Hegel og Nietzsche i nævekamp

Af Gustav Egede Kristensen, stud.psych.
Illustration af Natascha M. R. Hansen, stud.psych. 

De er begge tyskere, de har begge skrevet om ”herren”, og de har skrevet om trællen. Nu er de her til FIGHT NIGHT: Georg Wilhelm Friedrich Hegel og Friedrich Wilhelm Nietzsche. Der er dømt moralske konflikter, tvetydighed og kamp til døden, så det er en ekstremt spændende kamp, vi har foran os - og så er det virkelig mærkeligt, at de begge hedder både Friedrich og Wilhelm.  

Public service kommer i dette essay ikke til at handle om service, men i højere grad om tjeneste: det at tjene nogen. En oversættelse af public service kunne jo være offentlig tjeneste. Man kan indtræde i en tjenesterelation i mange dele af livet. Selvom vores to teoretiske kæmpere, Nietzsche og Hegel, henholdsvist beskæftiger sig med slavemoral og ”trællen”, vil jeg forstå den tjenende i en lidt bredere forstand: det kan også være et job, man ikke har råd til at sige op fra, en relation, der har udviklet sig uheldigt, offentlige tjeneste som soldat osv.  

Dette emne kunne der være mange, der har noget at sige om. Men de to, som her skal duellere, er filosofferne Nietzsche og Hegel. De to filosoffer har flere ting til fælles. Fælles for de to teoretikere er mange omstændigheder. For det første skriver de i nogle passager næsten uigennemtrængelig tekst men i andre meget levende og billedligt. Dette giver en usædvanlig frodig grobund for forskelligartede fortolkninger. F.eks. har Hegel både inspireret højreorienterede bevægelser, der ville bevare monarkiet samtidig med venstreorienterede teoretikere som fx Marx, der i diametral modsætning til at bevare monarkiet talte for en revolution af samfundet. Så det må man sige er ret forskelligartet. Dernæst beskrives forholdet mellem tjent og tjenende tilsyneladende både som et konkret socialt forhold hyppigt i særlige historiske epoker og samtidigt som en måde at relatere sig til andre mennesker, der kan udspille sig igen og igen. Vi vil først vende os mod den ene kæmper, Hegel. 

Den mystiske 

I det ene hjørne af ringen har vi den mystiske Hegel. Vi skal beskæftige os med Hegels udlægning af herre-træl-dialektikken, som er et enkelt moment i hans større filosofiske projekt om bevidsthedens rejse mod noget så vildt som absolut ånd. Jeg kan prøve at indlede med en konklusion, så det ikke virker alt for syret: udvikling af selvet eller selvbevidstheden kræver den andens anerkendelse.  

For Hegel begynder dynamikken mellem herren og trællen, når to ”bevidstheder”, som Hegel kalder det, mødes. Interaktionen tager udgangspunkt i, at mennesket begærer en vished om sin egen eksistens. Nu tænker du måske: det er ikke lige det, jeg går rundt og ønsker mig. Til det vil jeg sige, at jeg ikke kan svare på, om Hegels antagelse er korrekt. Men man kan måske forstå ”vished om egen eksistens” i lidt bredere forstand; vished om at man ikke er værdiløs, ligegyldig eller uden betydning. Man vil gerne være sikker på, at man betyder noget her i verden. 

I første omgang fører mødet mellem bevidsthederne til en kamp til døden. Kampen til døden opstår, da de endnu ikke-selvbevidste bevidstheder forsøger at ødelægge den anden for at hævde sin egen væren. Den anden anerkendes ikke som et jeg, ligesom bevidstheden selv er. En slags alien. Og hvis jeg kan ødelægge det, der ikke er mig, mens jeg samtidigt selv består, må jeg da være til - ikke? Men i kampen til døden opstår forskellige erkendelser hos de to bevidstheder. Den ene bevidsthed erkender, at den må overgive sig for at overleve og underlægger sig derfor den anden. Den stadig kampklar bevidsthed erkender, når den anden overgiver sig, at den kan få sine ønsker tilfredsstillet ved at bruge den anden som redskab. Således er vi nået hertil: herre-træl-forholdet.  

Men for Hegel er alt ikke fryd og gammen for herren, og ligeledes er trællen heller ikke helt fortabt. Mens herren kun bliver set og anerkendt af en simpel træl, har trællen mulighed for at indgå i et praktisk forhold til verden. Trællen omformer objekter, godt nok ud fra herrens ønsker, men alligevel udretter denne bevidsthed noget med sin krop og skaber noget på egen hånd. Trællen er selvstændig, kreativ og udretter noget, alt imens herren på sin vis afhænger af trællens arbejde. I grove træk leder herre-træl-forholdet trællen til en erkendelse af sig selv som virkningsfuld og selvstændig. Hegel vender det hele på hovedet: herren bliver fuldstændigt afhængig af trællens arbejde, opbyggede evner etc. Alligevel bliver trællen ikke anerkendt som et individ i sin egen ret af herren, men i højere grad som et redskab, en ting. Forholdet mellem en tjent og en tjenende bliver for Hegel altså en selvmodsigende relation, der fastfryser både herre og træl uden anerkendelse som værdige individer.  

