Dyre psykologer og en syg psykiatri - Psykiatriordførerne forholder sig til psykiatrien og psykologernes rolle frem mod valget 2019

Af Amanda Aaboe Bell, stud. psych.
Illustrationer af Amanda Aaboe Bell, stud. psych. 
Juni 2019 

Valgkampen er helt uofficielt skudt i gang. Når det kommer til, hvor krydset skal sættes ved det forestående folketingsvalg, er sundhed det vigtigste emne for danskerne. Somatisk og psykisk sygdom er kommet på dagsordenen, og plæderer man for en ligestilling af områderne, og dermed en opprioritering af psykologernes rolle i sundhedssystemet, byder et spørgsmål sig nødvendigt: Hvordan vil de forskellige partier prioritere psykiatrien og psykologernes rolle i sundhedsvæsenet efter valget?

Konkret er der lagt to indsatser frem fra regeringens side: Psykiatriudspillet fra efteråret 2018 og den omdiskuterede sundhedsreform fra 2019. Ordførerne må konfronteres med indholdet af disse forslag, og såfremt en kritik rettes, er det op til os at vurdere, om der er tale om tomme skyts eller alternative udspil. Derudover må vi interessere os for, hvilke problemforståelser og visioner de forskellige partier slår sig op på. Sidst men ikke mindst adspørges, hvorvidt politikerne er indstillede på at allokere flere ressourcer til det psykiatriske område. Diskrepansen mellem afsætning af midler til psykiatrien og den demografiske vækst har skabt et eklatant efterslæb, som må og skal adresseres.

Til oppositionspartierne: Hvad er din holdning til regeringens psykiatriudspil, og er der et alternativ? 

Peter Hvelplund (EL): Der er nogle fine initiativer i det. Problemet er, at der slet ikke følger tilstrækkelige midler med – også når nu vi har et kæmpe efterslæb og et behov for at løfte både hospitalsvæsenet, men også socialområdet. Enhedslistens 100-dags plan omhandler også psykiatrien og afsætter én mia. til psykiatrien, bl.a. til psykologhjælp og en ny psykiatrihandlingsplan med nogle bindende og forpligtende mål. Her tænker vi især på at få nedbragt brugen af tvang og få forbedret gennemsnitsleveralderen for psykiatriske patienter, hvis gennemsnitslevealder er 20-25 år kortere end den almene befolkning.  

Liselott Blixt (DF): Psykiatriudspillet er for uambitiøst, fordi det kun hjælper nogle borgere i nogle dele af landet. Vi ønsker en mere ambitiøs plan, der rækker ud til hele Danmark, og vi ser gerne, at man lavede en 10-års plan. Det er vigtigt, at vi har en samlet plan for psykiatrien.   

Trine Torp (SF): Vi bakker op om psykiatriudspillet, især ift. psykologernes rolle i psykiatrien.  

Alligevel har vi opstillet vores eget udspil, som adresserer, at der i psykiatriudspillet er afsat for lidt økonomisk ift. efterslæbet. SF’s psykiatriudspil afsætter flere penge til psykiatrien, men har også som ambition at forandre psykiatrien. Det giver ikke mening at poste penge i et system, der ikke fungerer, med få alternativer til farmakologisk behandling. Det er dybt problematisk, at mange patienter ikke får det bedre af at være i psykiatrien. Det handler om at ændre det nuværende patientsyn, hvor vi også indsatsmæssigt glemmer det sociale og relationelle. Vi må forandre og ikke bare acceptere det system, vi har. 

Til regeringspartierne: I regeringens psykiatriudspil prioriterer I en lokalforankring i ’En af Os’. Hvad er din holdning til problemet omkring stigmatisering og tænker du, at denne lokalforankring er tilstrækkeligt til at afhjælpe problemet?  

