Nabokovs skildring, som ophav til en type erfaring, der tydeligt adskiller sig fra den måde, hvorpå vi almindeligvis går rundt og erfarer genstande i vores omverden. I kunsterfaring står man ikke blot over for et farvet lærred som en konstaterbar genstand i tid og rum, men indgår i et betydningsproducerende møde med et objekt, der på en særlig måde påvirker beskueren. Kunsten afslører sig altså her som noget, der har en psykologisk effekt på subjektet. Men hvordan er dette egentlig muligt? Hvordan virker kunst? Og hvordan må subjektet være indrettet for at kunsten kan udøve en sådan effekt? Disse kunstpsykologiske spørgsmål er underbelyst i den psykologiske forskning, men med projektet ’Æstetisk erfaring og det præ-refleksive selv’ er forskere på Institut for Psykologi i øjeblikket i gang med at arbejde sig frem til mulige svar. Tone Roald er leder af projektet, der med afsæt i fænomenologien har til formål at udfolde en ny psykologisk teori om, hvordan kunsten virker. Mens forsøg på at forstå kunsten fylder en del i filosofien, indtager emnet en marginal tilværelse i vores tids psykologi. Hvis emnet endelig berøres, sker det gerne inden for rammerne af kognitions-, evolutions- eller neuropsykologiske tilgange, der qua deres stærke reduktioner med fokus på kunstoplevelsens enkeltmomenter ofte har vanskeligt ved at fastholde det særlige ved sådanne oplevelser, som netop består i, at kunstværker opleves som meningsfyldte helheder. Omvendt er filosofiens behandling af kunsten jo netop ikke psykologisk, idet kunsterfaringen i den filosofiske tradition beskrives abstrakt og frakoblet dens realisering i et kropsligt individ med sin egen unikke biografi. Tone og hendes kollegaer har således med dette projekt en ambition om at demonstrere, at psykologien er i stand til at levere fænomenadækvate beskrivelser af kunstoplevelsen, sådan som den er forankret i den levede erfaring.

Kunsterfaringens præ-refleksive forudsætninger

For at realisere denne ambition tager projektet udgangspunkt i den grundantagelse, at kunsten udfolder sig i en særlig dimension af subjektiviteten, der kaldes det præ-refleksive. Præ-refleksiviteten henviser til en kropslig og affektiv måde at være i verden på, der kommer forud for og konstituerer vores refleksive bevidsthed. Ifølge Tone har denne dimension især været forsøgt beskrevet i fænomenologien. Hos fænomenologen Maurice Merleau-Ponty tegnes det præ-refleksive som et felt, der er knyttet til vores kropslige væren-i-verden, og med begrebet betones en form for ikke-sproglig oplevelsesmåde, hvor der er en direkte og uformidlet kontakt til verden: Menneskets oplevelsesliv beror i første omgang ikke på en refleksiv eller begrebslig måde at møde verden på, idet man snarere altid allerede er i verden og møder dens genstande i en umiddelbar og spontan form for kropslig og emotionel erfaring. Præ-refleksiviteten kan i forlængelse heraf måske tænkes som et ”lag” i subjektet, der eksisterer forud for sproget i mellemrummet mellem krop og bevidsthed. Med en sådan karakteristik bliver det nemlig tydeligt, at det præ-refleksive i høj grad er diffust og vanskeligt at få hold om – for hvordan skal man beskrive en oplevelsesdimension, der ligger forud for sproget? Ved at tage teoretisk afsæt i det præ-refleksive, har Tone og hendes kollegaer altså valgt et temmelig komplekst og besværligt udgangspunkt. Tone begrunder det således: ”Der er ikke rigtig nogen vej uden om præ-refleksiviteten, hvis man vil forstå kunstoplevelsen. Det præ-refleksive er grundlaget for al erfaring, men den træder særligt tydeligt frem i oplevelsen af kunsten, hvor det er kropslige og affektive komponenter, der især bærer oplevelsen – snarere end en eller anden begrebslig og intellektuel forståelse”. Gåsehud, sitrende fornemmelser, følelsen af at blive bevæget; det er disse og andre præ-refleksive udtryksformer, der i første omgang melder sig i kunstoplevelsen, selvom de måske efterfølgende bliver gjort til genstand for vores refleksive bevidsthed, når tanken begynder at begrunde følelserne. Præ-refleksiviteten må altså af denne grund sættes som den grundlæggende ramme, inden for hvilken kunstoplevelsen i første omgang skal forstås. På god fænomenologisk vis er det således forskningsgenstanden, ’sagen selv’, der tvinger projektet ud i et engagement med præ-refleksiviteten. Hermed opstår der også en tydelig almenpsykologisk understrøm i projektet, der for at kvalificere vores forståelse af kunstoplevelsen samtidig må arbejde sig ind på en bedre forståelse af det præ-refleksive. Dette kan potentielt få vigtige implikationer for andre dele af psykologien. I egenskab af at være grundlagsbetingelse for al erfaring, er det præ-refleksive nemlig på spil i en lang række andre psykologiske fænomener. Således er eksempelvis viden om psykens tidlige udvikling i høj grad betinget af en forståelse af præ-refleksiviteten, idet spædbarnets psyke antages primært at operere præ-refleksivt. På lignende vis er mange af de dynamikker, der er tilstede i den terapeutiske situation, karakteriseret ved præ-refleksivitet, og en uddybet forståelse af denne oplevelsesmodus vil således kunne skabe et bedre fundament for at nå ind til den almene baggrund for terapiens effekt.

