AKADEMIA: Drømme og Dødsdrifter


akademia logo

 

 

 

 

Af Mikkel Plesner Lyngse, stud.psych.

 

BACHELORPROJEKT. Mange vil kunne genkende skildringen af traumatiserede personer, som ikke kan ryste en voldsom, traumatiserende oplevelse af sig, men gang på gang tvinges til at gennemleve den på ny i søvnen. Dette fænomen, som jeg er blevet konfronteret med gennem nogle af brugerne på et frivilligt arbejde, har jeg forsøgt at forstå i mit bachelorprojekt. Fænomenet for bachelorprojektet var således voldsomme, tilbagevendende mareridt, hvor den drømmende genoplever en voldsomt ubehagelig oplevelse.
Det, der særligt fangede min interesse, var fænomenets tilsyneladende irrationalitet: Hvordan kan det være, at et eller andet i os gang på gang gennemtvinger noget så smertefuldt? En undersøgelse af et fænomen der formes uden om bevidst-heden, og på en gang forekommer irrationelt og meningsfuldt, falder ret naturligt inden for mit primære teoretiske interesseområde, nemlig psykoanalysen. Jeg valgte derfor at udarbejde en psykoanalytisk undersøgelse af mareridtene og startede ved Freuds klassiske værk Drømmetydning fra 1900.

Fra lystprincip til dødsdrifter
I Drømmetydning præsenterer Freud en teori om drømmen som ønskeopfyldende, hvilket vil sige, at også mareridt kan føres tilbage til infantile ønsker, der har undergået sekundær bearbejdning. Drømme – og mareridt – følger altså det såkaldte lystprincip og er derfor grundlæggende lystfulde ifølge Freud anno 1900.
Min indgang til undersøgelsen af mareridtene var imidlertid deres ulystbetonede karakter, og for at følge denne vinkel – altså min og de drømmendes oplevelse – rettede jeg mig mod Freuds meget omdiskuterede teori om dødsdrifterne fra 1920. I forhold til mit projekt er det centrale i denne del af Freuds teoriudvikling, at han her gør op med lystprincippets dominans og indskriver gentagelsestvangen som det psykiske apparats grundlæggende funktionsprincip. Med teorien om dødsdrifterne kan drømme (og mareridt) med Freuds egne ord tolkes i henhold til psykiske principper og processer hindsides lystprincippet.

Dødsdrifterne bag mareridtene
Freuds indførelse af dødsdrifterne blev begrundet i observationen af en række ubehagelige gentagelsesfænomener, herunder tilbagevendende traumatiske drømme, som hverken undgik smerten eller bragte forløsning, men tværtimod gentog smerten. Disse fænomener måtte derfor forstås som undtagelser fra reglen om lystprincippets dominans, og Freud henførte dem til et mere elementært psykisk funktionsprincip, som han karakteriserede gentagelsestvangen, der udtrykker et grundlæggende moment ved dødsdrifterne.
Med udgangspunkt i de perspektiver på dødsdrifterne, Freud fremsatte i 1920, kan de tilbagevendende mareridt anskues i et nyt lys. Den gentagne gennemtvingelse af smertefulde oplevelser kan forstås ud fra gentagelsestvangen, som ifølge Freud kan begrundes i den frie energi, som søger den totale udløsning ad den kortest mulige vej. Da denne udløsning sker uafhængigt af lyst/ulystpolariteten, kan den derfor også medføre ulyst. Inden for denne forståelsesramme er mareridtene således ikke ønskeopfyldende, men grundlæggende ulystbetonede og smertefulde.

Hjælp fra Frankrig
Freuds udlægning af teorien om dødsdrifterne har affødt en del diskussioner i psykoanalytiske kredse, hvor den bl.a. er blevet totalt forkastet, omformuleret på diverse måder og – i nogles øjne – misforstået. Debatten har bl.a. raset i Frankrig, og jeg valgte derfor at inddrage to forskellige perspektiver på dette fra hhv. Jean Laplanche og André Green.
På baggrund af Laplanches teori kan de tilbagevendende mareridt forstås som udtryk for et traume, der overstiger subjektets evne til at skabe psykisk repræsentation. Det henstår derfor usymboliseret og indstifter et fravær af betydning i psyken, som subjektet er tvunget til at forsøge at repræsentere, hvorfor subjektet igen og igen må vende tilbage til det.
Jeg argumenterer endvidere for, at Greens teoribygning kan kvalificere en forståelse af de tilbagevendende mareridt som et desperat forsøg på repræsentationsdannelse, hvilket indebærer en momentan binding af den overvældende og formløse psykiske smerte, traumet udgør i form af ubunden energi.