May-Britt Kattrup (LA): Psykisk sygdom har i rigtig mange år været underprioriteret. En af grundene hertil er klart manglende forståelse for sygdommen og tabu om emnet. Med 21 nye sundhedshuse (hvis de også får flertal efter valget), sikres et langt større lokalt samarbejde, så der bygges bro mellem de lokale sygehuse, kommunerne og de praktiserende læger. Det er i høj grad de psykiatriske patienter, som får glæde af denne lokale forankring.  Desuden skal der mere fokus og større indsats til. Derfor har vi styrket området med mere end 2 mia. kr. i den nationale handlingsplan for psykiatri, samt styrket området i oplægget til sundhedsreformen med bl.a. flere senge, bedre sammenhæng ved udskrivelse fra hospital, større forebyggelse gennem Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) samt større indsats for patienter med både misbrug og psykisk sygdom. 

Jane Heitmann (V): Der er utrolig mange fordomme, og det ønsker vi at gøre op med. Det vi hører igen og igen er, at mange mennesker med en psykiatrisk diagnose føler sig stigmatiseret næsten uanset, hvad det er for en lidelse. Vi har en helt særlig forpligtelse, også fra politisk hånd, til at fortælle, hvad psykisk sygdom handler om, og at man f.eks. sagtens kan passe et arbejde, selvom man har en diagnose, såfremt man er velbehandlet. Vi har en enorm opgave i at få fortalt, at fordi man én gang i livet har haft en psykiatrisk diagnose, så behøver man ikke være psykisk syg resten af livet. En af måderne at komme fordomme til livs på er at alliere os med ’En af Os’, da de gør et fantastisk stykke arbejde.  

Hvad er din holdning til det nedstemte beslutningsforslag B28: Indførelsen af retten til at blive erklæret rask for sin psykiatriske sygdom? Og hvad var din begrundelse for at stemme for/ imod? 

Jane Heitmann (V): Vi er enige om politisk, at der er brug for en bred indsats ift. borgeroplysning til de mennesker, der sidder derude og møder mennesker, der enten har eller har haft en psykisk sygdom, f.eks. sagsbehandlere eller socialrådgivere. Jeg er meget enig med ministerens udlægning af problemerne i forslaget (red. at slette diagnosen i journalerne). Vi skal have opdateret vejledningerne. Det her indebærer et kæmpestort tværsektorielt arbejde, som der skal sættes i gang. Jeg glædede mig over debatten, som vi havde i Folketinget. Vi skal styrke indsatsen, flere mennesker skal blive klogere på, hvad der giver mening, og vi tager livtag med nogle af de fordomme, der hersker blandt fagprofessionelle.  

Peter Hvelplund (EL): Det er noget vi skal arbejde videre med, da der er en grundlæggende urimelighed ift. de forhindringer, der kan lægges i vejen for personen med en psykiatrisk diagnose ift. muligheden for at optage et lån, tegne en forsikring m.m. Vi må se på vores sygdomsbegreb og acceptere, at det handler om rettigheder, og at vi skal tilstræbe en ligestilling her.  

Liselott Blixt (DF): Vi stemte imod det, men lavede en aftale med ministeren om nedsættelse af en komité, som skulle undersøge mulighederne. Med B28 ønskede man, at patienten kunne slette i sin journal – vi ønsker i stedet, at man kan have noget låst i sit journalnotat. Begrundelsen er, at man måske får brug for oplysningerne på et andet tidspunkt, men samtidig skal man have mulighed for at bestemme, hvad der skal være tilgængeligt.  

Trine Torp (SF): 28b har vi haft til afstemning, og SF har selv stillet et ændringsforslag.  