At få præ-refleksiviteten i tale

Men hvordan arbejder man så forskningsmæssigt med kunstoplevelsen, der i egenskab af at være givet præ-refleksivt er vanskelig at indfange og beskrive sprogligt? Tone forklarer den overordnede metodiske indfaldsvinkel på følgende måde: ”Vi forsøger jo at få det i tale, der ikke helt kan siges. Men det er jo ikke fordi, det er et totalt utilnærmeligt område, der ikke kan empirisk udforskes. Det må antages, at præ- refleksiviteten viser sig i sproget, hvis man er lydhør over for oplevelsens ’hvordan’: Hvis man har fokus på, ikke så meget hvad der er oplevet, men hvordan det opleves. Vi laver derfor interviews, så vi får førstepersonsperspektivet indfanget, men med en særlig opmærksomhed på at få oplevelsernes form i tale og ikke kun deres indhold”. Interviewet er således den metodiske hjørnesten i projektet, der dog anvendes med et særligt fokus på at indhente beskrivelser af, hvordan det præ-refleksives kropslige og affektive komponenter træder frem i kunstoplevelsen. Følgende spørgsmål guider således projektets empiriske opmærksomhed: Hvordan forsvinder eller udmærker kroppen sig i oplevelsen? Hvordan er respondentens rettethed mod værket? Hvilke følelser opstår, og hvordan spiller de ind? Projektet er på nuværende tidspunkt i afslutningsfasen af empiri-indsamlingen. Denne er blevet foretaget på Statens Museum for Kunst (SMK) og på Esbjerg Kunstmuseum, hvor flere af projektets forskere på næsten etnografisk facon har opholdt sig for at observere og finde respondenter blandt museumsgæsterne. Gæsterne opsøges på museet og inviteres til at deltage i et interview om en særlig intens kunstoplevelse, som de har fundet betydningsfuld. Dette etnografiske element ved rekrutteringsmetoden tillader et særligt twist i anvendelsen af interviewmetoden, idet respondenterne får mulighed for at gå med intervieweren tilbage til dét værk, der var anledning til den intense kunstoplevelse. På den måde får respondenten lejlighed til at lege med at genetablere oplevelsen og beskrive den ’in vivo’. Men hvornår har man foretaget nok af denne type interviews til at sikre en almengyldighed i fænomenbeskrivelsen? Tone uddyber rationalet bag den empiriske proces således: ”Den fænomenologisk-psykologiske forsker Giorgi ville sige, at ét enkelt interview principielt er nok til at afsløre fænomenets struktur. Måske ville man så lave to interviews for variationens skyld og så et tredje interview for ’good measure’. Pointen er, at empirimængden afhænger af fænomenet og ikke på forhånd bør angives til N = et-eller-andet. Vi arbejder ud fra en idé om meningsmættethed. På et tidspunkt når man i processen til et mætningspunkt, hvor tilføjelsen af mere empirisk materiale ikke tilvejebringer noget nyt til beskrivelsen af fænomenet. Her ville man så sige, at man er kommet langt over det subjektive og snarere har nået en afdækning af fænomenet i dets almenhed”. På den måde arbejder man sig rundt om udfordringen med at få præ-refleksiviteten i tale ved gradvist at få tykkere og tykkere beskrivelser af dets opdukken, indtil man til sidst når frem til en dækkende fænomenbeskrivelse. Det er denne fænomenbeskrivelse, der i sammenklang med alleredeeksisterende teori danner afsættet for projektets teoretiske arbejde mod at få udfoldet en teori om kunstens virke.

