Camus-bogmærket
Tekst af Alexander Gjerding, stud.psych.
Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.
Den franske filosof, forfatter og journalist Albert Camus blev født i Mondovi, Fransk-Algeriet i 1913 i en familie af Pied-Noirs (kristne og jødiske grupperinger, som havde emigreret til de franske kolonier i Nordafrika). Faderen døde i 1. Verdenskrig i 1914, hvilket efterlod den lille Albert alene med sin mor, som var rengøringsarbejder og hverken kunne læse eller skrive. Camus voksede op under trange kår, men formåede alligevel at komme ind på universitetet i Algiers, hvor han i 1936 fik sin kandidatgrad i filosofi. For at tjene til dagen og vejen måtte han tage en række forskellige jobs ved siden af sine studier; herunder som privatlærer og assistent ved det lokale meteorologiske institut. Herudover var Camus fodboldmålmand for det lokale universitetshold - noget han måtte opgive, efter at han i 1930 fik tuberkulose. Han bibeholdt dog en livslang passion for fodboldspillet og skulle efter sigende engang have betroet en nær ven, at han til enhver tid foretrak fodbold over teater, til trods for at han selv skrev adskillige teaterstykker.
Camus beskæftigede sig livet igennem indgående med en række filosofiske temaer, men han er særligt kendt for at adressere spørgsmålet om det absurde, som for Camus er en konsekvens af menneskets behov for mening og afklaring i en verden, der er dette foruden. Til trods for livets iboende absurditet nægtede Camus dog at forfalde til nihilisme og vedholdte, at det er muligt at gøre oprør mod meningsløsheden. Oprøret er blandt andet muligt qua den enkeltes individuelle frihed, men Camus betonede også kollektivet og den gensidige solidaritet som afgørende for at kunne vægre sig imod den absurde tilstand. Almindeligvis opfattes Camus som eksistentialist – til trods for, at han flere gange gennem sit forfatterskab eksplicit frabad sig denne betegnelse – muligvis på grund af sin forbindelse til Jean-Paul Sartre, og muligvis fordi han tematiserede nogle af de samme emner, som eksistentialisterne gjorde. Camus beskrives ofte som havende en ligefrem og tilgængelig stil i sammenligning med sine samtidige – måske især Sartre – hvilket bl.a. ses i hans indledende passage af Sisyfos myten, hvor der skæres helt ind til benet: ”Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål. Alt det øvrige, om verden har tre dimensioner, om ånden kan inddeles i ni eller tolv kategorier, kommer i anden række. Det er legeværk.”
Camus blev ofte betragtet som en livsnyder, der med et smil på læben og en smøg i kæften dyrkede en ”middelhavs-identitet”, der ifølge ham selv var karakteriseret ved en mere fysisk måde at leve på, og som han forsvarede mod ”truslen” fra den glædesløse, nordeuropæiske livsstil. I 1957 modtog Camus nobelprisen i litteratur, og i 1960 døde han i et biluheld i den lille franske by Villeblevin. I hans jakkelomme fandt man en ubrugt togbillet. Senere fandt man ud af, at han havde planlagt at tage toget med sin kone og børn, men i sidste øjeblik havde sagt ja til sin udgivers tilbud om at rejse med ham i bil.
Nu er han også et bogmærke i Indput anno 2017. Og hvorfor så det kunne man spørge? Når vi snakker død og forgængelighed, er Camus’ oprør mod nihilismen mere aktuel end nogensinde. Særligt i vores postmoderne tid, hvor erstatningen for de religiøse fortællinger primært kommer i form af banale appeller til ”rationalitet” og ”at tænke selv”, der forsøger at erstatte evangeliet med en bedaget oplysningsretorik. For nok var Camus ateist og så Guds død som en realitet – men også som et tab. Han gav ateismen en eksistentiel dybde, der rækker uendeligt meget længere end vor tids primitive ny-ateisme. Ligeledes er Camus’ forsøg på at forene den individuelle frihed med en solidarisk forpligtigelse værd at genopdage i en tid med neoliberalisme, nationalisme og en klimakrise, der nærmer sig apokalyptiske proportioner.
Det er en fornøjelse hermed at præsentere Albert Camus som bogmærke i Indput!