Indput no. 2 årgang 47: BÆREDYGTIGHED som e-magasin

Så er Indputs nyeste magasin med temaet bæredygtighed på gaden i fysisk form og som e-magasin.

indputbæredygtighed

ARTIKEL: Må jeg ikke komme med næste gang, du skal til psykolog?

Må jeg ikke komme med næste gang, du skal til psykolog?
- En kort introduktion og personlig beretning

Af Nilus Weidick Dahlerup, stud.psych.

ARTIKEL: ”Så siger vi, at du er psykologen, jeg er vidnet, og saltkværnen er klienten. Det, der så sker, er, at du siger til saltkværnen: Nu taler vi sammen i cirka 45 minutter, og derefter vil jeg vende mig mod vidnet for at høre lidt om, hvad han har hæftet sig ved eller har lagt mærke til ved også at være her i rummet i dag og have lyttet til din fortælling”. Det er en talestrøm, som jeg har plapret af mig talrige gange til fester, familiefødselsdage eller blot hver gang, jeg har rodet mig ud i at skulle forklare nogen, hvad bevidning er. Det er med afsæt i den interesse, som jeg har oplevet, at fænomenet har vakt hos folk, at jeg har valgt at skrive denne artikel.

Første gang jeg selv stødte på bevidning var til en koncert med Peter Bruun på hofteateret under jazzfestivalen 2012 en sommer, hvor jeg faldt i snak med psykologen Anne Kaplan, der kort forinden havde opstartet sin egen narrative psykologklinik CeNSE på Østerbro. Jeg havde lige netop afsluttet første år på studiet, kunne akkurat namedroppe Allan Holmgren og mumle noget i retning af, at Roy Schafer er ret spændende. Det viste sig at være nok til, at jeg blev inviteret med til at være vidne i klinikken. Jeg takkede ja med dårligt underspillet begejstring, da en gryende praksissult og stor nysgerrighed klart drev mig i den retning. Hvad jeg takkede ja til, forstod jeg ikke helt, før jeg prøvede det. Det der med vidner gav mig nemlig umiddelbart associationer til jura og retssale. Men snart erfarede jeg, at det er ikke kun er i retssale, man gør brug af vidner; også i terapirummet gør narrative terapeuter brug af vidner.

Bevidning – hvad er det for en ting?

… ”Define or be defined” det er måske spørgsmålet, det er måske the name of the game in the human jungle, det er måske et sted, hvor forandring kan finde sted. Der, hvor dyrene spiser eller bliver spist, har menneskene en anden orden, hvor vi definerer os selv og hinanden på livet løs, og hvor vores definitioner er det vigtigste for os. Hvis ikke man allerede har den, så må man genfinde definitionsretten over sin egen tilværelse. For det er vigtigt for os mennesker at blive set, hørt, fortælle og blive fortalt af andre for at kunne forstå os selv og verden omkring os. Det er særligt i den forbindelse, at man som narrativ terapeut kan hjælpe klienter gennem bevidning, da de herigennem (igen) kan blive synlige for sig selv og andre. Bevidning bliver også kaldt for en ”definerende ceremoni” eller ”outsider-witness practice”, hvilket understreger pointen om, at bevidning er et terapeutisk ”indgreb”, som både er alternativt definerende og eksternt i sin form. Bevidning er et særligt virksomt terapeutisk metodisk greb, som anvendes inden for den narrative terapi. Kort fortalt er et vidne en tredje person i terapilokalet, som lytter, noterer og lader sig bevæge af, hvad der sker i det terapeutiske rum under samtalen. Det er vidnets vigtigste opgave at lytte særligt nøje til, hvad der sker i klientens fortællinger om sig selv, andre og omverden for derved at kunne bidrage til samtalen ved terapisessionens afslutning. Et vidne har nærmest en slags aktiv publikumsposition og overværer samtalen mellem terapeuten og klienten.