Konklusion
På baggrund af Freuds, Greens og Laplanches teorier argumenterer jeg sammenfattende for, at de tilbagevendende, voldsomme mareridt kan forstås som et udtryk for døds-drifternes særlige funktionsmåde. Mareridtenes tilbagevenden kan i denne sammenhæng begrundes i psykens fordring om at skabe mening i det meningsløse. Dette meningsløse er et traume, som subjektet ikke kan begribe, og som derfor ikke bindes og symboliseres, men forbliver ubundet og uden repræsentation. Traumet melder sig derfor uden mening og tvinger den drømmende til at forsøge at give det betydning. Da det ikke kan symboliseres, må det aktualiseres gennem ageren, hvilket manifesteres i mareridtet, hvor driften momentant bindes og repræsenteres og finder fuldstændig udløsning uden hensyn til udviklingen af lyst eller ulyst. I dette perspektiv er drømmen ikke nødvendigvis ønskeopfyldende, men kan være grundlæggende smertefuld.

 

Udvalgt litteratur
Freud, S. (1900). Drømmetydning (3. udg.). København: Hans
Reitzel (1982)
Freud, S. (1920). Hinsides Lystprincippet. I O. A. Olsen, B. Kjær,
& S. Køppe (Red.), Metapsykologi 2 (2. udgave udg., s. 21-73).
København: Hans Reitzel (1983)
Green, A. (1999). The Work of the Negative. London: Free
Association Books
Green, A. (2005). Key Ideas for a Contemporary Psychoanalysis.
London & New York: Routledge
Laplanche, J. (1987). Nye Fundamenter for Psykoanalysen.
Aarhus: Klim (1990)
Laplanche, J. (2004). The so-called ’death drive’: a sexual drive.
British Journal of Psychotherapy, 20 (4), 455-471

Nyt fra Studienævnet Oktober 2014

Af Astrid Voss, stud.psych.

Velkommen til nye medstuderende og velkommen tilbage til de gamle!
En lang og god sommerferie er forbi. Et nyt semester er begyndt, og det er dermed også blevet tid til at genoptage arbejdet i studienævnet. Implementeringen af studiefremdriftsreformen har i høj grad præget studienævnets arbejde det foregående semester og vil fortsat fylde på studienævnets mødedagsordener.
Det konkrete implementeringsarbejde drejer sig bl.a. om at fjerne de hindringer, der måtte være i studieordningerne, og dermed gøre det muligt for os studerende at gennemføre studiet på normeret tid. I den forbindelse er det i studienævnet blevet besluttet at afskaffe progressionskravene og erstatte disse med progressionsanbefalinger. Hvor vi som studerende tidligere var tvunget til at tage fagene på psykologi i en særlig rækkefølge, bliver vi nu opfordret til at følge fagene i en anbefalet rækkefølge.

Derudover har studiefremdriftsreformen medført, at studerende, som tidligere har læst andre steder, er tvunget til at søge merit for de fag, de har bestået på andre studier. I den forbindelse har studienævnet indført følgende: for at få merit for valgfag, skal det meriterede fag have relevans for psykologiuddannelsen. Det betyder, at en studerende som tidligere har læst spansk på universitetet ikke automatisk får meritoverført fag herfra til valgfag på psykologi – medmindre den studerende ønsker at få merit og kan argumentere for, at det fag der ønskes meriteret har relevans for psykologiuddannelsen. Der har været en række fejl i meritter relateret hertil, hvor studerende har fået merit for fag, som ikke synes relevante for psykologi. Hvis den studerende ønsker det, er der mulighed for at få sagen behandlet på ny og dermed ikke få tvangsmerit.
Arbejdet med studiefremdriftsreformen er langt fra slut, hvorfor vi i det følgende semester løbende vil gennemse studieordningerne med henblik på at minimere de forhindringer, der måtte være og sørge for, at det ikke får uønskede konsekvenser for os studerende. Studiefremdriftsreformen er nu blevet en del af virkeligheden for alle universitetsstuderende i Danmark. Hvordan denne reform præger hverdagen og virkeligheden for de studerende, er det kun de studerende, der ved. Vi må huske at dele vores oplevelser med denne fremdriftsreform med hinanden i de studenterpolitiske råd og nævn, så beslutningstagerne kan blive bekendt med virkningerne af de reformer, de vedtager.
Et andet stort projekt i det kommende semester er arbejdet med den nye kandidatstudieordning, hvor vi særligt har fokus på koblingen mellem teori og praksis; specialeprocessen og praktikforløbet. De overordnede rammer for studieordningen er nu formuleret og vil blive præsenteret og diskuteret i Psykrådet. Vi vil derfor opfordre alle, som har interesse herfor, til at deltage i møderne og give deres holdning til kende, når vi diskuterer den nye kandidatstudieordning.

