Hvor dyrkes de kritiske perspektiver?
En reportage fra kritisk konference på RUC
Af Johanna Mariam Madsen stud.psych., Maria Valeur stud.psych. & Zacharias Dyrborg stud.psych.
Tre Indputtere er draget på en rejse væk fra vores trygge kommunehospital og hele vejen til den lave 70’er-beton og de mere moderne murstensbyggerier, der udgør RUC. Vi har forladt vores boble på CSS og er i Roskilde for at høre om kritiske perspektiver (primært) inden for psykologien til konferencen “Det kritiske og politiske i hverdagslivet”, afholdt af tidsskriftet Nordiske Udkast.
Efter at have brugt lidt for længe på at finde rundt på en campus med lige så mærkelige bygnings-rækkefølger og forvirrende lokalenumre som vi kender fra CSS, har vi endelig sat os til rette i en mindre forelæsningssal på RUC. Efterårssolen står lavt på himlen, og man kan se ud over marker på den ene side og en lille birketræslund, hvor nogle spiller disc-golf, på den anden. Hvis det ikke var for den konstante summen fra Holbækmotorvejen, er her næsten idyllisk. Men hvorfor er tre stolte KU’ere i Roskilde på et universitet, hvor man ikke kan blive cand.psych., for at høre oplæg om psykologi? Jo, det er fordi temaet er kritik - og symptomatisk for den udvikling der er i gang på KU, så foregår sådan et seminar altså ikke på CSS. To af de fire oplægsholdere er selv uddannet fra KU, men er siden rykket til DPU og RUC. De to ikke-direkte-psykologiske indspark kommer fra CBS og fra KUA. Det er altså ikke nødvendigvis Institut for Psykologi, der er frontløberne for de kritiske perspektiver på forskning i disse år.
Konferencen på RUC er den tredje af sin slags i rækken. Først arrangerede tidligere KU-psykologistuderende Sebastian Tobias-Renstrøm og Thomas Gylling-Andersen i foråret 2019 en Kritisk Psykologi-konference på CSS kaldet “Den kritiske psykologi: Hvad skal vi bruge den til?”. Efterfølgende tog det danske tidsskrift for kritisk samfundsforskning, Nordiske Udkast, teten og de har siden afholdt “Kritiske perspektiver på psykologi i teori og praksis” i efteråret 2019. Dette efterår afholdes så konferencen ”Det kritiske og politiske i hverdagslivet”, der er blevet udskudt på grund af corona.
Kritik som aktivistisk forskning
Iram Khawaja fra DPU holdt oplæg om sin psykologiske forskning med titlen “Kritik som forskningsmæssigt udgangspunkt”. Udover at tale om kritik som forskningsmæssigt udgangspunkt, fokuserede hun også på forskningsfeltet som genstand for kritik. Førstnævnte del af emnet tog udgangspunkt i Donna Harraways pointe om, at viden altid er situeret - det kommer altid fra et konkret sted med bestemte forskerkroppe og -positioner. Med en lethed, en gennemslagskraft og rød tråd i sit oplæg, indtog Khawaja forelæsningssalen. Med udgangspunkt i Judith Butler talte hun om, hvordan det ikke er tilblivelsen af bestemte praksisser lige så meget som betingelserne for praksisserne, som skal undersøges. Det er selve spørgsmålene, der udfordrer rammerne for, hvad vi forstår som sandhed, som er væsentlige. Hun fortsatte ved at henvise til, hvad hun kaldte “de kritiske blikke fra marginen” - de queer, feministiske, postkoloniale perspektiver, som er væsentlige for at sætte fokus på netop dette.
I sidste del af oplægget beskæftigede Khawaja sig med en aktuel debat, der fyldte i medierne tidligere på året: Refleksioner om forskning og aktivisme. Hun tog udgangspunkt i sit eget forskningsfelt, der handler om at muslimske fællesskaber, inklusion og integration, hvilket er et politisk minefelt. I sig selv, er det at være minoritetsperson en udfordring i forhold til at blive anset som værende en ‘neutral’ eller ’objektiv’ forsker. En fordom, som forskere fra majoritetsbefolkningen ikke oplever, når de undersøger andre, der ligner dem selv. Tydligt var det her, at Khawaja rettede et kritisk blik mod lige netop denne idé - at forskning kan være neutral og objektiv. Et af spørgsmålene fra salen omhandlede, hvem der må forske i hvad. Det lægger sig op ad en problematik, der især har præget USA, hvor flere er kritiske over for forskerkroppe, der undersøger minoritetsgrupper, de ikke selv er en del af. Khawaja svarede velovervejet på spørgsmålet, at der ikke var nogen løsning - eller nærmere: at det vigtige var at reflektere over sin position som forsker og skrive denne tydeligt frem.
