At tænke, formulere og føle det ideelle fællesskab
Af Amanda Lambæk, cand.psych.
December 2019
Hvordan ser det ideelle fællesskab ud? Og hvilke muligheder for dannelsen af subjektivitet kan et sådant fællesskab åbne op for? Kan man opstille en konkret utopi for det ideelle fællesskab, der modsvarer nogle af de neoliberale og nationalkonservative strømninger, vi ser i dagens Danmark og i andre dele af Vesten? Igennem næsten et år har disse spørgsmål dannet ramme for mit speciale. I august 2019 satte jeg det sidste punktum, og på de følgende sider kan du få et lille indblik i, hvad jeg fandt frem til.
Udtørring af de utopiske energikilder
Idéen med at skrive et speciale om fællesskaber opstod, da jeg sidste efterår stødte på en større dansk undersøgelse foretaget af SFI i 2017 – den såkaldte Fællesskabsmåling. Undersøgelsen viser en sammenhæng mellem øget oplevelse af social eksklusion fra samfundets fællesskaber (familieliv, arbejdsliv, foreningsliv mm.) og ringe livsvilkår eksempelvis i form af arbejdsløshed, en presset økonomi samt et dårligt fysisk og psykisk helbred. Fællesskabsmålingen foreslår i den forbindelse en række indsatser, som skal styrke danskernes mulighed for at blive en del af samfundets fællesskaber. Da jeg læste undersøgelsens løsningsforslag, slog det mig, at de alle fremstod en anelse individorienterede, idet de primært var møntet på dem, der i forvejen oplevede sig ekskluderet. De velmenende løsningsforslag syntes at trække på en logik om at få dem (de socialt udsatte) til at tilpasse sig os (den ressourcestærke majoritetsbefolkning). Måske kunne de samfundsmæssige fællesskaber gøres mere rummelige, så den socialt marginaliserede gruppe på sigt kunne inkluderes, men egentlige visioner om at ændre eller udforme alternativer til forståelsen af fællesskaberne var ikke på dagsordenen i Fællesskabsmålingen. Hvorfor ikke foreslå nogle helt nye måder at danne fællesskaber på som fra start af kan rumme befolkningen generelt, spurgte jeg mig selv?
Ifølge den tyske samfundsteoretiker Jürgen Habermas lever vi i en tid, hvor vi oftere konfronteres med negative fremtidsbilleder, og han peger i den forbindelse på, hvordan der sker en løbende udtørring af de utopiske energikilder. Fremfor at interessere sig for, hvordan der kan etableres en bedre fremtid, reagerer politikere og intellektuelle oftere med rådvildhed, når de konfronteres med samfundsmæssige udfordringer. Som reaktion på de manglende visioner i Fællesskabsmålingen og en generel svækket utopisk tænkning i vores samfund, havde jeg i mit speciale et ønske om at bidrage med et langt mere visionært perspektiv på dannelsen af fællesskaber, og derfor satte jeg mig for at undersøge det ideelle fællesskab.
Fællesskaber som processuelle strukturer
I modsætning til mange af de klassiske sociologiske teoriers bestemmelse af, hvad det vil sige at være fælles, som enten tager udgangspunkt i individet eller i de sociale strukturer, ønskede jeg at undersøge, hvordan en overskridelse af den anførte (og andre) dikotomi(er) kunne være med til at etablere andre, frugtbare forståelser af fællesskabet og derigennem åbne op for nye mulighedsrum med hensyn til dannelsen af subjektivitet. Det var især den tyske sociolog Norbert Elias med begrebet figurationer og den engelske socialpsykolog Margaret Wetherell og hendes begreb om affektive praksisser, der bidrog hertil. Til sammen etablerer de nemlig en forståelse af fællesskabet, der bevæger sig udover en klassisk dikotomisk tænkning mellem sprog og affekt såvel som struktur og proces. På den måde kom jeg til at arbejde ud fra en forståelse af fællesskaber som processuelle strukturerer, der på samme tid indfanger betydningen af en dynamisk proces og en etableret struktur, og som løbende cirkulerer og sammenfiltres på tværs af sproglige, kropslige og affektive elementer. Det interessante ved sådanne cirkulationer er imidlertid ikke kun de sociale praksisser eller fællesskaber, der løbende etableres, men også de former for subjektivitet, der i samme ombæring skabes og opretholdes.