Noget tredje, som studienævnet vil arbejde videre med, er afholdelsen af fagcaféer. På det foregående semester inviterede studienævnet og Psykrådet til statistikfagcafé, som dannede rammen om et fælles, fagligt forum, hvor 2. semester-studerende var samlet om at lave øvelser og forberede sig til eksamen i statistik II. På grund af den store opbakning og det store fremmøde vil studienævnet og Psykrådet på dette semester forsøge at afholde fagcaféer i både statistik I og kognitionspsykologi.
Vi har måttet sige farvel til to studenterrepræsentanter, der skulle på hvert sit udenlandsophold, og har dermed budt to nye repræsentanter velkomne – Inger Charlotte Lund-Hansen, der er bachelorstuderende på 3. semester, og Andreas Brøgger Jensen, der er på sit 3. semester på kandidatuddannelsen. Vi glæder os til det fremtidige studienævnssamarbejde.
Studenterrepræsentanter i Studienævnet: Andreas Brøgger Jensen, Inger Charlotte Lund-Hansen, Astrid Voss og Sofie Sommerlund.

BOGANMELDELSE: Fra omsorg til terapi

Af Amalie Vatne Brean, stud.psych.

 
Med bogen Mentalisering i tilknytningsrelationer, Behandling
af traumer med traditionel terapi, præsenterer Jon G. Allen
en bred forståelse af tilknytningstraumer. En forståelse som
munder ud i et manifest for en ny tilgang til psykoterapi. Intet
mindre.

At rumme traumatisk smerte
Jon G. Allen er en fremtrædende forsker indenfor feltet mentalisering
og tilknytningspsykologi, og bogen er en opsamling på
mange af hans tidligere arbejder. Hans teoretiske baggrundstæppe
er tilknytningsrelationen og dennes betydning for udviklingen
af et relationelt selv. På den baggrund tegner han
et billede af tilknytningstraumets alvor og skitserer mentalisering
som en modgift mod traumets ubærlige smerte. Det er
gennem mentalisering, at den emotionelle smerte langsomt
kan forstås og rummes. Dette kræver en tillidsfuld relation. En
relation det bliver psykoterapeutens opgave at facilitere, når
omsorgspersonen har svigtet. Den empatiske omsorgsrelation
er derfor omdrejningspunktet for Allens terapeutiske fokus – og
danner grundlaget for begrebet ”traditionel” terapi: Det, der virker
i terapi, er ikke en systematiseret manual eller en specifik,
målrettet metode. Det er derimod en god, gammeldags terapi
i betydningen en omsorgsfuld relation, det vil sige en person,
som har lyst og tid til at rumme og forstå den andens smerte.

Teori og klinik
Bogen er bygget op i to dele, hvor den første omhandler tilknytningstraumer
og relaterede psykiske lidelser, mens den
anden fokuserer på behandling og heling. Allen henvender
sig til både professionelle og andre i et flydende sprog. Bogen
er farvelagt med kliniske eksempler og består af emneopdelte
kapitler, som sagtens kan læses individuelt. Allens projekt gennemsyrer
imidlertid alle kapitler, og en fyldestgørende forståelse
af de teoretiske og kliniske implikationer kræver en sammenhængende
læsning af bogen.

Det levende menneske
Som udviklingspsykologisk discipel kan jeg ikke andet end at
anbefale bogen – også til dem der ikke tilbeder de tidlige relationer.
Bogen er eklektisk og integrativ og bygger på nyere
tilknytnings- og hjerneforskning, samt på gamle psykodynamiske
tilgange og på forskning af den terapeutiske relations
betydning. Den giver en bred og meningsgivende forståelse
af traumer og er et inspirerende indspark til debatten om evidensbaserede
behandlinger. I sidste kapitel når Allen endda
forbi traumets eksistentielle og spirituelle perspektiver og præsenterer
dermed et bredt psykologisk perspektiv, som har det
levende, relationelle menneske for øje. Eller som kollega Peter
Fonagy udtrykker i bogens forord: ”Til lykke, dr. Allen! Det ser
ud, som om vi næsten er nået frem”.

