Det økonomiske menneske – et speciale om Finansministeriets regnemodeller
Af Phillip Steen Dyssegaard, cand.psych.
September 2019
Hvilke antagelser om menneskets psykologi bygger økonomiske regnemodeller på? Det spørgsmål havde jeg brugt næsten et år på at besvare, da jeg sidste forår afleverede mit speciale i psykologi med titlen ’Mennesket i økonomien’. I specialet lavede jeg en videnskabsteoretisk undersøgelse af de regnemodeller, det danske Finansministerium bruger, når de skal rådgive regeringen om effekten af politiske reformer. I det følgende kan du læse om, hvad jeg fandt ud af, og lidt om hvordan det var skrive et speciale, der ligger uden for de fagafgrænsninger, vi normalt opererer med på universitetet.
Da jeg for halvandet år siden skulle vælge et emne for mit speciale, var der i den offentlige debat en del diskussion om de regnemodeller, Finansministeriet bruger, når de skal prøve at forudsige effekten af forskellige politiske reformer. Finansministeriets måder at regne på har nemlig en stor betydning for, hvilke beslutninger politikerne træffer, og i sidste ende hvordan det danske samfund udvikles og indrettes. Modellerne bruges f.eks. til at besvare spørgsmål om, hvorvidt danskerne vil arbejde mere, hvis de skal betale mindre i skat, eller om flere vil komme i arbejde, hvis arbejdsløse får mindre understøttelse fra staten. Når det kommer til de store, vigtige økonomiske beslutninger, er det således altid Finansministeriets beregninger, der ligger til grund for de valg, politikerne træffer. Derfor vakte det opsigt, da Finansministeriet begyndte at blive kritiseret fra flere sider, og ministeriets beregninger blev anklaget for at favorisere de borgerlige partiers økonomiske politik.
Hvad har regnemodeller med psykologi at gøre?
Debatten om regnemodeller er fyldt med økonomiske og politiske begreber om ’arbejdsudbud’, ’ligevægtsmodeller’, og andre for mig dengang ret ukendte størrelser. Derfor havde jeg i første omgang ikke tænkt over, at det kunne være et emne for mit speciale på psykologi, selvom jeg syntes, at det var interessant at læse om i avisen. Den idé kom først, da jeg faldt over en artikel med overskriften ”Homo economicus findes ikke”, som åbnede mine øjne for en anden vinkel på diskussionen - en vinkel, hvor også et psykologisk perspektiv var relevant. I artiklen kritiserede en ph.d.-studerende fra CBS, Niels Fuglsang, beregningerne fra Finansministeriet for at bygge på nogle forældede psykologiske antagelser. Økonomiske modeller, forklarede artiklen, bygger nemlig på idéen om homo economicus (”det økonomiske menneske”), dvs. en antagelse om, at mennesket altid handler rationelt, og kun motiveres af udsigten til at kunne ”maksimere sin nytte”, som det hedder på økonom-sprog. Der var altså en sammenhæng mellem psykologi og hele debatten om Finansministeriets regnemetoder, og jeg besluttede derfor, at dette skulle være emnet for mit speciale.
Subjektmodeller og mikroøkonomi
Da jeg begyndte på opgaven, vidste jeg ikke noget særligt om økonomi, og da slet ikke om regnemodeller. Endvidere viste det sig, at mange af de videnskabelige artikler, som jeg syntes så relevante ud, var fyldt med matematiske formler og underlige græske kruseduller, som jeg ikke forstod et hak af. Det var ikke et let projekt, jeg havde kastet mig ud i, så meget stod klart. Men med hjælp fra en matematikbog, en grundbog i mikroøkonomi og diverse pædagogiske videoer på YouTube, fik jeg alligevel i løbet af nogle uger lært mig nok matematik til at kunne læse de artikler og dokumenter fra Finansministeriet, jeg skulle bruge. Heldigvis behøvede jeg ikke forstå det hele i dybden, for den analyse jeg ville lave, var mere orienteret mod den videnskabsteoretiske baggrund for modellerne, og ikke så meget på de tekniske detaljer. Min strategi bestod i at tage nogle af de begreber om subjektmodeller og subjektsyn, vi bruger inden for psykologiens videnskabsteori, til at fremanalysere forskellige teoriers grundantagelser om individet, og så bruge det blik til at se på Finansministeriets regnemodeller.
