En temporal korrespondance

Af Katrine Vedsø Jakobsen, stud.psych og Lise Bennedsgaard Hagen, stud.psych 

Lise og Katrine har henover et par uger skrevet breve til hinanden. Disse er blevet til en samtale om tiden. Hvad og hvordan den er, fornemmes og opfattes. Kan vi forandre vores livsmåde ved at ændre vores forhold til tiden? Og er det overhovedet muligt at få en ny tidsopfattelse? Samtidig har Lise og Katrine skrevet en refleksion bag hvert brev, som var hemmelig for den anden. De har svaret på spørgsmålet: Hvorfor skriver du egentlig det? Katrines refleksioner rækker tilbage i tiden til minderne, mens Lises rækker frem i tiden til drømmene, håbet og frygten. Her samles brevene og refleksionerne til en tekst, der i sin form undersøger på hvilken måde, fortiden og fremtiden er til stede i nuet.  

Katrine: Kan du mærke, at det er blevet mørkere? Jeg mener, hvordan har du det med mørket?  

 Det skriver jeg, og mener nok i virkeligheden spørgsmålet: Hvad tror du, gør det muligt for et menneske at blive genkendt som godt? For jeg kan huske alle de morgener, jeg har tonset fremefter på min cykel i en strid vintervind indhyllet i mørke og en hinde af søvn, som ikke ville briste. Som for at være god. Helt forsovet og rød i kinderne at møde op til tiden i skole - og senere på arbejde. Det ubehagelige ved først at vågne i institutionernes lys. Tage sig så forvirret til øjnene. Være som en hjort fanget i lyset fra en bils forlygter. En skuespiller som er blevet skubbet ind i scenelyset uden at kunne huske sine replikker. Jeg kan huske som lille at sidde inde i mine forældres bil og presse næsen mod den kølige inderside af ruden, mens min far eller mor stædigt skrabede ydersiden for is og sne, så mørket udenfor kom til syne i striber. At køre afsted, men næsten altid at være nødt til at holde ind til siden og vente, fordi forruden duggede til. Lidt nervøse for at komme for sent i skole og på arbejde.  

Lise: Jeg ville nok ikke have så meget imod mørket, hvis ikke det var fordi, jeg vidste, at der er så lang tid til, det bliver rigtig lyst igen. Hvad med dig? Hvordan mærker du årstidernes skiften? 

Det skriver jeg, fordi jeg frygter den lange vinter. I disse dage nyder jeg de lange aftener, men jeg påtager mig min længsel mod solen på forhånd. Jeg forbereder mig på nedslidningen og modløsheden. Det er en overlevelsesmekanisme.

Katrine: Jeg forstår! Jeg tror, jeg mærker årstidernes skiften som en form for lindring af min utålmodighed. Jeg kommer egentlig til at tænke på, at vi tit spørger hinanden hvilken af årstiderne, der er vores yndlings, og jeg tror, jeg vil begynde at svare, at det er overgangene imellem dem. Jeg bliver altid lige overrasket over årstidernes måde at skifte plads på. Også selvom jeg godt ved, det kun er et år siden, de gjorde det sidst. Det tilbagevendende bliver på en måde ved med at føles nyt! Men ellers lever jeg nok bare som en slags begejstret beskuer til de forskellige skift af kulisserne. Har det nogen indflydelse på din måde at leve på, når årstiderne skifter?   

Det skriver jeg, tror jeg, fordi der findes en gammel sætning i min familie, som har at gøre med en utålmodighed eller tendens hos mig til, at jeg begynder at kede mig. Så siger min familie, for eksempel når jeg begynder at vende kroppen væk fra situationen: Nå, nu synes Katrine, vi har været her. 

Lise: Jeg er helt sikkert også en begejstret tilskuer! Jeg vil gerne gøre op med vores samtids store tabu: At tale om vejret. Jeg elsker at tale om vejret, om mørket, om solen, om regnen, om at det virkelig kan sne i april. Det er jo helt utroligt. Det er som om, den samtale er en evigt ongoing udveksling mellem mig og naturen og så hvem, der ellers bliver indlagt til at være publikum. Der er en uendelighed i årstidernes skiften, som jeg godt kan lide. Og selvfølgelig har de en indflydelse på min livsmåde. Jeg siger tit, at jeg kun lever rigtigt om sommeren. Om efteråret bearbejder jeg sommeren, og om foråret forbereder jeg sommeren. Vinteren vil jeg helst glemme. Hvad er dit forhold til det uendelige? Det tidløse og cirkulære - tror du, det findes?  

