How to rebel – 10 tips til et sundere og smukkere studieliv
Af Nina Kjar, stud.psych & Sebastian Tobias-Renstrøm, stud.psych.
Illustrationer af xxx
Juni 2019
Føler du også, at du lider under en søvndyssende falsk bevidsthed, så giver vi her sommerens opkvikkende kur. Konstant kritisk opmærksomhed på normer og regler er det nye sort, og vi gør oprør til en permanent livsform med disse 10 gode råd. Vi ved jo godt at du, kære læser, har en sassy stemme i baghovedet, der siger: ”Bitch please, nu kan det fandme være nok!”. Der er ingen grund til at lade dig styre, hvis du kan gennemskue de systemer, der styrer dig. Det er ikke let, men du er ikke alene. Læs med her og husk at være kritisk (overfor alt).
1. TIAA…
… betyder there is an alternative. Du har mærket det i noget tid – du trænger til forandring. Måske en ny frisure, et spa-ophold… Eller måske en ny struktur på uddannelsen? Men hvad skulle den struktur mon være? Vi er her for at fortælle dig, at dit uddannelsesliv kunne have været anderledes. Tro det eller ej, men engang var der faktisk fremmødepligt på BA’en. Dengang fandtes fremdriftsreformen ikke, og hvor meget SU havde man? Lad os bare sige – rigeligt. Lyder det som en fjern drøm? Det gør det lige præcis, men hvad vi glemmer er, at det er sundt at drømme. Alle disse tiltag er kommet siden årtusindeskiftet og er alle beviser på, at tingene har været anderledes. Så når nogen kommer og siger til dig, at tingene er skrevet i sten, så sig til dem: Det er os, der har besluttet dem – det er os, der kan ændre dem. Diskutér og stem, fordi demokratisk deltagelse også ser godt ud i bikinisæsonen.
2. Du er ikke dårligt motiveret, du er fremmedgjort…
… slut med at slå dig selv i hovedet med, at du er for doven! Vi ved godt, at perfektionismen kan holde én vågen om natten – lænket til computeren mens man forgæves prøver at gennemskue APA og Giddens, når du langt hellere ville læse Marx, se dine venner og få din skønhedssøvn. Bitch, please, her til og ikke længere – der er ingen grund til at overarbejde, for honey, det er dig, der er resursen, og hvis du bliver slidt op, så giver systemet nul for det. Du får ikke løn, du får ikke ros, du får maksimalt et 12-tal og helt ærligt – det er bare et tal. Giv dig selv lov til at lade være med at gøre det, der gør dig ked af det. Gør i stedet det, der gør dig glad. Because you’re worth it.
3. Du er ikke alene – tal med hinanden…
… for findes der noget så godt som en god ven eller venindes øre? Helt ærligt, alle synes Foucault er svær at forstå. Ingen kan huske, hvordan man regner en ANCOVA i hovedet, og der er ingen, IN-GEN, der når det hele. Drop insta-masken og filteret til dit profilbillede. Du må godt synes, at tingene er svære, for sådan har vi det alle sammen, men vi glemmer at snakke med hinanden om det. Og hvem ved, måske finder vi sammen ud af, at det ikke er os, men samfundet den er gal med.
4. Rationelle utopier…
… lyder måske kedeligt, men tro os, når vi siger, at du bliver afhængig af det, som var det den nyeste smag fra Ben & Jerry’s. For vi kender dem alle sammen godt. Nej-sigerne. Brokkehovederne. Dem, der siger, at det ikke bliver bedre, og vi kun må få havregryn til morgenmad, fordi sådan er det, og sådan har det altid været. Men som vi allerede ved fra punkt 1, så siger vi; nej makker: TIAA. Og hvis du virkeligt vil sparke røv, så gør du det bedst med en klart formuleret utopi. Sig til nej-sigerne: ”Vi kan godt forestille os noget bedre, og nu skal du bare høre hvordan”, så fordufter de som dug for solen. Find ud af, hvad DU vil have for dig og dine medstuderende, og sig det højt! Skriv dit forslag ned, lav dine ønskelister, del dem med dine venner, og smid dem i nakken på dit psykråd og din institutledelse, og du vil se forbedringer før du ved af det.