For at gøre opgaven overkommelig, valgte jeg at fokusere på én bestemt regnemodel, den såkaldte ’Dagpengemodel’. Det er en relativt omfattende regnemodel, som blev udviklet af Finansministeriet i 2015, hvor man ønskede at reformere dagpengesystemet. Modellen forudsagde, at en afkortning af dagpengeperioden og en sænkelse af dagpengesatsen ville medføre en øget beskæftigelse, så det vedtog politikerne at gøre. Min problemformulering udgik helt simpelt fra min oprindelige undren: Er det virkelig rigtigt, at en model som Dagpengemodellen bygger på en implicit antagelse om, at danske borgere altid opfører sig rationelt som ”homo economicus”? Og hvis ja, hvori består de psykologiske antagelser så mere præcist?
Hvad er en model?
Da jeg havde problemformuleringen på plads og havde fået styr på det mest grundlæggende økonomiske teori, begyndte jeg at læse jeg mig ind på forskellige teoretiske perspektiver fra økonomiens videnskabsteori. Efterhånden som jeg læste, gik det op for mig, at jeg for at kunne besvare min problemformulering var nødt til at beskæftige mig med et meget grundlæggende spørgsmål, nemlig: Hvad er overhovedet en økonomisk model? Og hvordan afgør man, om det er en god model? Er det vigtigt, at antagelserne er ”realistiske”? Det er der overraskende nok stor filosofisk uenighed om. Her havde jeg god brug af den undervisning i videnskabsteori, jeg har fået gennem psykologistudiet, fordi det videnskabsteoretiske blik gjorde mig i stand til at se, hvordan de forskellige syn på økonomiske modeller bunder i nogle af de samme divergerende opfattelser af bl.a. ontologi og erkendelsesinteresse, som vi også kender fra psykologien. Selvom det faglige indhold var nyt, så var de bagvedliggende argumenter og positioner velkendte.
For at gøre en lang historie kort, bestod mit speciale derfor i en diskussion af, hvordan de forskellige elementer af Dagpengemodellen (og andre økonomiske modeller) kan fortolkes meget forskelligt, alt efter hvilken videnskabsteoretisk forståelsesramme, der lægges til grund. Hvorvidt Finansministeriets regnemodeller er baseret på bestemte psykologiske antagelser, kommer med andre ord an på, hvilken videnskabsteoretisk fortolkningsramme, man lægger ned over modellerne.
Psykologistuderende i økonomi-land
Selv om jeg brugte næsten et år på mit speciale, er jeg på ingen måde blevet ”specialist” i økonomiske regnemodeller, så langt fra. På en måde kan man sige, at jeg strengt taget ikke engang fik besvaret min problemformulering. Alligevel er jeg selv endt med at blive glad for det speciale, jeg lavede. Det skyldes ikke så meget selve produktet, men mere nogle af de ting, jeg fandt ud af undervejs i processen. Jeg opdagede, at jeg gennem mine år på universitetet er blevet god til at sætte mig ind i ukendt, svært tilgængeligt stof (f.eks. om økonomi), og at jeg kan lære mig selv nye metoder, når jeg har brug for det (f.eks. nye grene af matematik). Derudover blev det klart for mig, at de begreber og måder at tænke på, jeg er blevet introduceret til i videnskabsteori, gør mig i stand til at kunne gennemskue forskelle og ligheder mellem forskellige videnskabelige discipliner og gør det muligt at tænke på tværs af faggrænser.
De første måneder af mit specialeforløb tænkte jeg en del over, om det ville betyde noget for mine senere jobmuligheder, at jeg skrev om et emne, der lå så langt fra det, man normalt forbinder med psykologfaglige emner. Til min overraskelse viste det sig dog hurtigt, at det faktisk blev en stor fordel for mig. Kort efter at jeg havde afleveret mit speciale, søgte jeg en stilling i et socialforskningscenter, og her var de meget begejstrede for at finde en psykolog, der også vidste noget om økonomisk teori og metode. Jeg fik jobbet, og i dag arbejder jeg som forskningsassistent på et projekt om mental sundhed, i en stilling hvor jeg til daglig samarbejder med både økonomer og sociologer.