Det uelskelige udyr

Af Amanda Aaboe Bell, stud.psych. og Anne Marie Kristensen, stud.psych.
Illustration af Bolette Bendix Huus stud.psych.

Den smukke unge prins nægtede en hæslig gammel kvinde husly på sit slot. Hun viste sig i virkeligheden at være en smuk troldkvinde, som kastede en forbandelse på den unge prins og hans slot. Han blev til et grusomt udyr, som måtte finde én at elske, som også elskede ham, før den fortryllede rose tabte sit sidste blad. Er det i dag os selv, der tager os retten til at bedømme, hvem der må deltage i festen på baggrund af deres udseende? Hvem er i dag forvist til slottets dunkle vestfløj? Tager vi på lignende vis for givet, at disse udyr ikke kan elskes?

Hvad er et udyr?

Udyret er en hæslig og utiltalende skabning. En skabning, som på alle måder frastøder Skønheden i eventyret såvel som i overført betydning. Vores verden kan siges at rumme to typer udyr, hvor den ene kan klassificeres som det indre udyr: Et menneske hvis udyrlighed består af et ønske om at skade og handle modbydeligt mod andre mennesker. Den anden type udyr, det ydre udyr, har en fysisk fremtoning, som forekommer urovækkende og uhyggelig for andre mennesker. Det kan virke urimeligt, at mennesker, som er så forskellige, får samme tilnavn. Derfor må vi lave en afgørende distinktion mellem den indre og ydre karakteristik, da de to typer ikke har samme agens i deres rolle som samfundets udyr. Det indre udyr er et svært kontrollerbart bæst, og frigives det, kan det få alvorlige konsekvenser. Dermed er spørgsmålet om ansvar og skyld relevant, da noget på et afgørende tidspunkt har forvandlet det til et udyr.

Denne artikel vil ikke komme nærmere ind på, hvordan man forvandles til et sådant udyr, men stiller i stedet skarpt på de ydre udyr; en gruppe mennesker med forskellige fysiske træk, der adskiller dem fra normalen. Disse udyr bliver typisk udsat for spot, hån og tugt, selv om det udelukkende er deres ydre, som gør dem udyrlige.

Nutidens menneskejagt

Udyr bliver ofte mødt med medlidenhed, ynk eller flygtige øjne og er i samfundets øjne ikke ligeværdige med andre mennesker, da den fysiske fremtoning ofte er ledsaget af en fysisk skavank, som for eksempel gør det svært for udyret at få et arbejde eller indgå på lige fod i social interaktion. Hvordan udyr behandles, kan siges dels at være biologisk betinget; mennesker søger den bedst egnede mage i form af attraktive træk, som generelt indikerer, at generne er værd at avle på. Men vores blik på udyr kan siges at være et kulturelt levn fra fortiden i kraft af skiftende skønhedsidealer.

Vores evne til at registrere, når noget skiller sig ud eller falder uden for normalen, kan tillige siges at være biologisk betinget. Vi identificerer træk, som vurderes frugtbare eller attraktive og undertiden også så anderledes, at det formodes at være overnaturligt. Menneskejagt på albinoer, særligt udbredt i eksempelvis Tanzania, kan ses som et eksempel på, hvor voldsomt mennesket kan reagere på forskelle i fysisk fremtoning. Her koster albinoens lyse skind ham hans arm, ben eller i værste fald hans liv. En sådan ekstrem, hvor vi udelukkende vurderer på udseendet og bygger en hel verden af antagelser op omkring dette, er primitiv og hører ikke vores udviklede og oplyste verden til, vel?

Hos Diers Klinik i Århus kan du få de vigtigste informationer om en kommende anonym donor; hans øjenfarve, hårfarve, højde, vægt og uddannelse. Givet disse oplysninger kan du danne dig et relativt fyldestgørende billede af hans udseende, og dermed er det muligt at tage stilling til, hvilken donor der er værd at forfølge. Inden for de sidste år er inseminationsklinikker i Danmark gået fra at frabede sig rødhårede sæddonorer til at indkalde dem. De danske kvinder har åbenbart skiftet smag fra at synes, at rødhårede mænd var frastødende, til at finde dem tiltrækkende. Ligesom albinoer udgør den rødhårede del af befolkningen et mindretal, og et fra- eller tilvalg er i sidste ende blot en mere legitim måde at udrydde eller bibeholde det, det som fremstår kulturelt afvigende.