I princippet kan alle være vidner, dels fordi metoden tillader det i og med, at den tager udgangspunkt i noget utrolig menneskeligt, og dels fordi terapeuten har en faciliterende funktion og kan guide vidnet gennem processen. Derfor egner både professionelle, personer der ikke har begreb om terapi og personer, som er kendte eller ukendte af klienten sig som vidner. Metoden blev oprindeligt udviklet i Los Angeles i 1970’erne af kulturantropologen Bara Myerhoff, der opdagede, hvordan en gruppe jødiske holocaustoverlevere mødtes og foretog en salgs definerende ceremonier, hvor de fortalte og genfortalte sig for hinanden. Herved blev deres respektive fornemmelse af sig selv styrket af at blive synlig i et fællesskab, der tillod og bekræftede dem i at foretage foretrukne identitetskonklusioner omkring sig selv.

Formålet med bevidning er, at tykne klientens fortællinger om sig selv, så værdier, viden og færdigheder bliver en mere cementeret del af meningsfulde narrativer, som har rod i konkrete livserfaringer, der er blevet udfoldet i terapi. Det gælder yderligere om at styrke klientens fornemmelse af agenthed, hvilket kan oversættes til en blanding af handlekraft og autonomi. I tilfælde af vellykkede bevidninger kan der opstå øjeblikke af samhørighed og intensitet i terapilokalet og blive skabt bevægelser hen mod mere righoldige fortællinger.

Praksis pointer & fire kategorier

Det er vigtigt at understrege, at bevidning ikke er en evaluering af klienten. Så vidnet skal altså holde eventuelle vurderinger for sig selv og i stedet genfortælle, hvad vidnet har lagt mærke til hos klienten i et ikke-normativt sprog. Det betyder, at det er ”forbudt” at give gode råd, sige ”flot” eller at rose klienten for et fremskridt eller en handling, som vidnet kunne finde prisværdigt. Umiddelbart kan det virke underligt, men idéen med denne ikke-normative tilgang til gengivelsen af det andet menneske er, at man i bevidningsprocessen ikke ønsker at reproducere nogle af de ekspertpositioner, som ellers kan være herskende i samfundet. Man ønsker ikke, at klinten skal være afhængig af ekspertdefinitioner for at kunne vurdere, om han lever det gode liv på den rigtige måde eller ej. Det kan virke vanskeligt i starten, men det drejer sig kort og godt om ikke at være ekspert på et andet menneskes liv og blive opmærksom på, hvornår man positionerer sig over-, under- eller ligeværdigt. Netop ligeværdighed bliver tydeligt i og med, at vidnet på et tidspunkt i løbet af bevidningen bliver inviteret til at dele erfaringer fra sit eget liv. Det sker i den tredje af de fire undersøgelseskategorier.

De fire undersøgelseskategorier

Der hører adskillige spørgsmål til hver af de fire undersøgelseskategorier, så der er ikke kun tale om fire forskellige spørgsmål, som blot skal følges slavisk. Der er derimod tale om fire kategorier, som skal udforskes hos vidnet ved at stille flere forskellige spørgsmål. Kategorierne lyder som følger:

  1. Udtryk

  2. Metafor

  3. Resonans

  4. Bevægelse

Hvad hæftede du dig særligt ved…?” kan være et de spørgsmål, som kan stilles ved udtryk, hvor det for vidnet handler om at genfortælle det, som mest udpræget fangede opmærksomheden og gav en fornemmelse af, hvad det er, klienten tillægger værdi i livet. Vidnets opgave er at komme med en så ”tekstnær” gengivelse af centrale plots og temaer i klientens fortælling som muligt, da det kan skabe andre perspektiver for klienten at genhøre sit eget liv fremlagt af en anden stemme. Det er vigtigt, der ”vandes med det sprog” (Saxtorph, 2010), som klienten allerede selv bruger. Altså at vidnet anvender ord fra det sprogunivers, som klienten befinder sig i, da det hermed implicit bliver anerkendt og også holder sig stramt til plottet.