På baggrund af debatten opstod en række misforståelser. Der skulle igangsættes et tværministerielt samarbejde til at kigge på afstigmatisering. Vi ønskede fra SF’s side ikke kun en afstigmatisering, men også et system, hvor vi anerkender, at vi kan blive raske. Dette forsøgte vi at præcisere i et ændringsforslag, således at man skal have ret til selv at kunne bestemme om sygdommen skal stå anført i ens journal. Denne ret skal træde i kræft sådan, at såfremt man bliver afkrævet helbredsundersøgelser, behøver en tidligere sygdom ikke spille en rolle. Man skal desuden kunne kræve en revurdering, og vi ønsker, at det skal være en speciallæge, som vurderer det, og at vurderingen skal basere sig på, om man er symptomfri, og om chancen for tilbagefald er minimal.  

May-Britt Kattrup (LA): Det er ekstremt vigtigt, at patienter, der har haft en psykisk diagnose, kan komme videre i livet efterfølgende, og det skal der være stort beredskab til at hjælpe med. Men der findes ikke en procedure i sundhedsvæsenet, hvor man går ind og fjerner sygdomsdiagnoser, man retter ikke i patientjournalen efter endt behandling. 

Hvad er heraf dit/ dit partis forhold til, hvorvidt somatisk og psykisk sygdom skal ligestilles ift. den offentligt tilbudte behandling?  

Peter Hvelplund (EL): Det skal ligestilles. Vi kan konstatere, at der de sidste mange år har været et stort økonomisk efterslæb. Selvom det bliver prioriteret, kan vi se, at der er mangel på ressourcer. Det handler også om, at det skal være ligeså naturligt at være en borger, der har en psykisk sygdom som en somatisk sygdom – altså en holdningsbearbejdning og et opgør med stigmatisering. Selvfølgelig er der er en forskel på, hvilken diagnose du får. Det er sværere i psykiatrien at erklære én rask, og diagnosen bliver mere et mærkat, selvom vedkommende er symptomfri. Når man får en diagnose ift. bl.a. skizofreni, hænger diagnosen på én og kan forringe ens jobmuligheder. Det er en grundlæggende forskelsbehandling, som vi må adressere politisk.   

Liselott Blixt (DF): Vi ønsker en ligestilling mellem somatisk og psykisk sygdom, men også en anerkendelse af, at man må behandle dem forskelligt, og at vi ikke altid skal behandle dem lige. Eksempelvis vil det altid fremgå af din journal, at du har haft somatisk sygdom, og her vil vi jo give andre muligheder til patienten på det psykiske område. Sundhedsvæsenet skal selvfølgelig tage hånd om begge sider.  

Jane Heitmann (V): Det er en prioritet for os i Venstre at sidestille psykiatrien og somatikken. Det er bl.a. derfor vi har indført ens rettigheder i udredning og behandling, og det har været en topprioritet. Det er derfor vi støtter psykiatriforslaget, hvor der er tilført 2.1 mia. kr. i handlingsplanen. Det er fordi vi er særdeles opmærksomme på, at psykiatrien har haft en lillebrorrolle. Det handler både om rettigheder og så sandelig også om økonomi. Det har været nedslående og deprimerende, den måde regionerne har behandlet psykiatrien. Det var derfor vigtigt, at regeringen gik ind og prioriterede 200 mio. til psykiatrien i regionerne, for der er brug for et målrettet løft. 

Trine Torp (SF): Ligestillingsdiskussionen er kørt af sporet. Et argument for afvisning af forslaget (red. B28) var, at somatiske sygdomme heller ikke bliver slettet fra ens journal. Vi bliver nødt til at anerkende stigmatiseringsproblemet ift. konsekvenserne det har for den pågældende at have en psykisk sygdom stående i sin journal. Ligestilling handler om, at man skal prioritere det lige højt. Lidelserne skal ikke betragtes ens, vi har brug for at anerkende, at psykiatrien kan noget andet og skal noget andet. I SF mener vi, at psykiatrien lider under en biomedicinsk forståelse.  Det jeg savner er en helhedsorienteret og tværfaglig tilgang, så vi anerkender det komplekse samspil mellem sociale, kulturelle, biomedicinske og personlige faktorer. Magthierarkiet i psykiatrien er problematisk, hvor det biomedicinske har forrang i behandlingen. Derudover har vi et evidensproblem, hvor der er mangelfuld viden om, hvad der virker i behandlingen. I SF ønsker vi at afsætte flere penge til forskning – uvildig forskning! Der er for meget forskning, der er koblet op på medicinalindustrien. Vi skal have forskning, der sidestiller de forskellige behandlinger, og undersøger bivirkninger på både kort og lang sigt.   