I det klassiske eventyr er det forfængeligheden, som er skyld i udyrets forvandling. Forfængeligheden kan også i nogen grad få skylden for at skabe udyr i vores verden, da det er i vurderingen af det ydre udtryk, at udyret bliver marginaliseret. Marginaliseringen rejser spørgsmålet: Hvem har bestemt, hvad det vil sige at være normal? Og dertil kunne man tilføje: Hvorfor er det ikke attraktivt at være unormal?

Der er formodentlig noget biologisk bestemt i at normalitet vurderes attraktivt. Det er bare alt for nemt at skyde skylden på naturvidenskabelige kræfter uden for vores indflydelse i stedet for at anerkende vores ansvar i den måde, det udleves og omtales på.

Kærlighedshierarkiet

”Hvad? Er han sammen med hende? Hun er da slet ikke i samme liga!”. Når sladderen går om nye kærlighedskonstellationer, bliver det hurtigt vurderet, om parret fremstår som et godt match, eller hvorvidt nogen har lavet en overscoring. Altså om den flottere af de to parter af uforklarlige årsager har fundet en partner, som er grimmere end hans jagtmarker i øvrigt skulle befordre. Diskursen, som knytter sig hertil giver udtryk for, at vi alle sammen er enige om, hvem der er smukke, og at det er dém, vi alle sammen gerne ville have, hvis det stod i vores magt.

Denne moderne og vestlige udgave af kastesystemet fortæller os dermed, at vi fortjener et menneske, som er udyr i samme grad som os selv. Alligevel kan vi som folkeslag siges at være drevet mod en fælles hensigt om altid at efterstræ- be et smukt udseende i kraft af motion, makeup, modetøj og brug af ‘skønhedsprodukter’. Ungdom, sundhed og vitalitet er det paradis, mange religionsløse danskere i dag har at kæmpe for, og et frastødende ydre kan således fremstå som den totale fallit.

Et af vor tids udyr møder vi i DR3’s dokumentar om Tykke Ida. Ida Rud giver udtryk for, at hun trives med at være en stor pige; i programmet ser vi hende gå i små buksedragter og sommerkjoler i ualmindeligt store størrelser, og undervejs spiser hun både is og french toast, så vi skal ikke spekulere på, hvordan hun er blevet så stor, som hun er. Ida møder folk, som væmmes og græmmes, råber og spytter efter hende. For når vi møder en krop, hvor hud og muskler ikke sidder stramt malet på kroppen, men i stedet bølger og danser i bløde fedtdepoter, finder vi det vulgært og foragteligt; her er et menneske, som ikke tager ansvar for sit liv, som bliver dyrt for vores sundhedssystem, og som først er elskeligt, når adskillige timer på løbebåndet har omsat fedt til skønhed. Det kan være svært at forstå, at Ida lader til at trives som ‘udyr’.

Måske er kropsaktivisme et af tidens budskaber om at acceptere og elske udyrselementerne i alle mennesker. Én ting er fedmeudskamning, men hårfjerningsindustrien har også tjent solidt på kvinders og mænds ønske om at slippe af med pels på ryg, ben, baller og køn. Permanent hårfjerning med laser havde sit indtog i 1990’erne og fjernede således også flere af grundene til, at man kunne være bekendt at byde sit medmenneske et underben klædt i strid, sort behåring fremfor et ben glat som en englenumse. For man skal vel pleje sit udseende, således at man kan fortjene kærlighed fra så mange mennesker som muligt?

Det kasserede menneske

I en forelæsningssal kan man åbne en tilfældig MacBook og på skrivebordet lokalisere en række mapper med forskellige navne. Mapperne er et redskab til at holde orden i dokumenter og noter. Bag pandelappen kunne en lignende udforskning opdage mapper, hvor mennesker kategoriseres. Individuelt ville mapperne med al sandsynlighed variere, da kriterierne, hvorpå kategoriseringen sker, kan være mere eller mindre velovervejet. En mappe indeholder måske venne/kæreste potentiale, altså hvorvidt personen skal i ’kan lide’-mappen. Kategoriseringen er allerede i gang, før vi har mødt mennesket og er blevet bekendte med hinanden. Den fremmede har allerede taget plads på en af de tomme taburetter i for eksempel gammel/ ung-kassen, dansker/udlændinge- eller normal/unormal-kassen. På MacBookens skrivebord findes også en papirkurv, men den indre skraldespand vil vi helst ikke snakke om – det ville være politisk ukorrekt.