Hvilke særlige indtryk fik du af X (klientens navn), eller er der nogle billeder der dukkede op imens du lyttede?”. Her glæder det om at finde på en metafor eller et billede, der samtidigt kan indfange klientens håb, intentioner, værdier eller færdigheder. Det virker godt til at begribe den situation, klienten befinder sig i, og metaforerne har ofte en særlig kropslighed, der gør dem utrolig effektfulde. Jeg indrømmer gerne selv, at første gang jeg hørte om det, så syntes jeg, at det lød ok nice, men også lidt spaced out at skulle sidde og finde på metaforer for det, et andet menneske befinder sig i. Men jeg overgiver mig klart til metaforerne nu, da de virkelig kan være virkningsfulde, hvis de rammer rigtigt. Metaforene er som tøj af ord, der kan passe eller ej. For den ene klient vil ”Det er som om hendes familie er en rosenhave i brand, og at hun forsøger at slukke den med omsorg og nænsomhed” være spot on, mens det vil være helt off for en anden klient, der måske føler sig bedre tilpas med metaforen ”Det lyder som om, hun er trukket i arbejdstøjet for at ændre på situationen på hjemmefronten”. Metaforene behøver ikke at være fancy, og nogle gange kan de metaforer, der er helt nede på jorden være de mest virkningsfulde.

Var der noget af det, som X sagde, der fik dig til at tænke på noget i dit eget liv?”. Her bliver det personligt. Vidnet bestemmer selv, hvor der skal deles. Formålet er at skabe samhørighed og genkendelse ved at mødes gennem erfaringer, der kan minde om hinanden. Man skaber forbindelser mellem ekkoer af fortællinger og krydser hinanden med historier, så klientens situation kan nuanceres.

Hvor har det bevæget dig hen at have hørt denne fortælling? Og er der noget særligt, du har lyst til at gøre i dit eget liv?”. Spørgsmålet kan lyde stort, men det handler egentligt om, at vi som mennesker altid påvirker og bevæger hinanden i større eller mindre grad. Det anvendes gennem italesættelse i fjerde kategori, hvor vidnet får mulighed for at fortælle, om han/ hun måske har fået nogle andre tanker omkring ”hvad som helst” eller er blevet inspireret til at gøre noget. Gerne noget konkret, såsom ”Jeg bliver inspireret af X’s omsorg for sine nære og får selv lyst til at støtte min ven, som jeg ved er i en hård eksamensperiode, ved at give ham et kald, et klap på skulderen og nogle Haribo Vampyrer, som vi altid har haft et fælles usmageligt bånd omkring”. Hvis man eksempelvis sidder med en klient, der kunne hænge ud med noget, der minder om en depression, så kan det, at klienten oplever at være årsag eller inspiration til et andet menneskes handlinger, give en følelse af værdi, som kan være virkningsfuld. Det er så at sige erfaringen af at være en forskel, der gør en forskel, som implicit ligger i bevægelseskategorien.

Afslutning

I Aftenrådgivningen i psykologklinikken Narrative Perspektiver ved Anne Saxtorph, også på Østerbro, hvor jeg arbejder som frivillig rådgiver, føler jeg mig privilegeret over nu selv at kunne sidde i terapeutstolen til samtaler og samarbejde med et vidne. Det er fascinerende at se, hvad der kan ske, hvis man eksempelvis stiller spørgsmålet ”Hvad hæftede du dig særligt ved, eller hvilket billede rammer dig, når du hører X fortælle?” og derefter oplever, hvordan klientens foretrukne fortælling om sig selv og identitet males frem og bliver gjort synlig, når vidnet går i gang med at genfortælle med ord og metaforer og deler erfaringer fra eget liv.

Litteratur

Saxtroph, A. (2010) Bevidning i anvendelse. I Fokus på familien 3-2010. Universitetsforlaget.

White, M. (2008). Definerende ceremonier. I: Kort over narrative landskaber. København. Hans

Reitzels Forlag.

Russell, S. & Carey, M. (2007) Narrativ Terapi – Spørgsmål og svar. Kbh.: Hans Reitzel.

Artikel fra Indput no. 1, årgang 47 OMVENDT

AKADEMIA: CV’ets funktion i subjektets narrative selvkonstruktion

akademia logo

 

CV’ets funktion i subjektets narrative selvkonstruktion

Af Amanda Lambæk, stud.psych.