Normativitet og fællesskaber
Endnu et væsentligt bidrag til min undersøgelse af fællesskaber kom fra den amerikanske filosof og psykolog John Dewey, der introducerer en normativ vinkel på konstitueringen af fællesskaber. Dewey forslår nemlig to kriterier – et internt og et eksternt – som ifølge ham bør være opfyldt for, at vi kan tale om et værdifuldt og etisk reflekteret fællesskab. Mens det interne kriterie omhandler mængden af fælles interesser og værdier indenfor fællesskabet, peger det eksterne kriterie på fællesskabets frie kommunikation og erfaringsudveksling med andre fællesskaber. Jeg blev imidlertid opmærksom på, hvordan Dewey ender med at etablere en forholdsvis ukompliceret overføring af viden fra ældre til yngre medlemmer indenfor fællesskabet, hvormed han lader til at overse de potentielle konflikter, modsætninger og magtmæssige forhold, der kan opstå i sammenstødet imellem forskellige ideologier, værdier og interesser både indenfor fællesskabet, men også imellem forskellige fællesskaber. Med Dewey er der således fare for, at de harmoniske fællesskaber ender som relativt homogene størrelser, hvor udviklingen så at sige er gået i stå.
Om at se muligheder i det modstridende
For ikke at ende med en fastlåst fællesskabsstruktur, der overser potentielle sammenstød og konflikter, introducerede jeg den tyske filosof Hans-Georg Gadamer og hans begreb om horisontsammensmeltninger. Vi har at gøre med en horisontsammensmeltning, når to forskellige horisonter støder stammen og flettes ind i hinanden, hvormed de bidrager til en udvidelse af hinandens forforståelser. På den måde forandres begge horisonter til noget nyt. Hermed understreger Gadamer en vigtig pointe i forhold til, hvad der igangsætter en forståelsesproces. Han gør fremmedheden eller modstanden i omgivelserne til en betingelse for etableringen af nye forståelser og peger dermed på, hvordan det først er med uoverensstemmelsen mellem vores egen og den andens horisont, at vi begynder at stille spørgsmålstegn ved og justerer vores egne fordomme. I mit speciale var Gardamer med til at påpege, hvordan fællesskaber i mødet med det fremmede og ukendte ikke nødvendigvis ender med at ekskludere, men tværtimod udvikler sig med fremmedheden igennem nye forståelser.
Om subjektets resistenspunkt
Da jeg i specialet var optaget af at foreslå et alternativ til nogle af de gældende sociale konstitueringsprocesser i senmoderniteten, var det nødvendigt at arbejde med et subjekt, der ikke blot lader sig determinere af de sociale og historiske omstændigheder. Opfatter vi subjektet som uendeligt formbart, dvs. som 100 % determineret af sine omgivelser, medfører det en implicit accept eller legitimering af den samfundsmæssige organisering og dermed en manglende kritisk stillingtagen hertil, hvilket jeg naturligvis ikke var interesseret i. Jeg blev i den forbindelse optaget af Hannoverskolen og begrebet resistenspunkt, der netop udgør en form for grænse i subjektet, som yder modstand mod at lade sig danne samfundsmæssigt og historisk. Selvom jeg først og fremmest var optaget af at bestemme det ideelle fællesskab, kom resistenspunktet dels til at åbne op for en diskussion af, hvilke områder af subjektet, der potentielt set blokeres eller begrænses i et samfund præget af nationalkonservative og neoliberale tendenser og dels til at muliggøre en diskussion af en konkret bestemmelse af et ideelt resistenspunkt i subjektet.