Jacob Nossell italesatte dette i sin selvbestaltede teaterforestilling Human afvikling, som blev opført på det kongelige teater i 2016. Her spurgte han publikum direkte: ”Jeg er spastiker, og i fremtiden eksisterer jeg måske ikke. Hvis du ventede et barn og fik at vide, at dit barn ville blive som mig, ville du så vælge at få det fjernet?”.

Jacobs anstrengte tale forstummede, og måske fornemmede han der, at publikum sad med en sten i maven. Fingrene pressede på de små afstemningsapparater, publikums svar tonede op på skærmen. Det fremstår nærmest forræderisk og amoralsk at trykke ’ja’, når et fantastisk menneske spørger, om man vil kassere dem. Desværre putter mange de skæve eksistenser i papirkurven, når de ikke sidder i teatersalens spotlight. Tilfældigheden og uretfærdigheden i scenariet er ubarmhjertig. Hvorfor er det publikum og majoriteten, der sidder med al magten og ikke Jacob? Hvorfor er det dig og mig, som må bestemme, hvem der er ’normal’, og hvem der kan undværes?

Rummelighed

Alle mennesker er forskellige og individuelle. En verden uden nuancer ville forekomme uendeligt grå og kedsommelig. Udyr er med til at skabe disse nuancer og er med til at skabe en verden, som kan rumme mere end efterstræbt ensretning. I realiteten rummer vi alle udyriske sider, det være sig træk eller egenskaber, vi ikke er stolte af, eller som ikke høster anerkendelse eller samfundets accept. I stedet for at ophøje normalitet og give andre retten til at bestemme, hvem der fortjener kærlighed og bør betræde denne jord, er det måske på tide, at vi ændrer den måde, vi anskuer hinanden på. Hierarkiet skal blæses omkuld som et korthus. Er der noget, vi ved, så er det, at kærlighed ikke kender til grænser og vurderinger, da kærligheden er et af de få fænomener, som kan være betingelsesløst.

Et samfund, hvor mennesker ikke vurderes ud fra arbitrære træk uden for deres indflydelse, men i stedet anerkendes i kraft af deres hensigter og handlinger, kan forekomme utopisk. Hvorvidt det rent faktisk er en reel mulighed, at vi som samfund kan acceptere, at alle mennesker har ret til liv og kærlighed, kan ikke afgøres her, men som individer kan vi have et ønske om at skabe færre udyr. Et nedværdigende blik og hårde, dømmende ord skaber udyr. Derfor har vi alle et medansvar i at skabe andre tilgængelige subjektpositioner, andre muligheder og andre nye måder at være udyrlige på.

Uddør udyret?

På Louisiana hænger i øjeblikket en udstilling af George Condos værker. Et af værkerne hedder Det kasserede menneske. Mennesket er en vederstyggelighed at betragte, og umiddelbart er begrundelsen for kasseringen kvindens eller mandens deformitet og grimhed. Men vi ved det ikke. Vi ved ikke, om dette er det billedlige udtryk for den følelse, der opstår inde i et menneske, som af samfundet og sine medmennesker kasseres. Er det i virkeligheden et udtryk for den desperation, afmagt og skam, som et ’unormalt’ menneske eller udyr oplever?

Når specifikke skønhedsidealer får lov til at dominere og ensrette vores smag, udrydder vi gradvist nuancer, finurligheder og forskelligheder. Når udyret forviser heksen med overmod og udskamning, bliver han ramt af nemesis. Ønsker vi som samfund at begå samme fejl? En skønhedselite bliver etableret med få vindere og en masse tabere, som vi så gradvist kan forvise fra slottet, indtil det bliver vores egen tur.

Udyret i eventyret gemmer sig på slottet overbevist om, at ingen nogensinde kan elske et så forfærdeligt bæst. Tendenserne i samfundet taler deres tydelige sprog: Hvis du er et udyr, så flygt til et slot langt, langt væk, før du risikerer udryddelse. Potentielt ender vores fjerne slotte med at rumme nogle af de skønneste, mest rummelige og forskelligartede væsener.