5. Dit studie, dit pensum, din ret…
… for det er det. Fulgte du med i punkt fire? For søde du, det her, det er på vores ønskeliste: Vi vil gerne læse mere af det, vi bedst kan lide. Så når du ser en pensumliste, du ikke kan lide, så evaluér den dårligt. Ja, du hørte rigtigt, evaluér. Det bliver ikke mere sexet end det. Ellers får en eller anden snæversynet ansat på den anden side af gaden lov at bestemme, hvad dem efter dig skal læse til vores fag. Vær stolt af dig selv og dine interesser – læs mere af det, der gør dig godt.
6. Meld dig som mentor i Fællesskabet…
… fordi det er godt for dig og godt for fællesskabet. Den bedste følelse i verden er at give noget videre til andre – god karma giver god velvære giver gode trivselsmålinger. Giv dine gyldne råd om god hud og god studiestruktur videre til en bachelorstuderende, for vi ved jo godt, at du har mange af dem, og de kan bruge hvert godt råd, de kan få. Der er ingen grund til, at folk starter fra zero, når de kan få råd af en hero (dig min skat).
7. Husk du ikke kan blive fyret…
… i modsætning til dine lektorer. Din krop er et tempel, og du er hellig – det er din yndlings kritiske ansatte ikke, så selvom de gerne åbent og med oprejst pande ville give ærgerlige typer kamp til stregen, så risikerer de jobbet, hvis de gør det. Du, derimod, kan kæmpe, skrige, besætte, kritisere, råbe og blokere det hele, uden at du bliver smidt ud. Du har en privilegeret position at være kritisk i. Brug den! Roar like a lion and slay like Beyoncé.
8. Husk dine psykrådsmøder…
… because a psykrådsmøde a day keeps the doctor away. Ligesom at tage dine mavebøjninger, plukke dine øjenbryn, og ikke spise andet end raw food, så er psykrådsmøder heller ikke altid det mest sexede på jorden. Men hvis det ikke var for psykrådet, var der for eksempel stadig fremmøde på BA’en. Det er hos dem, at du kan få lov at shine bright like a diamond, når du vil have din stemme hørt hos instituttet. Lige som Zooey Deschanel er en nørd udadtil, men en bombe i sengen, så vil psykrådsmøderne blow your mind… hvis du tager dem alvorligt og giver dem en chance. Sweety, hard work pays off, så vi kan ikke sige andet end: Dyrk din motion, spis sundt og kom til dine psykrådsmøder. Trust us; it works.
9. Dump i fællesskab…
… fordi alting er sjovere med venner. Er du også misundelig på folk, der har en stram, tæt, tonet og spændstig forståelse af kollektiv agency? Så skulle du tage at læse vores BFF kritiske sociolog Margaret Archer – fordi gammel og støvet er det nye ung og sort. Vidste du, at når du gennemfører uddannelsen får universitetet en pose penge, og at hvis vi alle sammen dumper vores eksamener samtidigt, så bryder instituttets økonomi sammen? Talk about a party – aldrig har det været så sjovt ikke at gå til eksamen. Så hvis du er utilfreds med ledelsen på den anden side af gaden, så skru op for musikken og dump din eksamen sammen med alle dine venner: all night long.
10. Besæt instituttet…
… når intet andet duer. Rød læbestift matcher militærstøvler, som psykologistuderende matcher oprør – it’s a fucking classic. Vidste du, at det var psykologistuderende, der startede ungdomsoprøret i Danmark? And guess what, det hele startede med, at de besatte instituttet. Siden da har instituttet været besat af flere omgange og baby, det virker. Hvis du kun har tid til en enkelt ting på den her liste, så lad det være nummer 10, fordi oprøret er helt sikkert i hus, når du står med fakkel i hånd på en ølkasse og råber af Øster Farimagsgade 2A. The world is yours for the taking, og det hele starter med en god gammeldaws besættelse, akkurat som mor lavede den i ’68.
Glædeligt 50-års jubilæum for oprøret.