BACHELORPROJEKT: Curriculum Vitæ er den latinske betegnelse for CV og betyder livsbane eller livskurs. Fænomenet kan karakteriseres som et skriftligt værktøj, der finder anvendelse i forbindelse med jobsøgningsprocessen, hvormed subjektet præsenterer udvalgte dele af sig selv, herunder tidligere aktiviteter og erhvervede kompetencer. Med dette BA-projekt har jeg haft et ønske om at bevæge mig ud over denne gængse opfattelse af CV’et og undersøge fænomenet i en psykologisk og sociologisk kontekst. Gennem forskellige teoretiske perspektiver undersøger projektet, hvorledes CV’et som materielt redskab kan opfattes som et konstituerende element i subjektets narrative selvkonstruktion. Denne interesse udspringer af en personlig oplevelse som studerende på Københavns Universitet, hvor CV’et sommetider optræder som samtaleemne blandt de studerende – hvad bør det indeholde, og hvorledes kan det optimeres og rettes mod et fremtidigt karriereliv? Min oplevelse har efterfølgende affødt en antagelse om, at CV’et ikke kun er aktuelt i en konkret jobsøgningsproces, men ligeledes kan opfattes som led i den måde, hvorpå vi narrativt konstruerer vores selv.

CV’et som samfundsmæssig konstruktion

Ifølge den polske sociolog Zygmunt Bauman kan det nuværende samfund metaforisk beskrives som en flydende væske, hvor samfundsmæssige normer ikke længere står entydigt defineret, og hvor subjektet derfor står over for en række valg i forhold til at skulle konstruere sin identitet. Dette foranderlige samfund stiller krav til subjektet i forhold til at kunne agere fleksibelt og omstillingsparat. CV’et må derfor holdes ajour med omverdens forandringer og bliver dermed en dynamisk konstruktion, der tager form efter den kontekst, hvori den udformes. Desuden peger Bauman på de præstationsorienterede tendenser, der kendetegner det nuværende samfund, hvor selvkritiske subjekter stilles til ansvar for egne præstationer – successer såvel som fiaskoer. Med CV’et øges subjektets opmærksomhed på egne præstationer i form af kompetencer, resultater og tidligere succeshistorier, og fænomenet kan derfor opfattes som udtryk for omtalte præstationskultur. Bauman beskriver desuden det nutidige arbejdsmarkeds kortsigtede mentalitet i form af hyppige jobskift og løse ansættelseskontrakter, hvilket peger på, at CV’et bliver et oftere anvendt redskab. Et redskab som subjektet ikke kun konfronteres med i et konkret jobskifte, men som i kraft af det flygtige arbejdsmarked indtager en mere gennemgribende rolle i subjektets liv.

En narrativ vinkel på CV’et

Den amerikanske psykolog Jerome Bruner peger på, at subjektet skaber sit selv med fortællingen som redskab, hvorved fortidige erindringer og fremtidige muligheder holdes sammen. Konstruktionen af CV’et synes på samme måde at indtage en narrativ form orienteret i tid, da fænomenets formål er at skabe den gode historie om subjektet, som dels understreger tidligere resultater og dels kan medvirke til at åbne op for andre jobmuligheder end hidtil afprøvede. Bruner understreger desuden narrativet som et værn mod kaos og uorden, et redskab til at forlige sig med livets overraskelser og til at transformere det mærkværdige til en acceptabel og forståelig form. Fortællingen bliver dermed funktionel i forhold til at bringe orden og sammenhæng i subjektets liv. På samme måde kan udarbejdelsen af CV’et opfattes som led i en meningsgenererende proces, hvor forestillinger om fremtidigt arbejdsliv afklares, og der derved skabes sammenhæng og overblik i selvfortællingen. Den narrative selvkonstruktion må ligeledes balancere mellem autonomi, som udtryk for egen fri vilje, og forpligtigelse over for de kulturelle og menneskelige omgivelser. Denne balancering synes ligeledes at blive afspejlet i CV’et, som både formes ud fra subjektets selvstændige ønsker og mål for fremtiden og ud fra kulturelle normer om den gode og positive fortælling på CV’et. Opsummerende bliver det med Bruner muligt at opfatte CV’et som led i en narrativ selvkonstruktion, idet konstruktionen af CV’et synes at følge en række narrative principper.