Den vrede 

I ringens andet hjørne har vi den vrede Nietzsche. Han skriver efter Hegel i slutningen af 1800-tallet og skriver ofte provokerende, elitært og en anelse arrogant. Arrogancen når sine ekstremer, når han skriver ting såsom: at han kan skrive på en sætning, hvad andre kan skrive i en hel bog. Samtidig må man give ham, at han ofte har skarpe og dybsindige observationer - men nok om det. 

Nietzsche sætter hovedsageligt forholdet mellem en tjent og en tjenende i relation til moral. For Nietzsche har der udviklet sig to overordnede moralske systemer i menneskets historie. Nietzsches analyse har sin start i oldtidens samfund før kristendommen og endda før Platon. Ifølge Nietzsche var denne tid de stærke individers tid. Disse var grundlaget for moral ved at være beundringsværdige, modige og viljestærke, og de definerede på den måde det gode ud fra sig selv. Ideen om ”det onde” var ikke grundlagt i og med, at dem, der ikke besad de stærkes egenskaber, ikke som sådan var onde, men snarere blot manglede de dyder, som de stærke var udrustet med. Denne slags moral kalder Nietzsche for herremoralen, hvori der skelnes mellem godt og slet eller godt og dårligt.  

Efter herremoralens grundlæggelse er majoriteten af mennesker naturligvis ikke en af disse stærke individer, der definerer, hvad der er godt og dårligt ud fra sig selv. Og en betydningsfuld del af ”normale mennesker” var formentligt under slaveforhold eller i hvert fald slavelignende forhold.  Denne større gruppe af mennesker samler sig ifølge Nietzsche imod de stærke og omformer det herskende moralsystem. I stedet for ”godt og slet” bliver den herskende dikotomi ”godt og ondt”. De dyder, der blev defineret ud fra stærke individers egenskaber, blev omvurderet og forbundet med det onde. Hvad der før var stærkt er nu frygtindgydende. Hvad der før var mod, blev til dumdristighed osv. Dyder som næstekærlighed, eftertænksomhed, lighed osv. Var ligeledes tidligere dårligere egenskaber omformet til gode egenskaber. 

Altså observerer Nietzsche en omvurdering af moral, men hvad driver denne omvurdering? En psykisk tilstand Nietzsche kalder for ressentiment, der meget kort sagt beskriver en slags foragt, der rettes imod en frygtet, stærkere eller misundt anden pga. ens egen utilstrækkelighed. Men hvorfor oplever mennesker så denne følelse af utilstrækkelighed overfor stærkere, mere magtfulde mennesker? Mennesket har for Nietzsche en iboende trang til at udtrykke sig, at hævde sig selv: gennem arbejde, kunst, aggression eller på en fjerde måde. Som tjenende er man underlagt beordring og bliver et middel for andres mål. For Nietzsche må det at være tjenende altså være udpræget negativt. I en mangel på selvhævdelse bliver den tjenende selvbedragerisk og omformer svagheder til styrker. Den tjenende har ikke muligheden for at sætte sit eget selvstændige præg på verden.  

De sidste ord før kampen 

Hvis du er lidt forvirret, så er vi to. Nogle forskelle mellem kæmperne træder dog frem. Mens Hegel påpeger, at anerkendelse fra den anden er en forudsætning for individualitet, opprioriterer Nietzsche den enkeltes selvhævdelse ift. andre. At tjene andre er en ambivalent og flertydig proces for Hegel, da både den tjenende og den tjente ender i en sælsom dynamik, hvor begge parter tjener den anden på hver sin utilstrækkelige måde men samtidigt får noget ud af dynamikken. For Nietzsche er livet for den tjente, der kan sætte sin vilje i gennem, tilsyneladende mere problemløst. Fortolkning, flertydighed, paradokser og modsætninger er ofte, eller måske altid, til stede, når man undersøger mennesker, men det er i ekstra høj grad til stede hos disse filosoffer. Og min udlægning er blot en hurtig, grov beskrivelse af deres komplekse og tvetydige idéer. Heldigvis for mig er dette en Indput-artikel og ikke en længere afhandling. 

Noget, jeg synes er rigtig svært ved diskussioner som denne, er: hvordan er det muligt at afgøre, hvem der har ret, hvorfor de har det, og er det overhovedet et legitimt spørgsmål at stille? Selve kampen må udspille sig i jeres tanker, og hvem ved, hvad der kommer til at ske? Kommer de til at kæmpe til døden, eller vil de anerkende hinanden som værdige individer? Det må du selv finde ud af.