Af Katrine Vedsø, stud.psych.
Illustrationer af Ida-Marie Haeusler, stud.psych.

Jeg vil skrive og udkomme med en drøm. En drøm der kan lægge sig ind til nyhedsstrømmen som en neddyssende stemme. Men også som et efterårsblad der slipper sin gren, lander i noget vand og lader sig rive med af dets strømmen og fossen. For det at skrive og udkomme med drømmen er kontraproduktivt i forhold til drømmens indhold: Den er om en absolut og altomfattende nyhedstørke. Der drømmes med andre ord om en dehydrering af selvsamme nyhedsstrøm, som denne drøm flyder og bringes frem med.

Der er tale om en drøm om fuldkommen ro hvad angår lyd, billeder, oplysning, kommunikation, public relations, service, affairs og tempo. Jeg vil gerne øve mig i nye måder at opleve på. Lade nye måder at bevidne på opstå. Nye måder som er mine egne. Ikke lade mig fortælle noget om noget. Hverken om verden, hvad meningen med den er, eller hvordan den skal forstås. Om tingenes højaktuelle tilstand. Hvad der er foregående i det allernyeste sekund. Og det næste. Og det, der kommer efter det. Disse sekunder. De falder ned over hovederne på os som snefnug. Som flige af nuer. Mine, dine og minuttets. Ikke fremtidens. Den kan ride ind på sine egne sekunder, siger man og kollapser ind i og overgiver sig til nuet. De ting der foregår i det. Trygheden ved at følge med. At være medfølgende. Vide hvad der foregår og er aktuelt i det mindste. Politikernes indledende valgkampsmanøvrer som eksempler på nyheder, der både udsendes og overværes som meget væsentlige. Til gengæld er der en underlig tavshed, der ofte omgiver, hvad der ellers er foregående: faktiske oplevelser af at være levende. Det liv som udsættes for de økonomiske diskussioner og beslutninger.

Man kan sige, at udsendelserne synes at mangle følsomhed overfor, hvad det vil sige at være menneske, natur og klima under de vilkår, som f.eks. politikerne gives sendetid til at diskutere indretningen af. Det kan da være, man får lyst til at stille spørgsmålet: Er det ved at følge med i nyhederne, at man finder ud af, hvad det er, der egentlig sker? I stedet kan man begynde at drømme om at grave i sekunderne og sneen og forsøge at få øje på, hvad der ligger nedenunder. Hvad gør det f.eks., at den sidste valgkamp af medierne blev udnævnt som klimaets, hvis den efterfølgende politik intet gennemgribende har gjort for at redde det?

Jeg vil gerne indrømme en følelse. Den slags gravning og drøm om at gribe ind i fortiden og fremtiden og skabe og gøre noget kan godt medføre en følelse af håbløshed og lammende ligegyldighed. En ligegladhed som jeg tror har rod i, hvor svært det kan være at få øje på muligheden for egentlig forandring og forvandling inden for de systemer, vi lever under og med. Så kan jeg finde på at overgive mig til nuet på min egen måde. At gå en tur i en park hvor de fleste løber. Begynde hele tiden at opholde mig bagved. Danne bagtroppen. Ikke være skridtet foran og forudseende. I stedet lade tingene forbavse. Være meget lang tid om at indrette mig efter dem. Komme for sent, faktisk. Rette ryggen og kigge folk i øjnene uden hverken at undskylde eller fortælle dem for meget. Sige meget lidt i det hele taget. Ikke være interesseret i at gå i dialog med de eksisterende systemer. Ikke blive en del af noget mediebillede. Skrive ingen klummer. Bidrage med ingen læserbreve. Udkomme med intet overhovedet. Kun det mest nødvendige: Mine kærligheder! Jeg er sent på den. Det er ikke længere søndag. Og jeg fik slet ikke skrevet til nogen af jer. Fik slet ikke skrevet, hvor højt jeg elsker jer. Så begynder jeg at drømme om at gå en lille tur og aldrig vende tilbage igen. Flytte ud i naturen, ud til det allermest udenfor, man kan komme. Lade gåturen udvikle sig i længden. Blive vandrekvinde. Ikke følge med i de fælles nyheder længere. Ikke holde aviser, se fjernsyn eller høre radio. Sige alle abonnementer op. Gå på striks nyhedskur. Hensigten er ikke den, at jeg vil lukke mig om mig selv. Hensigten skal findes et sted inde i troen på, at der er forskel på at interessere sig for, hvad der sker i verden og så de nyheder, der bringes om den.

På den måde er der måske i virkeligheden ikke tale om en drøm om komplet udtørring af nyhedsstrømmen. Måske er det i virkeligheden en drøm om, at der skabes flere sideløb og kanaler til hovedfloden, som kan risle fremad med alternative fortællinger. Simpelthen en drøm om forvandling og udvidelse. At sejle ud på et andet slags medietrip. En drøm om at filme og beskrive ting, der ikke normalt optræder på sendefladen. Andre slags jordskred. Gode biller der hjælper hinanden om på ryggen i skovbunden. Insekter der holder op med at leve. Filme hele arter, der udryddes. Mennesker i sorg. Sorg der varer længere, end man forventer. Sorg der varer længere, end hvad der er fordelagtigt for arbejdsmarkedet. For bruttonationalproduktet. Filme urimelige forventninger. Dokumentere kræfter, der bruges på andet end lønarbejde og fremdrift og økonomisk vækst. Fremhæve den økologiske vækst. En drøm om forvandling og udvidelse, der ikke kun handler om at omforme nyhedsstrømmen, men også om at give selve nyhedsstrømmen forvandlingskraft. At det sprog vi bruger, og de fortællinger vi udkommer med, kan være med til at skabe nye muligheder for eksistens og livsformer. Ikke kun menneskers men også naturens livsformer. At disse kan få lov overhovedet at blive ved med at eksistere.

Jeg vil skrive og udkomme med en drøm, der kan lægge sig ind til nyhedsstrømmen som et graveredskab. Det er en drøm, der drømmer om at være med til at berette om og udvide mængden og mangfoldigheden af liv, som vi kan drage omsorg og kære os for.

Drøm om nyhedstørke - eller kunsten at sætte nye programmer på sendefladen