På feltarbejde i socialpsykiatrien i Japan
Sofie Pedersen fra RUC er efter en tid som kliniker i socialpsykiatrien, begyndt at forske i dette felt. Med udgangspunkt i etnografisk arbejde fra Japan undersøgte hun socialpsykiatrien og problematiserede den danske brug af RECOVERY-modellen. Med hårdt tryk på ordene og et lidt spydigt og sarkastisk sprog startede Pedersen med at fortælle om den individualiserende tolkning af RECOVERY-modellen i den danske psykiatri, der udspringer af en tro på, at når et menneske kommer sig, så handler det om den enkeltes aktive indsats. Hvor det bliver problematisk for den danske inkorporering af modellen er, at der er fokus på den enkelte på trods af, at det sociale ikke udelukkes fra definitionen af modellen. Det bliver derfor den enkeltes ansvar, hvis man ikke ‘bare lige kommer sig’ efter psykisk sygdom. Pedersen fortalte, hvordan hun i virkeligheden havde lyst til at afskrive modellen helt og aldeles, men måtte kill her darlings og se om modellen havde værdier, der kunne bruges. Før hun fortalte om sin tur til den japanske socialpsykiatri, og hvordan et bosted for mennesker med hallucinationer og vrangforestillinger i bjergene havde en tilgang, der kan tilskrive sig noget lignende RECOVERY-modellen i sit teoretiske udgangspunkt og kan bruges, opridsede hun to læsninger af modellen. For det første kan modellen blive set som et opgør med den umyndiggørende psykiatri, hvilket er et stort plus. Men, og her lå især Pedersens kritik, den kunne også tolkes som et neoliberalt værktøj, der lægger ansvaret på individet - for hvis man selv har ansvar for at være i bedring, hvem er det så der forpligtes?
Pedersens tur til et socialpsykiatrisk bosted i Japan viste sig at være en inspirationskilde for dansk psykiatri. På opholdet lærte og deltog hun i praksisfællesskabet, som bostedet er bygget op omkring. Sammen skaber dem, der bor på bostedet en hverdag, hvor alle deltager i at få stedet til at fungere med alt fra kokkerering og fremstilling af møbler til levering af råvarer til gourmetrestauranter. Der er altså tale om en dialektisk udbytning, og derved en selvansvarliggørelse med andre - netop det som den danske model mangler. Deres motto, som Pedersen flere gange kom tilbage til, var netop by myself with others. Hun lagde vægt på, hvordan deltagelse i fællesskabet var grundlaget for, at bostedet fungerede så godt som det gjorde og at alle borgere var velfungerede inden for rammerne af bostedet. Dog udtrykte hun bekymring for, om man skabte et parallelsamfund på trods af forsøget på at reintegrere beboerne i det almene samfund.
Marx og Deutsche Bank
Mikkel Bolt fra KU holdt forelæsning på den gamle manér, hvor han simpelthen læste sit oplæg højt. Det var ikke publikumsinteraktionen, der gjorde det spændende, men hans dybe, teoretiske kendskab og marxistiske tilgang samt hans afsæt i en årsrapport fra Deutsche Bank. Man skulle spidse ørene og holde tungen lige i munden for at følge med, for det gik hurtigt, og der var meget. Han inddrog blandt andet Marx’ teser om Feuerbach, der peger på, at man ikke bare skal kortlægge, men ændre verden, hvilket også passede godt med hans afsluttende bemærkning: “Hvad bør der gøres?”. Et spørgsmål vi måske kan stille os selv: Hvad bør der gøres for at sikre det kritiske blik på psykologi på Københavns Universitet?
Den umulige kritik
Niels Åkerstrøm Andersen fra CBS holdt oplægget “Kritikbegrebets umulighed - rotter i labyrinten”, og navnet kom fra hans store inspiration fra systemteoretikeren Luhmann og dennes idé om, at ’vi er i en verden af iagttagelser og iagttagelser af iagttagelser’. Man er, som han sagde, selv i labyrinten. Man kunne foranlediges til at spørge sig selv, hvad en forsker fra CBS lavede til et sådant arrangement, men han nedbrød hurtigt vores fordomme. Han sagde ikke ét ord om profit eller vækst og gik ikke i jakkesæt. Hans meget entusiastiske facon, kunne ikke andet end at opfordre en til at sætte sig lidt længere frem i sædet og følge med - og der var ikke andet at gøre, hvis man ville følge med, for det gik hurtigt. Han startede med at tale om kritik. Vi lider af, at man skal publicere, sagde han. Kritikbegrebet bliver her et pusterum til at reflektere over ’Hvad vil jeg egentlig?’. Dette faldt i god jord hos os både, at han påpegede, at forskere skal publicere, og at kritik kan blive et pusterum for at finde ud af, hvor man gerne vil hen med sin forskning. Og så sagde han noget andet vedkommende: Kritik præsenterer sig som om, det kommer udefra, men i virkeligheden kommer det altid inde fra samfundet. Dette vendte han tilbage til flere gange. Måske fordi det refererede til titlen på oplægget. Opløftende var hans pointe om, at man kunne finde muligheder i det umulige og gøre umuligheden produktiv.
En prædiken for koret
Forelæsningssalen emmede af kampånd, og der var en oprigtig interesse fra oplægsholderne og arrangørerne for at høre de studerendes synspunkter. Det var en eftermiddag, der gav håb for den kritiske forskning samtidig med, at vi sad tilbage med en bevidsthed om, at det for nuværende ikke bliver vores eget institut, der går forrest i den kamp. Det kan jo hurtigt blive lidt navlepilleri, da vi alle er ret enige til et sådant arrangement. Men det er interessant at få lukket felter som integration eller RECOVERY op med perspektiver, man muligvis ikke selv har taget. Samtidig er det også trist, at disse perspektiver der forsøger at udfordre mainstreamen, ikke findes i undervisningen på KU. Det er vigtigt at kunne forholde sig til og tage disse diskussioner. Selv hvis man grundlæggende er uenig, og synes tingene er gode, som de er, bliver man en bedre psykolog af at forstå kritikken.
Tilbage er der blot at spørge: Hvad bør der gøres?