Intrapellationen

Teoretisk kan projektet siges at stå i forlængelse af tidligere arbejder udi psykologisk æstetik begået af flere af projektdeltagerne, der udover Tone tæller professorerne Bjarne Funch og Simo Køppe, PostDocs Simon Høffding og Kasper Levin samt ph.d.-studerende Jannik Mosekjær. Centralt i projektets bagkatalog står teorien om ’kunsten som intrapellation’, som Tone udviklede som et led i sin Ph.d. Med begrebet ’intrapellation’ leges der med associationer til den marxistiske teoretiker Althusser og hans mere velkendte begreb om ’interpellation’, der betegner den konkrete akt, hvori et subjekt prajes til at indtage en særlig subjektposition: Det er på sin vis et begreb for ideologiens skabelse af subjektet som et sådant. Med begrebet om intrapellationen peges der også på en konkret og levet akt, hvori subjektet formes, men subjektet er her ikke noget, der restløst er et produkt af dette møde. Begrebet forudsætter snarere et fyldt subjekt, der i mødet med kunstværket ikke reduceres til dennes aftryk. Man møder altid værket med hele sin subjektivitet, hvilket Tone udfolder på følgende måde: ”Jeg synes, det er vigtigt at fastholde, at der er noget, der er intrapsykisk. Fagfolk af mange slags er ikke længere så glade for det intrapsykiske. I fænomenologien taler man om det her minimale selv, hvor der i det mindste må siges at eksistere nogle eksperientielle strukturer, men også her er selvet i mange sammenhænge kun en ultratynd fernis, der overlejres af alt muligt, der er relationelt konstitueret. Jeg tænker, at det ikke er helt nok. I så fald er der meget lidt, som forbliver intrapsykisk. Det er en væsentlig pointe med det her begreb; vi har en historie, en sedimentering, nogle vaner og strukturer, der selvsagt er dynamiske, men som ikke desto mindre er der, og som vi møder værket med”. På samme måde er kunstværket heller ikke blot en projektionsskærm for beskueren: Man møder i kunstværket noget andet, noget nyt, der er forskelligt fra jeg’et. I den intrapellative proces foregår der præ-refleksivt en dragning mod kunstværket som en sådan andethed; kropsligt og affektivt sker der en kalden mod værket, der på én gang ræsonnerer med og markerer et brud med subjektiviteten. Tone præciserer: ”Værket virker derved, at man i mødet med dét bliver til noget mere. Du responderer på kaldet ved at eksternalisere dig selv ind i værket, der i kraft af at være noget andet og mere end dig, tilføjer og udvider det, som du har kastet ind i det”. På sin vis virker kunstværket ved at skabe en intens ny måde at opleve på, der overskrider måden, hvorpå man indtil nu har været-i-verden; man opnår en form for klarhed, der ikke er en intellektuel eller refleksiv klarhed, men snarere en affektiv en af slagsen. Intrapellationen lykkes dog ikke, hvis værket i dets andethed er så radikalt fremmed, at det ikke kan skabe resonans hos beskueren. Det er således nødvendigt, at værket på en og samme tid udgør et brud med og er i harmoni med den unikke psyke, der møder det. Det er også derfor, at det samme værk aldrig med sikkerhed kan skabe en kunstoplevelse for enhver, der oplever det. Denne teori om kunstoplevelsen som intrapellation formår på flere fronter at udfordre etablerede kunstforståelser. Først og fremmest fordrer teorien, ifølge Tone, en opmærksomhed på kunsterfaringen som en tidslig proces: ”Det gode ved begrebet om intrapellation er, at det betegner en erfaring, som ikke kun er momentan, men også noget, der strækker sig i tid. Det er noget, som fortsætter, også efter at du har forladt værket. Det bliver nemlig en meget lille psykologisk oplevelse, hvis vi siger, at værket kun virker i det øjeblik, du står foran det. Snarere skal vi kigge på, hvordan det bliver betydningsbærende for subjektet som sådan, hvordan det opstår som meningsbærende for dig fremadrettet”. I kraft af at være psykologisk forankret formår intrapellationsbegrebet desuden at tænke kunsten som ophav til en pluralitet af betydninger, hvilket således udfordrer æstetikkens lange tradition for at arbejde med ”værket som værk” – altså at forstå værket som noget, der har én iboende betydning, som kun den ”korrekte læsning” kan afdække. Den formale struktur for kunstoplevelsen, sådan som den kan beskrives som en intrapellation, kan ganske vist genfindes som almen for kunstoplevelser på tværs af tid og sted. Men den empiriske og levede betydningsproduktion, der opstår i det intrapellative møde med et værk, kan aldrig være identisk fra oplevelse til oplevelse. I teorien om intrapellationen kan man derfor måske finde en idé om, hvad god kunst er – for er den gode kunst så ikke dén, der i sin andethed formår at tale til og intrapellere så mange mennesker som muligt?

