Holtzkamp-bogmærket

Af Alexander Gjerding, stud.psych.
Illustration af Amanda Aaboe Bell, stud.psych.
Juni 2019

Klaus Holzkamp (1927-1995) kan med rette betragtes som den førende skikkelse inden for den retning af kritisk psykologi, der betegnes Berlinerskolen, og som særligt har haft sin udbredelse i Danmark og Tyskland. Berlinerskolen opstod i Berlin på Freie Universität i slutningen af 70’erne, og selvom Holzkamp utvivlsomt var den centrale aktør, var der fra starten tale om et multidisciplinært samarbejdsprojekt, der desuden talte Holzkamps hustru, Ute Holzkamp-Osterkamp, blandt de vigtigste teoretikere. Allerede i sine første skrifter var Holzkamp på kant med den herskende mainstreampsykologi. Han mente, at psykologien var blevet grundlagt på en forkert videnskabsfilosofi, der baserede sig på naturvidenskabelige videnskabsidealer og laboratoriets metodologiske imperativer. I praksis var man kun i stand til at producere små, isolerede empiriske resultater, hvilket betød, at den psykologiske forskning var ude af trit med sin genstand og strengt taget irrelevant for psykologiens og samfundets praktiske problemer. Samtidig var landskabet uden for den eksperimentelle mainstream præget af en knopskydning af konkurrerende psykologiske teorier kendetegnet ved forskellige menneskesyn, metoder og praksisser. Psykologien manglede et fælles teoretisk udgangspunkt, der kunne udgøre et fundament for hele psykologien – dette satte Holzkamp sig for at levere. I Grundlegung der Psychologie (1983) opsummerer Holzkamp det arbejde, som han og arbejdsgruppen på Freie Universitet havde arbejdet på siden slutningen af 70’erne: Under inspiration fra evolutionsteori, klassisk marxisme og den kulturhistoriske skole, havde man gentænkt og rekonstrueret psykologiens fundamentale koncepter via den såkaldte kategorianalyse, for dermed at skabe et samlet paradigmatisk grundlag for hele psykologien. Med dette udgangspunkt skulle den nye psykologi binde teori og praksis sammen i en symmetrisk dialog og udvikle sig til en socialt ansvarlig og bevidstgørende disciplin. Holzkamp mente, at han var den første til at skabe et reelt psykologisk paradigme (i retning af Kuhns forståelse af begrebet), hvilket også ses, når Berlinerskolen omtales – eller omtaler sig selv som – Det subjektvidenskabelige paradigme. Der gik dog ikke længe før den nye subjektvidenskab løb ind i problemer. Som et resultat af kommunismens politiske krise i 80’erne, begyndte den marxistiske teori at få troværdighedsproblemer. Samtidig begyndte forskellige postmoderne strømninger, der kritiserede ethvert forsøg på at gestalte et sammenhængende fundament for videnskaben, at vokse frem. I perioden fra 1983 og frem til sin død i 1995 vendte Holzkamp sig væk fra de mere utopiske elementer – politiske såvel som videnskabelige – der havde præget Berlinerskolen. I stedet forsøgte han at udvikle en psykologi ”fra subjektets standpunkt”, der skulle hjælpe individer med at indse deres muligheder og forbedre deres livskvalitet under kapitalismen.