Det skriver jeg, fordi jeg drømmer om et mere poetisk liv. En måde at være sammen på, hvor vi forstår, at verden udenfor og verden indeni er intimt sammenflettede. Man kan altid se, at man er nået til vendepunktet i en film, når det begynder at regne. Sådan håber jeg også, at livet vil blive. Når det hele vender, vil jeg vide det, fordi regnen vil falde på en helt særligt rensende måde.  

Katrine: Åh, jeg synes i virkeligheden, der er to ting som forvirrer min forståelse af tiden: Døden og naturen. Ikke at disse er modsætninger i sig selv. Man kan jo endda sige, at døden er en naturlig proces. Det modsætningsfyldte består vel i, at jeg oplever døden som et endeligt punktum. Jeg har læst, at denne måde at erfare døden på, sammen med den jødisk-kristne beretning om verden som noget skabt, giver tiden en begyndelse og en slutning og en retning – fra den ene tunge bogstøtte til den anden. Altså, tiden som en form for irreversibel strøm. Omvendt er jeg hele tiden lykkeligt vidne til de cirkulære bevægelser, der synes at kendetegne naturens tid. Årstidernes tilbagevenden. Det får mig til at tænke: hvad tror du, der ville ske med vores opfattelse af tiden, hvis vi fik et andet forhold til naturen og døden? Hvis jeg nu ikke bare var vidne. Hvis nu min måde at leve på var mere forbundet med og afhængig af naturen? 

Katrine: Og! Hvad med tiden hos Freud egentlig? Nachträglichkeit osv. osv. Jeg tror, jeg gerne vil tro på, at der foregår bevægelser i alle mulige rundtossede retninger og på tværs af tiden (som derfor ikke er irreversibel?). Ting fra fortiden, der hvirvler som støvskyer op fra fortidens gulv og virker ind i nutiden. 

Det skriver jeg, fordi jeg kan huske, at jeg i sommer havde en god samtale med en ny ven. Samtalen har sat sig i mig som et godt arbejde. Jeg bakser med at få en sådan livsanskuelse op og balancere på mit hoved. Hvad hvis der kun findes én stor bevidsthed, som til evig tid og ud i uendeligheden kan dele sig og glide ind og ud af forskellige eksistensformer. Hvad hvis jeg på én gang både er mig, et træ, en støvpartikel på en anden planet og dig? 

Lise: Det er jo lige det. Tiden må både være lineær og cirkulær. Eller krøllet måske? Åh nej, det er som om, at hver gang jeg skriver en sætning, efterfølges den i min tanke af en anden, der lyder: Men hvad med dette? Har du ikke glemt? Er du nu sikker på det? Jeg tænkte først, at det lineære og det cirkulære var hinandens modsætning, men nu slår det mig, at de er alt for ens: Tiden som en endimensional linje, der enten bevæger sig frem eller tilbage til sig selv. Men tiden har vel også dybde. Den stræber op i himlen og ud langs jorden. Det, du frygter, er allerede sket, som min bachelorvejleder engang sagde. Det lyder uhyggeligt, men jeg tror det er sandt. Det hele er altid-allerede sket men også ikke-endnu. Enten findes kun nuet eller også findes kun fremtiden og fortiden. Måske er det ét og det samme. Rabler jeg nu, eller giver det mening for dig? Det er lige så meget en følelse som en tanke for mig. Hvad tror du? 

Det skriver jeg, fordi jeg forventer, at min fremtid også vil blive min fortid. Selvfølgelig på den banale måde, hvorpå fremtiden altid vil blive fortid, men også på en anden mere overraskende måde. Pludselig vil jeg forstå hvorfor, jeg gjorde, som jeg gjorde, eller hvad det betød. Jeg mødte engang en folkeskoleven, der fortalte mig, at i alle de år uden kontakt havde hun tænkt ofte på det brev, jeg skrev til hende i 8. klasse, da hun blev syg, og vi begge var for unge til at forstå det. På samme måde vil min fortid blive ved med at få nye betydninger. Jeg kender slet ikke min fortid endnu.  