May-Britt Kattrup (LA): Der bør klart være lige gode muligheder for at blive behandlet for psykisk sygdom og somatisk sygdom. 

Hvordan forholder I jer til den kritik, der rejses fra Dansk Psykolog forening, Bedre Psykiatri og Psykiatrifonden ift. Sundhedsreformen? Kritikken går på, at psykiatrien ikke nævnes eller tilgodeses i sundhedsreformen. Er dit parti enig i kritikken? 

Peter Hvelplund (EL): Vi er fuldstændigt enige. Desuden har vi haft magistrene i samråd. Regeringen havde lovet i forbindelse med psykiatriudspillet, og ift. dobbeltdiagnosticering, at dette ville blive håndteret og adresseret i sundhedsreformen, og der må vi erkende, at det er det ikke. Nu forventer man, at vi kan flytte behandlingen af folk med angst og med depression ud i det nære sundhedsvæsen. Problemet er, om opgaven kan løftes her, og jeg må sætte spørgsmålstegn ved, om der følger tilstrækkelige ressourcer med.  

Liselott Blixt (DF): Der er kritik hele vejen rundt. Børns vilkår synes ikke der var nok om børn. Psykologforeningen synes der ikke var nok om psykologerne. Kritikken er ikke begrundet eksakt. Det føles partipolitisk, da der sidder nogle tidligere politikere i flere af disse organisationer. Uanset hvad, er psykiatrien et område, som er blevet opprioriteret, da der er sat flere penge af. Kritikken er ikke helt informeret. Hvis vi ser på reformen, er det lige meget, om du har en brækket arm eller en brækket psyke. Sundhedsreformen løfter givetvis psykisk sygdom mere end den løfter somatisk sygdom.  

Trine Torp (SF): Sundhedsreformer er bekostelige, og det er utroligt, at psykiatrien fylder så lidt. Der er visse overlap mellem psykiatrien og det specialiserede socialområde, som nærmest er glemt. Der er desværre mere fokus på strukturændring end på de reelle udfordringer, som helt banalt handler om ressourcer, men også om nye måder at forstå menneskers psykiske problemer på, som kan hjælpe dem til at få magten tilbage i deres liv. Vi skal løfte hele socialpsykiatrien og ikke kun afsætte penge til indlæggelser. For de sværest ramte ser vi ofte, at det er den lange seje indsats, der skal til. Der er en del af de opgaver, som psykiatrien løfter, som kunne være afhjulpet ved en tidligere forebyggende indsats, hvor man eksempelvis har adgang til psykologhjælp. 

Jane Heitmann (V): Vi fremlagde en psykiatrihandlingsplan i efteråret med 2.1 mia. kr., og det synes jeg var et godt udgangspunkt for en styrket psykiatri. Så har vi forhandlet sundhedsreformen, og der har vi også styrket psykiatrien. Vi har foreslået en nærhedsfond på 8.5 mia. kr., og i den ligger der også en styrkelse af væsentlige områder af psykiatrien. Vi lægger op til at udbygge behandlingskapaciteten i psykiatrisk speciallægepraksis for børn og unge, så vi sikrer en særlig indsats for psykisk sårbare og de mest syge psykiatriske patienter. Det er deprimerende og fuldstændig urimeligt med de lange ventelister, man har til udredning bl.a. i hovedstaden, det er simpelthen ikke godt nok, og der er stor geografisk forskel. Kun halvdelen af børnene bliver udredt til tiden i Region Hovedstaden.   