Aktør-netværksteoretisk terminologi

Men hvordan kan et materielt redskab som CV’et opfattes som element i måden, hvorpå vi konstruerer vores selv? Til denne forståelse bidrager den franske sociolog og antropolog Bruno Latour med et omfattende aktørbegreb, hvor både menneskelige såvel som ikke-menneskelige skikkelser er inkluderet. Dette betyder, at materielle genstande kan opfattes som handlende aktører, der skaber ændringer i en given tilstand. Latours netværksdefinition adskiller sig fra mange traditionelle opfattelser, idet netværket ikke betegner en på forhånd fastlagt stuktur, men tværtimod kun glimtvist eksisterer som bevægelige forbindelser mellem aktørerne. Denne aktør-netværksteoretiske terminologi betyder, at den sociale verden ikke skal opfattes som et fastlagt og på forhånd eksisterende domæne med en forklarende kraft i sig selv, men som en konstruktion, som kun kan forstås ved at følge de spor, der efterlades af aktørernes forbindelser til hinanden.

CV’et som aktør

Latours heterogene aktørbegreb giver anledning til at definere det materielle CV som et subjekt. Inden for en latouriansk forståelsesramme skal CV’et dermed ikke opfattes som et begrænset objekt, der blot konstrueres af det sociale og står til rådighed for subjektet, men som i kraft af sin aktørstatus får en medkonstruerende rolle i spørgsmålet om, hvad der binder det sociale sammen. I forlængelse heraf argumenterer Latour for, at subjektiviteten ligeledes konstrueres gennem cirkulerende aktørers forbindelser til hinanden. Dette betyder, at subjektets evne til at koble sig til aktører kan opfattes som centralt krav i forhold til selvkonstruktionen. Denne opkoblende handling synes endnu mere væsentlig, idet subjektet i kraft af Latours relationelle ontologi ikke per automatik er en del af et netværk. Det menneskelige subjekts opkobling til CV’et og CV’ets videre forbindelser til andre aktører kan således forstås som led i subjektets selvkonstruerende proces.

Et relationelt udformet CV?

Fremstillingen af subjektets kompetencer på CV’et synes imidlertid kontekstforladt, idet kompetencerne præsenteres på skrift, isoleret fra de omgivelser, hvori de er tillært og forsat udvikles. CV’et synes derved at blive et individorienteret element i den narrative selvkonstruktion, hvilket kan give indtryk af, at subjektet står alene med ansvaret for sit karriereliv. Med Latours relationelle ontologi og subjektsyn kan dette individfokus imidlertid betragtes som en illusion, idet subjektiviteten konstrueres gennem forbindelser til andre aktører og dermed aldrig kan stå alene. Projektet foreslår derfor, at CV’et forholder sig til de andre aktører – menneskelige såvel som ikke-menneskelige – der har været medvirkende til at opnå de pågældende resultater. Herved betones det relationelle aspekt og kompetencens sociale tilblivelse opprioriteres, mens det entydige individualistiske fokus på subjektets præstationer nedtones.

Konklusion

I nærværende BA-projekt leverer Bauman den samfundsmæssige ramme, hvori undersøgelsen af CV’et placeres, mens Bruners narrative principper og Latours ANT-terminologi fungerer som opgavens centrale argumenter i forhold til at forstå CV’et som konstituerende element i subjektets narrative selvkonstruktion. De respektive teoriers dynamiske og anti-essentialistiske subjektsyn samt foranderlige samfundsopfattelse peger desuden på CV’et som en foreløbig proces, hvilket gør selvkonstruktionen til en yderst sammensat, dynamisk og relationel størrelse.

Litteraturliste

Bauman, Z. (2006). Flydende modernitet

Bruner, J. (1999). Mening i handling

Bruner, J. (2004). At fortælle historier, i juraen, i litteraturen og i livet

Latour, B. (2006b). Om aktør-netværksteori. Nogle få afklaringer og mere end nogle få forviklinger. I B. Latour, Vi har aldrig været moderne

Latour, B. (2008). En ny sociologi for et nyt samfund

Akademia fra Indput no 1. årgang 47 OMVENDT

Indput no. 1, årgang 47 OMVENDT som E-magasin

Tak til dem, der kom forbi Indput til releasefest og fejrede bladudgivelsen i fysisk format sammen med os! Nu er bladet også tilgængeligt som e-magasin, så I kan læse det hvor som helst, når som helst.

Omvendt

Indput no. 4, Årgang 46 som E-magasin!

Omsider er det her! Indput no. 4, Årgang 46 nu også i e-magasin format, så du kan læse det når som helst, hvor som helst!