Fremmedgørelse i neoliberale og nationalkonservative fællesskaber
For at legitimere mit forslag om en konkret utopi for det ideelle fællesskab, var det nødvendigt først at undersøge, hvordan konstitueringen af fællesskaber i senmoderniteten kan opfattes som problematisk og i samme ombæring pege på, hvilke negative implikationer, disse konstitueringsprocesser kan have for dannelsen af subjektivitet. Her argumenterede jeg for, hvordan fællesskaber i det senmoderne accelerationssamfund kan opfattes som problematiske, når de følger en dikotomisk tænkning mellem struktur og proces samt affektivitet og rationalitet, hvilket jeg eksemplificerede med fællesskaber, der trækker på enten et nationalkonservativt eller et neoliberalt ideologisk grundlag. I min forståelse af det senmoderne samfund trak jeg på den tyske sociolog Hartmut Rosa, der med betegnelsen accelerationssamfund peger på, hvordan mennesker fremmedgøres overfor sig selv og hinanden som resultat af en række vækst- og hastighedsimperativer i samfundet.
I specialet argumenterede jeg for, hvordan et neoliberalt accelerationssamfund som favoriserer privatiseringslogikker og effektive arbejdsgange, og som fremhæver et rationelt-kalkulerende og uafhængigt menneske, fordrer dannelsen af hyper-processuelle fællesskaber, hvilke begrænser kultiveringen af en etisk og kritisk refleksiv praksis. Muligheden for at revidere sine egne fordomme, og dermed at udvide sin horisont i mødet med nye perspektiver, fremstår her som en tidskrævende forhindring, og vi fremmedgøres derfor overfor os selv og hinanden.
Andre steder i samfundet ses nationalkonservative strømninger, hvor bevarelsen af nationale værdier og traditioner er vigtigere end at udveksle synspunkter med andre fællesskaber fx andre nationaliteter. På den måde kan fællesskaber i en nationalkonservativ sammenhæng siges at opprioritere det strukturelle perspektiv på bekostning af det processuelle, idet man netop forsøger at fastholde en allerede etableret orden. Det fremmede behandles ikke som et led i en potentiel horisontsammensmeltning, men ekskluderes og fremmedgøres gennem en diskursiv cirkulation af affekter. Den offentlige debat om flygtninge er et godt eksempel på den affektprægede diskurs, som ofte ses repræsenteret hos politiske partier med en nationalkonservativ agenda. Flygtningefiguren akkumulerer mere og mere affektiv værdi (fx had, frygt, fremmedgørelse) jo mere de pågældende affekter cirkulerer omkring figuren gennem diskurser og historier i offentligheden. Tilstedeværelsen af det fremmedgjorte subjekt er imidlertid også med til at påvirke det resterende fællesskab affektivt ved at skabe en form for spænding eller disharmoni i mødet med det ukendte. På den måde udpeges den fremmede som en forhindring for de andres affektive stemthed dvs. en oplevelse af at være i forbindelse med hinanden. I forsøget på at håndtere den fremmedgørelse, som kan siges at komme til udtryk blandt etniske danskere, har de politiske diskurser til formål at transformere affekter til noget håndterbart ved at udpege flygtninge som objekt eller mål for majoritetsbefolkningens emotionelle ubehag.
Et bud på en konkret utopi for det ideelle fællesskab
I tråd med den affirmative kritik havde jeg med specialet et ønske om ikke blot at kritisere og udpege begrænsninger ved allerede eksisterende forhold, men også at pege genstandsfeltet et nyt og mere frugtbart sted hen. Den tyske filosof Ernst Bloch og hans utopibegreb fik i den forbindelse lov til at danne ramme for udfoldelsen af det ideelle fælleskab. Helt kort argumenterer Bloch for, at der i tilblivelsen af en konkret utopi må være en overensstemmelse mellem det han kalder det psykologisk endnu-ikke-bevidste og et objektivt endnu-ikke-tilblevet dvs. mellem et anticiperende og fantaserende subjekts forestillinger og den ydre verdens mulighedsbetingelser. Utopien kan altså ikke bare indeholde, hvad som helst, men må have en forankring i den konkrete omverdens betingelser. Mit forslag om en konkret utopi for det ideelle fællesskab var bygget op omkring en række nye perspektiver, herunder Habermas diskursetik og affektteoretiske begreber som affektiv atmosfære og resonans, der til sammen mundede ud i de fire følgende kriterier:
KOMMUNIKATION – En diskursetisk procedure for, hvordan fællesskabets medlemmer ideelt set indgår i dialog med hinanden med hensyn til at vurdere og diskutere moralske og etiske problemstillinger i fællesskab.