May-Britt Kattrup (LA): Jeg havde selv meget gerne set, at behandling af patienter med samtidig psykisk sygdom og misbrug var blevet samlet ét sted, men det kom jeg og LA desværre ikke igennem med. Og jeg er enig i, at psykiatrien er blevet underprioriteret i mange år, men det er desværre ikke muligt at rette op på alle problemerne på én gang. Men jeg mener, at Psykiatrihandlingsplanen til over 2 mia. kr. samt udspillet til den nye sundhedsreform, der vil give væsentlig bedre sammenhæng i psykiatribehandling, flere senge, inddragelse af pårørende, stort fokus på børn og unge, flere ydernumre til børne- og ungdomspsykiatrien med fokus uden for hovedstadsområdet, er et stort skridt på vejen. Klart at der stadig er meget at gøre, og det skal vi fortsat arbejde for efter valget. 

Bestræber du/ jeres parti jer på at afsætte flere midler til psykologhjælp til psykisk sårbare, f.eks. ved at nedbringe graden af brugerbetaling med henvisning fra egen læge?   

Peter Hvelplund (EL): Vi synes, at vi skal gøre op med brugerbetaling ift. folkesundhed både ift. psykologhjælp og tandlæge. Der er typisk flere ugers ventetid. Det er med til at øge den sociale ulighed i sundhed, at disse områder stadig er underlagt brugerbetaling. Det er et område, der skal afsættes midler til, for det kan på sigt betale sig både menneskeligt og økonomisk.  

Jane Heitmann (V): Siden 2010 er der kommet 53 % flere i børnepsykiatrien. Hver femte ung giver udtryk for, at de mistrives. Vi har en kæmpemæssig opgave i at sikre, at flere børn og unge får et bedre greb om livet. Vi har prioriteret midler til Headspace, og vi ønsker at gøre indsatsen landsdækkende. De gør en fantastisk indsats. Vi har desuden prioriteret midler i satspuljen til gratis psykologhjælp ad to omgange. Det har været en vigtig del af at styrke børne- og ungepsykiatrien. Det har desuden været en prioritet at styrke forebyggelsen, vi skal være bedre til at se de unge før de bliver patienter i psykiatrien. Derfor har vi gennem satspuljen også prioriteret midler til en fremskudt indsats. Her har vi styrket PPR i kommunerne. En af de ting, der har været vigtige er, at man får nogle bedre redskaber til at få øje på de børn, som viser tegn på mistrivsel.  

Liselott Blixt (DF): Dem, der har brug for psykologhjælp, skal have det. Jeg åbnede sidste år op for, at psykologer i PPR skal kunne behandle børn og unge under 18 år gratis. Jeg tog det op under satspuljeforhandlingerne. Vi skal have en 10-års plan for unge og børn, så man kan få psykologhjælp i alle kommuner. Psykologbehandling til sårbare børn skal ikke kræve, at de har en diagnose. Jeg fik det gennemført med de røde partier, da der ikke var opbakning blandt regeringspartierne. De blå politikere bryster sig af det nu, men var ikke inde over det. Jeg ser det som en landvinding indenfor psykologbehandling og psykiatrien. Vi kan behandle unge og børn på en nærmere og tættere måde.  

Trine Torp (SF): Det har været SF’s politik i et par år nu, at afskaffe brugerbetaling til psykologhjælp. Satspuljeaftalen afskaffede brugerbetaling for unge og børn under 18. Denne aftale har også styrket PPR’s arbejde ud fra tanken om, at når det gælder børn og unge under 18, har vi et klogt kommunalsystem, der samarbejder på tværs af sundhedspleje, skole og familie - en helhedsindsats. I PPR har man en række pålagte opgaver, men de omhandler desværre ikke behandling. F.eks. kan de fremadrettet få til opgave at behandle angst hos børn, for herigennem at behandle så tæt på barnets liv som muligt og så lidt indgribende som muligt. Det koster selvfølgelig penge at afskaffe brugerbetaling helt. Vi starter med de unge, og sigter mod at gøre brugerbetaling så lille som muligt for dem, der har færrest penge. Som det ser ud lige nu, henviser de praktiserende læger ikke til psykologordningen, hvis de ved, at den pågældende patient ikke har midler til det, og så har vi jo ikke et sundhedsvæsen, der er lige for alle.  

