Den svære afsked
Af Maria Voulgaris Valeur, stud.psych.
Illustrationer af Angelika Bowes, stud.psych.
Jeg befinder mig nu i en situation, hvor det nærmer sig, at jeg skal forlade universitetet, fordi jeg snart bliver psykolog. Udsigten til at afslutte ser ud til at blive forlænget, fordi mit speciale tager længere tid – men ærligt talt gør det mig ikke så meget, fordi jeg har svært ved afslutninger. Jeg har altid haft svært ved at tage afsked med steder, og det har fået mig til at reflektere over, hvorfor det er sådan. Hvad er det med steders betydninger og dét at forlade disse, der er så svært?
Det, der er med steder, hvor man bruger en stor mængde af tid, er, at man danner forbindelser til stedet og til de mennesker, der ligesom en selv, tilbringer tid der. Der er noget med at støde ind i hinanden, at møde hinanden ofte, at have de samme rutiner, der binder en sammen med andre. En stor del af mine venner og bekendte læser eller har læst psykologi på CSS. Jeg har i de sidste to år engageret mig meget i foreningslivet og det studenterpolitiske liv på studiet samt undervist i videnskabsteori og har derigennem lært mange mennesker at kende. Ven- og bekendtskaberne er vokset ud af stedets materialitet. Vores relationer er blevet til og har udviklet sig i forelæsningslokaler, undervisningslokaler, eftergivende sofaer i kaninen, rundt om et bord i Indputs redaktionslokale, på en trappe udenfor bygning 2. De er formet af at have gået til de samme møder, de samme arrangementer, at have samme undervisning – at engagere sig i det samme. De har fået indhold ved pauser til undervisningen, en aftale i forlængelse af studiedagen, at tage på Stue 11 efter et arrangement. Alle de mennesker, som jeg holder af at møde og udveksle ord med, er ikke nødvendigvis mine tætteste venner, men vi hilser og snakker. Det gør stedet familiært - det gør, at jeg sammen med dem hører til her. Jeg og de er en del af inventaret.
Nu står jeg til snart at forlade selvsamme sted, ligesom jeg har forladt tidligere steder. Jeg finder det svært, fordi samhørigheden og mine ven- og bekendtskabers tilstedeværelse ændrer sig. Jeg holder på mennesker, jeg lærte at kende andre steder, men det kræver noget andet. For at blive i hinandens liv, skal der mere kærlighed til, et større aktivt tilvalg. Aftaler om at drikke kaffe, øl, gå en tur, tage til et arrangement, lave en aktivitet sammen etc. er ikke lige så let, når man ikke har fælles kontekst, eller når det ikke er rutinepræget. Måske netop fordi de aftaler bliver holdepunktet for at findes i hinandens liv. Aftalerne får en altafgørende betydning. Men hvad skal der så blive af de relationer, som ikke har rodfæstet sig til at være noget i sig selv uden for stedet? De mennesker jeg forventer at møde, som jeg hilser på, snakker med – som jeg holder af uden at vi kender hinanden godt? Vi bliver alle optaget af en hverdag og må tage os af den.
Jeg kan alligevel ikke lade være med at håbe og tro på, at det er okay, og at det nok skal finde et leje. De mennesker, som er meningen, skal blive i mit liv, må der blive tid til – eller måske møder jeg dem senere i livet i en anden kontekst, og vores ven- eller bekendtskab vil få mulighed for at blomstre på ny. Og selvom der er mennesker, der er gledet ud af min omgangskreds, eller som jeg aldrig eller sjældent ser, betyder det ikke, at jeg ikke bærer dem med mig. Jeg ser ting, der minder mig om dem og om os, om vores tid på konkrete steder og vores betydning for hinanden. De er en del af mig, og den jeg er blevet – af den jeg bliver. Deres ord, gestik og smil sidder i mig. Det gamle kommunehospital på Øster Farimagsgade og alle de mennesker, jeg har udvekslet ord og brugt tid med her, vil altid være med mig. Selvom det er vemodigt, er det også smukt.