Lise: Nu glemte jeg helt at svare på dit spørgsmål! Jeg troede, jeg var på vej, men så løb det fra mig. Jeg er sikker på, at vores forhold til tiden ville ændre sig, hvis vi fik et andet forhold til naturen og døden. Måske endda også til vores egen fødsel. Jeg ved det, for jeg har mærket det selv. Jeg stod midt i min sydøstasiatiske backpackertur, da det gik op for mig, at jeg skulle dø en dag. Et par år tidligere på en gård i Nordfrankrig var det gået op for mig, at mine forældre også skulle det. De to ting har ændret det meste for mig.  

 Det skriver jeg, fordi jeg håber, det er sandt. Jeg håber, at mit forhold til tiden endnu er til at redde. At jeg ikke skal leve resten af mit liv i evig acceleration. Det er så ensidigt. Fremad, fremad, fremad. Jeg håber, min tid også vil gå tilbage og i stå.

Katrine: Jeg har også læst, at der er nogen, som foreslår en punktuel tidsopfattelse, hvor det betones, at det eneste vi med sikkerhed kan sige eksisterer, er nuet. Som du siger: enten findes kun nuet, eller også findes kun fortiden og fremtiden. Jeg kan på en måde få det til at give mening, når jeg tænker på, hvordan hukommelsen virker på fortiden. Kan man sige (og nu prøver jeg bare) at kun nuet findes, idet fortiden på en måde skabes i henhold til det nu, den huskes fra? Mens fremtiden også er skabt af det nu, den opdrømmes fra? Og at ingen af delene nødvendigvis findes. Men hvordan kan man egentlig med en sådan tidsopfattelse overhovedet bevæge sig fremad, hvis ikke i enkeltvise og usammenhængende ryk? Nuerne er som sådan en slags trædesten, man er nødt til at hoppe rundt imellem, for ikke at falde i vandet og flyde med strømmen ud af nutiden. Findes kun nuet, fordi vi ikke endnu ved, om vi får mulighed for at træde med over i det næste nu. Lise, jeg føler vi er sejlet ud på meget åbent hav uden noget navigationsudstyr haha.  

 Man kunne også vende det hele på hovedet og sige at nuet ikke findes, fordi det, der er sket, også sker lige nu. Og det, som vi håber eller frygter kommer til at ske, sker også lige nu. Jeg tror, det er det, jeg tror. I hvert fald, at det er sådan tiden opfører sig i min psyke. Måske er der bare mange former for tider. Måske giver det mening at skelne mellem dem. Tidens måde at manifestere sig i den enkeltes bevidsthedsliv på, den kvantitative tid som vi strukturerer vores samfund efter… 

 Det skriver jeg, fordi der i Rold Skov tæt ved mit barndomshjem boede en heks som hed Danni Druehyld, hvis fortællinger og viden om naturen, mine venner og jeg voksede op med. Hun døde sidste år, men dengang hun fyldte 70 år, blev hun interviewet til en lokal avis, og hun sagde: ”Man siger jo at hekse bliver 3000 år, men vi får se. Jeg tror hekse bliver gamle fordi, hvis du lever hvert øjeblik, så bliver du gammel” Tænk sig at måle et liv i antal levede øjeblikke frem for år! 

Lise: Ja det føles virkelig som usikker grund. Jeg kan ikke lade være med at føle en underlig behagelig uhygge over at træde ud der, hvor tiden ligesom opløser sig selv. Problemet opstår først, når vi skal ud af dette rum, vi har skabt for os selv. Når vi åbner døren ud til gaden, hvor bilerne kører forbi i en voldsom fart, og vi anråbes fra samtlige sider. Der er jo en verden derude, hvor tiden ikke er poetisk, men nærmere krævende. Den kræver hele tiden noget af os: allermest vores opmærksomhed. Se her, gør det, skynd dig! Det er nu eller aldrig! Vi er jo ikke hævet over det, selvom vi for en stund kan føle det. Vi har også en deadline, der skal nås. Et blad, der skal trykkes. Nogen, der regner med os. Hvad synes du, vi skal sige til dem?  

Det skriver jeg, fordi jeg ser en fremtid for mig, der er fuld af mål, der skal nås, og datoer, jeg ikke må misse. Jeg er så bange for at flyde med i tidens eget tempo, for jeg er så bange for, at det pludselig er for sent. Hvad hvis det aldrig lykkes, og jeg aldrig når det? Hvad hvis den dag jeg når til stoppestedet, er bussen for længst kørt? Hvad hvis jeg ikke får sagt det rigtige, før den, der skal høre det, er væk? Det er ikke uden risiko at udfordre tiden.  

Katrine: Tak for tiden.