May-Britt Kattrup (LA): Vi har allerede afskaffet aldersloftet for psykologbehandling for angst, så alle fremover kan modtage tilskud. Og der er iværksat en forsøgsordning med vederlagsfri psykologhjælp til unge i alderen fra 18 til og med 20 år, der henvises med angst og depression. Liberal Alliance har afsat ca. 40 mia. kr. i vores 2030-plan til behandling, pleje og omsorg af flere børn og ældre. Dette indebærer naturligvis også indsatser på psykolog- og psykiatriområdet.  

De almene læger går i flere tilfælde udover deres beføjelser for at hjælpe borgerne og henviser dem til trods for, at de ikke kvalificerer til en diagnose. Er det, i din opfattelse, fordelagtigt, hvis der gives hjemmel til, at alment praktiserende læger kan henvise til psykolog uden, at der er tale om en psykopatologisk lidelse?  

Peter Hvelplund (EL): Vi snakker forebyggelse, og psykologhjælp er en del af dét. Flere unge oplever mistrivsel fordi der er nedskæringer – også i vuggestuer og børnehaver. Vi skal sætte ind meget tidligere. Der skal være ressourcer i skolen, f.eks. flere skolepsykologer. Jeg mener, det er fordelagtigt, og at muligheden gerne skal etableres. Den generelle psykiske trivsel mindskes, fordi der ikke er de ressourcer, som kræves. Vi oplever større mistrivsel, og opgaven ender hos de praktiserende læger. Det forebyggende arbejde skal derfor gå endnu længere tilbage og vi må anerkende, at det også handler om forringelser af den generelle velfærd. Det handler om at forebygge tidligt, f.eks. med bedre normeringer i daginstitutionerne og bedre lærerkoefficienter, så vores børn og unge støttes og bliver set i deres institutionsliv.   

Trine Torp (SF): Vi ønsker, at den enkelte skal tages alvorligt og ret hurtigt. Det nytter ikke, at vi har et system, hvor diagnosticering bliver adgangsbilletten til hjælp. Vi må arbejde forebyggende, også ved at tilbyde hjælpen tidligere, og uden at diagnosen er nødvendig. Vi vil gerne skabe en struktur i stil med step-care-modellen, hvor vi anskuer det ud fra graden, og gør det muligt også at få lavtærskel tilbud og flere lettilgængelige tilbud. Modargumentet er ofte, at vi ikke kan sortere ift. hvem der er berettiget til psykologhjælp. Jeg tror ikke på, at man opsøger psykologsamtaler, hvis man ikke selv føler, at man har brug for det. De fleste mennesker er kompetente, og vi skal blive mere lydhøre overfor patienterne og de pårørende, da de ofte selv ved, hvad de har brug for. Dette er også i en tilstræbelse på at undgå umyndiggørelse og tvang i behandlingen.  

Liselott Blixt (DF): Lægen skal kunne vurdere, hvornår man skal henvises uden at have en psykiatrisk diagnose. Sådan at hvis det vurderes, at man har brug for psykologhjælp, så skal det være muligt.  

Jane Heitmann (V): Det vil være en lægefaglig vurdering. Lægen har ordinationsretten, og det mener jeg er et sundt og godt udgangspunkt. Hvis lægen er i tvivl, kan man henvise til psykologen og herigennem få mulighed for at udrede.  

May-Britt Kattrup (LA): Det bør bero på en lægefaglig vurdering. 

Tak til de ordførere, som ønskede at deltage.