”Hvordan siger man nej med en krop, som altid ligner et ja?”

Af Emma Elise Møller, stud.psych.
Illustrationer af Ida-Marie Haeusler, stud.psych.

BOGANMELDELSE. ’Når mænd forlader mig’ handler om at være kvinde i en verden domineret af mænd. Johanne Billes roman er en sanselig og revolutionær fortælling om begær, voldtægtskultur og om at miste kontrollen over sin egen krop. At blive frataget sin kropslige autonomi som det, der sker, når tavshed tolkes som samtykke.   

I ’Når mænd forlader mig’ følger vi Maria, en kvinde i 20’erne, der forsøger at finde sin egen stemme, mens hun hele tiden bliver overdøvet af mænd, som hun samtidig drages imod. ”For ungt, mangler substans” skriver manden, Maria dater på manuskriptet til en bog, som hun senere får udgivet. En nedværdigelse, som Marias senere kæreste følger op på, da han med anspændt mine tilkendegiver om manuskriptet, at: ”Det er alt for meget, det her, du bliver til grin”. Kæresten opfordrer Maria til at skrive dagbog i stedet. Mændenes løftede øjenbryn og tyssende forsøg på at holde Maria nede, hver gang hun forsøger at hæve stemmen, tegner sig som et gennemgående tema i bogen. Mens stemmen udadtil aftager i styrke, vender den sig indad. Den tager form som Marias indre monologer, der udspiller sig ved nøjagtige iagttagelser af menneskerne omkring hende, samt en beundringsværdig evne til at opfange og definere følelser og tanker. Som da Maria omtaler ’den anden kvinde’ i sin partners liv: 

”Hun er med i vores relation som et spøgelse – jeg har aldrig mødt hende, og vi taler sjældent om hende – på samme måde, som en fraværende far kan definere et menneskes selvopfattelse mere end den tilstedeværende mor.” 

Man fornemmer, at mindreværdet vokser i lyset af mændenes blikke, berøringer og kommentarer, som måske nok er velmenende, men som lugter langt væk af giftig maskulinitet. Da overskudslageret af Marias bog skal ryddes af vejen, fordi forlaget ikke længere kan have dem opmagasineret, træder kæresten endelig til med sine stærke overarme. Han hjælper gladeligt Maria med at bære bøgerne ned i kælderens mørke. 

Marias liv bliver hele tiden viklet sammen med disse mænd på en måde, hvor hun selv bliver svær at få øje på. Mændene præsenteres med pseudonymer som ’redaktøren’, ’idealisten’, ’feministen’, ’bagatellen’ og ’håbet’, der henviser til mændenes arketypiske karaktertræk. Man sidder tilbage med en følelse af, at man har mødt mændene før. På bodegaen, på arbejdet eller måske på en tinderdate. Mændene er alle forskellige, men vævet ind i Marias fortælling tegner der sig et samlet mønster. Som læser, lader man sig måske forføre af disse maskuline karakterer, men der sætter sig et ubehag i kroppen, som fortællingen skrider frem. Mændene bliver tilsammen et billede på en kultur, som mange unge kvinder vil genkende fra deres eget liv:  

”Jeg kan ikke huske alle deres navne, men jeg genkender deres hænder. De er så forskellige, hænderne, nogle grove og andre elegante, buttede eller svedige. Beskidte, bastante håndværkerhænder. Nydelige, spinkle akademikerhænder. Alle hænderne har rørt ved mig.” 

Mødet med ’redaktøren’ i begyndelsen af romanen sætter scenen for det ulige magtforhold imellem kvinder og mænd, der gennemsyrer selv de nærmeste relationer i Marias liv. Redaktøren er en midaldrende mand med briller i skjortekraven og en let rynket hals. Smuk på en storisk måde. Og gift, viser det sig senere. Derfor er redaktøren tilbageholdende med at fortælle om sit liv, og derfor mødes de kun i hans sommerhus, på hotelværelser og restauranter. Redaktøren er blot én i rækken af mænd, der ganske kortvarigt får Maria til at føle sig som noget særligt. Som da han fortæller hende, at med den måde hun bevæger sig på, ligner hun en, der kan lide at blive kneppet.  

Lige i hælene på redaktøren træder ’Idealisten’ ind i Marias liv. Hun beskriver, at når Idealisten taler; ”bredte der sig en opmærksom stilhed rundt om bordet. Han vidste godt, at det var den effekt, han havde på de andre; de korslagte ben og den ranke ryg tydeliggjorde det.” Maria bliver Idealistens projekt. Han vil ”vise hende det hele”, som han siger. Han vil forme hende, så hun bliver en bedre og sundere udgave af sig selv. Og Maria danser med. Hun har lært at være føjelig, at affeje sin vrede og, vigtigst af alt, har hun lært ikke at forlange noget af nogen: ”I forelskede jer i mine løgne, I forelskede jer i min underdanighed. Det var den, I havde allermest lyst til, tror jeg, det var den, I begærede.”  

Idealisten må derfor ikke vide, at Maria ryger i smug på altanen. Han må ikke vide det, da hun bliver voldtaget: ”Det skyldes ikke kun et næstekærligt behov for at skærme ham mod den nye realitet, det skyldes ikke kun hengivenhed og omsorg. Det skyldes min værdighed.”  

Omme bag ubehaget, der manifesteres i takt med Marias psykiske og fysiske deroute, ulmer der et vredt opgør med patriarkatet. Et oprør, som Johanne Bille skriver frem i Marias revolutionære, men samtidig hudløse, indre monologer, der efterlader læseren med en feministisk kampgejst. Et opløftet håb, midt i al elendigheden, som den nye samtykkelovgivning forhåbentlig kan bidrage til.  

”Jeg er så træt af at være et sted, hvor I kan placere jeres smerte. Jeg har ud i det uendelige hørt om jeres forkvaklede forhold til jeres mødre, jeres såkaldt kællingeagtige ekskærester og jeres generelle mindreværd, jeres skuffelser og selvbebrejdelser, jeg har rummet det hele og lidt til, men nu må det være nok, nu har det her tag-selv-bord tænkt sig at pakke sammen.”