Drømmen om at kunne rumme alt

Af Johanna Mariam Madsen, stud.psych.
Illustration af
Sandra la Cour, stud.psych.

BOGANBEFALINGER. Da jeg som nyudklækket student skulle til at vælge, hvilken uddannelse jeg skulle hænge min hat på, var det særligt bredden og mangfoldigheden i psykologifaget, der lokkede mig. Jeg har altid været bange for at sidde fast i gentagelser og rutiner, og psykologi lignede et sted, hvor man kunne få lov til at boltre sig i mange forskellige arenaer og ikke mindst arbejde med alle slags mennesker. Jeg har tit stået hårdt på, at vi bliver psykologer i kraft af vores uddannelse og faglighed, og ikke i kraft af vores person og erfaringer. Det er derfor den enkeltes faglige formåen, der er afgørende for, hvad og hvem man kan arbejde med. Men når sandheden skal frem, så ved jeg jo godt, at selvom jeg drømmer om at være rummende og omfavnende, så kan jeg ikke rumme alt. Nu hvor jeg kun har et år tilbage af studiet, og ansvaret banker på døren, er der derfor særligt et spørgsmål, der trænger sig på: Hvis mit fag ikke sætter grænser for, hvem der skal rummes, hvor går grænserne så i mig for, hvem og hvad jeg kan rumme?

Selvom drømmen om at kunne rumme alt nok snarere er en utopi end et realistisk mål, så er det stadig værd at stræbe efter. I min verden giver skønlitteraturen mulighed for at få indblik i andre menneskers oplevelser af at have ondt i livet. Skønlitteraturen åbner for betydningen af den lille fodnote i diagnosemanualerne om diagnosernes heterogenitet og oversætter den til virkelige menneskers levede liv. En bog ad gangen prøver jeg at flytte grænserne for, hvad jeg kan forstå og rumme. Her bringer jeg et udpluk af bøger, der har givet mig et indblik i andre menneskers oplevelser af, når livet gør ondt.

 

 
 

Mens vi venter på Bojangles af Olivier Bourdeaut
I den franske roman Mens vi venter på Bojangles fortæller en dreng om sin opvækst med sine forældre, hvis mål med livet er at have det så sjovt som muligt. Han vokser op i et hjem, hvor en sjov løgn værdsættes højere end den kedelige sandhed, og hvor moderen nægter at blive kaldt det samme mere end to dage i træk, så faderen finder hver dag på et nyt fornavn til hende. Faderen har et kedeligt arbejde, hvor han tjener mange penge, men forældrene beslutter sig for, at det er sjovere at feste og drikke champagne, og holde ferie i deres hus i Spanien. Mens vi venter på Bojangles er en fortælling om en familie, der opfinder deres helt egen virkelighed og levemåde langt væk fra normerne. Langt hen ad vejen er den også en fest at læse, men man sidder afventende og spekulerer på, om der mon er slanger i Paradis. Det er en skildring af psykisk lidelse, som er uendelig langt fra diagnosekriterier og interventionsbeskrivelser.

 
 
 
 
 
 
 
 

Americanah af Chimamanda Ngozi Adichie
Den nigerianske kvinde Ifemelu flytter til USA for at gå på universitetet. Vi møder hende flere år efter, da hun netop har besluttet sig for at flytte hjem til Nigeria. Gennem romanen hører vi om tiden før hun flyttede til USA, om at finde sig til rette i en vestlig kultur som minoritetsperson, og om de udfordringer, der følger med at flytte ’hjem’ igen. Romanen berører temaer som kulturmøder, skam, depression, og hvordan det er at være en sort, afrikansk immigrant i USA. På trods af de alvorlige temaer er den enormt sjov og satirisk. Den er blandt mine absolutte yndlingsbøger og den bog, jeg har givet i gave flest gange.

 

Pige, kvinde, andet af Bernadine Evaristo
Den britisk-nigerianske forfatter Bernadine Evaristo har skrevet en roman med tolv kapitler, hvor vi i hvert kapitel møder en ny person. Nogle af karakterne kender hinanden, andre gør ikke, men de er i bedste Love Actually-stil alle sammenfiltret på den ene alle anden måde. Fælles for karakterne er, at de alle er kvinder eller non-binære, og at de ikke er hvide. Romanen skildrer mennesker fra alle samfundslag og generationer på tværs af to århundreder, og den giver derfor et kig ind i mange forskellige verdensanskuelser og oplevelser. Pige, kvinde, andet berører temaer som racisme, voldelige parforhold, privilegier, idealisme, venskab, kærlighed, drømme og moral. Den er enormt velskrevet og virkelig morsom.

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Blomsterdalen af Niviaq Korneliussen
Noget af det Grønland er kendt for, er at have verdens højeste selvmordsrate. Det er omdrejningspunktet i romanen Blomsterdalen, hvor bogens kapitler markeres med små notitser om alle de 45 mennesker, der begik selvmord i Grønland i 2019; ”45. Kvinde. 38 år. Hængning”. Det tvinger læseren til at forholde sig til menneskerne bag Grønlands selvmordsstatistikker, hvor særligt andelen af unge selvmordsofre er iøjnefaldende. Gennem romanen følger vi en ung kvinde, der tager til Danmark for at læse antropologi. Hun har svært ved at finde sig til rette, og hun mødes fra starten med fordomme og racisme fra sine danske medstuderende, der ellers anser sig selv for at være progressive. Romanen sætter fokus på selvmord, depression, kolonialisme, danskernes manglende kendskab til Grønland, homoseksualitet og håbløshed. Og så gjorde den mig pinligt opmærksom på, at jeg kender mere til Grønlands selvmordsstatistik og alkoholisme end til grønlændernes kultur og samfund.

 

Et lille liv af Hanya Yanagihara
Jeg vil vove den påstand, at ingen kan læse Et lille liv uden at blive rørt. Måske bliver man vred over, at den er 800 sider lang, og måske synes man, at det er unødvendigt, at den insisterer på detaljerede skildringer af mennesker, der bliver mishandlet, men det er en bog, der kræver, at man tager stilling til den. Jeg oplevede selv at få det så dårligt under læsningen, at jeg måtte lægge den væk og holde op med at læse den om aftenen. Alligevel er den virkelig værd at kæmpe sig igennem. Et lille liv skildrer fire mænds venskab fra de går på universitetet og flere årtier frem. Man lærer hurtigt, at hovedpersonen Jude har haft en svær opvækst, men han er ikke villig til at fortælle om den, så den afsløres kun langsomt i løbet af de mange hundrede sider. Romanen berører temaer som venskab, kærlighed, selvskade, race, privilegier, selvværd og det at høre til. Og så rummer den en kritik af påstanden om, at alle kan få noget ud af at gå i psykoterapi. For er der ikke visse oplevelser og traumer, der er så ødelæggende, at man for altid vil være et skadet menneske?