Forfatter: Jon G. Allen
Forlag: Hans Reitzels Forlag
Udgivelsesår: 2014
ISBN: 978-87-415-5820-1
Sider: 399
Studiepris: 379 kr.

Fortrøstningsfulde svar den nye studerende

Hvorfor du ikke skal fortvivle over, at du ikke forstår noget som helst


Bare rolig: Den eneste grund til, at du ikke forstår Sven Mørchs modeller, er, at du ikke er ham selv.


Af Inger Lund-Hansen, stud.psych.
Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

Første semester kan være lidt af en manddomsprøve at komme igennem. Man kan ikke finde rundt på CSS – alle gangene ligner hinanden, og man får skældud af kantinedamen, hvis man vil betale for kaffen, FØR man skænker den op. For slet ikke at tale om fagene: Pensum er uforståeligt, instruktorerne møder man til torsdagsbar, og man taler så meget om det udvendige individ-samfundsforhold, at man får lyst til at bede nogen stikke det op der, hvor det bliver indvendigt.
Først nu, efter et år på psykologistudiet, føler jeg, at tingene er ved at falde nogenlunde på plads. Nogenlunde. For jeg kan stadig have dage, hvor jeg undrer mig over, at en eller anden teoretiker synes, at de har opfundet den dybe tallerken ved at sætte en pil mellem to bogstaver og kalde det en ‘model’, eller hvorfor det, jeg læser i dag, var det, jeg skulle have læst for tre uger siden. Men i det sidste års tid har jeg opnået en masse gode erfaringer og forståelse af nogle ting, som jeg virkelig ville ønske, at jeg kunne have beroliget mig selv med dengang midt i første semester, hvor alt virkede uoverskueligt, fremmed og overhovedet ikke, som jeg havde forestillet mig, det ville være at starte på psykologi. Det kan jeg ikke, men til gengæld kan jeg måske berolige nogle af jer nye studerende, som står foran de første hårde semestre, og svare på nogle af de spørgsmål, der rungede i mit hoved. Ligeledes kan rådene måske gavne nogle af jer mere garvede studerende, hvis I stadig døjer med overdimensioneret dårlig samvittighed eller stress over at skulle nå alt det, I gerne vil.

1. Hvorfor forstår jeg ikke pensum?
Jeg brugte meget tid på første semester på at beklage mig over pensums sammensætning og indhold. Teksterne lod alle til at komme ud af en eller anden større kontekst, jeg ikke kendte, og inden for et eller andet givent emne, som jeg ikke havde nogen forudsætninger for at vide noget om. Hvorfor får du ikke bare en bog, Socialpsykologi fra A til Z, med en sammenhængende indførelse i faget og dets begreber?
For at få noget ud af primærteksterne i kompendierne er du nødt til at have dannet dig en forståelse af de forskellige teoretiske retninger, og hvordan du placerer teoretikerne og deres begreber i forhold til hinanden – en egenskab der først kommer senere, når du er blevet præsenteret for retningerne og deres begrebsapparater.
På de første semestre gælder det derfor om at acceptere, at der er utrolig meget af teksternes indhold, som du endnu ikke har kompetencerne til at forstå eller sætte ind i et perspektiv, og at teksterne kan virke håbløse og intetsigende. Fagkoordinatorerne har ikke altid lige god forståelse for, hvor usammenhængende og utilgængelige teksterne kan synes, når man er helt ny på et studie eller et fag.
Brug derfor grundbøgerne og sekundærteksterne flittigt til at sætte dig ind i teoriretningerne og til at ‘åbne op’ for primærlitteraturen.

2. Hvorfor får jeg ikke lov at fordybe mig?
De fleste starter på universitetet med en forventning om, at de nu skal ind og fordybe sig i det stof, som interesserer dem allermest. Men undervisningen er langt hen ad vejen en overfladisk lyngennemgang af en retning eller et område for så hurtigt at gå videre til det næste. Hver gang du berører et emne eller en retning, som virker interessant, er man allerede videre til det næste emne, hvilket kan være enormt frustrerende, når du lige føler, at du har set lyset.
Det er derfor vigtigt at holde fast i sine særlige interesser og søge at forfølge dem ved at opsøge litteratur og information uden for pensum, også selv om det måske går lidt ud over den grundige gennemlæsning af hele pensum. Ens interesser er det, der skal holde ens motivation og engagement i faget ved lige, og det er derfor helt centralt at forme sin egen faglige udvikling ved at gå efter sine interesser ved siden af undervisningen.