 

Indput nr. 4

Release No. 4, 46. årgang med Weber og grillpølser!

KU har været så venlig at istandsætte den hemmelige gård ved den nye forelæsningsbygning 35, hvilket vi i Indput er meget glade for, fordi det betyder, at vi har fået os en dejlig baghave, som gør sig glimrende i eftermiddagssolen. Da torsdagsbaren til alles store ærgrelse var nødsaget til at aflyse deres årlige grillbar, lægger Indput derfor baghave til en pendant i mini-format, hvor alle er velkomne til med en grillpølse i hånden at glæde sig over udgivelsen af semesterets sidste Indput-magasin.

Derfor: Kom forbi os i gården ved bygning 35 fredag d. 29. maj kl. 16 og få en grillpølse med brød for en flad 10’er, læs (/skim) bladet igennem med os i solen, mens du enten nyder, at du har fået sommerferie eller, tager dig et velfortjent afbræk fra eksamenslæsningen.

Indput no. 3, Årgang 46 som E-magasin!

Så er det nyeste Indput no. 3, Årgang 46 på gaden i fysisk form, og i e-magasin format, så du kan læse det på din smartphone eller tablet.

Mark Johnson

Indput fejrer børnefødselsdag!

Hej ______________

Det vil glæde mig at se dig til min fødselsdag.

Det er den 27/3 kl.16:00 i indput-lokalet.

Jeg håber meget, du kan komme.

Vi skal læse det nye indputblad, lege lege, spise boller og du kan lave din helt egen lagkage med masser af glasur og flødeskum.

Kh. Indput :)

Indput no. 2, 46. Årgang som E-magasin!

Nu er det nyeste Indput kommet online som E-magasin, så du kan læse det på din mobil eller tablet.

Læs bl.a. om hvorfor Donna Haraway optræder som cyborg udenpå bladet, og om Svend Brinkmanns opgør med selvhjælpslitteraturen.

 

årgang 46 forside

AKADEMIA: Drømme og Dødsdrifter


akademia logo

 

 

 

 

Af Mikkel Plesner Lyngse, stud.psych.

 

BACHELORPROJEKT. Mange vil kunne genkende skildringen af traumatiserede personer, som ikke kan ryste en voldsom, traumatiserende oplevelse af sig, men gang på gang tvinges til at gennemleve den på ny i søvnen. Dette fænomen, som jeg er blevet konfronteret med gennem nogle af brugerne på et frivilligt arbejde, har jeg forsøgt at forstå i mit bachelorprojekt. Fænomenet for bachelorprojektet var således voldsomme, tilbagevendende mareridt, hvor den drømmende genoplever en voldsomt ubehagelig oplevelse.
Det, der særligt fangede min interesse, var fænomenets tilsyneladende irrationalitet: Hvordan kan det være, at et eller andet i os gang på gang gennemtvinger noget så smertefuldt? En undersøgelse af et fænomen der formes uden om bevidst-heden, og på en gang forekommer irrationelt og meningsfuldt, falder ret naturligt inden for mit primære teoretiske interesseområde, nemlig psykoanalysen. Jeg valgte derfor at udarbejde en psykoanalytisk undersøgelse af mareridtene og startede ved Freuds klassiske værk Drømmetydning fra 1900.

Fra lystprincip til dødsdrifter
I Drømmetydning præsenterer Freud en teori om drømmen som ønskeopfyldende, hvilket vil sige, at også mareridt kan føres tilbage til infantile ønsker, der har undergået sekundær bearbejdning. Drømme – og mareridt – følger altså det såkaldte lystprincip og er derfor grundlæggende lystfulde ifølge Freud anno 1900.
Min indgang til undersøgelsen af mareridtene var imidlertid deres ulystbetonede karakter, og for at følge denne vinkel – altså min og de drømmendes oplevelse – rettede jeg mig mod Freuds meget omdiskuterede teori om dødsdrifterne fra 1920. I forhold til mit projekt er det centrale i denne del af Freuds teoriudvikling, at han her gør op med lystprincippets dominans og indskriver gentagelsestvangen som det psykiske apparats grundlæggende funktionsprincip. Med teorien om dødsdrifterne kan drømme (og mareridt) med Freuds egne ord tolkes i henhold til psykiske principper og processer hindsides lystprincippet.