AFFEKTIV REGISTRERING – Et etisk, prærefleksivt registreringsredskab i form af løbende etablering (og opløsning) af affektive atmosfærer, hvilket har til formål at gøre fællesskaberne i stand til at opfange og fornemme samfundsmæssige urimeligheder på et før-sprogligt plan.
UDVIKLING OG UDVEKSLING – Et grundlæggende princip om emergens, der kommer til udtryk som resonansoplevelser og horisontsammensmeltninger i og på tværs af fællesskaber, hvilket skal sikre den fortsatte udvikling af fællesskaberne.
DIVERSITET SOM IDEAL – Et ideal i form af diversitet som dels skal sikre udfoldelsen af mange, forskellige resonansakser og dels muliggøre, at mennesker ikke kun får øje på (etisk og kritisk) dem, de umiddelbart ligner og harmonerer med, men også dem, de adskiller sig fra.
De fire kriterier for det ideelle fællesskab skal opfattes som ideelle former for intersubjektivitet konstitueret på et sprogligt og affektivt grundlag. Kriterierne er funktioner ved fællesskabet, der supplerer hinanden og til sammen danner processuelle strukturer og på den måde overskrider et dikotomisk verdensbillede. I forhold til de nævnte kriterier betyder det, at affektive atmosfærer (2. kriterie) ikke kommer før en diskursetisk procedure (1. kriterie) i det ideelle fællesskab, men snarere må betragtes som et sideløbende affektivt kommentarspor til den kognitivt-sproglige erkendelse. På den måde er der tale om et kontinuum af refleksivitetsformer fremfor en skarp opdeling mellem affekt og kognition. Atmosfærebegrebet var desuden med til at understrege, hvordan kollektive affekter ikke blot bør stemples som vildledende følelsesudbrud, men tværtimod må anerkendes som en anden og lige så væsentlig måde at erkende og reflektere sine omgivelser på, der er i stand til at reagere på komplekse sammenhænge, som ikke kan opfanges via sproglige registreringer alene. Udover at etablere et sprogligt diskussionsforum, må den løbende udforskning af kollektive, affektive registreringer således betragtes som et centralt projekt for det ideelle fællesskab med henblik på at foretage magtkritiske analyser af sociale og samfundsmæssige forhold.
Når fremmedgørelsen bliver til mulighed
Som led i den utopiske tænkning blev jeg optaget af, hvorvidt der findes et potentiale for realiseringen af subjektivitet i fremmedgørelsen. Spørgsmålet om hvorvidt fremmedgørelsen rummer skjulte potentialer opstod, da jeg stødte på det franske forfatterkollektiv Den usynlige komité, som dels retter en kritik af det franske overvågnings- og kontrolsamfund og dels udfolder en række konkrete punkter for, hvordan opstandsprocesser etableres med fællesskabet som grundenhed. Komitéen har således et klart revolutionært sigte og tilføjer derfor en ny dimension til undersøgelsens ideelle fællesskaber, som peger i retning af mere protestlignende bevægelser.
Den usynlige komité forholder sig kritisk overfor det moderne identitetsprojekt, da faste identitetsmarkører gør subjektet synligt og dermed kontrollerbart for enhver statslig magtudøvelse. Det er komitéens tese, at det samfundsmæssige påbud om at være nogen ikke har nogen lykkelig afslutning, men tværtimod former en befolkning af ensomme fremmede. Men fremfor at give op på fremmedgørelsens betingelser går Komitéen et skridt videre, idet de forsøger at se potentialet i den fremmedgørende position. Ifølge komitéen opstår der nemlig en potentiel modstandsposition i det fremmedgørende, fordi den anonymiserede position gør det vanskeligt for staten at kontrollere og passivisere det subjekt, som ikke ifører sig en velkendt identitet, men som tværtimod forbliver usynlig. Den usynlige position skal ikke forstås som de marginaliseredes kamp mod majoriteten, men snarere som en modstandsbevægelse, der potentielt set rummer befolkningen generelt. I det perspektiv kan den individualiserede fremmedgørelse så at sige vendes til et kollektivt resistenspunkt.