3. Hvorfor har jeg kronisk dårlig samvittighed?
Tidligere i uddannelsessystemet har den primære indlæring foregået i skolen inde til undervisningen, så hvis du bare mødte op, var du egentlig godt dækket ind. På universitetet ligger ansvarsbyrden i høj grad på det arbejde med pensum, som du foretager dig hjemme. Samtidig er pensum så stort, at det er umuligt at læse alt til de rigtige datoer, hvilket resulterer i, at du konsekvent er bagud. Dette kan godt tære på den pligtopfyldende elev, der måske har været vant til at være for forkant med alle opgaver. Men her er du nødt til at indse, at universitetsstudiet kræver en lidt anden tilgang end at læse alt grundigt fra ende til anden. Brug datoerne på undervisningsplanen som en guideline for, hvilke emner du helst skulle have berørt i de specifikke uger. Vælg derefter nogle centrale tekster inden for dette område ud, som du går rigtigt i dybden med. Der er måske 5-6 tekster om en given teoriretning på pensum, du vælger de 2-3 vigtigste, og resten bearbejder du på mindre grundig vis: skim, læs et summary, se en youtube-video. Det vigtigste er, at du har grundbegreberne inden for emnet på plads, så skal du nok have tid til at opfriske teksterne op til eksamen. Det vigtigste er ikke, at du får læst alt, men at du får fat i de vigtige begreber og pointer og forstår dem.

4. Hvorfor har jeg ikke tid til alt det, jeg gerne vil?
Universitetslivet er lidt som at åbne en slikpose, når det kommer til spændende, faglige foredrag og sjove sociale tiltag. På turen rundt på CSS blev du præsenteret for mange af dem: Hvad med at få nye venner og komme bagom til de sjoveste fester med Torsdagsbaren, Fredagspsykosen eller Frontallapperne? Eller hvad med at få indflydelse på sin egen uddannelse til Psykrådsmøderne eller ved at arrangere kurser i Kursusgruppen? Eller få et kreativt afbræk fra faglitteraturen ved at gøgle med i Psykorevyen eller skrive for Indput? Det er SÅ vigtigt at indgå i studieinitiativer for at falde til på studiet.
Samtidig får man tudet ørerne fulde af, at det er essentielt at skaffe sig et frivilligt arbejde, så man får noget praktisk erfaring og noget godt til CV’et. Har du set flyeren fra Børnetelefonen, Ung-på-Linje eller Ungdommens Røde Kors?
… Og så var der også lige det der studiejob, der helst skulle være studierelevant og bringe lidt kroner på huslejekontoen og ketchup på pastaen…?
Rolig nu! Døgnet har kun 24 timer.
I begyndelsen gælder det om at få styr på sin studieteknik og sin måde at være studerende på: Lad være med at melde dig ind i samtlige festudvalg og NGO’er med det samme, fordi du får at vide, at ‘Åh det er så vigtigt’. Muligheden for at rodfæste sig socialt og fagligt på studiet løber ingen vegne. Find ud af, hvor meget overskud du har – det får du lidt mere af senere på studiet – og undersøg, hvilke af de mange tilbud, du virkelig godt kunne tænke dig at bruge tid og kræfter på.

 

Efter rusen kommer tomheden

Af Ida Baggesgaard Sterndorff, stud.psych.
Foto af Nilus Weidick Dahlerup, stud. psych.

Efter en lang sommerferie har endnu et semester på Psykologi taget sin begyndelse. Dette indebærer samtidig et gensyn med en masse medstuderende, som hver har deres sommeroplevelser at berette om. Min egen sommerferie stod som vanligt på Roskilde Festival og dermed også på en hel uges fest, masser af god musik og rigeligt at drikke. Som alle andre ferier når festivalen også sin ende, og i år oplevede jeg endnu en gang, hvordan rusen og festen kan erstattes af et tomrum. Dagene i festivalugen smelter sammen til et sammensurium af indtryk og oplevelser, der efterlader både glæde og tomhed på én gang. Da min erfaring er, at jeg langt fra er alene om denne nedtursfornemmelse, er den, efter min mening, en Indput-artikel værd. For hvad skyldes denne tomhed, og hvordan kan den opstå efter begivenheder af positiv karakter?