Dødsdrifterne bag mareridtene
Freuds indførelse af dødsdrifterne blev begrundet i observationen af en række ubehagelige gentagelsesfænomener, herunder tilbagevendende traumatiske drømme, som hverken undgik smerten eller bragte forløsning, men tværtimod gentog smerten. Disse fænomener måtte derfor forstås som undtagelser fra reglen om lystprincippets dominans, og Freud henførte dem til et mere elementært psykisk funktionsprincip, som han karakteriserede gentagelsestvangen, der udtrykker et grundlæggende moment ved dødsdrifterne.
Med udgangspunkt i de perspektiver på dødsdrifterne, Freud fremsatte i 1920, kan de tilbagevendende mareridt anskues i et nyt lys. Den gentagne gennemtvingelse af smertefulde oplevelser kan forstås ud fra gentagelsestvangen, som ifølge Freud kan begrundes i den frie energi, som søger den totale udløsning ad den kortest mulige vej. Da denne udløsning sker uafhængigt af lyst/ulystpolariteten, kan den derfor også medføre ulyst. Inden for denne forståelsesramme er mareridtene således ikke ønskeopfyldende, men grundlæggende ulystbetonede og smertefulde.

Hjælp fra Frankrig
Freuds udlægning af teorien om dødsdrifterne har affødt en del diskussioner i psykoanalytiske kredse, hvor den bl.a. er blevet totalt forkastet, omformuleret på diverse måder og – i nogles øjne – misforstået. Debatten har bl.a. raset i Frankrig, og jeg valgte derfor at inddrage to forskellige perspektiver på dette fra hhv. Jean Laplanche og André Green.
På baggrund af Laplanches teori kan de tilbagevendende mareridt forstås som udtryk for et traume, der overstiger subjektets evne til at skabe psykisk repræsentation. Det henstår derfor usymboliseret og indstifter et fravær af betydning i psyken, som subjektet er tvunget til at forsøge at repræsentere, hvorfor subjektet igen og igen må vende tilbage til det.
Jeg argumenterer endvidere for, at Greens teoribygning kan kvalificere en forståelse af de tilbagevendende mareridt som et desperat forsøg på repræsentationsdannelse, hvilket indebærer en momentan binding af den overvældende og formløse psykiske smerte, traumet udgør i form af ubunden energi.

Konklusion
På baggrund af Freuds, Greens og Laplanches teorier argumenterer jeg sammenfattende for, at de tilbagevendende, voldsomme mareridt kan forstås som et udtryk for døds-drifternes særlige funktionsmåde. Mareridtenes tilbagevenden kan i denne sammenhæng begrundes i psykens fordring om at skabe mening i det meningsløse. Dette meningsløse er et traume, som subjektet ikke kan begribe, og som derfor ikke bindes og symboliseres, men forbliver ubundet og uden repræsentation. Traumet melder sig derfor uden mening og tvinger den drømmende til at forsøge at give det betydning. Da det ikke kan symboliseres, må det aktualiseres gennem ageren, hvilket manifesteres i mareridtet, hvor driften momentant bindes og repræsenteres og finder fuldstændig udløsning uden hensyn til udviklingen af lyst eller ulyst. I dette perspektiv er drømmen ikke nødvendigvis ønskeopfyldende, men kan være grundlæggende smertefuld.

 

Udvalgt litteratur
Freud, S. (1900). Drømmetydning (3. udg.). København: Hans
Reitzel (1982)
Freud, S. (1920). Hinsides Lystprincippet. I O. A. Olsen, B. Kjær,
& S. Køppe (Red.), Metapsykologi 2 (2. udgave udg., s. 21-73).
København: Hans Reitzel (1983)
Green, A. (1999). The Work of the Negative. London: Free
Association Books
Green, A. (2005). Key Ideas for a Contemporary Psychoanalysis.
London & New York: Routledge
Laplanche, J. (1987). Nye Fundamenter for Psykoanalysen.
Aarhus: Klim (1990)
Laplanche, J. (2004). The so-called ’death drive’: a sexual drive.
British Journal of Psychotherapy, 20 (4), 455-471