Den teoriudviklende proces

På trods af teoriens mange produktive facetter mangler intrapellationsbegrebet ifølge Tone stadig uddybning og præcisering, særligt i forhold til at forstå dens forankring i præ-refleksiviteten. Et centralt forskningsspørgsmål i projektet er således: Hvilken rolle spiller kroppen og affekterne i intrapellationen? Projektet har altså som et af sine mål at kvalificere teorien om intrapellationen, men også at udfordre den, afsøge dens grænser og opridse dens gyldighedsområder. Tone uddyber: ”Den fænomenologiske opgave er jo altid en dækkende beskrivelse af fænomenet. Det nytter ikke bare at levere en teori – den må udfoldes og nuanceres, så det ikke bare er en mulig teori, men en teori forankret i fakticiteten, hvilket er dét, vi er i gang med nu. Så må vi se, i hvilken grad det holder. Måske viser det sig, at begrebet ikke kan begrunde alle dele af den nye empiri? Måske beskriver intrapellationen bare én ud af flere typer æstetisk erfaring?” Den videre teoriudvikling vil foregå som en løbende sammenkobling og dialog mellem flere delprojekter, der beskæftiger sig med forskellige facetter af kunstoplevelsen som intrapellation. De tilknyttede forskere arbejder alle med afsæt i det empiriske korpus af interviews, der er blevet indsamlet på SMK og Esbjergs kunstmuseum, men analyserer og fortolker dem i tråd med delprojektets eget fokus. Simon Høffding arbejder således på en fænomenologisk beskrivelse af æstetisk erfaring som en passiv proces i bl.a. den forstand, at kunstværket er noget, der overrumpler og overrasker dig; Kasper Levin er ansvarlig for en undersøgelse af rytmers rolle i integrationen af den æstetiske oplevelse, hvor der arbejdes med den hypotese, at oplevelsen er funderet i præ-refleksivitetens kropsligt-rytmiske træk; og Jannik Mosekjær er i sin Ph.d. i gang med afsøge de mere affektive sider af kunstoplevelsen, idet han udarbejder en forståelse af måderne, hvorpå kunsterfaringen kan ses i tråd med empatien. Bredden i delprojekternes fokus demonstrerer, ifølge Tone, den psykologiske kompleksitet af fænomenet, og der er da også flere andre aspekter af kunstoplevelsen, som der ikke er rum til at behandle inden for rammerne af projektet: ”Vi har i projektet et gennemgående fokus på krop og affekt, men der er jo meget mere på spil i det æstetiske. Det, man kunne kalde ’det imaginære’, spiller også en stor rolle, det vil sige forestillingsdannelser og ideer – nogle af de ting, der må tænkes at eksistere i grænsefladerne mellem det præ- refleksive og det refleksive. På lignende vis med sproget: Det må helt sikkert også have en betydning for måden, hvorpå vi oplever og skaber betydning i og med kunst. Det er dét, jeg håber vores næste projekt skal handle om”, siger Tone. Alt i alt er det således ambitionen i forskergruppen, at de med nærværende projekt kan bringe den psykologiske æstetik videre mod en større grad af forståelse for, hvordan kunsten virker igennem det præ-refleksive. Dette er nemlig et afgørende skridt på vejen mod på sigt at kunne beskæftige sig med det æstetiske i dets fulde kompleksitet, sådan som det virker på tværs af subjektivitetens mange lag – lige fra det præ-refleksive over det imaginære til den refleksive bevidsthed.