Hos mange er afslutningen på festivalen præget af en vis ambivalens. Den sidste uges tid har for flere budt på mindre bekvemme toiletforhold, manglende søvn og indtag af større mængder alkohol, dåsemad og fastfood. Med det udgangspunkt kan udsigten til nogle sundere madvaner, eget toilet og egen seng virke meget tillokkende. På samme tid kan ugens begivenheder have været præget af en helt speciel form for frihed til at gøre lige præcis, hvad man har lyst til, og oplevelser, som man deler med både gamle og nye bekendtskaber, kan have givet anledning til en helt særlig euforisk fornemmelse.

Nu venter det virkelige liv, hvor daglige gøremål og en mere normal døgnrytme ofte står på programmet, men efter at have sovet ud og spist et ordentligt måltid mad, kan tomheden pludselig melde sig. Fra konstant at have været omgivet af mennesker kan man nu sidde i hjemlige omgivelser og blive ramt af en form for ensomhed. Denne følelse knytter sig naturligvis ikke kun til festivalkonteksten, men kan præge hjemkomsten efter mange forskelligartede sociale sammenkomster, som har taget én ud af den normale dagligdag og skabt en form for social boble fyldt med indtryk og oplevelser, som man er fælles med andre om.

I bogen Livets dilemmaer (2009) skitserer professor ved Center for Forskning i Eksistens og Samfund ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet, Bo Jacobsen, nogle af de eksistentielle udfordringer, som vi moderne mennesker må forholde os til og reflektere over i løbet af vores tilværelse. Med begreber og teorier fra den eksistentielle psykologi belyser han bl.a. dikotomierne mellem kærlighed og ensomhed, valgfrihed og livsforpligtelser samt livets mening i en kaotisk verden. I den forbindelse peger han særligt på ensomhed som et centralt begreb og knytter dertil betegnelsen aleneværen, der kan forstås som det moderne menneskes grundlæggende erkendelse af, at det er alene i verden. Ifølge Jacobsen er det dog essentielt, at ensomhed samtidig forudsætter en mere grundlæggende tilstand af menneskelig samhørighed. Som Medard Boss (1994) påpeger, kan ingen føle sig alene, medmindre vedkommendes liv normalt er præget af samhørighed med andre mennesker (Jacobsen, 2009, s. 70). Afgørende er da også, at følelsen ensomhed ikke udelukkende knytter sig til ubehag, men er et grundvilkår, der kan virke stimulerende i forhold til den menneskelige udvikling. Med et citat af den amerikanske eksistentielle psykolog Irvin Yalom fra 1980 fastslås: ”Intet forhold kan eliminere isolationen. Hver af os står alene i tilværelsen. Men vi kan dele ensomheden sådan, at kærligheden kompenserer for isolationens smerte” (Jacobsen, 2009, s. 70).

Festivaleksemplet kan siges at sætte splittelsen mellem behovet for socialt samvær og trang til at være alene på spidsen, og det er derfor også et godt billede på livsbegivenheders indflydelse på denne splittelse. Jacobsen fremhæver i relation til dette, at følelsen af ensomhed især udløses af, at der sker noget uventet og usædvanligt i form af både negative og positive begivenheder i tilværelsen. Her bliver stresspåvirkninger et essentielt begreb, da disse altid vil indgå i en persons netværk af relationer i verden som et udtryk for, hvad der engagerer vedkommende i livet. Derfor har stresspåvirkninger en fremmende funktion på menneskets livsprocesser, og af samme grund kan fjernelse af disse engagerende stresspåvirkninger give en følelse af tomhed, rastløshed og depression (Jacobsen, 2009).

En teoretisk forklaring på den tomhed, mange kan opleve, når en rejse, en festival, et højskoleophold eller andre sociale begivenheder af stor personlig betydning ophører, kan være, at de stresspåvirkninger, der har betinget vores engagement i de sociale relationer, opløses og skaber et eksistentielt tomrum, som vi gennem nye engagementer må udfylde. På mange måder kan man derfor sige, at disse større sociale begivenheder river os ud af vores vante rammer, og minder os om vores afhængighed af andre mennesker. Mennesket kan aldrig stå alene – selvom det individualiserede samfund ofte ser ud til at kræve det.

Litteratur
Jacobsen, B. (2009). Livets Dilemmaer. Danmark: Hans Reitzels
Forlag.Rusen